Kulørsvigt

Kulørsvigt skal behandles vidt forskelligt, alt efter om de kan rettes. En kulørsvigt kan rettes, så længe den ikke er etableret; desuden kan en etableret kulørsvigt begået i stik 12 også rettes.

Etableret kulørsvigt (før stik 12) er den, der skal undgås – det er den, der ofte fører til automatisk overførsel af 1 eller 2 stik til modparten.

I denne artikel skal vi se på, hvornår en kulørsvigt skal regnes for etableret, samt hvem der må spørge hvem om en mulig kulørsvigt. Den efterfølgende håndtering af kulørsvigten kan du læse om i artiklen Rettelse af kulørsvigt, såfremt den kan rettes, mens håndtering af etableret kulørsvigt (før stik 12) er behandlet i artiklerne Overførsel af stik efter kulørsvigt og Ingen overførsel af stik efter kulørsvigt.

Etablering af kulørsvigt

Når turneringslederen skal behandle en kulørsvigt, skal det først og fremmest afklares, om kulørsvigten er etableret. Hovedreglen er defineret i § 63A1‑2:

1. En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker spiller ud eller til i det næste stik. (Ethvert sådant spil – lovligt eller ulovligt – etablerer kulørsvigten).
2. En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker nævner eller på anden måde angiver et kort som spillet i det næste stik.

Huskereglen er, at kulørsvigten etableres, når den fejlende side lægger et kort tilhørende næste stik (eller beder om et kort fra bordet i næste stik).

Lad os se på nogle eksempler med Syd som spilfører:

  • Øst svigter kulør, og Vest vinder stikket. Vest spiller ud til næste stik, og Øst opdager nu sin kulørsvigt: Etableret, også selvom Øst ikke har vendt sit kort.
  • Øst svigter kulør, Syd vinder stikket, og alle vender deres kort. Syd spiller ud til næste stik, og Øst opdager nu sin kulørsvigt: Ikke etableret.
  • Vest spiller hjerter ud, og Syd vinder stikket ved at trumfe. Syd spiller hjerter ud til næste stik, og Vest påpeger, at Syd har svigtet kulør: Etableret.
  • Vest spiller hjerter ud, og Syd vinder stikket ved at trumfe. Nord spørger “ikke flere?”, og Syd opdager fejlen: Ikke etableret.
  • Syd vinder stikket på bordet, men svigter kulør fra hånden. Syd beder dernæst om 7 fra bordet: Etableret, også selvom den blinde ikke har rørt 7.
  • Syd vinder stikket ved at trumfe på hånden, men det er en kulørsvigt. Syd beder dernæst om 7 fra bordet: Etableret; udspillet uden for tur er ulovligt, men etablerer alligevel kulørsvigten.

Ved krav om rest og lignende

En kulørsvigt kan også blive etableret i forbindelse med, at en spiller kræver rest (eller et andet antal stik). Her afhænger reglerne af, om kravet foretages af den fejlende eller den ikke‐fejlende side, hvilket fremgår af § 63A3‑4:

3. En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker gør krav eller giver afkald på stik, mundtligt eller ved at vise sin hånd eller på en hvilken som helst anden måde.
4. En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker accepterer (se § 69 (accept af krav eller afkald)) en modstanders krav eller afkald på stik, og den fejlende side ikke protesterer herimod, før runden er forbi, eller før de afgiver en melding i et efterfølgende spil.

I det typiske tilfælde svigter spilfører kulør og kræver rest, hvilket etablerer kulørsvigten. Hvis det derimod er en modspiller, der har begået kulørsvigten i dette tilfælde, er den først etableret, når kravet regnes for accepteret. Tilfældet forekommer relativt sjældent, og vi udskyder de detaljerede eksempler til bunden af artiklen.

En undtagelse

Hvis der er begået kulørsvigt, og den fejlende side spiller ud til næste stik, etablerer dette kulørsvigten, som det fremgår af parentesen i § 63A1.

Det giver tilsyneladende mulighed for et smart nummer. Vest har begået kulørsvigt, og selvom Syd har vundet stikket, beder han Øst om at spille ud til næste stik. Øst hopper i med samlede ben, og Nord tilkalder turneringslederen og fortæller om Østs udspil uden for tur og Vests kulørsvigt i foregående stik.

Turneringslederen læser dog ikke § 63A1 op, men § 47E1:

Et udspil uden for tur (eller et tilspil) tages tilbage uden yderligere berigtigelse, hvis den, der spillede ud eller til, af en modstander fejlagtigt blev oplyst om, at det var dennes tur (se § 16C (ubeføjede og beføjede oplysninger)). MTV har ikke mulighed for at acceptere ud‑ eller tilspillet i denne situation, og § 63A1 (etableret kulørsvigt) skal ikke anvendes.

Her løses udspillet uden for tur således helt enkelt ved, at Øst tager sit kort op på hånden – det bliver ikke et strafkort. Men som den sidste sætning fortæller, er Vests kulørsvigt ikke etableret af Østs udspil i dette tilfælde. Vest kan rette sin kulørsvigt efter de regler, der fremgår af artiklen Rettelse af kulørsvigt, og spillet fortsætter derfra.

Forespørgsel om mulig kulørsvigt

Spillerne kan forsøge at undgå, at en kulørsvigt bliver etableret, ved at spørge om en mulig kulørsvigt under de begrænsninger, der fremgår af § 61B:

1. Spilfører må spørge en modspiller, som ikke bekendte, om denne har et kort i den udspillede farve.
2. a. Den blinde må spørge spilfører (men se § 43B2b, når den blinde har fået begrænset sine rettigheder).
    b. Den blinde må ikke spørge en modspiller, og § 16B kan komme på tale.
3. Modspillerne må spørge spilfører og hinanden (hvorved de risikerer at skabe oplysninger, som er ubeføjede for makker (§ 16B)).

Sammenfattende må den blinde således kun spørge spilfører, mens de øvrige spillere må spørge alle.

Spørgsmål mellem modspillerne

Modspillerne skal være opmærksomme på, at et spørgsmål til makker ofte vil være udtryk for overraskelse over makkers renonce, hvis der ikke var tale om en kulørsvigt.

Eksempel: Syd åbner 2♠ (svagt med 6‑farve), og Nord hæver til 4♠. På bordet ligger ♠Kx, og Vest har ♠Exx. Syd vinder udspillet og spiller spar til ♠K fulgt af spar til ♠D og Vests ♠E. Øst kaster af i dette stik, men Vest forventer doubleton hos makker og spørger “ikke flere?” Øst svarer benægtende, og Vest ved dermed beføjet ved simpel optælling, at Syd har 7‑farve. Men Øst behøver ikke være Sherlock Holmes for at regne Syds sparlængde ud, når Vest var overrasket over udviklingen – denne oplysning er ubeføjet for Øst.

Af denne grund vil min anbefaling til spillerne være, at modspillerne kun spørger hinanden, når de er praktisk taget sikre på, at der er begået en kulørsvigt. Den blinde kan bedre tillade sig at spørge spilfører for en sikkerheds skyld, da det ikke giver ubeføjede oplysninger.

Når dette er sagt, kan man formelt ikke have noget imod, at modspillerne spørger hinanden i alle situationer, således at der ikke gives ubeføjede oplysninger. Min fornemmelse er dog, at spillerne vil føle det distraherende at skulle spørge hver gang. Kulørsvigt er trods alt ingen hyppig begivenhed.

Spørgsmål fra den blinde

Den blinde må kun spørge spilfører om en mulig kulørsvigt. Spørger han en modspiller, giver han derved spilfører ubeføjede oplysninger om, at modspilleren har kastet af – spilfører kan jo have overset dette.

Det er som bekendt ulovligt for den blinde at se en anden spillers kort. Gør den blinde alligevel dette og derefter spørger spilfører om en mulig kulørsvigt, skal kulørsvigten ifølge § 43B2b rettes, men spilfører straffes alligevel efter de hårde regler om etableret kulørsvigt. Dette bør forekomme meget sjældent, da den blinde burde vide bedre.

Undersøgelse af tidligere stik

Hvis en spiller er usikker på, om der er begået kulørsvigt, efter at stikket er vendt, vil spillerne ofte af sig selv vende de kort, der er nødvendige for at fastslå dette. Men det er ikke tilladt! Det fremgår af § 61C:

En påstand om kulørsvigt berettiger ikke automatisk til eftersyn af tidligere stik (se § 66C).

Dette er klart – ellers kunne en spiller, der ønskede at se stikket efter at have vendt sit eget kort, løse problemet ved at spørge, om der mon ikke var nogen, der havde svigtet kulør.

Undersøgelse af allerede vendte stik er forbeholdt turneringslederen, der så vidt muligt skal undersøge de spillede kort uden at vise nogen af dem til spillerne.

Som turneringsleder skal du være ekstra opmærksom, hvis spillerne har vendt kort fra de tidligere stik i forsøg på at opklare mysteriet. Når spillet fortsætter, skulle alle spillerne gerne have lige mange kort tilbage (medmindre tilkaldet skete midt i et stik, naturligvis).

Kulørsvigt fra bordet

Som bekendt må den blinde forsøge at forhindre spilfører i at begå en uregelmæssighed. Men når uregelmæssigheden allerede er begået, må den blinde ikke være den første, der henleder opmærksomheden på dette.

Hvis spilfører beder om et kort fra bordet, der vil være en kulørsvigt, gælder der dog en undtagelse: Her må den blinde protestere, endda selvom han har mistet sine rettigheder ved at have set en anden spillers kort (det fremgår af § 42A3).

Avanceret stof

Hvis du har godt styr på ovenstående regler, vil du være dækket ind i langt de fleste tilfælde i praksis, og heldigvis er reglerne ikke svære at huske. Vi skal nu se på nogle sjældne specialtilfælde, som det bør have lavere prioritet at lære, men vil du vide alt om kulørsvigt, så læs videre!

Eksempler med krav og afkald efter kulørsvigt

Som det fremgår af § 63A3‑4 ovenfor, etableres en kulørsvigt, når en spiller kræver rest (eller et andet antal stik) eller accepterer modstanderens krav. Det lyder enkelt, men der gemmer sig mange detaljer mellem linjerne, som de følgende eksempler viser. Syd er spilfører:

  • Syd svigter kulør og kræver rest: Etableret.
  • Syd lægger ned for rest med planen “jeg trumfer og …”, men Vest protesterer, fordi Syd kan bekende: Ikke etableret, for Syd har ikke begået kulørsvigt, men kravet kan ikke trækkes tilbage. Spillet skal standse og om nødvendigt vurderes af turneringslederen; den angivne spilleplan er naturligvis meget mangelfuld.
  • Øst svigter kulør, og Syd kræver resten af stikkene minus to. Øst opdager nu kulørsvigten: Ikke etableret.
  • Øst svigter kulør, og Syd kræver resten af stikkene minus to. Vest accepterer kravet, men Øst protesterer inden næste spil (og inden runden er slut): Ikke etableret.
  • Øst svigter kulør, og Vest kræver to af de resterende fem stik. Øst protesterer omgående mod Vests afkald (på de tre øvrige stik) og kræver spillet fortsat (jf. § 68B2): Ikke etableret; ifølge § 68B2 har intet afkald fundet sted, og betingelsen i § 63A3 er dermed ikke opfyldt.
  • Øst svigter kulør, og Vest kræver to af de resterende fem stik. Øst opdager nu kulørsvigten: Etableret; Øst har ikke protesteret mod afkaldet.
  • Øst svigter kulør, og Vest kræver alle de resterende fem stik. Øst protesterer omgående: Etableret; § 68B2 kan ikke benyttes til at annullere makkers krav på rest; der er ikke noget afkald at protestere imod.

Eksotiske kulørsvigt

Definitionen på kulørsvigt er overraskende, idet den ikke blot handler om, at en spiller ikke bekender til udspillet. Selv et udspil kan være en kulørsvigt! Lad os se på definitionen i § 61A:

Det er kulørsvigt at undlade at bekende som krævet i § 44. Det er også kulørsvigt at undlade at overholde en begrænsning i valget af kort eller farve ved ud‐ eller tilspil, hvis en sådan begrænsning er pålagt af disse love eller af en modstander, der benytter sig af en valgmulighed i forbindelse med berigtigelsen af en uregelmæssighed, forudsat at det var muligt at efterkomme begrænsningen.

§ 44 siger helt enkelt, at man skal bekende til det seneste udspil. Ud over det åbenlyse tilfælde indbefatter dette også, når en spiller ved en fejl slet ikke spiller til i et givet stik – dette er behandlet i § 67 og fortjener en artikel i sig selv.

Hvis spilfører kræver eller forbyder en bestemt farve i udspil, og modspilleren ikke overholder dette, selvom det er muligt, anses det også for at være en kulørsvigt. Dette forekommer dog yderst sjældent – dels kan folk som regel finde ud af at spille ud i en bestemt farve, når spilfører kræver det, og dels bør turneringslederen blive ved bordet, så længe der er store strafkort eller udspilsbegrænsninger fra meldeforløbet, og sikre, at der ikke sker flere ulykker. Men går det galt, så husk, at det ikke er nok at undersøge, om det havde betydning for spillet – det er en kulørsvigt, også hvis det drejer sig om et udspil, og denne kulørsvigt kan meget vel blive etableret!

Konklusion

Som turneringsleder bør du kende hovedreglerne for etablering af kulørsvigt og forespørgsel om mulig kulørsvigt uden behov for opslag – de er ikke vanskelige, og det sparer meget tid ved bordet.

Spillerne bør vide, hvem der må spørge hvem om en mulig kulørsvigt. Dette bør også være overkommeligt. Selvom en spiller beslutter sig for aldrig at spørge om kulørsvigt, er det praktisk at vide, om modstanderne holder sig inden for reglerne, når de spørger.