I langt de fleste situationer med strafkort er der kun ét strafkort at tage stilling til. Vi har behandlet dette nærmere i artiklerne Strafkort og Stort strafkort.
Denne artikel handler om sjældnere og mere komplicerede situationer:
- Begge modspillere har strafkort.
- En modspiller har flere strafkort.
- Spilfører kræver udspil i en farve, hvor spilleren i tur er renonce.
Vi ser på disse i tur og orden.
Begge modspillere har et strafkort
Lad os vende tilbage til følgende eksempel fra artiklen Stort strafkort:
Syd spiller 3♠. Vest spiller ♦3 ud til Syds ♦E, og Syd spiller en lille spar fra hånden. Vest svigter kulør med ♣6 og tilkalder turneringslederen, da han opdager fejlen. Han retter sit tilspil til ♠6, og ♣6 bliver et stort strafkort. Øst vinder stikket med ♠E.
Nu kan spilfører kræve eller forbyde klørudspil fra Øst, men Øst spiller ♣K ud, før turneringslederen når at stoppe ham. Herved bliver ♣K naturligvis et stort strafkort. Men det betyder ikke, at ♣K skal spilles – det ville være en lidt for smart måde at undgå, at spilfører forbyder klør ud. Tilfældet behandles af § 50D1b:
Pligten til at bekende eller rette sig efter en udspils‑ eller tilspilsbegrænsning går forud for pligten til at spille et stort strafkort, men strafkortet skal i så fald blive liggende åbent på bordet og spilles ved næste lovlige lejlighed.
Med andre ord: Når både Øst og Vest har et stort strafkort, og Øst er inde, kan spilfører stadig kræve eller forbyde udspil i forhold til Vests strafkort. Bemærk, at Øst her skal spille ♣K ud, hvad enten Syd kræver klør ud eller ikke gør brug af sin ret til dette – men ♣6 forbliver kun et strafkort i sidstnævnte tilfælde (og skal i så fald spilles til i dette stik).
En tilsvarende mekanisme gælder, hvis Øst i stedet spiller ♥E ud, før Syd har taget stilling til sine valgmuligheder. Hvad enten Syd forbyder klør ud eller ikke gør brug af sin ret, skal Øst spille ♥E ud (da det er et stort strafkort), men ♣6 forbliver kun et strafkort, hvis Syd ikke gør brug af sin ret. Derfor kan man regne med, at spilfører ikke vil gøre brug af sin ret til at kræve eller forbyde klør ud, hvis han er tilfreds med det utidige udspil.
Ovenstående regler gælder naturligvis også, hvis begge modspillere af andre årsager besidder et stort strafkort hver, og en af dem kommer ind. Ligeledes gælder, at hvis der er udspilsbegrænsninger fra meldeforløbet, har disse højere prioritet end kravet om at spille et strafkort ud, medmindre spilfører vælger ikke at gøre brug af udspilsbegrænsningerne.
Flere strafkort på samme hånd
§ 51 omhandler situationen, når en spiller har flere strafkort. Dette kan fx ske, hvis en modspiller taber to eller flere af sine kort på bordet, eller hvis en modspiller kommer til at lægge sin hånd ned som bord.
Husk, at når der er tale om flere strafkort, vil alle sådanne strafkort være store strafkort. Når et strafkort først er dømt som “stort”, kan det ikke senere blive konverteret til et lille strafkort, selvom det er det eneste tilbageværende strafkort.
Hvis du kan håndtere ét strafkort korrekt, er der ingen overraskelser i § 51, og da den er meget ordrig, nøjes vi her med følgende sammenfatning:
- Spilfører bestemmer, hvilket af strafkortene der skal spilles, når dette er muligt.
- Spilfører kan kræve eller forbyde udspil i hver af de farver, hvor der er strafkort. Det er muligt at forbyde udspil i flere farver på én gang, mens der i sagens natur kun kan kræves udspil i én farve. Modspilleren tager alle kort op i den eller de farver, som spilførers krav eller forbud vedrører.
Situationen, hvor en modspiller har et strafkort og kan spille det lovligt, men glemmer dette og spiller et andet i stedet, er beskrevet nøjere i § 52, men den indeholder ikke noget, som vi ikke selv kunne regne ud. Begge kort bliver store strafkort, og spilfører kan vælge, hvilket af dem der skal spilles (såfremt det pågældende kort er lovligt). Netop denne situation bør turneringslederen dog forhindre i at opstå ved at blive ved bordet, så længe der er strafkort.
Mange valgmuligheder
Hvis Øst fx har ♠D3 og ♥5 liggende som strafkort, kan spilfører i overensstemmelse med de ovenfor nævnte principper vælge, hvilket af de tre kort der skal spilles, når det er Østs tur, såfremt det er lovligt – enten hvis Øst er i udspil, hvis der er spillet spar eller hjerter ud, eller hvis Øst ikke kan bekende (i hvilket fald Øst eller turneringslederen skal stoppe spillet og meddele dette).
Hvis Vest kommer ind, har Syd følgende valgmuligheder:
- Kræve sparudspil – Øst tager ♠D3 op på hånden og lader ♥5 ligge som strafkort.
- Kræve hjerterudspil – Øst tager ♥5 op på hånden og lader ♠D3 ligge som strafkort.
- Forbyde sparudspil – Øst tager ♠D3 op på hånden og lader ♥5 ligge som strafkort. Forbuddet om sparudspil gælder, så længe Vest er inde.
- Forbyde hjerterudspil – Øst tager ♥5 op på hånden og lader ♠D3 ligge som strafkort. Forbuddet om hjerterudspil gælder, så længe Vest er inde.
- Forbyde både spar‑ og hjerterudspil – Øst tager ♠D3 og ♥5 op på hånden og har ikke flere strafkort. Forbuddet om både spar‑ og hjerterudspil gælder, så længe Vest er inde.
- Afstå fra de ovennævnte muligheder – alle tre kort bliver liggende som strafkort.
Bemærk, at reglerne ikke er eksakt de samme som ved udspilsbegrænsninger fra meldeforløbet, kun næsten. Når spilfører kan vælge mellem flere farver og vælger forbudsvarianten, kan han forbyde flere farver på én gang, når der er tale om strafkort, men kun én farve, når udspilsbegrænsningerne skyldes meldeforløbet.
13 strafkort
Det hænder, at en modspiller fejlagtigt lægger sin hånd ned på bordet – spørg ikke, hvordan en modspiller kan tage fejl af, hvilken side der har købt kontrakten. Når dette sker, pådrager modspilleren sig dermed 13 store strafkort.
Det kan ikke anbefales. Som vi skal se i følgende eksempel, er det måske den dyreste fejl, man kan begå som modspiller – endnu dyrere end at svigte kulør og trumfe med trumf es!
Syd er blevet spilfører i 3♠. Vest spiller ♥E ud, og Nord lægger sine kort ned på bordet, hvorefter Øst gør det samme. Hvordan udnytter spilfører strafkortene bedst muligt, og hvad bliver resultatet? Prøv at løse problemet, og sammenhold med løsningen i bunden af artiklen!
“Jamen jeg har ingen ruder!”
En sjælden gang sker det, at spilfører kræver udspil i en farve, hvor udspilleren er renonce. Her skal man tænke på, at spilførers krav om udspil i en given farve kan sidestilles med kravet om at bekende til den udspillede farve (hvilket vi har set i artiklen Kulørsvigt). Det samme gælder naturligvis forbud om udspil i en given farve.
Når man ikke kan bekende, må man vælge et andet kort i stedet. Det samme gælder, når man ikke har noget kort i den krævede farve, og det er præciseret i § 59:
En spiller må spille ethvert ellers lovligt kort, hvis spilleren ikke er i stand til at foretage et ud‑ eller tilspil som krævet for at berigtige en uregelmæssighed, hvad enten det skyldes, at spilleren ikke har noget kort i den forlangte farve, eller at spilleren udelukkende har kort i en farve, som spilleren har fået forbud mod at spille ud i, eller at spilleren skal bekende.
Lad os tage et eksempel: Vest har ♦3 liggende som stort strafkort, og spilfører kræver ruderudspil fra Øst. Vest må derfor tage ♦3 op på hånden. Dermed er situationen med strafkortet løst – selvom Øst ikke har nogen ruder, kommer ♦3 ikke tilbage på bordet som strafkort! Øst vælger herefter et andet udspil uden spilførers indflydelse.
Her vil det være en beføjet oplysning for Vest (og også for Syd), at Øst er renonce i ruder – ikke at spille ud i den krævede farve er sidestillet med ikke at bekende til den farve, der er spillet ud. Vest må således gerne planlægge sit spil på basis af denne oplysning (og evt. give makker en rudertrumfning senere).
Det tilsvarende gælder, hvis Vest har ♦3 liggende som strafkort, og spilfører forbyder ruder ud, men Øst kun har ruder tilbage. Vest tager ♦3 op på hånden, og Øst spiller en ruder – hvad skulle han ellers gøre? Det er en beføjet oplysning for Vest, at Øst kun har ruder tilbage.
Konklusion
Situationer med mere end ét strafkort kan let være komplicerede, men reglerne følger de samme grundprincipper, som når der kun er ét strafkort. Husk blot, at hvis der er flere strafkort, der lovligt kan spilles, kan spilfører vælge blandt disse.
Husk også, at kravet om at spille et strafkort ud har lavere prioritet end udspilsbegrænsninger, hvad enten disse stammer fra makkers strafkort eller fra meldeforløbet.
Skulle det ske, at spilfører kræver en farve ud, som spilleren i tur er renonce i, kan vedkommende vælge sit udspil frit, er makkerens kort i farven ikke længere et strafkort.
Løsning på opgaven
Spilfører får mest ud af Østs strafkort på følgende måde:
Først kræver Syd udspil i spar (faktisk kan Syd løse sparfarven tabsfrit uden at gøre dette). Øst må derfor tage ♠109 op på hånden. Det hjælper dog ikke meget her. Syd trækker trumferne i 3 omgange og bestemmer, at Øst skal kaste ♦9. Syd spiller endnu en spar og forlanger endnu et ruderafkast fra Øst. Derefter trækker Syd ♦E og spiller Øst ind i ruder.
Syd har fortsat kontrol over Østs hånd – et meget kraftfuldt våben – og vælger, at Øst skal spille ♣2 ud, og den går til bordets ♣K. Endnu en klør bliver vundet på hånden med ♣D, der fælder ♣B, og ♣10 tager næste stik, idet spilfører fortsat vælger små klør fra Østs hånd. Nu har Syd rest – 11 stik!
Uden at have set Østs hånd havde Syd sandsynligvis fået 6‑7 stik, og med viden om fordelingen i de sorte farver er 8 stik mulige. Strafkortreglerne sørger for de sidste 3 stik – i sandhed en hård straf.