Board-a-Match

Traditionelt opgøres holdkampe i imp med efterfølgende omregning til kamppoint. Men der er ikke noget i vejen for at bruge parturneringsprincipper, således at et vundet spil giver 2 point, hvad enten der er tale om +430 mod de andres +420, eller +1400 mod de andres +110. Et lige spil giver 1 point til hver.

Denne udregningsmetode kaldes board‑a‑match, forkortet BAM, og det er en turneringsform, der kan give en god afveksling fra de sædvanlige turneringer. Det giver mulighed for at gøre op efter parturneringsprincipper, uden at man behøver klage over, at man fik de forkerte kort mod de forkerte modstandere – holdmakkerne får chancen for at bakke op, og der er noget at spille om i hvert spil.

Tilrettelæggelse af turneringen

BAM‐turneringer er ofte korte i forhold til antallet af deltagere, og derfor er det fornuftigt at spille meget korte runder, 2‑4 spil pr. runde. For at al tiden ikke skal gå med at gøre resultater op, bør man spille uden pauser mellem runderne og benytte en skifteplan som i en parturnering.

Er der fx 10 hold i en BAM‐turnering, skal der være 5 borde i hvert rum. Det er let at konstruere en skifteplan, så man kan spille alle mod alle, 9 runder, 3 spil pr. runde, hvilket vil være passende til en klubaften. Det kan illustreres på følgende måde:

Diagrammet viser startplaceringerne i åbent rum. Vandringen foregår på følgende måde:

  • Hold nr. 10 sidder fast N-S ved bord 1, mens resten af parrene flytter “med uret” efter hver runde.
  • Ø-V ved bord 1 går til bord som N-S.
  • Ved de øvrige borde går N-S ét bord op, Ø-V går ét bord ned.
  • Bord 5 er vendebord.

I lukket rum benytter man naturligvis samme skifteplan, bare med modsatte verdenshjørner.

Kunstig score i BAM

Hvis turneringslederen giver kunstig score i en BAM‐turnering, beregnes det på samme måde som i en parturnering.

Det betyder, at 60% svarer til 1,2 point på spillet, mens 40% giver 0,8.

Hvis turneringslederen giver 60%‑40%, skal turneringslederen dog se på resultatet ved det andet bord, for måske er den ikke‐fejlende side dårligt tjent med 60%. Hvis man opfatter turneringen som en parturnering, og den ikke‐fejlende side fx har scoret 75% mod resten af feltet, bør man give denne score i stedet, så resultatet på spillet bliver 1,5-0,5.

Har den ikke‐fejlende side scoret dårligere end 60% mod resten af feltet på spillet, holder turneringslederen fast i scoren 1,2-0,8.

Hvis turneringslederen giver 60%‑60% eller 40%‑40%, ser turneringslederen bort fra resultatet ved det andet bord. Her bliver scoren altid 1,2-1,2 eller 0,8-0,8.

Vægtet score i BAM

Hvad med en vægtet score? Lad os tage et eksempel. I åbent rum har Hold A med alle iz spillet 4 som N-S med 9 stik, −100. I lukket rum har turneringslederen givet følgende vægtede score:

  • 30% af Ø 5♣ 10 = +100
  • 50% af S 4 9 = −100
  • 20% af S 4‑D 9 = −200

Hold A taber altså spillet 0-2 i 30% af tilfældene, spiller uafgjort 1-1 i 50% af tilfældene, og vinder 2-0 i 20% af tilfældene. Dermed får Hold A følgende score:

30% af 0 points + 50% af 1 point + 20% af 2 points.

I alt giver det 0,9 point til Hold A. Når den vægtede score er den samme for de to sider, skal det naturligvis give 2 points i alt, så Hold B får 1,1 point. Hvis scoren er ubalanceret, må man regne de to siders score ud hver for sig.

En genvej

Vi skal se en afgørelse fra en BAM‐turnering, hvor der blev spillet med skærme. For nemheds skyld kalder vi N-S ved “vores” bord for Hold A, og Ø-V for Hold B.

Den korrekte afgørelse på spillet er en vægtet score, men turneringsformen og omstændighederne tillod turneringslederen at skyde genvej:


N-S spillede Magic Diamond, og det forklarer Syds 1♣‑åbning. Uanset om Syds længste farve er klør eller ruder, åbner Syd 1♣, hvis hånden har 10‑16 HP og ikke er jævn.

Syd havde forklaret Vest, at 2♠ viste klørfarve, og derfor havde Vest opfattet makkers 3♠ som naturlig. Men efter 5♣ var det klart, at noget var galt, og Vest tilkaldte på dette tidspunkt turneringslederen for at spørge, om han måtte benytte oplysningen om, at makker havde misforstået ham.

Turneringslederen forklarede, at Vest ikke havde ubeføjede oplysninger, og at han måtte melde, som han ville. Herefter meldte Vest 5♠, men Øst flyttede kontrakten til 6♣, der hurtigt gik to ned.

Efter spillet blev turneringslederen tilkaldt igen, for Øst havde fået at vide af Nord, at 2♠ var naturlig, så enten Øst eller Vest havde fået forkert forklaring. Her er det vigtigste at fastslå, hvad der er den korrekte forklaring, og det var let, idet Nord fremviste parrets systemnoter, hvoraf det fremgik, at 2♠ var et naturligt svagt spring med 3‑7 HP.

Ergo havde Vest fået forkert forklaring. Havde han fået at vide, at 2♠ viste spar, ville han have forstået makkers 3♠ som en kunstig melding, og han ville aldrig have meldt 4♠. Med minimum uden tilpasning ville det være oplagt at passe.

Men hvad gør Øst herefter? Pas, dobler eller 5♣? Det kan være svært at afgøre. Pas vil føre til en nem bet i 4 og −100 til N-S, og hvis Øst dobler, bliver det −200. En 5♣‑melding vil føre til +100 for N-S.

Det kræver en rundspørge at fastlægge nogle brugbare procenter, men først undersøgte turneringslederen resultatet ved det andet bord. Her vandt N-S 3‑D; +670 for Hold B. Dermed behøvede turneringslederen ikke fastlægge procenter, for uanset disse ville Hold B vinde spillet 2-0.