Årets pokalfinale blev en tæt affære. Da de 48 spil var afviklet, var Schaltz noteret for en sejr på 88‑87 over Werdelin. Resultatet lå dog ikke fast ved kampens slutning, idet Werdelin appellerede turneringslederens afgørelse i et af spillene. Vi ser nærmere på sagen nedenfor.
Ud over dette spændende spil kan du i denne uge læse den anden og sidste artikel i vores tema om stopreglerne, Uregelmæssigheder efter Stop. Her kan du blandt andet læse, hvordan turneringslederen skal behandle et stopskilt, der ikke efterfølges af en springmelding, samt “stop uden for tur”. Det er heldigvis ikke svært.
Appelsagen
Appelsagen fra pokalfinalen vedrørte spil 38. Ved det andet bord havde Peter Lund som Vest vundet 12 stik i 3♦.
Martin Schaltz åbnede med 1♦, hvilket viste en lille sanshånd, og Sigurd Lauge Pedersen oplysningsdoblede. Søren Christiansen meldte 3♣ og forklarede den til Lauge Pedersen, der sad på samme skærmside, som invit+ med ruderfarve (Rubensohl). På den anden side af skærmen forklarede Schaltz imidlertid til Stig Werdelin, at det var en spærremelding med lang klørfarve.
Med egen klørlængde forudså Schaltz, at meldingerne ikke ville dø dér, og han gamblede med 3ut. Men Werdelin kunne med sine fede klør se, at Vests formodede klørfarve ikke kunne udnyttes, og han strafdoblede. Til alles overraskelse tog Christiansen ud i 4♦, der blev passet ud.
Lauge Pedersen spillede ♥7 ud (3. højeste), der gik til ♥9 og ♥D. Det markerede Syd med ♥KB7x og gav Schaltz en 100% sikker plan til 11 stik: hjerter mod ♥10 fulgt af ♦E og mere ruder gav garanti for 3 hjerterstik uden risiko for en fjendtlig trumfning. Da ♦K sad blank, tog han 12 stik – lige spil.
Turneringslederen tilkaldes
Efter spillet tilkaldte Werdelin turneringslederen. Han var blevet vildledt af forklaringen af 3♣ – havde han fået at vide, at meldingen viste ruder, ville han ikke have doblet.
Før turneringslederen kaster sig ud i at vurdere konsekvenserne af den ene eller anden forklaring, skal han undersøge, hvad der er parrets aftale. Nord har ikke krav på en beskrivelse af Vests hånd, men på en beskrivelse af makkeraftalen om Vests melding.
Turneringslederen undersøgte Ø-V’s system og fandt frem til, at Østs forklaring svarede til parrets aftaler. Vest havde glemt systemet og meldt forkert, men Nord havde fået den korrekte forklaring i forhold til Ø-V’s makkeraftaler. Derfor lod turneringslederen scoren stå ved magt – det var ikke relevant, at forklaringen ikke passede til Vests kort.
Afgørelsen appelleres
Når Werdelin havde fået korrekt forklaring, måtte Lauge Pedersen have fået forkert forklaring! Men kunne det have nogen indflydelse på spillet, når Lauge Pedersen hele tiden havde kendt Vests håndtype?
Ja! For hvordan skal Lauge Pedersen fortolke Werdelins dobling af 3ut? Når Vest har vist en ruderfarve med en kunstig 3♣, viser en forsinket dobling næppe klør, snarere almen styrke. Derfor spillede Lauge Pedersen ud i sin bedste farve, hjerter. Havde Lauge Pedersen i stedet fået 3♣ forklaret som naturlig, ville der være gode chancer for at gætte, at Werdelins dobling var baseret på klørstyrke bagpå, når Christiansen løb i 4♦.
Det er således ret oplagt, at den forkerte forklaring har haft indflydelse på spillet, og N-S appellerede turneringslederens afgørelse.
Hvordan skal appellen afgøres?
Når man justerer scoren, skal man basere afgørelsen på, hvad der ville være sket, hvis uregelmæssigheden ikke havde fundet sted. Uregelmæssigheden var Vests forkerte forklaring, og vi skal således tage stilling til, hvad der ville være sket, hvis Vest havde forklaret “klørfarve” til Syd. Dette gælder også, selvom Vest meldte på basis af noget andet – Syd skal jo have den forklaring, der svarer til makkeraftalerne.
Vi skal altså overveje følgende to spørgsmål:
1. Med hvilken sandsynlighed havde Lauge Pedersen spillet ♣E ud, hvis han havde fået den korrekte forklaring om Ø-V’s aftale om 3♣?
2. Hvor mange stik havde Schaltz taget i sin kontrakt efter udspil af ♣E?
Begge spørgsmål er vanskelige at vurdere. Vi ser på dem et ad gangen.
Åbningsudspillet
Syd kan ikke nødvendigvis gætte hensigten med doblingen, og eftersom doblingen næppe garanterer ♣K i denne position, er det ikke ufarligt at trække ♣E, selv med klør hos makker.
Det er fornuftigt at antage, at valget med den aktuelle forklaring (ruderfarve) står mellem hjerter og spar. Uanset hvilken af disse lejre man er i, vil den korrekte forklaring (klørfarve) give en vis sandsynlighed for klørudspil, men den vil ikke få Syd til at vælge spar i stedet for hjerter.
Sandsynligheden for, at Syd ville have spillet spar ud, er derfor nul, og derfor burde AK (DBf’s Appelkomite) ikke have indregnet sandsynligheden for et sparudspil i den vægtede score (hvad der dog heller ikke var enighed om).
Sandsynligheden for et klørudspil, når Syd aktuelt spillede hjerter ud, kan på basis af AK’s vurdering sættes til cirka 40‑50%. Vi regner for nemheds skyld med 50%. Det bedste grundlag for at vurdere det i praksis får man ved at lave en rundspørge.
Spilforløb efter udspil af ♣E
Ved bordet gjorde Schaltz rigtigt i begge røde farver, men det kan vi ikke bruge som en indikation om, hvordan han ville spille med ♣E i udspil – planen var nærmest oplagt efter det gunstige hjerterudspil.
Med ♣E ud mod 4♦ må spilfører selv gætte de røde farver. Man kunne trumfe udspillet og knibe til den blanke ♦K. Hvis Syd finder sparskiftet – hvilket ikke er oplagt – kan spilfører gå bet ved efter endt trumftrækning at spille ♥E og mere hjerter mod ♥D.
Men det ville være en stor fejl at spille sådan. Med ♥10 på bordet er den korrekte farvebehandling at spille hjerter mod håndens ♥D og siden knibe Syd for ♥B. Fejlgæt i ruder fulgt af sparskift fulgt af en stor teknisk fejl er tilsammen så usandsynligt, at muligheden for at gå bet ikke bør medtages i den vægtede score, hvad AK heller ikke har gjort.
AK anser 10, 11 og 12 stik med spar eller klør ud for lige sandsynlige. Men med spar ud er 12 stik nærmest utænkeligt, og med klør ud er det også ret usandsynligt i praksis. Jeg ville give spilfører 10‑11 stik i alle varianter med spar eller klør ud (og som nævnt ovenfor ville jeg kun interessere mig for klørudspillet). Heldigvis diskuterer vi kun brøkdele af imp her.
Da både 10 og 11 stik betyder et sving på 1 imp, er det ikke nødvendigt at overveje sandsynlighederne for hhv. 10 og 11 stik nærmere. AK har alligevel foretaget vurderingen af hensyn til beregningen af totalpoint.
Der er ganske få forgreninger i varianterne, så også spørgsmålet om antallet af stik i 4♦ kunne være velegnet til en rundspørge.
Beregning af resultatet
På basis af ovenstående analyse når vi frem til, at Werdelin med 50% sandsynlighed ville have vundet 1 imp på spillet (klørudspil), hvis Lauge Pedersen havde fået korrekt forklaring, mens spillet ville være lige i de øvrige 50% af tilfældene (hjerterudspil). Det vægtede gennemsnit af disse scorer er ½ imp til Werdelin.
At AK medregnede sandsynligheden for sparudspil i den vægtede score, var til fordel for N-S, men det var til gengæld til Ø-V’s fordel, at de medregnede muligheden for 12 stik i ruderkontrakten. I forhold til min vurdering går disse afvigelser cirka lige op, og AK’s justerede score gav Werdelin 0,48 imp på spillet (29/60 for at være præcis).
Til AK’s forsvar skal det siges, at de meget vel kan have prioriteret en hurtig afgørelse over fintænkning på decimalerne, da de først havde besluttet at 4♦−1 ikke var en mulighed, og at Werdelin dermed højst kunne vinde 1 imp på spillet. Der var ingen grund til at udskyde afgørelsen yderligere, hvis det eneste diskussionspunkt var, om Werdelin skulle have 0,48 eller 0,76 imp på spillet!
Ifølge de danske turneringsbestemmelser skal skæve imp afrundes til fordel for den ikke‑fejlende side, så Werdelin blev noteret for 1 imp (uanset om man følger AK’s eller min vurdering). Kampen endte således uafgjort 88‑88! I pokalturneringen afgøres uafgjorte kampe på totalpoint, hvor Schaltz i dette tilfælde havde den bedste score.
Det er ikke helt rimeligt at afrunde imp, før det er absolut nødvendigt. Hvis et hold fx vinder 2 gange ½ imp, bør det give 1 imp i slutresultatet, uanset hvem der er fejlende, og ikke 0, 1 eller 2 imp afhængigt af, hvem der er fejlende i de to sager. Jeg vil forsøge at få dette ændret i de danske turneringsbestemmelser, som dermed vil komme til at svare til, hvad man gør i EBL‐turneringer samt i flere andre nationale forbund. Heldigvis havde afrundingsreglerne ikke indflydelse på, hvem der til slut stod som vinder af kampen.
Konklusion
Med denne gennemgang håber jeg at have givet ikke blot noget indsigt i den spændende afgørelse fra pokalfinalen, men også et indblik i de generelle metoder, som turneringslederen skal anvende i forbindelse med en sag om forkert forklaring.
Sagen er ikke triviel, og med et pokalmesterskab på spil er grundighed og objektivitet påkrævet. Det er egenskaber, som alle kan træne op ved at arbejde seriøst med de sager, de får. Jeg ønsker dig hermed god fornøjelse og håber, at du får nogle spændende sager!