De fleste par har både et gennemarbejdet 1ut‑ og 2ut‑system. Derimod forsømmes svarsystemet, når parrets første naturlige melding er 3ut, både af meldeteoretikere og spillere, dels fordi der ikke er meget meldeplads at gøre godt med, dels fordi man sjældent har brug for det. Når en spiller melder 3ut ind efter en spærreåbning af fjenden, melder makker pas i mindst 9 ud 10 tilfælde.
Manglende makkerforståelse i 3ut‑systemet førte til denne uges turneringslederproblem:
Med længde i begge major vovede Syd en søgemelding efter makkers Multi, men da Nord viste en stærk sanshånd med 3ut, ramte parret det frygtede hul i hjemmeforberedelsen og slingrede i 6♥.
Inden åbningsudspillet spurgte Vest om meldingerne fra en ende af. Da 3ut var blevet forklaret, spurgte hun, om resten var naturligt, og N-S bekræftede dette. Herefter spillede Vest spar ud. Syd vandt på hånden, trak trumf og spillede på sin chance i form af en ruderknibning. Dermed vandt han sin kontrakt trods den åbne klørfarve.
Nu tilkaldte Vest turneringslederen og sagde, at hun pga. forklaringerne havde spillet spar ud i forventning om renonce hos makker. Hvis hun havde vidst, at Nords 4♠ ikke var naturlig, havde ♣E været en mulighed.
Turneringslederen spurgte først Nord, hvorfor han havde bekræftet, at alle meldinger efter 3ut var naturlige, når han tydeligvis havde ment 4♠ som et cuebid. Hertil svarede Nord, at han vel kun skulle forklare sin makkers meldinger. Dette er naturligvis forkert – når N-S har købt spillet, skal de straks rette makkers forkerte forklaring.
Efter yderligere spørgsmål blev det klart, at N-S ikke havde nogen brugbare aftaler efter 3ut, men bare havde gættet hver især.
Afgørelsen
Meldeforløbet antyder kraftigt, at N-S har været på tynd is med deres hjemmeforberedelse. Det er almindeligt at foreslå et par farver på vej til game for at finde den bedste kontrakt, men det aktuelle meldeforløb mod slem er en helt anden situation. Det må være meget mere presserende at undersøge minorkontroller eller esser samt almen interesse for lille‑ eller storeslem end at forsøge at finde en trumffarve med 9 trumfer tilsammen i stedet for 8.
Af denne grund burde Vest nok have indset, at forklaringen var tvivlsom. Men det rigtige grundlag for at afgøre sagen er at vurdere, om udspillet skyldtes forklaringen. Som så ofte før gav en rundspørge bedre indsigt i situationen.
De adspurgte delte sig i to grupper. Den ene gruppe sagde netop, at de ikke lagde vægt på forklaringen. Nogle spillede spar ud for at holde flere muligheder åbne, andre trak ♣E.
Den anden gruppe var mere tilbøjelig til at tro på forklaringen om, at meldingerne var naturlige. Men de følte sig stadig ikke overbevist om, at makker var renonce i spar. Også her fordelte udspillene sig mellem spar og klør, men der var ikke nogen, der ændrede mening om udspillet, når de fik den ændrede forklaring at vide.
Det er ikke helt klart, om en spiller i den anden gruppe ville lade sig påvirke af forklaringen, og på den baggrund kunne man måske give en vægtet score med en 20‑25% til udspil af ♣E. Det blev dog valgt at lade scoren stå ved magt.
Bemærk, at det ikke må have indflydelse på afgørelsen, at Nord fejlagtigt troede, at han ikke skulle korrigere makkers forklaring. Nord har handlet i bedste mening, og det kan man kun have sympati for, men N-S må ikke drage fordel af at overtræde reglerne, selvom han ikke kender dem.