Tilspil i stik 1

I sidste uge så vi et spil, hvor spilfører skulle afholde sig fra at spørge om modspillernes aftaler på et tidspunkt, hvor det ville virke vildledende, fordi han ikke havde noget at bruge svaret til – han havde ingen bridgemæssig grund til at spørge.

Denne gang skal vi se et spil, hvor hverken spilfører eller MTH har et bridgemæssigt problem i første stik. Alligevel er det korrekt at indlægge en tænkepause, for stik 1 er en undtagelse, og vi skal se hvorfor.

Vest spiller ♣5 ud mod 3ut – 4. højeste – og fra de øvrige hænder spilles hurtigt ♣2, ♣E og ♣3. Intet at tænke over indtil videre.

Men skal Øst returnere farven i stik 2 i håb om at rejse Vests klørfarve, eller skal hun hellere forsøge at rejse nogle sparstik? Det er ikke umiddelbart noget let valg, men efter moden overvejelse returnerer hun ♣9, som Syd dækker med ♣B.

Nu er det Vests tur til at have et problem. Hvis Øst er startet med ♣E98, skal Vest falde fra, hvorefter kontrakten automatisk er bet, medmindre Syd kan tage 9 stik fra toppen (hvis Syd har ♠EDxx Dx Bxxx ♣DBx, kan kontrakten dog vinde på en slutspilsskvis).

Men hvis Øst som her har ♣E9 blanke, har Syd dobbelthold i klør, og så er bedste chance at stikke med ♣K og skifte til spar.

Hvilken plan skal Vest vælge?

Vest har et reelt valg. Men Østs tænkepause før tilbagespillet i klør fortæller, at dette ikke var automatisk. Dermed kan Vest regne ud, at Øst ikke har 3‑farve i klør.

Men det er en ubeføjet oplysning! For ikke at udnytte denne oplysning valgte Vest i overensstemmelse med lovene at dykke klør. Syd kneb i hjerter og var dermed sikker på at vinde kontrakten, medmindre hjerterne sad 5‑1 bagpå, for hvis Øst havde flere klør tilbage, ville modspillet kun kunne tage 3 klørstik i alt. Syd vandt dermed sin kontrakt.

Tænkepauser i stik 1

Vest var utilfreds efter spillet, for spilfører bør normalt holde en tænkepause, når bordet er kommet til syne. Flere forbund, herunder DBf og NBF, har ligefrem en regel om, at spilfører bør holde en pause på mindst 10 sekunder før det første tilspil fra bordet (og det ville ikke have skadet, hvis reglen i stedet havde været 15‑20 sekunder).

Ved ikke at holde denne pause medvirkede Syd til, at Øst afslørede sin klørfordeling. Skal turneringslederen justere scoren til fordel for Syd, hvis Vest finder det korrekte modspil, og kontrakten derefter går ned?

En diskussion med andre turneringsledere har vist, at der ikke er enighed om dette. For mig er det afgørende, at Øst nemt kunne have undgået problemet ved i stedet at tænke før tilspillet af ♣E. Derefter ville ingen vide, om tænkepausen vedrørte problemet i stik 2 eller hele spillet som sådan – eller om Øst simpelthen sørgede for at holde neutralt tempo.

Derfor mener jeg, at Øst er skyld i, at Vest fik den ubeføjede oplysning om Østs klørbeholdning, og jeg ville justere scoren, også selvom Syd burde have gjort det lettere for Øst ved at holde en pause. Argumentet imod at justere scoren er, at vi ellers aldrig kan lære spilførerne at holde den ønskede pause før det første tilspil.

Konklusion

Uanset hvilket af de to synspunkter, du holder på, kan du under alle omstændigheder drage følgende lære af spillet:

Før det første tilspil fra bordet bør spilfører holde en pause på mindst 10 sekunder, gerne mere. Gør spilfører ikke dette, bør MTH holde en tilsvarende pause før sit første tilspil, uanset om han har et bridgemæssigt problem i stik 1, selv med en singleton! Dette er ikke at holde en vildledende pause, men at holde et neutralt tempo, for et neutralt tempo indebærer at bruge mindst 10‑20 sekunder i stik 1.

Ingen bridgemæssig grund

Ingen af de implicerede, måske undtagen Nord, var specielt stolte efter dette spil, der stammer fra en parturnering.

Vest spillede E ud, og Syd spurgte om Ø-V’s modspilsaftaler. Øst forklarede, at udspil af et es mod sans bad om kald eller afvisning.

Øst kaldte med 8, Syd bekendte med 7, og første stik blev vendt. Nu gentog Syd sit spørgsmål, og han fik ikke overraskende samme svar.

Vest havde svært ved at læse 8 som et kald, og Syds opfølgende spørgsmål tydede også på, at i hvert fald D sad hos Syd. Derfor skiftede Vest til K.

Syd stak med E og håbede at vinde kontrakten ved hjælp af den gående klørfarve og en sparknibning. Men efter to gange klør var det klart, at den plan ikke ville lykkes. I stedet spillede Syd ♠B fra bordet. Når Øst ikke dækkede, sikrede Syd sig 8 stik.

Vest følte sig narret af Syds optræden, der havde fået ham til at fejlbedømme rudersituationen helt, og derfor tilkaldte han turneringslederen.

Vildledende spørgsmål

Den almindelige reaktion på denne type problemer er, at Syds spørgsmål måske ikke var helt fint i kanten, men “man kan vel ikke gøre noget ved det”, og er der ikke også noget med, at man drager slutninger af modpartens gebærden på egen risiko? Og kan vi overhovedet bevise, at Syd gjorde det med vilje?

Lad os se på bridgelovenes § 73E2:

Hvis turneringslederen afgør, at en uskyldig spiller har draget en fejlagtig slutning ud fra et spørgsmål, en bemærkning, opførsel, tempo eller lignende fra en modstander, og denne modstander ikke har nogen påviselig bridgemæssig grund til sin handling, og denne på tidspunktet herfor kunne have vidst, at denne handling kunne falde ud til egen fordel, skal turneringslederen justere scoren (§ 12C1).

Vi kan altså justere scoren, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Vest har draget en rimelig slutning på grundlag af Syds spørgsmål.
  • Der var ingen bridgemæssig grund til Syds spørgsmål.
  • Syd kunne have forudset, at spørgsmålet ville vildlede Vest.

Syds første spørgsmål havde ingen betydning, for det er almindeligt at spørge om åbningsudspillets betydning, umiddelbart efter at det er foretaget, uanset om man har akut brug for det.

Men når Syd spurgte igen, efter at første stik var vendt, kunne der næsten ikke være andre årsager, end at Syd havde brug for at placere ruderfarven. Dette var klart for både Syd og Vest, og Syd havde ikke brug for at kende ruderfarvens placering for at regne ud, hvordan han skulle forholde sig til den forventede ruderfortsættelse.

Derfor skal vi overveje en justeret score.

Bemærk den sidste betingelse – at Syd kunne have forudset, at spørgsmålet ville vildlede Vest, eller i formuleringen i § 73E2, at Syd “kunne have vidst, at spørgsmålet ville falde ud til egen fordel”. Vi behøver altså ikke fundere over, om Syd bevidst forsøgte at vildlede Vest.

Turneringslederens afgørelse

Vest blev narret af Syds spørgsmål, men sagen var aldrig opstået, hvis Øst havde lagt D i første stik. Det betyder dog ikke, at vi skal afvise sagen – at Øst spiller upræcist imod, giver ikke Syd carte blanche til at vildlede med sit spørgsmål.

Lad os se, hvad der sker, hvis Vest fortsætter i ruder. Ø-V vil tage de første 4 stik, men der er ikke noget, der tyder på, at Øst ville være mere tilbøjelig til at dække ♠B med ♠K, når den tid kommer. Derfor lod turneringslederen scoren stå ved magt.

Dette ræsonnement er i sig selv fornuftigt, men se, hvad der sker, hvis Øst skifter til hjerter i stik 5. Syd ser, at kontrakten er hjemme med klørene 3‑2 og en sparknibning, så han vil stikke med E. Derefter får han kun 7 stik, selvom Øst ikke dækker ♠B.

Hvis Syd i stedet gætter fordelingen og spiller 4 gange klør, må Øst give bordet indkomst på ♠B, og så har spilfører alligevel 8 stik – denne mulighed havde Syd ikke, som spillet faktisk gik.

Vi kan altså konkludere, at en ruderfortsættelse sandsynligvis havde ført til 2 beter – undtagelsen er, når Syd slutspiller Øst.

Men vi kan ikke bare justere scoren til dette. Som altid, når vi justerer scoren, skal vi vurdere, hvad der var sket uden uregelmæssigheden, altså hvis Syd ikke havde stillet sit vildledende spørgsmål.

Se problemet fra Vests side. 8 ligner virkelig en afvisning, specielt hvis Vest forventer, at Øst lægger D fra DB98. Selv uden spørgsmålet taler alt for, at Vest vil fortsætte med K.

Det korrekte er at overveje en vægtet score. Men for at holde kontrakten i 7 stik skal Vest finde ruderfortsættelsen, og Syd må ikke finde slutspillet. En fornuftig mulighed er følgende:

  • 5/6 af S 3ut 8 = −100
  • 1/6 af S 3ut 7 = −200

Men vi er nede i de små procenter, og hvis du mener, at sandsynligheden for en ruderfortsættelse fulgt af, at Syd ikke slutspiller Øst, er væsentligt mindre end 1/6, er det fornuftigt at lade scoren stå ved magt.

Derimod er det vigtigt at slå fast, at turneringslederen ikke må lade scoren stå ved magt, bare fordi Øst kunne have spillet bedre imod. Husk også, at hvis der er en bridgemæssig grund til Syds spørgsmål, gætter Vest altid på egen risiko.

Forskellige forklaringer

En af fornøjelserne ved at spille med skærme er, at meldeforløbet kan køre totalt af sporet, når modstanderne giver forskellige forklaringer af deres meldinger.

Vi skal se et forholdsvis fredeligt eksempel:

Nord sprang ind med 2ut og forklarede det til Øst som 5‑5 i minor, mens Syd forklarede til Vest, at det viste klør og en anden farve. Det førte til, at Øst og Vest fik to helt forskellige billeder af det fortsatte meldeforløb!

To verdener

Øst svarede 3, hvilket var gamekrav med hjerterstøtte, når Nord havde vist begge minor.

Men set fra Vests side var 3 en naturlig melding, når kun klør var en kendt farve hos modparten. Vest havde styr på de øvrige farver og foreslog derfor 3ut.

For Øst, der jo havde fastlagt hjerter som trumf, var 3ut ikke naturlig, men den såkaldte “Unserious 3NT”, som viser slemegnede kort uden at love tillæg, når en majorfarve er fastlagt som trumf. Denne konvention giver bedre mulighed for at vurdere kortene, fordi man derved ikke blot afgiver cuebids bevidstløst, men samtidig viser noget om håndens styrke.

Øst vurderede, at kortene kunne bære en fortsat slemundersøgelse i kraft af den enorme trumfstøtte, og han afgav et cuebid i 4♣.

Vest var usikker på, hvad betydningen af 4♣ – fjendens farve – skulle være efter de naturlige meldinger 3 og 3ut, og han valgte at melde 4. For Øst, som jo befandt sig i en cuebidsekvens, benægtede dette ruderkontrol, og da han heller ikke selv havde ruderkontrol, passede han.

Der var 12 lette stik i 4, og da Ø-V efterfølgende diskuterede hinandens mærkelige meldinger, gik sagens rette sammenhæng op for dem, og de tilkaldte turneringslederen.

Sagens kerne

Når Ø-V har fået forskellige forklaringer, må mindst én af disse være forkert. Turneringslederens første opgave er derfor at fastslå, hvad N-S’s faktiske aftale om 2ut er.

Her forklarede N-S, at Nord havde ret, og systemkortet bekræftede dette – 2ut lovede begge minor.

Det betyder, at Øst har fået korrekt forklaring, og vi skal undersøge, hvad der ville være sket, hvis Vest også havde fået forklaringen “begge minor”. Det ville i hvert fald betyde, at Vest ikke ville have meldt 4, når han havde ruderkontrol, så meldeforløbet er tydeligvis påvirket af den forkerte forklaring.

Derfor forventer vi at justere scoren. Det ser let ud at melde slemmen – der er styr på alle farver, masser af trumfer og kun et udestående es. Men både Øst og Vest ser på potentielle langsomme tabere, og Vest kan være nervøs for kvaliteten af Østs trumfstøtte.

Ved de øvrige borde meldte kun 3 ud af 11 par 6. Det tyder på, at vi skal give en vægtet score mellem slem og udgang baseret på, hvor sandsynligt Ø-V ville melde 6 med korrekt forklaring.

Rundspørge i feltet

Det basale spørgsmål er, hvor sandsynligt Ø-V melder slem efter følgende indledning:

Ø-V har masser af beslutninger at tage, og vi ved kun, at Øst ville melde 4♣ oven på 3ut, når dette er en mild sleminvit. Vests meldinger ved bordet giver os ingen brugbar information.

Det er som regel bedst at foretage en rundspørge. Det bliver en kompliceret affære her, hvor vi skal vurdere både Østs og Vests fortsatte meldinger. Det er ikke umuligt, blot tidkrævende.

Vi har dog en ekstra mulighed, nemlig at “spørge feltet”. Vi kan ikke umiddelbart overføre “3 af 11” til en vægtet score, for meldeforløbet og systemaftalerne kan have været anderledes ved de øvrige borde. Måske har Nord meldt 4ut og ikke 2ut, eller måske har Ø-V ikke haft Unserious 3NT til rådighed.

Men hvis turneringslederen alligevel skal investere tid i en kompliceret rundspørge, er det værd at spørge spillerne ved de øvrige borde, hvordan de meldte kortene, og hvad meldingerne betød. Det giver det mest realistiske billede af, hvordan folk vurderer kortene og melder i praksis.

Baseret på de oplysninger, som turneringslederen får ved “rundspørgen i feltet”, må han beslutte, om der er behov for et bredere grundlag for afgørelsen i form af en klassisk rundspørge. Derefter vurderer han sandsynligheden for, at Ø-V ved dette bord havde meldt 6 med korrekt forklaring, og giver en vægtet score, der afspejler dette.

Kort fra den forkerte mappe

N-S havde en gevaldig meldemisforståelse, idet de endte i 4 med denne fordeling:

Første melderunde gik 1♠‑pas‑2♣‑2, men resten af meldeforløbet er ikke kendt. Sandsynligvis har Syd på et tidspunkt afgivet et cuebid i 4, som Nord uheldigvis passede til.

Vest spillede 10 ud, og da Syd så makkers kort, studsede han over, at begge hænder indeholdt ♣K!

Nu opdagede han, at han sad med kortene fra det forrige spil, og turneringslederen blev tilkaldt. Denne var usikker på reglerne, og han bad Syd tage den korrekte hånd og spille kontrakten.

Den korrekte hånd mindede i forbløffende grad om den, Syd havde meldt to gange:

Heldigvis var Syds rigtige hånd lidt bedre udstyret i trumf end den foregående. Men det var en ringe trøst, for han gik én bet, mens der var 11‑12 lette stik i 4♠ afhængigt af modspillet. Ø-V var godt tilfredse med resultatet.

Hvad siger reglerne?

Som altid skal vi se, hvad reglerne siger om den givne situation. Når en spiller melder på basis af kort fra en forkert mappe, benyttes § 15A, hvor vi her skal se på § 15A1‑2:

1. Hvis en spiller tager kortene fra en forkert mappe og afgiver en melding ud fra disse kort, annulleres denne melding (og alle efterfølgende meldinger).
2. a. Hvis den fejlendes makker har meldt efter den annullerede melding, skal turneringslederen justere scoren (§ 12C1).
   b. Ellers skal den fejlende afgive en ny melding efter at have set den korrekte hånd, og meldeforløbet fortsætter derefter normalt.
    c. § 16C (ubeføjede og beføjede oplysninger) gælder for alle tilbagetagne meldinger.

§ 15A1 fortæller os, at Syds 1♠‑åbning skal annulleres sammen med alle efterfølgende meldinger. Det betyder, at hele meldeforløbet annulleres!

§ 15A2b siger, at fejlen kunne have været rettet, hvis den var blevet opdaget, inden Nord svarede på Syds 1♠‑åbning. I så fald var meldeforløbet blevet rullet tilbage, og der havde ikke været andre problemer, end at oplysningerne fra Vests pas ville være beføjede for Øst og ubeføjede for N-S (jf. § 15A2c). Men når det nye meldeforløb også gik 1♠‑pas, ville alle problemer være gået helt over.

I de fleste tilfælde opdages fejlen først senere, fx efter åbningsudspillet, og så siger § 15A2, at der ikke er andet at gøre end at annullere spillet og justere scoren.

Hvad skal der justeres til?

Det er værd at bemærke, at § 15A2a ikke foreskriver kunstig score. Hvis det fx var Vest, der havde taget en forkert hånd, og både den korrekte og den forkerte hånd åbenlyst ville passe i hele meldeforløbet, er meldeforløbet ikke påvirket, og man kan give en justeret score på basis af, hvor mange stik spilfører forventedes at tage i slutkontrakten.

I den aktuelle sag er det klart, at Syd også ville have åbnet 1♠ med den korrekte hånd. Men derefter ved vi ikke, hvad der ville være sket, og det eneste fornuftige er at give kunstig score. N-S er fejlende, og i en parturnering betyder det 40% til N-S og 60% til Ø-V, som du utvivlsomt allerede ved.

Her var der tale om en holdturnering, og det betyder, at Ø-V skal noteres for en gevinst på 3 imp (medmindre resultatet ved det andet bord er mere fordelagtigt for det ikke‐fejlende hold).

Begge sider var utilfredse

Ingen af de to sider var tilfredse med denne afgørelse!

N-S fremførte, at det var let at melde 4♠, hvis Syd havde haft den korrekte hånd. Det er svært at være uenig i … men det burde jo være lige så let med de aktuelle kort, som var tæt på at være identiske. Derfor er −3 imp et rimeligt resultat.

Ø-V følte ikke, at det var rimeligt at fratage dem resultatet for 4 med en bet, for de var uskyldige i sagen og havde blot fulgt turneringslederens instruktioner, som de ikke havde grund til at betvivle.

Således var Ø-V i god tro, og i samfundet fungerer det generelt sådan, at hvis man er i god tro, når man får noget uretmæssigt, skal man have lov at beholde det.

Men reglerne i samfundet kan ikke overføres til bridgeverdenen! Hvis turneringslederen ved en fejl kommer til at give et par for mange points, må han justere resultatet til det rigtige. Ø-V er uskyldige, men det betyder blot, at tvivlen skal komme dem til gode i en vurdering – og ikke, at de må beholde, hvad de fejlagtigt har fået. Derfor kommer det ikke på tale at lade dem beholde beten i 4.

Den eneste konsekvens af, at spillerne gennemførte spillet i 4, er således, at spillerne brugte 5 minutter til ingen verdens nytte. Hvis vi havde haft brug for resultatet i 4, havde det jo været godt, at de fik lov at spille. Så når turneringslederen var i tvivl om reglerne, var det en udmærket løsning at bede dem spille færdig – det kostede ikke noget.