Det klassiske es-dame-gæt

I dagens spil stod Syd over for et velkendt problem – sidder damen til venstre og esset til højre, eller omvendt?

Holdturnering på divisionsniveau. Der havde ikke været nogen artikel, hvis kontrakten havde været 3ut, men nu stod Syd i 5♣. Han stak sparudspillet med ♠E, trak ♣E, trumfede en spar højt, spillede klør til ♣D og trumfede den sidste spar.

Nu spillede Syd B fra hånden. Vest tænkte sig om et minuts tid, før han besluttede sig for at lægge lavt. Set fra Syds side måtte Vests tænkepause skyldes en overvejelse om at stikke med E, så han brugte bordets K og gik bet.

Syd tilkaldte turneringslederen – han mente ikke, at Vest kunne tænke over dette i et helt minut. Hans oprindelige plan havde været at lade B løbe, og han skiftede kun hest på grund af Vests pause.

Vest forklarede, at han overvejede, om Syd kunne have 3‑farve i hjerter uden 9, i hvilket tilfælde det var nødvendigt at dække med D. Men han havde fundet frem til, at Syd i så fald ville have spillet kortene anderledes.

Ulovlig vildledning

Der er ikke noget at sige til, at Syd gættede forkert efter Vests tænkepause. De fleste kender essensen af bridgelovenes § 73D2:

En spiller må ikke forsøge at vildlede en modstander ved et spørgsmål, ved en bemærkning eller en gestus, ved hast eller tøven med en melding eller et ud- eller tilspil (fx tøven, før en singleton spilles til), ved den måde, hvorpå meldingen afgives eller ud- eller tilspillet foretages, eller ved forsætligt at afvige fra den rette fremgangsmåde (se § 73E2).

I daglig tale: Det er ikke tilladt at foregive et problem, når man ikke har noget at tænke over (stopregler og lignende undtaget). Men hvad stiller vi op, hvis det alligevel sker? Det giver § 73E2 svaret på:

Hvis turneringslederen afgør, at en uskyldig spiller har draget en fejlagtig slutning ud fra et spørgsmål, en bemærkning, opførsel, tempo eller lignende fra en modstander, og denne modstander ikke har nogen påviselig bridgemæssig grund til sin handling, og denne på tidspunktet herfor kunne have vidst, at denne handling kunne falde ud til egen fordel, skal turneringslederen justere scoren (§ 12C1).

Løsningen i disse situationer er således generelt at justere scoren. Men bemærk betingelsen “kunne have vidst, at denne handling kunne falde ud til egen fordel”. Det betyder, at hvis Vest ikke kunne have forudset, at pausen ville give gevinst, kan scoren ikke justeres. Her er det helt oplagt, at spilfører har en gætteposition om placeringen af E og D, og dermed må vi overveje en justeret score.

Mange turneringsledere ville justere scoren til 5♣ vundet, fordi Syd altid vil gøre forkert, når Vest tøver. Men det er et bagvendt ræsonnement. Når vi giver justeret score, skal vi altid identificere uregelmæssigheden og vurdere resultatet uden.

Da uregelmæssigheden er Vests tøvepause, skal vi altså vurdere, hvad der var sket, hvis Vest havde spillet til i korrekt tempo. Trods Syds udsagn om at lade B løbe er det ikke til at sige, om Syd ville have gættet rigtigt eller forkert, og det er rimeligt at give en vægtet score, hvor Syd vinder sin kontrakt fx 3 gange ud af 4. Jeg vil give noget mere end 50% her, da det ikke er en ren gætteposition, for afhængigt af fordelingen kan Syd ofte gøre det lettere for sig selv ved at lægge lavt. Men det er ikke oplagt at lægge lavt, og derfor vil jeg ikke give 100% for vundet kontrakt.

Påviselig bridgemæssig grund

Ovenfor sprang vi en væsentlig betingelse i § 73E2 over: Hvis Vest har en påviselig bridgemæssig grund til tænkepausen, altså “noget at tænke over”, kan vi ikke justere scoren.

I og for sig har Vest noget at tænke over, for det er jo sandt, at han skal dække, hvis spilfører har Bxx. Men netop fordi denne type gæt er velkendt, bør Vest kunne beslutte i forvejen, om han vil stikke op eller ej. Han ved, at hvis han tænker og lægger lavt, vil Syd gætte forkert, og en snedig Vest vil udnytte dette. Derfor bør turneringslederen dømme, at Vest ikke har nogen bridgemæssig grund til at tænke på dette tidspunkt, og justere scoren på dette grundlag.

Spillernes niveau er dog afgørende for, hvordan sagen skal vurderes. Her var der tale om spillere på divisionsniveau, og de kan forventes at forudse problemet i tide. Hvis Vest er et stykke fra divisionsniveau, hvor man ikke nødvendigvis får planlagt modspillet, bør turneringslederen vurdere, at Vest havde et bridgemæssigt problem efter Syds udspil af B, og i så fald skal scoren stå ved magt.

Skal Vest lægge D?

Mange mener, at Vest bør dække med D for at undgå at vildlede Syd, når nu han uheldigvis har holdt en pause.

Men det er der ingen grund til. Vest har ganske vist givet sig selv en uretmæssig fordel ved tænkepausen, men det betyder ikke, at han skal forære Syd kontrakten. Syd har ikke ret til at vide, at Vest har D – kun til at Vest bekender i normalt tempo. Hvis Vest er meget samvittighedsfuld, kan han undskylde efter spillet og foreslå, at turneringslederen tilkaldes, men ellers må Syd selv tilkalde.

“Jeg havde ikke noget at tænke over”

Jeg ser tit foreslået, at en spiller, der har været uheldig at indlægge en tænkepause, bør fortælle spilfører, at han ikke havde noget at tænke over.

Men det vil være helt forkert her, for Vest sad jo virkelig og tænkte. En sådan bemærkning introducerer blot et ekstra bluffelement i spillet, og det er ikke meningen. I stedet bør Vest leve med sin tænkepause og acceptere den justerede score, det eventuelt måtte medføre.