København er som bekendt en af Europas dyreste byer at bo i. Det er dog ikke dét, overskriften refererer til, men København‐konventionen. Den fungerer således: Efter modpartens 1‑åbning i farve er følgende springindmeldinger kunstige og viser mindst 5‑5 i to farver:
- 2ut = de to laveste umeldte farver.
- 3♣ = højeste og laveste umeldte farve.
- 3♦ = de to højeste umeldte farver.
Det er med rette en af de mest udskældte konventioner, for selvom den er meget populær blandt klubspillere, fører den i praksis til et hav af meldemisforståelser. Og det er tit dyrt. Vi skal se et typisk eksempel fra en parturnering i en klub:
Syd glemte, at parret spillede København, og sprang ind med 3♦ for at spærre naturligt. Det havde også været en fin melding, hvis den ellers havde været i overensstemmelse med N-S’s aftaler.
Men Nord alertede, og Vest fik på forespørgsel den aftalte betydning at vide. Nord præfererede til 3♠, men det var Syd ikke optaget af efter at have hørt Nords forklaring, og han tog ud i 4♦. Vest havde nu et svært problem, og han valgte at doble.
Syd gik 2 ned, +300 til Ø-V, og Vest tilkaldte turneringslederen efter spillet.
Ubeføjede oplysninger
Når den ene spiller i et par spiller naturligt og den anden København, opstår der næsten altid store problemer på grund af de ubeføjede oplysninger, som melderen får.
Det er klart, at Syd her har fået hjælp til at melde 4♦ frem for at stole på sparfarven. Derfor må Syd kun melde 4♦, hvis det ikke er et logisk alternativ at satse på spartilpasningen. Så det må vi undersøge.
Måske tænker du, at Syd kan se af Nords 3♠‑melding, at der er sket en misforståelse. Men de fleste er tilbøjelige til at stole på makker, når de ikke har fået at vide, at der er sket en misforståelse. Jeg har givet Syds hånd som meldeproblem til en række spillere – uden at nævne noget om København‐konventionen, for det var jo Syds udgangspunkt, at 3♦ var naturlig.
Kun én ville melde 4♦! Alle de øvrige forestillede sig, at Nord havde en rimelig 5‑ eller 6‑farve i spar samt lidt tilpasning i ruder. Lidt over halvdelen ville hæve til 4♠ som et two‐way shot, mens resten ville passe. Både pas og 4♠ er således logiske alternativer, og det er klart, at 4♦ er bedste melding, når man har hørt Nords forklaring af 3♦.
Så 4♦‑meldingen er aldeles ulovlig! Og de ubeføjede oplysninger fortæller, at 4♠ er værre end pas, og dermed bliver det også ulovligt at passe til 3♠.
Syd har altså overtrådt lovene ved at melde 4♦ og ikke 4♠! Det er sandsynligvis uforsætligt, men det bliver det ikke lovligt af.
Justeret score
Når Ø-V er skadet af, at Syd har meldt ulovligt efter at have fået ubeføjede oplysninger fra makker, skal der gives justeret score.
Vi skal se på, hvad der ville være sket, hvis Syd ikke havde overtrådt reglerne, hvilket her vil sige, at Syd havde meldt 4♠ i stedet for 4♦:
I denne zonestilling er det ikke helt klart, om Vest vil doble. Vest ved jo ikke – og har heller ikke ret til at få at vide – at Syd har meldt forkert, og tror derfor, at Øst har single eller renonce i spar, samt at Vest har god fordeling.
Også dette meldeproblem har jeg givet til en række spillere – men naturligvis ikke de samme spillere, som fik Syds problem, for de kendte jo allerede pointen. 5 af 6 adspurgte ville doble, mens den sidste vaklede mellem 5♣ og 6♣ (hvortil Øst utvivlsomt vil passe).
Øst tager 10‑12 stik i en klørkontrakt afhængigt af udspillet og hjertergættet, mens der sikkert bliver 3 stik til Nord i en doblet sparkontrakt.
Da næsten alle ville doble 4♠, og vi skal lade lidt tvivl komme den ikke‐fejlende side til gode, er den bedste afgørelse at justere scoren til N 4♠‑D 3 = −1700!
I teorien kunne vi give en vægtet score, hvor −1700 indgår med en vægt på 90%, mens vi spreder resten ud på 5♣ og 6♣ med 10‑12 stik. Men normalt vil vi ikke medtage så små vægte, og da Ø-V er ikke‐fejlende, er det ikke så bekymrende, hvis de måske får nogle få procent for meget.
Får Ø-V for meget?
Det gør tit ondt på folk at justere scoren fra noget relativt normalt til −1700. Og Ø-V gjorde jo slet intet selv for at få de 1700. Derfor kan der være en tendens til at give Ø-V et “normalt” resultat, fx 10 stik i 3ut eller 12 stik i 5♣.
Men dette er en forkert tankegang – det normale resultat ved dette bord er −1700! Det ville sandsynligvis fremkomme, hvis bare Syd undlod at drage ulovlig fordel af de ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring. Så der er ikke tale om at vi “giver Ø-V +1700”, men at Syd fratog Ø-V de +1700, som de stod til, og som vi derfor giver dem tilbage.
Det er selvfølgelig heldigt for Ø-V, men det er jo en del af spillet, at man ofte får et godt resultat uden at gøre en indsats, når modstanderne glemmer deres system. Det er ikke rimeligt, at modstanderne skal kunne forhindre dette resultat ved at overtræde reglerne.
Og problemet skyldtes jo, at Syd glemte København‐konventionen. I dette tilfælde var fejlen meget dyrere end så mange andre misforståelser, men det er næppe svært at forstå, at det kan blive meget dyrt, når en spiller i et konkurrerende meldeforløb prøver at vise 7‑farve i ruder med en melding, der viser 5‑5 i major.
Glem København!
På trods af de hyppige misforståelser har København‐konventionen bevaret sin popularitet. Det skyldes formentlig, at den primært anvendes på klubniveau, hvor mange spillere slet ikke er opmærksomme på reglerne om ubeføjede oplysninger. Og derfor går mange misforståelser ustraffet hen.
Hvis turneringslederen blev tilkaldt og bedømte situationerne korrekt, tror jeg, at mange af konventionens anvendere ville lægge fircifrede beløb ofte nok til, at de ville begynde at spørge sig selv, om det ikke var på tide at begynde at spille med naturlige spærremeldinger i stedet.
Og det er også mit råd både som spiller og som turneringsleder. Glem København‐konventionen! På divisionsniveau spiller næsten alle med Michaels Cuebid og praktisk taget ingen med København, endda selvom de sjældent glemmer deres grundlæggende aftaler. Som klubspiller bør man overveje, om ikke det er velbegrundet!