Alle er med på, at bordet fanger, når man har spillet et kort og sluppet det, og det ligger på bordet med billedsiden opad. Men i hvilke situationer kan spilleren fortryde, før kortet er sluppet? Specielt på klubniveau kan dette let give anledning til diskussioner.
De regler, der gennemgås i denne artikel, er ganske enkle. Alligevel anbefaler jeg, at turneringslederen læser den relevante paragraf op af lovbogen, hvis en af spillerne – eller turneringslederen selv – er det mindste i tvivl. Det tager ikke lang tid, og alle vil være tilfredse bagefter.
Reglerne omkring bordets kort er mere komplicerede, og de vil blive behandlet i en senere artikel.
Før vi går i gang med de specifikke regler, skal det bemærkes, at det ikke er muligt at rette fejlgreb i spillet af kortene. Hvis en spiller ved en fejl får fat i kortet ved siden af, kan der ikke gøres noget ved det. Dette gælder både for spilfører og modspillere.
Vises et kort uforsætligt, fx fordi det bliver tabt på bordet eller følger med, mens spilleren spiller et andet kort, er kortet ikke spillet. For spilførers vedkommende tages kortet blot op igen (§ 48A). For en modspiller bliver kortet et strafkort (§ 49).
Modspiller
Reglerne er forskellige for spilfører og modspillere. I modspillet gælder § 45C1:
Et kort fra en modspillers hånd anses for spillet til det løbende stik, hvis det holdes således, at det er muligt for modspillerens makker at se dets billedside.
Denne regel er let at forstå og anvende i praksis. Hvis modspilleren er i færd med at spille et kort, er det spillet, så snart makker har haft mulighed for at se billedsiden.
Bemærk, at det er uden betydning, om spilfører og/eller den blinde har set kortet.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt modspillerens makker har haft mulighed for at se billedsiden, kan turneringslederen bede modspilleren demonstrere, hvordan kortet blev håndteret (med et kort, som alle har set), gerne uden at forklare reglerne på forhånd.
Spilfører
For spilførers vedkommende skal vi se på § 45C2:
Et kort, som spilfører tager fra sin hånd, anses for spillet, hvis en af disse betingelser er opfyldt:
a. Kortet berører eller berører næsten bordet med billedsiden opad.
b. Kortet holdes på en måde, der antyder, at det er spillet.
Overfladisk ligner de to punkter hinanden, men der er vigtige forskelle.
Punkt a siger, at når spilfører er i færd med at spille et kort, er det spillet, så snart det er tæt på bordet med billedsiden opad. Når først dette er tilfældet, kan spilfører ikke tage kortet tilbage, heller ikke selvom det sker i samme bevægelse.
Punkt b siger, at hvis spilfører på anden måde holder et kort på en måde, der giver indtryk af, at et kort er spillet, så er det også spillet. I praksis vil dette punkt sjældent komme i anvendelse, men det fortæller os indirekte, hvordan vi skal bedømme følgende tilfælde:
- Spilfører holder et kort frem med billedsiden ind mod sig selv eller lægger det fordækt foran sig, men af spilførers mine fremgår det, at den endelige beslutning om at spille kortet ikke er truffet. Kortet er ikke spillet – spilfører giver netop ikke indtryk af, at kortet er spillet. Dette gælder, selvom en eller begge modspillere har set billedsiden.
- Spilfører tager et kort frem for at spille det, og begge modspillere ser billedsiden, men spilfører tager det tilbage i samme bevægelse, uden at det har været tæt på at berøre bordet. Kortet er ikke spillet – man får ikke indtryk af, at kortet er spillet, når det ikke har været holdt stille.
På samme måde som med en modspillers kort kan et tvivlstilfælde ofte afklares ved, at turneringslederen beder spilfører demonstrere, hvordan kortet blev håndteret.
Endelig skal det nævnes, at hvis spilfører taber et kort fra sin hånd, er det ikke spillet, men kan tages tilbage på hånden. Situationen opfylder ikke den indledende betingelse – “et kort, som spilfører tager fra sin hånd” – og er desuden nævnt eksplicit i § 48A:
Spilfører pålægges ikke nogen begrænsninger ved at vise et kort (men se § 45C2 om kort, som anses for spillet), og intet af spilførers eller bordets kort kan nogensinde blive et strafkort. Spilfører er ikke tvunget til at spille et kort, der er tabt ved et uheld.
Åbningsudspillet
Der gælder særlige regler for åbningsudspillet. Lad os se på den relevante del af § 41A om det fordækte åbningsudspil:
Åbningsudspillet foretages fordækt. Det fordækte åbningsudspil må kun tages tilbage efter turneringslederens anvisning efter en uregelmæssighed. Det tilbagetagne kort skal tilbage på den pågældende modspillers hånd.
Underligt nok fortæller paragraffen ikke, hvornår åbningsudspillet anses for at være foretaget. Vi kan naturligvis ikke nøjes med § 45C1. Når der er tale om et fordækt åbningsudspil, ville jeg dømme, at kortet er spillet, når det holdes eller lægges på en måde, der giver indtryk af, at det er spillet.
“Efter en uregelmæssighed” refererer oftest til udspil uden for tur eller forkert forklaring.
Et fordækt åbningsudspil kan naturligvis tilbage, hvis det er foretaget uden for tur, forudsat at dette sker, inden udspillet er vendt.
Eksempler
Lad os se på tre eksempler, hvor udspiller har foretaget et fordækt åbningsudspil i tur og endnu ikke vendt det:
- Udspiller fortryder sit udspil: Udspillet kan ikke ændres, hvilket direkte fremgår af § 41A. Det er uden betydning, om nogen har set billedsiden.
- Spilfører eller den blinde gør opmærksom på, at der har været en forkert forklaring: Udspillet kan ændres, såfremt forklaringen havde indflydelse på valget af åbningsudspil. Husk altid at tilkalde turneringslederen, når en forkert forklaring bliver rettet.
- Udspillers makker stiller spørgsmål, og på basis af svarene herpå ønsker udspiller at ændre udspillet: Dette er ikke tilladt! Det er udspillers eget problem, hvis ikke alle relevante spørgsmål er blevet stillet i tide – naturligvis under forudsætning af, at der inden åbningsudspillet har været forklaret og alertet korrekt.
Konklusion
Enhver kan lære alle de regler, der er citeret i denne artikel, og jeg vil anbefale alle turneringsledere at lære dem udenad (indholdsmæssigt, ikke ordret).
Husk at læse reglerne op ved bordet, hvis nogen er det mindste usikre på dem. Det er dumt at dømme forkert, hvis det kan undgås ved simpel oplæsning, og derudover er det rart for spillerne at vide, at der er dømt efter reglerne og ikke efter turneringslederens bedste gæt.