Tilspil i stik 1

I sidste uge så vi et spil, hvor spilfører skulle afholde sig fra at spørge om modspillernes aftaler på et tidspunkt, hvor det ville virke vildledende, fordi han ikke havde noget at bruge svaret til – han havde ingen bridgemæssig grund til at spørge.

Denne gang skal vi se et spil, hvor hverken spilfører eller MTH har et bridgemæssigt problem i første stik. Alligevel er det korrekt at indlægge en tænkepause, for stik 1 er en undtagelse, og vi skal se hvorfor.

Vest spiller ♣5 ud mod 3ut – 4. højeste – og fra de øvrige hænder spilles hurtigt ♣2, ♣E og ♣3. Intet at tænke over indtil videre.

Men skal Øst returnere farven i stik 2 i håb om at rejse Vests klørfarve, eller skal hun hellere forsøge at rejse nogle sparstik? Det er ikke umiddelbart noget let valg, men efter moden overvejelse returnerer hun ♣9, som Syd dækker med ♣B.

Nu er det Vests tur til at have et problem. Hvis Øst er startet med ♣E98, skal Vest falde fra, hvorefter kontrakten automatisk er bet, medmindre Syd kan tage 9 stik fra toppen (hvis Syd har ♠EDxx Dx Bxxx ♣DBx, kan kontrakten dog vinde på en slutspilsskvis).

Men hvis Øst som her har ♣E9 blanke, har Syd dobbelthold i klør, og så er bedste chance at stikke med ♣K og skifte til spar.

Hvilken plan skal Vest vælge?

Vest har et reelt valg. Men Østs tænkepause før tilbagespillet i klør fortæller, at dette ikke var automatisk. Dermed kan Vest regne ud, at Øst ikke har 3‑farve i klør.

Men det er en ubeføjet oplysning! For ikke at udnytte denne oplysning valgte Vest i overensstemmelse med lovene at dykke klør. Syd kneb i hjerter og var dermed sikker på at vinde kontrakten, medmindre hjerterne sad 5‑1 bagpå, for hvis Øst havde flere klør tilbage, ville modspillet kun kunne tage 3 klørstik i alt. Syd vandt dermed sin kontrakt.

Tænkepauser i stik 1

Vest var utilfreds efter spillet, for spilfører bør normalt holde en tænkepause, når bordet er kommet til syne. Flere forbund, herunder DBf og NBF, har ligefrem en regel om, at spilfører bør holde en pause på mindst 10 sekunder før det første tilspil fra bordet (og det ville ikke have skadet, hvis reglen i stedet havde været 15‑20 sekunder).

Ved ikke at holde denne pause medvirkede Syd til, at Øst afslørede sin klørfordeling. Skal turneringslederen justere scoren til fordel for Syd, hvis Vest finder det korrekte modspil, og kontrakten derefter går ned?

En diskussion med andre turneringsledere har vist, at der ikke er enighed om dette. For mig er det afgørende, at Øst nemt kunne have undgået problemet ved i stedet at tænke før tilspillet af ♣E. Derefter ville ingen vide, om tænkepausen vedrørte problemet i stik 2 eller hele spillet som sådan – eller om Øst simpelthen sørgede for at holde neutralt tempo.

Derfor mener jeg, at Øst er skyld i, at Vest fik den ubeføjede oplysning om Østs klørbeholdning, og jeg ville justere scoren, også selvom Syd burde have gjort det lettere for Øst ved at holde en pause. Argumentet imod at justere scoren er, at vi ellers aldrig kan lære spilførerne at holde den ønskede pause før det første tilspil.

Konklusion

Uanset hvilket af de to synspunkter, du holder på, kan du under alle omstændigheder drage følgende lære af spillet:

Før det første tilspil fra bordet bør spilfører holde en pause på mindst 10 sekunder, gerne mere. Gør spilfører ikke dette, bør MTH holde en tilsvarende pause før sit første tilspil, uanset om han har et bridgemæssigt problem i stik 1, selv med en singleton! Dette er ikke at holde en vildledende pause, men at holde et neutralt tempo, for et neutralt tempo indebærer at bruge mindst 10‑20 sekunder i stik 1.

Ingen bridgemæssig grund

Ingen af de implicerede, måske undtagen Nord, var specielt stolte efter dette spil, der stammer fra en parturnering.

Vest spillede E ud, og Syd spurgte om Ø-V’s modspilsaftaler. Øst forklarede, at udspil af et es mod sans bad om kald eller afvisning.

Øst kaldte med 8, Syd bekendte med 7, og første stik blev vendt. Nu gentog Syd sit spørgsmål, og han fik ikke overraskende samme svar.

Vest havde svært ved at læse 8 som et kald, og Syds opfølgende spørgsmål tydede også på, at i hvert fald D sad hos Syd. Derfor skiftede Vest til K.

Syd stak med E og håbede at vinde kontrakten ved hjælp af den gående klørfarve og en sparknibning. Men efter to gange klør var det klart, at den plan ikke ville lykkes. I stedet spillede Syd ♠B fra bordet. Når Øst ikke dækkede, sikrede Syd sig 8 stik.

Vest følte sig narret af Syds optræden, der havde fået ham til at fejlbedømme rudersituationen helt, og derfor tilkaldte han turneringslederen.

Vildledende spørgsmål

Den almindelige reaktion på denne type problemer er, at Syds spørgsmål måske ikke var helt fint i kanten, men “man kan vel ikke gøre noget ved det”, og er der ikke også noget med, at man drager slutninger af modpartens gebærden på egen risiko? Og kan vi overhovedet bevise, at Syd gjorde det med vilje?

Lad os se på bridgelovenes § 73E2:

Hvis turneringslederen afgør, at en uskyldig spiller har draget en fejlagtig slutning ud fra et spørgsmål, en bemærkning, opførsel, tempo eller lignende fra en modstander, og denne modstander ikke har nogen påviselig bridgemæssig grund til sin handling, og denne på tidspunktet herfor kunne have vidst, at denne handling kunne falde ud til egen fordel, skal turneringslederen justere scoren (§ 12C1).

Vi kan altså justere scoren, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Vest har draget en rimelig slutning på grundlag af Syds spørgsmål.
  • Der var ingen bridgemæssig grund til Syds spørgsmål.
  • Syd kunne have forudset, at spørgsmålet ville vildlede Vest.

Syds første spørgsmål havde ingen betydning, for det er almindeligt at spørge om åbningsudspillets betydning, umiddelbart efter at det er foretaget, uanset om man har akut brug for det.

Men når Syd spurgte igen, efter at første stik var vendt, kunne der næsten ikke være andre årsager, end at Syd havde brug for at placere ruderfarven. Dette var klart for både Syd og Vest, og Syd havde ikke brug for at kende ruderfarvens placering for at regne ud, hvordan han skulle forholde sig til den forventede ruderfortsættelse.

Derfor skal vi overveje en justeret score.

Bemærk den sidste betingelse – at Syd kunne have forudset, at spørgsmålet ville vildlede Vest, eller i formuleringen i § 73E2, at Syd “kunne have vidst, at spørgsmålet ville falde ud til egen fordel”. Vi behøver altså ikke fundere over, om Syd bevidst forsøgte at vildlede Vest.

Turneringslederens afgørelse

Vest blev narret af Syds spørgsmål, men sagen var aldrig opstået, hvis Øst havde lagt D i første stik. Det betyder dog ikke, at vi skal afvise sagen – at Øst spiller upræcist imod, giver ikke Syd carte blanche til at vildlede med sit spørgsmål.

Lad os se, hvad der sker, hvis Vest fortsætter i ruder. Ø-V vil tage de første 4 stik, men der er ikke noget, der tyder på, at Øst ville være mere tilbøjelig til at dække ♠B med ♠K, når den tid kommer. Derfor lod turneringslederen scoren stå ved magt.

Dette ræsonnement er i sig selv fornuftigt, men se, hvad der sker, hvis Øst skifter til hjerter i stik 5. Syd ser, at kontrakten er hjemme med klørene 3‑2 og en sparknibning, så han vil stikke med E. Derefter får han kun 7 stik, selvom Øst ikke dækker ♠B.

Hvis Syd i stedet gætter fordelingen og spiller 4 gange klør, må Øst give bordet indkomst på ♠B, og så har spilfører alligevel 8 stik – denne mulighed havde Syd ikke, som spillet faktisk gik.

Vi kan altså konkludere, at en ruderfortsættelse sandsynligvis havde ført til 2 beter – undtagelsen er, når Syd slutspiller Øst.

Men vi kan ikke bare justere scoren til dette. Som altid, når vi justerer scoren, skal vi vurdere, hvad der var sket uden uregelmæssigheden, altså hvis Syd ikke havde stillet sit vildledende spørgsmål.

Se problemet fra Vests side. 8 ligner virkelig en afvisning, specielt hvis Vest forventer, at Øst lægger D fra DB98. Selv uden spørgsmålet taler alt for, at Vest vil fortsætte med K.

Det korrekte er at overveje en vægtet score. Men for at holde kontrakten i 7 stik skal Vest finde ruderfortsættelsen, og Syd må ikke finde slutspillet. En fornuftig mulighed er følgende:

  • 5/6 af S 3ut 8 = −100
  • 1/6 af S 3ut 7 = −200

Men vi er nede i de små procenter, og hvis du mener, at sandsynligheden for en ruderfortsættelse fulgt af, at Syd ikke slutspiller Øst, er væsentligt mindre end 1/6, er det fornuftigt at lade scoren stå ved magt.

Derimod er det vigtigt at slå fast, at turneringslederen ikke må lade scoren stå ved magt, bare fordi Øst kunne have spillet bedre imod. Husk også, at hvis der er en bridgemæssig grund til Syds spørgsmål, gætter Vest altid på egen risiko.

Forskellige forklaringer

En af fornøjelserne ved at spille med skærme er, at meldeforløbet kan køre totalt af sporet, når modstanderne giver forskellige forklaringer af deres meldinger.

Vi skal se et forholdsvis fredeligt eksempel:

Nord sprang ind med 2ut og forklarede det til Øst som 5‑5 i minor, mens Syd forklarede til Vest, at det viste klør og en anden farve. Det førte til, at Øst og Vest fik to helt forskellige billeder af det fortsatte meldeforløb!

To verdener

Øst svarede 3, hvilket var gamekrav med hjerterstøtte, når Nord havde vist begge minor.

Men set fra Vests side var 3 en naturlig melding, når kun klør var en kendt farve hos modparten. Vest havde styr på de øvrige farver og foreslog derfor 3ut.

For Øst, der jo havde fastlagt hjerter som trumf, var 3ut ikke naturlig, men den såkaldte “Unserious 3NT”, som viser slemegnede kort uden at love tillæg, når en majorfarve er fastlagt som trumf. Denne konvention giver bedre mulighed for at vurdere kortene, fordi man derved ikke blot afgiver cuebids bevidstløst, men samtidig viser noget om håndens styrke.

Øst vurderede, at kortene kunne bære en fortsat slemundersøgelse i kraft af den enorme trumfstøtte, og han afgav et cuebid i 4♣.

Vest var usikker på, hvad betydningen af 4♣ – fjendens farve – skulle være efter de naturlige meldinger 3 og 3ut, og han valgte at melde 4. For Øst, som jo befandt sig i en cuebidsekvens, benægtede dette ruderkontrol, og da han heller ikke selv havde ruderkontrol, passede han.

Der var 12 lette stik i 4, og da Ø-V efterfølgende diskuterede hinandens mærkelige meldinger, gik sagens rette sammenhæng op for dem, og de tilkaldte turneringslederen.

Sagens kerne

Når Ø-V har fået forskellige forklaringer, må mindst én af disse være forkert. Turneringslederens første opgave er derfor at fastslå, hvad N-S’s faktiske aftale om 2ut er.

Her forklarede N-S, at Nord havde ret, og systemkortet bekræftede dette – 2ut lovede begge minor.

Det betyder, at Øst har fået korrekt forklaring, og vi skal undersøge, hvad der ville være sket, hvis Vest også havde fået forklaringen “begge minor”. Det ville i hvert fald betyde, at Vest ikke ville have meldt 4, når han havde ruderkontrol, så meldeforløbet er tydeligvis påvirket af den forkerte forklaring.

Derfor forventer vi at justere scoren. Det ser let ud at melde slemmen – der er styr på alle farver, masser af trumfer og kun et udestående es. Men både Øst og Vest ser på potentielle langsomme tabere, og Vest kan være nervøs for kvaliteten af Østs trumfstøtte.

Ved de øvrige borde meldte kun 3 ud af 11 par 6. Det tyder på, at vi skal give en vægtet score mellem slem og udgang baseret på, hvor sandsynligt Ø-V ville melde 6 med korrekt forklaring.

Rundspørge i feltet

Det basale spørgsmål er, hvor sandsynligt Ø-V melder slem efter følgende indledning:

Ø-V har masser af beslutninger at tage, og vi ved kun, at Øst ville melde 4♣ oven på 3ut, når dette er en mild sleminvit. Vests meldinger ved bordet giver os ingen brugbar information.

Det er som regel bedst at foretage en rundspørge. Det bliver en kompliceret affære her, hvor vi skal vurdere både Østs og Vests fortsatte meldinger. Det er ikke umuligt, blot tidkrævende.

Vi har dog en ekstra mulighed, nemlig at “spørge feltet”. Vi kan ikke umiddelbart overføre “3 af 11” til en vægtet score, for meldeforløbet og systemaftalerne kan have været anderledes ved de øvrige borde. Måske har Nord meldt 4ut og ikke 2ut, eller måske har Ø-V ikke haft Unserious 3NT til rådighed.

Men hvis turneringslederen alligevel skal investere tid i en kompliceret rundspørge, er det værd at spørge spillerne ved de øvrige borde, hvordan de meldte kortene, og hvad meldingerne betød. Det giver det mest realistiske billede af, hvordan folk vurderer kortene og melder i praksis.

Baseret på de oplysninger, som turneringslederen får ved “rundspørgen i feltet”, må han beslutte, om der er behov for et bredere grundlag for afgørelsen i form af en klassisk rundspørge. Derefter vurderer han sandsynligheden for, at Ø-V ved dette bord havde meldt 6 med korrekt forklaring, og giver en vægtet score, der afspejler dette.

Kort fra den forkerte mappe

N-S havde en gevaldig meldemisforståelse, idet de endte i 4 med denne fordeling:

Første melderunde gik 1♠‑pas‑2♣‑2, men resten af meldeforløbet er ikke kendt. Sandsynligvis har Syd på et tidspunkt afgivet et cuebid i 4, som Nord uheldigvis passede til.

Vest spillede 10 ud, og da Syd så makkers kort, studsede han over, at begge hænder indeholdt ♣K!

Nu opdagede han, at han sad med kortene fra det forrige spil, og turneringslederen blev tilkaldt. Denne var usikker på reglerne, og han bad Syd tage den korrekte hånd og spille kontrakten.

Den korrekte hånd mindede i forbløffende grad om den, Syd havde meldt to gange:

Heldigvis var Syds rigtige hånd lidt bedre udstyret i trumf end den foregående. Men det var en ringe trøst, for han gik én bet, mens der var 11‑12 lette stik i 4♠ afhængigt af modspillet. Ø-V var godt tilfredse med resultatet.

Hvad siger reglerne?

Som altid skal vi se, hvad reglerne siger om den givne situation. Når en spiller melder på basis af kort fra en forkert mappe, benyttes § 15A, hvor vi her skal se på § 15A1‑2:

1. Hvis en spiller tager kortene fra en forkert mappe og afgiver en melding ud fra disse kort, annulleres denne melding (og alle efterfølgende meldinger).
2. a. Hvis den fejlendes makker har meldt efter den annullerede melding, skal turneringslederen justere scoren (§ 12C1).
   b. Ellers skal den fejlende afgive en ny melding efter at have set den korrekte hånd, og meldeforløbet fortsætter derefter normalt.
    c. § 16C (ubeføjede og beføjede oplysninger) gælder for alle tilbagetagne meldinger.

§ 15A1 fortæller os, at Syds 1♠‑åbning skal annulleres sammen med alle efterfølgende meldinger. Det betyder, at hele meldeforløbet annulleres!

§ 15A2b siger, at fejlen kunne have været rettet, hvis den var blevet opdaget, inden Nord svarede på Syds 1♠‑åbning. I så fald var meldeforløbet blevet rullet tilbage, og der havde ikke været andre problemer, end at oplysningerne fra Vests pas ville være beføjede for Øst og ubeføjede for N-S (jf. § 15A2c). Men når det nye meldeforløb også gik 1♠‑pas, ville alle problemer være gået helt over.

I de fleste tilfælde opdages fejlen først senere, fx efter åbningsudspillet, og så siger § 15A2, at der ikke er andet at gøre end at annullere spillet og justere scoren.

Hvad skal der justeres til?

Det er værd at bemærke, at § 15A2a ikke foreskriver kunstig score. Hvis det fx var Vest, der havde taget en forkert hånd, og både den korrekte og den forkerte hånd åbenlyst ville passe i hele meldeforløbet, er meldeforløbet ikke påvirket, og man kan give en justeret score på basis af, hvor mange stik spilfører forventedes at tage i slutkontrakten.

I den aktuelle sag er det klart, at Syd også ville have åbnet 1♠ med den korrekte hånd. Men derefter ved vi ikke, hvad der ville være sket, og det eneste fornuftige er at give kunstig score. N-S er fejlende, og i en parturnering betyder det 40% til N-S og 60% til Ø-V, som du utvivlsomt allerede ved.

Her var der tale om en holdturnering, og det betyder, at Ø-V skal noteres for en gevinst på 3 imp (medmindre resultatet ved det andet bord er mere fordelagtigt for det ikke‐fejlende hold).

Begge sider var utilfredse

Ingen af de to sider var tilfredse med denne afgørelse!

N-S fremførte, at det var let at melde 4♠, hvis Syd havde haft den korrekte hånd. Det er svært at være uenig i … men det burde jo være lige så let med de aktuelle kort, som var tæt på at være identiske. Derfor er −3 imp et rimeligt resultat.

Ø-V følte ikke, at det var rimeligt at fratage dem resultatet for 4 med en bet, for de var uskyldige i sagen og havde blot fulgt turneringslederens instruktioner, som de ikke havde grund til at betvivle.

Således var Ø-V i god tro, og i samfundet fungerer det generelt sådan, at hvis man er i god tro, når man får noget uretmæssigt, skal man have lov at beholde det.

Men reglerne i samfundet kan ikke overføres til bridgeverdenen! Hvis turneringslederen ved en fejl kommer til at give et par for mange points, må han justere resultatet til det rigtige. Ø-V er uskyldige, men det betyder blot, at tvivlen skal komme dem til gode i en vurdering – og ikke, at de må beholde, hvad de fejlagtigt har fået. Derfor kommer det ikke på tale at lade dem beholde beten i 4.

Den eneste konsekvens af, at spillerne gennemførte spillet i 4, er således, at spillerne brugte 5 minutter til ingen verdens nytte. Hvis vi havde haft brug for resultatet i 4, havde det jo været godt, at de fik lov at spille. Så når turneringslederen var i tvivl om reglerne, var det en udmærket løsning at bede dem spille færdig – det kostede ikke noget.

Hov, jeg meldte forkert!

I dagens spil opdagede Syd, at han havde meldt forkert:

Efter at Vest havde meldt pas til 5, gik det op for Syd, at han var kommet til at regne begge sine konger for et es, og han udbrød “hov, jeg har meldt forkert!”

Turneringslederen blev tilkaldt, og han konstaterede, at det ikke var for sent for Syd at rette et fejlgreb, eftersom Nord endnu ikke havde meldt.

Men meldeforløbet så suspekt ud, så turneringslederen forlod bordet sammen med Syd og spurgte, hvordan fejlen var opstået. Syd indrømmede, at han havde talt esserne galt, og at der dermed ikke var tale om et fejlgreb.

Da det ikke er tilladt at rette en forkert melding, hvis den er tilsigtet, måtte Syd leve med sin 5‑melding.

Turneringslederen forklarede spillerne ved bordet, at meldeforløbet skulle fortsætte, og at Syds bemærkning var en ubeføjet oplysning til Nord.

Nord meldte 6, og den vandt med K i plads.

Skal turneringslederen justere scoren?

Det var jo heldigt for N-S, at Syds ruder var så gode, og at K sad i plads. Men scoren skal justeres, uanset om den skyldes held eller uheld, hvis den er kommet i stand som følge af et lovbrud.

Spørgsmålet er derfor, om Nords 6 er tilladt efter Syds udtalelse.

Men vi kan ikke justere scoren til 5. Pas er ikke et logisk alternativ for Nord. Ganske vist har Nord ikke meget kontrol over meldeforløbet, men når først han har spurgt om esser, kommer det slet ikke på tale at melde pas, når makker har vist de resterende 2 esser.

De ubeføjede oplysninger hjælper snarere Nord til at melde pas i stedet for 6, så Nord gør det lovmæssigt korrekte ved ikke at passe til 5. Det førte til et heldigt resultat, men det kan vi ikke ændre på.

Storeslem?

Burde Nord have undersøgt storeslem, når parret råder over alle esser samt trumf dame, og Nord desuden har en lovende ruderfarve?

Måske. Foruden ♠E og K, som er vist med 5, er der lige plads til en konge på Syds kort. Hvis det er en af de sorte konger, vil storeslem altid hænge på en knibning, men det ser lysere ud, hvis Syd har K.

Hvis Syd har ♠Ex Kxxxx Kxxx ♣xx, er 7 oplagt, medmindre en af de røde farver bryder 4‑0. Men det er nok mere sandsynligt med ♠Ex Kxxxx Kx ♣xxxx, og så skal ruderne sidde 3‑3.

Så man vil nok overveje at undersøge storeslem med 5ut, men i praksis vil man altid nøjes med at melde 6 i stedet, og derfor er 5ut ikke et logisk alternativ.

Derfor skal scoren stå ved magt. N-S var heldige med, at 6 vandt, og at Syds bemærkning ikke havde indflydelse på Nords meldinger.

Men næste gang holder Syd nok sine tanker for sig selv!

Den afsluttende pas

Når en forklaring rettes inden åbningsudspillet, efter den afsluttende pas, må den ikke‐fejlende side ændre deres sidste melding (her pas), hvis denne melding skyldtes den forkerte forklaring.

Her ser man desværre af og til turneringsledere dømme, at slutkontrakten er defineret ved det, som meldingen blev ændret til, fordi meldeforløbet jo var afsluttet.

Men det er en helt forkert fremgangsmåde. Når en af de tre sidste pasmeldinger er blevet ændret, er meldeforløbet ikke længere slut, og det skal derfor genoptages fra den melding, der blev ændret.

Dette tema var også relevant i dagens spil:

Nord nøjedes i første omgang med 3 på en meget fordelt hånd, mens Ø-V meldte, som om de havde arvet hele verden.

Da Nord passede 4♠ ud, tog Øst meldingskortene ned, hvorefter Nord spurgte “hvad laver du?” Øst svarede, at meldeforløbet jo var slut, hvorefter Nord opdagede, at han havde passet til 4♠ og ikke doblet, som han troede.

Turneringslederen blev tilkaldt, og han vurderede på basis af oplysningerne, at det havde været Nords hensigt at doble, men at han ved et uheld havde fået fat i et passkilt. Altså et fejlgreb, men kan det rettes, når meldeforløbet er slut?

Hvad siger lovene?

Normalt må et fejlgreb rettes, så længe makker ikke har meldt. Men hvad hvis meldeforløbet er slut? Her skal vi se på § 25A5:

Hvis meldeforløbet slutter, inden det er makkers tur, må den uagtsomt afgivne melding kun rettes, indtil meldeperioden er forbi (se § 17D).

Bemærk, at der skelnes mellem meldeforløbet og meldeperioden. Meldeforløbet består simpelthen af alle meldingerne og slutter, når der er passet rundt. Meldeperiodens slutning er defineret i § 17D1‑2:

1. Når meldeforløbet slutter som i § 22A, slutter meldeperioden, når en af modstanderne derefter viser åbningsudspillets billedside.
2. Når ingen spiller har budt (se § 22B), slutter meldeperioden, når alle fire hænder er lagt tilbage i mappen.

Læser vi alle disse paragraffer sammen, kan et fejlgreb i den afsluttende pas altså rettes, så længe der ikke er spillet ud med åbent kort.

Det betyder, at Nord må ændre sin melding, og herefter fortsætter meldeforløbet som normalt. Her gik det således:

Nords tilbagetagne pas fik altså ingen indflydelse på meldeforløbet. Og meldingen indebærer pr. definition ingen ubeføjede oplysninger til makker – vi kan intet udlede af pasmeldingen. Den sad bare ved siden af doblerskiltet i meldekassen.

Med andre ord – hvis vi mener, at meldingen gav makker oplysninger, må der være tale om en tilsigtet melding.

Spillet af kortene er i sig selv spændende. Syd vinder sin kontrakt, hvis han satser på bordets ruderfarve. Men det kan blive ubehageligt, hvis Vest er startet med højst double ruder. I stedet forventede Syd, at håndens klørfarve stod, men det førte aktuelt til en bet.

N-S kan sætte 4♠, så de ærgrede sig måske lidt over resultatet, men vi fik under alle omstændigheder et bridgemæssigt resultat, der ikke var påvirket af Nords gribefejl, og det var nok til alles tilfredshed.

Revideret Gazilli

I dagens spil benyttede Ø-V sig af den populære Gazilli‐konvention. De havde arbejdet videre med konventionen, men desværre var det kun Vest, der huskede aftalerne korrekt:

Før udspillet spurgte Nord om betydningen af meldingerne. Da der blev spillet med skærme, fik han alle forklaringerne fra Øst, som imidlertid var usikker og fortalte Nord, at han ikke kunne huske, om 3♣ viste klør eller ruder.

Ved spil uden skærme ville Vest være forpligtet til at rette forklaringen før åbningsudspillet, fordi Ø-V købte spillet. Derved var turneringsledertilkaldet blevet undgået helt.

Men når der spilles med skærme, hører spillerne ikke forklaringerne på den anden side af skærmen, og de må desuden ikke forklare “gennem skærmen”.

Nord valgte at spille E ud, og da makkers 7 ikke var noget tydeligt signal, fortsatte Nord med en lille ruder. I kraft af den heldige fordeling i de sorte farver kunne spilfører nu slippe af med sine resterende tabere og spille klør mod ♣D uden at forfremme et trumfstik til fjenden.

Dermed vandt han sin kontrakt. Men Nord var ikke tilfreds og tilkaldte turneringslederen efter spillet, fordi han ikke ville have spillet E ud, hvis han havde vidst, at Vest havde ruderfarve.

De første overvejelser

Det er nærliggende at sige, at Nord selv er ude om det, når han trækker E og spiller ruder op i Vests gaffel. Men det vil være forkert at lade scoren stå ved magt med dette argument.

Lad os først følge Nords overvejelser. Hvis Vest har spar og klør, tyder Nords spar på, at det haster med at nappe nogle stik i de røde farver. Måske ville du have spillet hjerter ud for ikke at rejse K, hvis spilfører skulle have den, men ruderudspillet er ikke urimeligt.

Ruderfortsættelsen i stik 2 er heller ikke urimelig – Nord kan ikke vide, hvem der har hvad.

Når vi overvejer at justere scoren i forbindelse med forkert forklaring, er vi nødt til at vide, hvad der er den korrekte forklaring. Vest fortalte turneringslederen, at 3♣ viste ruder ifølge parrets aftaler.

Det er klart, at Nord aldrig ville have spillet ruder ud, hvis han forventede en ruderfarve til højre, og derfor var forklaringen skyld i resultatet. Vi må derfor se på en justeret score.

Hvad skal der dømmes?

Hvis Nord får den korrekte forklaring – spar og ruder til højre – er der næppe alternativer til hjerterudspillet. Med den aktuelle forklaring – “jeg kan ikke huske, om det viser klør eller ruder” – kan vi både tænke os udspil i hjerter og ruder.

Derved kan sagen minde om den, jeg gennemgik i sidste uge. Med den ene forklaring er det klart, hvad spilleren ville gøre, mens han med den anden forklaring måske eller måske ikke havde gjort noget andet.

Men pas på! I sidste uge førte det til en vægtet score, og i denne uge fører det til en “ren” justeret score, som ikke er vægtet. Det kan være forvirrende, men forskellen bør stå lysende klart, når du blot husker at overveje det grundlæggende spørgsmål i forbindelse med justeret score:

Hvad ville der være sket uden uregelmæssigheden?

Heri ligger forskellen. Med korrekt forklaring ville Nord altid have spillet hjerter ud, og det fører normalt til 2 beter. Derfor justerede turneringslederen scoren til 5♣−2.

I sidste uge var der flere mulige resultater, hvis der var givet korrekt forklaring, og det førte til en vægtet score. Men at Nord kunne have valgt det sættende modspil selv med den forkerte forklaring, har altså ikke indflydelse på afgørelsen, når der kun er én tænkelig mulighed med korrekt forklaring.

Det er vigtigt at forstå denne forskel, og nøglen hertil ligger i at fokusere på det spørgsmål, som jeg har fremhævet ovenfor.

Vægtet score alligevel?

På trods af det foregående kan man argumentere for en vægtet score i dette spil. Men det har intet at gøre med, at vi fx ikke kan lide Nords ruderudspil og derfor ikke vil lade ham hente for mange points hos turneringslederen.

Vi skal som bekendt spørge, hvad der ville være sket med korrekt forklaring. Nord ville spille hjerter ud, og lad os analysere, hvordan spillet derefter vil gå.

Modspillet kan tage 2 beter med magt, for når Syd kommer ind på ♣K, kan Øst ikke nå det hele, når Syd forcerer i hjerter. Hvis Syd skulle finde ruderskiftet, går modspillet selvfølgelig endnu lettere.

Spilfører slipper dog med 1 bet, hvis Syd ikke går op med ♣K, når der spilles trumf fra bordet. Det er vanskeligt at vurdere sandsynligheden for, at dette ville ske i praksis, men hvis man mener, at der er en væsentlig sandsynlighed for, at Vest timer spilføringen rigtigt, og at Syd derefter lægger lavt i trumf, kan man give en vægtet score, hvor Vest nøjes med 1 bet i fx 25% af tilfældene, i stedet for at dømme 5♣−2 rent.

Procenter

Bridgespillere er ofte interesserede i odds for deres spilleplaner. Antag, at du skal spille Kxxx over for EBxx til 4 stik, og at du ikke har nogen brugbare oplysninger om fordelingen. Odds for de to mulige planer er:

  • Træk K og knib med B: 33,9% (ruderne 3‑2 med D i plads).
  • Træk K fulgt af E: 27,1% (ruderne 3‑2 med D på den korte hånd).

Turneringslederen skal også ofte vurdere procenter. Dette forekommer hyppigst, når turneringslederen overvejer en vægtet score og skal vurdere sandsynligheden for forskellige resultater, hvis et lovbrud ikke havde fundet sted.

Dette er dog ikke en almindelig oddsberegning. Hvis vores eksempel ovenfor indgår i turneringslederens overvejelser om, hvordan spilfører ville have spillet ruderfarven, er odds nærmest 100% for, at spilfører ville have knebet efter D, fordi alle instinktivt vil vide, at dette er den bedste plan.

Et meldeproblem

Overvej nu følgende meldeproblem. Du spiller parturnering og har i 4. hånd følgende hånd med alle uz:

♠KB95432 K64 5 ♣D8

MTV åbner 2 Multi – enten en svag 2‑åbning i major, eller en kravhånd med ruderfarve eller balanceret fordeling. Efter to passer er det din tur. Hvad melder du?

Det er et akavet problem. Vi kan ikke tillade os at sælge ud med en 7‑farve i spar, hvis åbner har en svag hånd, men har han det?

I praksis vil folk vælge forskellige løsninger – nogle vil passe, andre vil melde 2♠. Enkelte vil endda melde 3♠.

En hændelse ved bordet

Lad os betragte følgende spil, som du måske genkender fra artiklen Vægtet score for dummies:


Aktuelt var det ingen succes at melde 2♠. Men ved bordet fik Øst en forkert forklaring, idet Nord sagde, at 2 viste en svag 2‑åbning i major, uden at nævne muligheden for en stærk hånd. Det er klart, at den forkerte forklaring kan have påvirket Østs melding.

Lad os se på, hvordan turneringslederen løser sagen i praksis, når det er slået fast, at den korrekte forklaring er som beskrevet i diagrammet.

Skitse af afgørelsen

Det grundlæggende spørgsmål er:

Hvad ville resultatet være blevet, hvis Øst havde fået den korrekte forklaring?

Med den aktuelle (forkerte) forklaring er det oplagt at melde 2♠ som Øst. Men med korrekt forklaring havde der været to muligheder:

  • pas ⇒ N-S vinder 2 12 = +170.
  • 2♠ ⇒ N-S vinder 3ut 11 = +460 (som ved bordet).

Begge muligheder er sandsynlige, og vi skal derfor give en vægtet score, der afspejler de enkelte sandsynligheder. Med andre ord skal vi vurdere, hvor sandsynligt det er, at Øst havde meldt hhv. pas eller 2♠.

Øst vil fortælle os, at han altid ville have passet, men vi har brug for en saglig vurdering, hvis vi skal give en retfærdig afgørelse. I forbindelse med et almindeligt bridgeproblem får vi det bedste grundlag for vurderingen ved at foretage en rundspørge.

Men hvordan gør vi det bedst?

Rundspørge

Formålet med en rundspørge er at få et sagligt grundlag. Jeg vil her gennemgå de vigtigste principper, der hjælper til at gøre en rundspørge så neutral som muligt.

1. Vis kun den hånd, det drejer sig om.

Hvis vi skal have et troværdigt svar på, om folk vil melde pas eller 2♠, kan det ikke nytte at vise dem hele fordelingen. Vis dem kun Østs hånd samt meldeforløbet.

Dette betyder også, at det er bedst at spørge folk, der ikke kender spillet. Det kan være sværere at se bort fra Syds stærke hånd, hvis man har set den. Desværre er det ikke altid muligt at finde folk, der ikke allerede har set spillet.

2. Medtag alle relevante oplysninger.

En sjusket rundspørge kan lyde sådan her: “Du har ♠KBxxxxx Kx x ♣Dx, og MTV åbner med Multi, passet rundt til dig. Hvad melder du?”

Nogle vil sige 2♠, andre pas. Og nogle vil spørge “er det par eller hold?”, “hvad er zonestillingen?”, eller “hvilke mellemkort har jeg i spar?”

Sådanne spørgsmål kan jo være temmelig relevante. Jeg anbefaler derfor, at du altid oplyser om turneringsform, zonestilling og position, og at du angiver hånden, som den præcis så ud, altså ingen x’er i stedet for småkort. Giv hele meldeforløbet inkl. forhåndspasser, og fortæl om relevante systemaftaler – spørg så vidt muligt spillerne ved bordet, men vend tilbage og stil dem yderligere spørgsmål, hvis det viser sig at være nødvendigt i rundspørgen.

3. Tag ikke stilling.

Når du hører nogen fortælle om en sag, har du ofte en umiddelbar mening om, hvad der bør dømmes. Men det kan være skadeligt i en rundspørge! Hvis du har en mening om afgørelsen, vil du være tilbøjelig til at påvirke svarene i “din” retning. Men hvis du gør det, afspejler svarene din holdning og ikke de adspurgtes, og det er jo ikke meningen.

Rundspørgen er ikke til for at bekræfte din holdning, og den letteste måde at undgå problemet på er at lade være med at tage stilling til, hvad afgørelsen skal være.

4. Bestem antallet af adspurgte på forhånd.

Før du påbegynder rundspørgen, bør du fastlægge, hvor mange du vil spørge. Hvis du starter med at spørge nogle stykker, og derefter måske spørger nogle flere, er du reelt i gang med at påvirke undersøgelsen til at vise det, du selv gerne vil have. Og det er ikke meningen!

Det er klart, at du får et bedre resultat, jo flere du spørger. Men det er ikke praktisk at spørge 100, så man må finde en passende balance. I WBF‑ og EBL‑regi plejer man at spørge 5. Ikke for at være anderledes, men mit favoritantal er 6.

5. Spørg tilsvarende spillere.

Hvis du skal afgøre en sag i 1. division, er der ingen ide i at spørge spillere fra Mellemrækken, for de vurderer ikke kortene ens og kan ikke gennemskue de samme problemer. Men af samme årsag er det også tvivlsomt at spørge spillere fra 1. division for at afgøre en sag i Mellemrækken.

Derfor bør du så vidt muligt finde spillere af samme styrke. Og af samme grund bør du også forsøge at spørge samme spillertype – juniorer og seniorer ser fx også forskelligt på tingene.

Men undgå at spørge folk, der spiller sammen – det kan skævvride undersøgelsen, fordi de har vænnet sig til at tænke ens. Undgå også at spørge folk, der er særlig nært knyttet til de implicerede. Det vil være en mærkelig fornemmelse at have gjort sit bedste for at hjælpe turneringslederen og bagefter opdage, at man har bidraget til, at der bliver dømt imod ens bedste ven – også selvom retfærdige afgørelser er i alles interesse.

6. Spørg i enrum.

Forestil dig, at du vil lave en rundspørge blandt 6 spillere, og tilfældigvis finder du 6 spillere i snak i baren. Intet er lettere end at spørge dem “hvad vil I melde med …?”

Men det duer ikke! Sandsynligvis vil der være lidt diskuteren og lidt tøven, hvorefter en af spillerne giver sin mening. Derefter vil de andre erklære sig enige. Men reelt ved du ikke, hvad disse 5 andre ville have meldt, for de har ikke tænkt færdig og kommer heller ikke til det.

I stedet bør du kontakte én spiller ad gangen og tale med ham i enrum, således at han ikke bliver påvirket af andres holdninger – på samme måde som hvis han sad ved bordet og skulle tage stilling til problemet.

En anden fejl kan være at sende problemet på mail til 20 spillere og benytte de svar, du får. Det duer heller ikke! Du vil typisk få svar fra dem, der har en klar holdning, mens de, der helst vil svare “ved ikke”, ikke melder tilbage. Det kan medføre, at du kun får stemmer for den mest sandsynlige beslutning, og det giver et skævt billede af sandsynlighederne.

Derfor er reglen, at man skal svare, hvis man har fået spørgsmålet! Og et svar kan godt være “det er vist nærmest 50‑50 mellem pas og 2♠”, hvis bare det er efter moden overvejelse.

7. Hold svarene hemmelige.

I forbindelse med afgørelsen er det nødvendigt at fortælle, hvor mange der svarede hvad, men ikke hvem der svarede hvad. De adspurgte skal ikke stå til regnskab for deres svar over for nogen, og slet ikke de implicerede. De har fået et svært spørgsmål af dig, og så skal de ikke lægge øre til nogle utilfredse spillere bagefter, når de blot har hjulpet ved at bidrage til en så retfærdig afgørelse som muligt.

Derfor skal du aldrig fortælle nogen, hvem der har deltaget i rundspørgen (ud over andre turneringsledere, som du samarbejder med om afgørelsen, eller evt. en appelkomite). Men det er vigtigt, at du med god samvittighed kan fortælle spillerne, at du har spurgt nogen med cirka samme styrke.

Afgørelsen

Lad os se på, hvordan en rundspørge kan hjælpe med at finde en god afgørelse på vores eksempel med den uheldige spiller, der genåbnede mod en Multi og hjalp fjenden over i 3ut.

Vi giver Østs meldeproblem til 6 spillere, hvis svar fordeler sig således:

  • 3 spillere ville melde 2♠.
  • 1 spiller ville melde pas.
  • 2 spillere er meget i tvivl. Den ene ender med at vælge 2♠ uden at være overbevist, mens den anden siger, at det er 50‑50.

Skal vi vurdere så neutralt som muligt ud fra dette, vil vi nok sige, at cirka 30% ville melde pas. Men der er noget usikkerhed. Dels har vi kun spurgt 6 spillere og ikke uendeligt mange, dels kan det være svært at vurdere de to spillere, der var i tvivl – specielt ham, der ikke tog stilling – og dels blev problemet givet teoretisk.

Når der er tvivl, skal vi lade tvivlen komme den ikke‐fejlende side til gode. Det er svært at gøre usikkerheden præcist op, og forskellige forbund giver forskellige retningslinjer:

  • WBF anbefaler at gange sandsynligheden for et positivt udfald for den ikke‐fejlende side med 1,2. Det betyder her 36% for pas. I praksis vil man sikkert runde af til 1/3, 35% eller 40% – de 30% var jo i sig selv lidt løst anslået.
  • EBU (det engelske forbund) anbefaler at justere med 10% til fordel for den ikke‐fejlende side. Her giver man altså 40% for pas.
  • DBf anbefaler, at man giver den ikke‐fejlende side højst 1/6 oven i den neutrale vurdering. Her kan man altså give alt mellem 30% og 46,66% for pas.

Det er ingen eksakt videnskab, men man går næppe galt i byen ved at give 40% for pas. Den vægtede score bliver dermed:

  • 60% af S 3ut 11 = +460.
  • 40% af S 2 12 = +170.

Vil du hellere nøjes med at give 1/3 til pas, skal jeg ikke protestere. Vi kommer ikke uden om, at de sidste 5‑10% af vurderingen gives på fornemmelse.

Må man melde efter makkers pause?

Velkommen tilbage til bridgeregler.dk!

Vi har med jævne mellemrum set eksempler, hvor en spiller bliver forhindret i at afgive en god melding, fordi en tænkepause fra hans makker fortæller, hvad han skal gøre.

Det var også en overvejelse i dagens spil, som stammer fra den danske 1. division:

Øst havde en perfekt hånd til en genåbning, selvom han havde en svag sans, og Ø-V konkurrerede i 2♠.

Nord tænkte sig grundigt om. Der så ud til at være 8 trumfer på begge leder, hvilket pegede på at melde, men måske endte Nord med at lade ♠Dxxx i fjendens trumffarve gøre udslaget, idet han passede. Syd genåbnede imidlertid selv og tog 9 stik med ♣D i plads.

Efter spillet tilkaldte Vest turneringslederen, da Syd havde fået hjælp til at genåbne i form af makkers pause.

Turneringslederens afgørelse

Som altid ved ubeføjede oplysninger skal turneringslederen stille to spørgsmål:

  • Er der logiske alternativer til den valgte melding?
  • Gjorde de ubeføjede oplysninger den valgte melding nærliggende?

Når Nord passer efter en pause, er det næsten garanteret, at hans hånd ikke er så dårlig offensivt. Derfor gør pausen det nærliggende at genåbne, så det er ulovligt at genåbne, hvis pas er et logisk alternativ.

Det er klart, at 3 er fristende, når man har en offensiv 6‑4, hvor meldingerne kun har vist en nogenlunde offensiv 5‑4. Men det vil ikke en automatisk melding for alle, og det tyder på, at sagen er marginal.

Mange vil måske sige, at hvis det er marginalt, bør turneringslederen ikke ændre den score, der blev opnået ved bordet. Men det er noget vrøvl – det betyder jo bare, at det område på skalaen, som de i virkeligheden opfatter som marginalt, ligger et lidt andet sted.

Rundspørge

Ved en marginal afgørelse er der ikke andet at gøre end at prøve at afklare de kritiske spørgsmål så godt som muligt. I en sag, der omhandler et almindeligt meldeproblem, gøres dette ofte bedst ved at give meldeproblemet til andre tilsvarende spillere. Her blev der foretaget en rundspørge om Syds meldeproblem blandt 6 spillere med styrke til 1. division.

To af de adspurgte overvejede at passe, og dermed kunne pas være et logisk alternativ. Men da begge foretrak at genåbne, vurderede turneringslederen, at en pasmelding var så usandsynlig, at pas ikke skulle regnes for et logisk alternativ.

Denne vurdering betød, at Syds 3‑melding var lovlig, og dermed stod scoren ved magt.

Appellen fra Blue Ribbon Pairs

Ved årets Blue Ribbon Pairs, der vel har lige så stor betydning som parturnering, som Vanderbilt har som holdturnering, måtte spillerne igennem en appel, før vinderparret kunne kåres.


Efter en lidt eksotisk limitmelding i 3♠ satte Vest fart i meldingerne, da makker afgav et cuebid i klør.

Nord doblede 4, hvorefter Vest trygt kunne spørge om esser med 4ut, selvom han havde ruderrenonce – makker kunne ikke have E, når han ikke redoblede. Efter makkers 5♠ kunne Vest melde den oplagte storeslem.

Her kunne historien have sluttet som et eksempel på en god meldemæssig detalje. Men Øst vurderede, at hvis der var 13 stik med spar som trumf, var de der sikkert også uden trumf, så han meldte 7ut – det var jo parturnering!

Herefter var slæden længe væk – der blev spillet med skærme – og problemet gik op for Øst, der sagde til Nord: “Det skulle jeg måske ikke have gjort, for makker kan have renonce.” Nord spillede ruder ud, og Syd vandt med E og returnerede farven – 2 ned. Turneringsleder!

Syds tænkepause

Nord har ubeføjede oplysninger fra Syds tænkepause, som næsten kun kan betyde, at Syd har et es.

Så er Syds tænkepause ulovlig? Er det ikke meget forståeligt, at Syd må tænke sig om for at vurdere, om en dobling vil hjælpe makker til at spille ruder ud eller tværtimod vil få ham til at spille noget andet ud?

Jo, det er ganske forståeligt, og der er heller ikke noget ulovligt i pausen. Men på grund af pausen har Nord fået ubeføjede oplysninger, som han ikke må benytte sig af. Meldingerne fortæller, at der må være tale om E, for Vest må have en renonce, og kun hvis den er i ruder, kan han tælle de relevante esser med sikkerhed.

Ruderudspillet er således kun tilladt, hvis der ikke er logiske alternativer. Husk, at Nord som udgangspunkt ikke kan regne med, at makker har et es, når fjenden melder 7ut.

Østs bemærkning

Et af de springende punkter i sagen er, hvad Nord kan udlede af Østs bemærkning. Det er lidt speget, for Østs udsagn under meldingerne udgør beføjede oplysninger for Nord, men det er klart, at det afhænger af udsagnet.

Hvis Øst fx siger “jeg tror, at din makker overvejer at doble”, bliver denne oplysning naturligvis ikke beføjet af, at Øst siger den højt. Siger Øst derimod “jeg har kun damen tredje i ruder”, er det lige så klart, at denne oplysning er beføjet for Nord.

Her har Øst fortalt, at han glemte at tage højde for en eventuel renonce hos makker, og det ser ud til, at vi skal regne denne viden som beføjet for Nord. Men Øst har ikke fortalt, at Vest faktisk er renonce.

Turneringslederen og appelkomiteen foretog hver sin rundspørge. Tilsyneladende ville appelkomiteen ikke fortælle om Østs bemærkning, men begge rundspørger viste, at kun cirka halvdelen ville have spillet ruder ud.

Til gengæld vurderede turneringslederen på basis af supplerende spørgsmål i rundspørgen, at udspillet ikke var påvirket af de ubeføjede oplysninger. Appelkomiteen vurderede modsat på basis af deres, og jeg har også svært ved at se det anderledes.

På grund af Østs klodsede bemærkning er det ingen let afgørelse, men min vurdering er, at appelkomiteen gjorde ret i at dømme, at ruderspillet var ulovligt, og at scoren derfor skulle justeres til 7ut vundet – resultatet med ethvert andet udspil.

Selvforskyldt?

Mange mener, at Ø-V selv er skyld i det dårlige resultat, når de melder 7ut med EK ude, og at scoren derfor skal stå ved magt – eller at Ø-V i hvert fald ikke bør tilkalde turneringslederen, når de melder så dårligt og Øst oven i købet måske har påvirket forløbet med sin bemærkning.

Men det er et vildspor. Hvis N-S er nødt til at bryde reglerne for at sætte 7ut, skal scoren naturligvis justeres til 7ut vundet. Vi skal ikke vurdere kvaliteten af Ø-V’s meldinger, når vi afgør sagen. Folk spiller godt, dårligt, satsende osv., og det fører altsammen til et bridgeresultat, som man kan opfatte som fortjent eller (u‑)heldigt. Er man på vej til et utrolig heldigt resultat, skal man også have dette resultat, hvis modstanderne er nødt til at bryde reglerne for at forhindre resultatet.

Andre foreslår, at scoren kun justeres til 7ut vundet for N-S’s vedkommende. På denne måde “straffes” N-S for enten Syds tænkepause eller Nords udnyttelse af oplysningerne herfra, uden at Ø-V får en ufortjent top på at melde 7ut på disse kort. Men det vil være helt forkert at dømme sådan. Fortjent eller ej havde 7ut jo vundet, hvis Nord ikke havde spillet ruder ud, så de eneste mulige afgørelser er at lade 7ut vinde eller lade scoren stå ved magt.

Afsluttende bemærkninger

Det er altid ærgerligt, når en stor turnering skal afgøres ved skrivebordet og afgørelsen ikke er oplagt. Men det er svært at se alternativet.

Det er ikke en løsning at sige, at scoren må stå ved magt i tvivlstilfælde, så vi slipper for skrivebordsafgørelser. Grænsen for, om ruderudspillet skal accepteres eller ej, skal jo gå et sted. Hvis N-S havde været de senere vindere af turneringen efter at have sat 7ut to gange, ville der have været lige så mange røster, der havde kritiseret, at scoren ikke var blevet justeret.

Hermed går bridgeregler.dk på juleferie. Vi er tilbage med nye lovproblemer fredag den 18. januar 2019.