Bridgeregler

WBF’s lovkommission (WBF‑LC) har i de seneste år arbejdet på en ny udgave af bridgelovene. Kort efter nytår blev en foreløbig version sendt til de nationale forbund, og i DBf har vi med Jens Brix Christiansen i spidsen gennemset denne version, dels for at forberede en dansk oversættelse, og dels for at finde eventuelle uhensigtsmæssigheder og uklarheder, som med lidt held kan nå at blive rettet til den endelige version.

Her på bridgeregler.dk vil vi gennemgå ændringerne, når den endelige version foreligger, således at du er godt rustet, når de nye love træder i kraft. Det er WBF’s plan at have en endelig version klar midt i marts, og hvis denne plan holder, kan du fra april forvente en række indlæg, som beskriver ændringerne i detaljer.

De vigtigste ændringer

Det har længe været signaleret, at WBF‑LC i det store og hele er tilfredse med 2007‑lovene, og at der derfor ikke er behov for så gennemgribende ændringer som tidligere. Derfor kan du trygt læse de eksisterende teoretiske artikler, som findes på bridgeregler.dk.

To af de emner, vi hidtil har beskrevet her, vil dog undergå væsentlige ændringer. Det drejer sig først og fremmest om melding uden for tur, men i nogen grad også udspilsbegrænsninger som følge af uregelmæssigheder i meldeforløbet. De nuværende regler har mange sjove hjørner, hvor den dygtige turneringsleder kan udmærke sig med sit detaljerede lovkendskab, men nu er det jo ikke et formål at lave sjove regler. Fremover satser WBF‑LC på at forsøge at afvikle spillet normalt i langt flere tilfælde end før.

Hvis du kun kender reglerne på disse to områder til husbehov, eller finder du dem alt for komplicerede, kan du derfor glæde dig til 2017‑lovene.

Den sidste ændring, jeg vil nævne på dette tidspunkt, handler om vægtet score. Du er måske vant til, at hvis turneringslederen overvejer flere mulige justerede scorer, fx efter udnyttelse af ubeføjede oplysninger, bliver scoren justeret til det resultat, der er dårligst for den fejlende side. Med de nye love vil denne fremgangsmåde ikke længere være tilladt – hvis der er flere mulige resultater, skal der gives en vægtet score mellem disse baseret på sandsynlighederne for de enkelte resultater.

Mens vi venter

Foreløbig må vi afvente den nye version af lovene – det vil være dumt at beskrive ændringer i detaljer, når disse ændringer endnu ikke er godkendt og måske kan ende med at se helt anderledes ud eller endda blive forkastet.

Mens vi venter, vil jeg beskrive emner, der ikke ser ud til at blive væsentligt ramt af ændringer. Vi kan derfor relativt trygt tage hul på et tema om ud‑ og tilspil uden for tur. Vi starter i denne uge med artiklen Åbningsudspil uden for tur – det er den med “de 5 muligheder”. God fornøjelse!

Vi har tidligere set på rettelse af fejlgreb. Men hvis en melding er tilsigtet, må den ikke ændres, ikke engang hvis det sker i samme bevægelse.

Hvad turneringslederen gør, hvis en spiller alligevel ændrer sin tilsigtede melding, kan du læse i teoriartiklen Ændring af melding. Og lad det være sagt med det samme – konsekvensen er ikke, at makker skal passe resten af meldeforløbet! Læs artiklen, og bliv klogere på emnet!

En (u)lovlig frisk genåbning

Dagens spil indeholder uløselige problemer for både spillere og turneringsledere. Spillet stammer fra kvalifikationen til Copenhagen Bridge Invitational, der blev afviklet som imps across the field.

Øst passede Vests friske genåbningsdobling ud, hvorefter Nord automatisk gik −800. Men Nord tilkaldte turneringslederen: Øst havde spurgt om betydningen af 3♦ inden sin første pas, og Nord mente ikke, at Vest kunne genåbne under disse omstændigheder.

Sagen er for så vidt ganske enkel: Pas er åbenlyst et logisk alternativ for Vest, og Østs interesse i meldeforløbet gør det nærliggende for Vest at doble i stedet for at passe. Dermed er doblingen ulovlig, og scoren justeres til, hvad der ville være sket, hvis Vest havde afgivet sin lovlige melding, dvs. pas: N 4♦ 7, −300.

Giver spørgsmålet ubeføjede oplysninger?

En spiller har ret til at spørge om meldingerne, hver gang han er i tur, uanset om han umiddelbart har noget at bruge svaret til. Derfor er turneringslederen nødt til at vurdere i hvert enkelt tilfælde, om spørgsmålet giver ubeføjede oplysninger.

I første melderunde

Kun ganske få spillere praktiserer det, men som tommelfingerregel kan det anbefales at spørge om alle meldinger i første melderunde, som du ikke kender betydningen af. Begrundelsen for dette er, at du især med en grænsehånd meget vel kan have brug for oplysningen. Hvis du kun spørger, når du har brugbare kort, vil et spørgsmål fulgt af en pasmelding udstyre makker med ubeføjede oplysninger. Ved at at spørge konsekvent maskerer du, hvad du har, vel at mærke på etisk korrekt vis.

Eftersom det må forventes, at betydningen af modstandernes meldinger i første melderunde er fundamentalt for deres system, vil et spørgsmål næppe udløse ubeføjede oplysninger fra den, der svarer. Af samme grund vil et spørgsmål på dette tidspunkt ikke forsinke spillet.

I senere melderunder

I de senere melderunder forholder det sig stik modsat. Her vil din rolle i meldeforløbet normalt være afklaret, og det vil være forventet, at du ikke har behov for at spørge, medmindre du åbenlyst er en aktiv del af spillet. Et spørgsmål vil let kunne give makker ubeføjede oplysninger, og hvis det ikke har noget formål, kan det virke forstyrrende og forsinkende.

Desuden risikerer du, at spilleren, der svarer, giver sin makker ubeføjede oplysninger. Dem må makkeren selvfølgelig ikke udnytte, men det kan være svært at vurdere, og det gør i hvert fald ikke noget godt for spillet. Her er det oftest fornuftigt at vente med spørgsmål, til meldeforløbet er slut.

I parentes bemærket er spil med skærme en helt anden sag. Her kan du trygt spørge løbende til meldeforløbet, uanset om du er i tur. Undgå dog at spørge midt i din skærmfælles tænkepause.

Hvad betyder det for den aktuelle sag?

I ovenstående eksempel har Øst tæt på en melding, og det er måske vigtigt at vide, om Nords 3♦ er krav eller ej. Men hvordan ved turneringslederen, om Øst bare har udnyttet sin almene ret til at spørge, eller om Øst spurgte, fordi han havde tæt på en melding og havde brug for en forklaring? Det er et problem uden en universel løsning.

I de fleste tilfælde kan man regne med, at et spørgsmål giver ubeføjede oplysninger. I den aktuelle situation vurderede turneringslederen, at spørgsmålet havde indikeret interesse for at blande sig i meldeforløbet, og derfor blev scoren justeret.

Må Øst ikke spørge?

Hvis Nords 3♦ ikke er krav, stiger sandsynligheden for at finde Vest med brugbare værdier, og det kan være fornuftigt for Øst at gamble på 3ut. Men hvis 3♦ er krav, kan det være farligt at blande sig, og pas ser bedst ud.

Derfor er det svært at bebrejde Øst for at spørge til meldingerne. Når Øst derefter får at vide, at 3♦ er krav, er det også svært at bebrejde Øst for at passe.

Men konsekvensen af Østs omhu var, at scoren blev justeret, da Vest genåbnede. Øst er i nogen grad i et Catch‑22 – Øst kan ikke spørge uden risiko for at “melde sin makker ud af meldeforløbet”.

Når vi spiller bridge i hinandens nærvær, kan det ikke undgås, at en spiller som en naturlig del af spillet giver sin makker ubeføjede oplysninger, som begrænser makkers muligheder. Gode spillere har lært at forudse sådanne problemer, men i dagens spil lader det sig næsten ikke gøre.

Konklusion

Spillerne må principielt spørge om meldingerne, når de har lyst, så længe det sker i egen tur, men et spørgsmål vil ofte blive vurderet til at give makker ubeføjede oplysninger. Problemet kan i nogen grad afhjælpes ved at spørge konsekvent til alertede meldinger i det tidlige meldeforløb.

Hermed går bridgeregler.dk på juleferie, og vi ønsker alle vores læsere en god jul og et godt nytår! Vi ses igen fredag den 27. januar med nye teoriartikler og nye sager. Glem ikke at skrive til os med spørgsmål eller forslag!

Vi kender alle til, hvordan snak fra nabobordet kan føre til, at vi får oplysninger om et spil, som vi ikke skulle have haft. Det kan ikke undgå at skabe misfornøjelse.

Snakken kan også sende turneringslederen på arbejde. Her er et eksempel fra sidste weekends kvalifikationsturnering til Copenhagen Bridge Invitational, der blev spillet som imps across the field:

Her blev turneringslederen tilkaldt til bordet. Alle ved bordet havde tydeligt hørt en oplysning fra nabobordet, som gjorde det meningsløst at spille videre. Derfor ville spillerne have spillet annulleret.

Skal spillet annulleres?

Lad os starte med at se på § 16D, der omhandler uvedkommende oplysninger, der ikke stammer fra makker. § 16D1 fortæller blot, hvordan den slags oplysninger typisk opstår, samt at turneringslederen straks skal tilkaldes. § 16D2 benyttes, hvis oplysningerne er modtaget, før meldeforløbet er påbegyndt, så vi må til § 16D3:

Hvis sådanne uvedkommende oplysninger modtages, efter at den første melding er afgivet, og før spillet er forbi, anvendes § 16D2c eller § 16D2d.

Altså må vi tilbage til § 16D2:

c. Turneringslederen kan tillade, at spillet bliver spillet færdigt, idet turneringslederen har mulighed for at justere scoren (§ 12C1), hvis turneringslederen skønner, at de uvedkommende oplysninger havde indflydelse på resultatet.
d. Turneringslederen kan justere scoren (§ 12C1).

“Kan tillade” skal ses i sammenhæng med resten af § 16D2, som opremser de øvrige muligheder, hvis oplysningerne kom før meldeforløbets påbegyndelse. Når oplysningerne først kommer efter den første melding, bør turneringslederen lade spillet fortsætte og først efter spillets afslutning vurdere, om oplysningerne har haft indflydelse på resultatet.

Selv når oplysningerne kommer før den første melding, bør turneringslederen kun annullere spillet, hvis det åbenlyst ikke giver mening at spille. Det kræver nærmest, at det er blevet annonceret, hvilket resultat man kan opnå på spillet. Hvis man fx har fået at vide, at Nord har ♥E – måske fordi det lå med billedsiden opad i mappen – kan man sagtens gøre et forsøg på at afvikle spillet. Viden om placeringen af et honnørkort er ofte uden betydning i meldingerne, hvis der ikke er slemovervejelser. Og måske har det heller ikke betydning i spillet af kortene, specielt hvis Nords kort kommer ned på bordet.

Resten af spillet

Spillerne var ikke tilfredse med situationen, men måtte acceptere at spille videre. Meldeforløbet fortsatte således:

Med hjerterne 2‑1 tog Syd hurtigt 13 topstik, og turneringslederen blev tilkaldt igen. Spillerne forklarede, at de fra nabobordet havde hørt en spiller sige “det viser renonce i spar”, og de var overbevist om, at der var tale om det igangværende spil.

Vest forklarede, at han normalt ville have ofret i 6♠. Men når fjenden havde hørt konkret om sparrenoncen, som de ikke havde kunnet afsløre i meldeforløbet, frygtede han, at de kunne udnytte denne oplysning til at melde 7♥.

Turneringslederens afgørelse

Turneringslederen skulle nu overveje, om oplysningerne havde indflydelse på resultatet. Spillet af kortene var naturligvis uinteressant, så vi skal kun se på meldingerne.

Nord kan umuligt stå under slem over for Syds stærke 3♥‑melding, så N-S’s meldinger ser ikke ud til at være påvirket af den ekstra oplysning.

Hvad med Vests muligheder? Det er oplagt, at Vest overvejer at ofre i 6♠. Men Vest kan på egne kort se, at en af modstanderne er renonce i spar (i zonen må makkers 2♠ garantere 6‑farve), så på den måde har oplysningen fra nabobordet ingen indflydelse.

Vests frygt for at jage modstanderne i storeslem med en 6♠‑melding er forståelig. Men hvis N-S melder 7♥, og dette kan relateres til oplysningen fra nabobordet, skal turneringslederen jo justere scoren. Derfor er Vests valg ikke relateret til den ekstra oplysning – der er blot tale om et helt sædvanligt akavet meldeproblem for Vest.

Af disse grunde lod turneringslederen scoren stå ved magt. Det var vanskeligt at afvikle spillet normalt, men det ser ud til, at oplysningerne ikke fik indflydelse på resultatet.

Hvis scoren skal justeres

Lad os antage, at Syd i stedet melder 7♥ og vinder denne kontrakt. Nords 5ut fulgt af 6♥ må invitere til storeslem med 1. kontrol i spar, da han har ignoreret Syds valg af trumffarve, og det er ikke urimeligt for Syd at acceptere.

Men oplysningen om sparrenoncen har gjort det lettere for Syd, så turneringslederen skal justere scoren. Havde der været tale om ubeføjede oplysninger fra makker, ville vi sige, at pas er et logisk alternativ for Syd, men at oplysningen om sparrenoncen har gjort 7♥ nærliggende, og at denne melding derfor er ulovlig. Vi ville følgelig have justeret scoren til 6♥.

Men når de ubeføjede oplysninger ikke kommer fra makker, kan vi ikke fratage Syd hans muligheder. Omvendt kan vi heller ikke lade det gå ud over Ø-V. Turneringslederen skal derfor vurdere, hvad der ville være sket ved bordet, hvis spillerne ikke havde fået oplysningen om sparrenoncen.

Lad os for eksemplets skyld sige, at turneringslederen vurderer, at der er cirka 1/3 sandsynlighed for, at Syd ville have meldt 7♥ uden de ubeføjede oplysninger, og at Vest aldrig ville ofre i 6♠, hvis Syd passede (diskutabelt, men dette er kun ment som et regneeksempel).

Den slags vurderinger er altid behæftet med nogen usikkerhed, og turneringslederen skal tvivlen komme den ikke‐fejlende side til gode. Her er begge sider ikke‐fejlende, og turneringslederen skal derfor beregne to forskellige scorer, hvor begge sider hver især får lidt ekstra i forhold til den neutrale vurdering, fx således:

• Til N-S: 50% af scoren i 7♥, 50% af scoren i 6♥.
• Til Ø-V: 25% af scoren i 7♥, 75% af scoren i 6♥.

Hvis turneringslederen ikke må give vægtet score, skal scoren være 7♥ for N-S’s vedkommende, 6♥ for Ø-V’s vedkommende. Dette er alt for generøst over for spillerne, og det er en væsentlig årsag til, at jeg er en stor tilhænger af vægtede scorer. Og at give 60%‑60% er ingen løsning, for hvis det ene par var på vej til et godt resultat, vil 60% ikke være tilstrækkelig kompensation.

Jeg hører ofte synspunktet, at spillerne aldrig skal have mindre end 60%, fordi de var uden indflydelse på, at spillet ikke kunne gennemføres normalt. Men det er galt – lidt tilfældigt har Nords usædvanlige 1♦‑åbning medført en situation, hvor N-S er gunstigt stillet i forhold til at finde en vanskeligt meldt storeslem, men det er en del af spillet. Ø-V var på vej til et halvdårligt resultat, og det skal en udefra kommende oplysning ikke på magisk vis befri dem for. Noget tvivl kommer dem til gode i vurderingen af, hvad der ville være sket, men mere har de ikke krav på.

En kunstig score kommer kun på tale, hvis det er helt umuligt at vurdere, hvad der ville være sket uden den ubeføjede oplysning. Men her kræver vurderingen ikke meget mere end at give Syds hånd som meldeproblem i en rundspørge.

Hvad skal vi gøre med nabobordet?

Vi skal naturligvis have nabobordet til at tale mere dæmpet, men skal vi tildele dem en straf, og i så fald hvilken?

Om tilfældet skal udløse en straf, afhænger af, om det burde have været undgået eller ej:

• Hvis en spiller bliver spurgt om en melding og i et naturligt toneleje forklarer modstanderne, at meldingen viser renonce i spar, kan det ikke kritiseres. Her bør turneringslederen ikke tildele en straf.
• Hvis en spiller efter spillet proklamerer, at makker burde have regnet ud, at han var renonce i spar, er der tale om en helt unødvendig bemærkning. Her kan en straf meget vel være på sin plads.

DBf’s turneringsbestemmelser indeholder nærmere retningslinjer for strafpoints i tilfælde som dette (§ 214). Strafpointene beløber sig til 10% af en top i parturnering, ½ KP i holdturnering. I imps across the field vil det være 2 imp for hvert bord undtagen ens eget – i dette tilfælde 22 imp, da der var 12 borde. Hvis scoren som her ikke justeres ved et andet bord, gives dog kun en advarsel (for at undgå bagatelsager). Andre forbund kan have andre takster end de nævnte, og måske også andre retningslinjer.

På det seneste har jeg desværre hørt om et par sager på klubniveau, hvor en spiller har annonceret for alle inden for hørevidde, at han fx havde vundet 6♦, og hvor turneringslederen som straf har annulleret dette resultat og i stedet givet 40%‑60%. Dette er helt forkert – de to par ved bordet har jo opnået et resultat, og der er ingen gyldig grund til at annullere dette. I stedet skal turneringslederen nappe 10% af en top fra det eller de par, der er skyld i bemærkningen – helt uafhængigt af, om resultatet ved bordet var en ren top, en ren bund eller noget derimellem.

Konklusion

Når spillerne ved et bord får oplysninger udefra om det igangværende spil, må turneringslederen ikke annullere spillet, hvis der først er afgivet en melding ved dette bord. I stedet skal spillet afsluttes, hvorefter turneringslederen skal vurdere, om oplysningerne havde indflydelse på resultatet, og i givet fald justere scoren.

Hvis det er uklart, hvad der ville være sket, giver turneringslederen vægtet score. Da begge sider er ikke‐fejlende, bliver der tale om to forskellige vægtede scorer, hvor turneringslederen lader noget tvivl komme begge par til gode hver især. Hvis det slet ikke kan lade sig gøre at forudse fortsættelsen med rimelighed, kommer en kunstig score på tale.

Hvis oplysningerne kom fra en anden spiller i turneringen, skal turneringslederen desuden overveje, om denne spiller burde have været mere omhyggelig med at undgå at give oplysningerne, fx fordi spilleren diskuterede spillet højlydt. I så fald er det på sin plads at give strafpoints.

Det siges, at mange børn gennem tiden har tigget under Londons broer, fordi deres forældre glemte at trække trumf. Selvom spilleteknikken nok er forbedret, får modstanderne alligevel ofte alt for billige stik på deres trumfer. Nedenfor ser vi på, hvordan reglerne er indblandet i problemet.

I denne uge udkommer den sidste artikel i temaet om strafkort, Oplysninger fra strafkort. Her kan du læse om, hvilke oplysninger fra strafkortet der er henholdsvis beføjede og ubeføjede for den fejlendes makker. Det kan ske, at de beføjede oplysninger giver den fejlendes makker en fordel, og vi ser også på, hvordan turneringslederen håndterer dét.

Nedlæg uden trumftrækning

Selvom du ved, at du skal trække trumf, kan resultatet blive, at du ikke trækker dem. Det kan ske, hvis du lægger ned for rest og ikke gør ordentligt rede for din spilleplan.

I mange situationer lægger reglerne op til, at der anvendes en sandsynlighedsbetragtning, som afspejler sig i turneringslederens afgørelse. Men når du lægger ned for rest (eller et andet antal stik) og derved kortslutter spillet, er reglerne imidlertid strengere, hvis der er usikkerhed om, hvordan du ville have spillet. Der kan aldrig gives en vægtet score, og hvis det ikke anses for nærmest 100% sikkert, at du ville få dine stik i praktisk spil, får du dem slet ikke! Derfor bør du altid være omhyggelig med at forklare din spilleplan nøje.

Særligt hvis der er udestående trumfer, er det nødvendigt at være præcis i forklaringen af spilleplanen. Her er et eksempel fra en klubaften:

Syd er spilfører i 4♥. Østs trumfbeholdning besværliggør spilføringen, og da Vest undgår ruderudspillet, har Syd svært ved at nå det hele. Efter 7 stik ender Syd på hånden og spiller ♦E fulgt af ruder til ♦D og ♦K. Syd har herefter afgivet 3 stik i følgende position, hvor Øst er inde:

Nu lægger Syd ned for rest uden at afvente Østs udspil og uden at angive en spilleplan. Øst protesterer og siger, at hun gerne vil have kortene spillet, men i stedet bliver turneringslederen tilkaldt.

Hvad skal turneringslederen gøre nu?

Spillet skal ophøre

For det første skal spillet stoppe. Det er en udbredt refleks, når spillere vil protestere mod et nedlæg, at de vil se kortene spillet. Men det er en dårlig ide, for turneringslederen skal tildele stik til modstanderen til den, der kræver, så snart der er blot en lille chance for, at modstanderen ville have fået disse stik ved fortsat spil. Så de bedste odds får man ved at tilkalde turneringslederen.

Hvis man er i tvivl om korrektheden af modstanderens krav, skal man således blot tilkalde turneringslederen, hvorefter denne vil vurdere sagen. Når turneringslederen er blevet tilkaldt, må han ikke give spillerne lov til at fortsætte spillet.

Vurderingen af sagen sker på basis af den spilleplan, som spilleren har angivet, og det kan naturligvis kun lade sig gøre, hvis der er angivet en spilleplan. § 68C fortæller om angivelse af spilleplan:

Et krav bør straks ledsages af en tydelig udtalelse om den rækkefølge, kortene vil blive spillet i, som forklaring af den spille‑ eller modspilsplan, som den, der fremsætter kravet, agter at følge for at vinde de krævede stik. Den spiller, der gør krav på eller giver afkald på stik, viser sin hånd.

Ved ikke at angive en spilleplan indikerer spilleren, at spillet giver sig selv, og at rækkefølgen er uden betydning. Men som vi skal se, er lovene ikke altid enige med spillerne i, om spillet giver sig selv.

Med en trumf ude

I positionen i diagrammet er det let at se, at Syd bare skal trumfe sig ind og trække den sidste trumf, hvorefter ruderne står. § 70C fortæller, hvordan turneringslederen skal tænke, når der er udestående trumfer:

Hvis der er en udestående trumf på en af modstandernes hænder, skal turneringslederen tildele modstanderne et eller flere stik, men kun hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:
1. Spilleren undlod at nævne den udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet, og
2. Der er mulighed for, at spilleren ikke var opmærksom på en udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet, og
3. Et stik kunne afgives til denne trumf ved noget som helst normalt^*) spil.
*) I forbindelse med anvendelse af § 70 og § 71 omfatter begrebet “normal” spil, der ville være skødesløst eller dårligt af spillere af samme spillestyrke som den pågældende.

Betingelse 1 er naturligvis opfyldt, eftersom Syd ikke sagde noget i forbindelse med nedlægget.

Hvor mange har ikke prøvet at glemme en trumf? Det sker ikke tit, men det sker. “Mulighed for” i § 70C2 betyder ikke, at det skal være specielt sandsynligt, at trumfen er glemt – det skal blot være muligt. Det er muligt, at Syd har overset eller glemt, at Vest ikke bekendte til anden runde trumf. Betingelse 2 er derfor også opfyldt.

Hvad med betingelse 3? Naturligvis trækker Syd trumf, før hun indkasserer ruderne … men i forbindelse med § 70C skal turneringslederen vurdere det som en “normal” spilleplan at undlade at trække trumf, når spilfører muligvis ikke er opmærksom på en udestående trumf. Det er således inden for det “normale” at trumfe et klørtilbagespil og forsøge at indkassere ruderne. Denne spilleplan vil føre til, at modspillet får et stik.

Da alle betingelser for at give Øst ét stik er til stede, skal turneringslederen tildele modspillet dette stik.

Flere overvejelser om “normale” spilleplaner

Syds aktuelle spilleplan kunne tyde på, at hun ikke var sikker på trumfsituationen. Ellers havde hun vel trukket trumf, før hun spillede ruder. Men selv uden denne overvejelse skal turneringslederen tildele Øst et stik. Det er ikke nødvendigt, at det tyder på, at Syd har glemt ♥5 – det skal blot være muligt.

Man kunne mene, at det principielt er det altid muligt, at spilfører ikke er opmærksom på en udestående trumf. Men hvis spilfører helt åbenlyst ikke har trukket trumf til bunds – fx kun trukket én runde trumf med 5 trumfer fordelt hos fjenden og umiddelbart derefter lagt ned – vil man vurdere, at spilfører er opmærksom på de udestående trumfer.

Syd kunne også være usikker på, hvis trumf der var højest – måske har Syd glemt, at hun selv havde ♥8 fra start. Men om så Syd havde haft ♥EK tilbage, regnes det for en “normal” spilleplan at lade være med at trække en æresrunde i trumf, når man måske ikke er opmærksom på en udestående trumf, også selvom enhver ville trække en trumf for en sikkerheds skyld.

Hvilken slags spilleplan er så ikke “normal”? Hvis spilfører angiver en spilleplan for rest, der indebærer at trække vindere fra bordet, og Øst uventet trumfer, regnes det ikke for “normalt” at undlade at trumfe over, hvis man kan. Hvis man har EK2 i trumf, vil det heller ikke være “normalt” at dykke et stik til fjendens blanke 3’er.

Konklusion

Jeg vil gerne fremhæve, at turneringslederen skal tildele modstanderne alle de stik, de kunne tænkes at få efter en “normal” spilleplan af den spiller, der har lagt ned, naturligvis inden for rammerne af den spilleplan, der blev angivet. Det behøver ikke være specielt sandsynligt, at disse stik ville blive afgivet i praktisk spil, og turneringslederen må aldrig afgøre et nedlæg med vægtet score.

Reglerne om vurdering af nedlæg er hårde mod den spiller, der lægger ned med en ufuldstændig spilleplan. Det er et klart signal om, at meningen med vores fælles kortspil er, at man skal spille om stikkene og ikke blot forhandle om dem.

Mange, der har været ramt af en hård afgørelse som dem, reglerne lægger op til, finder reglerne uretfærdige. Men gode spillere har lært at håndtere dem. De siger blot, at de trækker en runde trumf, hvis turneringslederen kunne finde på at frakende dem et stik ellers.

Og hvis det bare er en smule besværligt at forklare spilleplanen – dvs. hvis man skal sige ret meget mere end “bordet står”, “rest på kryds” eller “jeg har 5 ruderstik og ♠E” – er det ofte lettere bare at spille færdig.

Du kan læse meget mere om nedlæg i Lovkommissionens udtalelse om emnet. Der vil naturligvis også komme flere indlæg her på sitet, og senere også et decideret tema med teoriartikler om emnet.

Det forekommer jævnligt, at spillerne sætter sig på den forkerte led. Vi skal se på, hvordan turneringslederen håndterer det i en parturnering. Her er et eksempel fra en barometerturnering med 24 par, alle mod alle i 2‑spilsrunder:

Med en overvægt af honnørpoint og uden en brugbar trumffarve vil de fleste komme i 1ut på N-S’s kort. Men der er mange varianter i spillet af kortene, og resultatet er bestemt ikke givet.

Efter rundens afslutning blev følgende resultater slået op på væggen:

Par nr. 10 var godt tilfreds med at holde kontrakten i 7 stik og forventede at forbedre deres placering efter runde 13. I stedet rykkede de nogle pladser ned, og derfor nærstuderede de rundens resultater. Nu opdagede de, at de ved en fejl havde siddet Ø-V ved bord 4 i dette spil, og de tilkaldte straks turneringslederen for at fortælle, hvad der var sket.

Turneringslederen spurgte dem først, om de også havde siddet forkert i spil 25. De så på fordelingen og konstaterede, at de kun havde siddet forkert i spil 26. Derefter kontaktede turneringslederen par nr. 16, som bekræftede historien.

Det er meget enkelt for turneringslederen at rette fejlen: Han bytter simpelthen om på parnumrene og genberegner stillingen. Det oprindelige regnskab gav 4 point til par nr. 10 og 18 point til par nr. 16. Efter rettelsen bliver der 4 point til par nr. 16 og 18 point til par nr. 10.

Regnskabsprogrammet bør gøre det let for turneringslederen at foretage en sådan rettelse. I BridgeCentral trykker turneringslederen på knappen “Skift placering” og angiver derefter, om parret har siddet forkert i hele runden eller kun i dette spil. Derefter klarer BridgeCentral resten.

Der bør ikke gives strafpoint for at sætte sig forkert i parturnering. Det er en harmløs fejl, der ikke har betydning for afviklingen af turneringen. Ved gentagne fejl i samme turnering kan man eventuelt give strafpoint.

Det hænder, at spillerne opdager fejlen allerede i løbet af runden. I dette tilfælde skal de spille det igangværende spil færdig, så snart en eller flere af spillerne har set en af hænderne. Spillerne indtaster resultatet svarende til, hvordan de faktisk sad, hvorefter turneringslederen bytter om på parnumrene i regnskabsprogrammet. Hvis der er flere spil i runden efter dette, bør turneringslederen bestemme, at spillerne sidder korrekt i de resterende spil.

Almindelige turneringslederfejl

Jeg modtager jævnligt spørgsmål om, hvad turneringslederen skal gøre, når spillerne har siddet forkert, typisk fra det par, der har mistet point på grund af fejlen og ikke har kunnet få turneringslederens hjælp til at få dem tilbage. På klubniveau er der tre turneringslederfejl, der går igen.

Nogle turneringsledere nægter helt at rette regnskabsfejlen, måske fordi de mener, at det dårlige resultat er en passende straf for at have siddet forkert. Men denne straf fungerer samtidig som en gave til modstanderparret, der jo er lige så skyldige i at have siddet forkert. I vores eksempel giver det oprindelige regnskab 18 point til par nr. 16 i stedet for 4 point. Det er en meget stor præmie at give par nr. 16 for at have begået en fejl! Og for den sags skyld en alt for stor straf til par nr. 10. Men som sagt bør hverken par nr. 10 eller 16 straffes, undtagen i gentagelsestilfælde i samme turnering.

Andre turneringsledere bytter ikke rundt på parnumrene, men skriver blot scoren i den modsatte kolonne. I vores eksempel scorede par nr. 16 +90 på spillet, og disse turneringsledere ville derfor notere +90 i Ø-V’s kolonne, der oprindeligt var par nr. 16’s kolonne. Det er tydeligvis også forkert – derved ville par nr. 16 få en næsttop for at tage 7 stik i et spil, hvor de fleste tager 8‑9 stik.

Den tredje og sidste fejltype er mere forståelig: Nogle turneringsledere annullerer spillet og giver 40% til begge par. Denne praksis giver i modsætning til de to foregående mening. Men da parrene har opnået et resultat på samme måde som de øvrige 11 borde, skal det opnåede resultat tælle, når det kan lade sig gøre – og det kan det jo sagtens her.

Rettelsesfrister

Bridgelovene giver vide rammer for, at turneringsarrangøren kan fastsætte en passende frist for rettelse af regnskabsfejl. Lad os først se på § 79C:

1. En fejl i indføring eller udregning af den score, som man er blevet enige om, hvad enten fejlen er begået af en spiller eller en official, kan rettes inden for de(n) rettelsesperiode(r), turneringsarrangøren har fastsat. Medmindre turneringsarrangøren fastsætter en længere^*) frist, udløber denne rettelsesperiode, 30 minutter efter at den officielle score er fremlagt til eftersyn.
2. Med turneringsarrangørens godkendelse er det tilladt at rette en fejl i scoren efter rettelsesperiodens udløb, forudsat at turneringslederen anser det hævet over rimelig tvivl, at regnskabets oplysninger er forkerte.
*) En kortere frist kan komme på tale, hvis det er nødvendigt på grund af særlige forhold ved turneringen.

I vores eksempel har parrene ikke indført den score, som de blev enige om. De blev jo enige om, at par nr. 16 havde vundet 1ut som N-S, og det var ikke, hvad de skrev. Derfor kan vi benytte § 79C.

§ 79C1 giver en frist på 30 minutter til at rette fejlen, medmindre der er fastsat en anden frist. I DBf er det normalt at forkorte fristen til 5‑10 minutter, når der skal foretages præmieoverrækkelse, både på forbunds‑, distrikts‑ og klubniveau. Denne frist er derfor overskredet, når præmierne er overrakt.

Men § 79C2 giver mulighed for en udvidet frist. Her stilles lidt større krav, nemlig at turneringslederen “finder det hævet over rimelig tvivl”, at der er sket en fejl. Det vil dog ofte være tilfældet i praksis, især i dette tilfælde, hvor spillerne fortæller, at de har siddet forkert. I DBf godkender turneringsarrangøren en sådan rettelse inden for en frist på 1 uge.

Når rettelsen indføres i regnskabet, bliver mesterpoint og handicaptal genberegnet ud fra den nye stilling. Hvis præmierne allerede er blevet overrakt, er det normalt at lade folk beholde, hvad de allerede har fået overrakt i form af penge, flasker og lignende. I mesterskabsturneringer bør man dog omfordele medaljer og pokaler svarende til det nye resultat.

I vores artikelserie om strafkort er vi nået til situationer, hvor der er flere strafkort på én gang – enten hos én modspiller eller fordelt mellem de to modspillere. Det kan du læse om i artiklen Eksotiske strafkortsituationer.

Nedenfor ser vi på følgerne af en anden “mekanisk” fejl. Når en spiller melder uden for tur eller afgiver et utilstrækkeligt bud, og dette ikke accepteres, vil konsekvensen i mange tilfælde være, at hans makker skal passe i sin næste tur eller i resten af meldeforløbet, og at han derfor er nødt til at skyde på en slutkontrakt.

Det stiller naturligvis spilleren dårligt i meldeforløbet, fordi han ikke kan få oplysninger om makkers hånd, og resultatet vil ofte være anderledes end ved de øvrige borde. Får spilleren et dårligt resultat, er dette prisen for at have begået en fejl.

Men spilleren kan også være heldig og få et bedre resultat, end han ville have fået ellers. Det er et tilfælde, hvor mange spillere og turneringsledere er i tvivl om, hvorvidt scoren skal justeres. Lad os se på følgende spil:

Syd åbner med en svag sans, men Nord overser dette og åbner selv 1ut, da det bliver hans tur. Øst tilkalder turneringslederen og meddeler straks, at han ikke vil acceptere Nords melding.

Turneringslederen udlægger de relevante dele af § 27 om utilstrækkeligt bud således:

• N-S spiller med 1ut‑2ut som overføring til ruder. Derfor er 3ut fra Nord er laveste bud, der viser samme benævnelse som den ulovlige melding. Hvis Nord melder dette, fortsætter meldeforløbet uden yderligere berigtigelse (§ 27B1a).
• Der findes ingen svarmelding fra Nord, der viser noget i retning af 12‑14 jævne, og dermed kommer § 27B1b ikke på tale.
• § 27B2: Medmindre Nord melder 3ut, skal Syd passe resten af meldeforløbet, og spilfører kan forbyde en vilkårlig farve ud, som Nord ikke har meldt, første gang Syd er inde, hvis Ø-V køber spillet (§ 26B).

Under disse omstændigheder har Nord kun én fornuftig mulighed:

Efter hjerterudspil fra Vest vinder Syd første stik på ♥K og tager 9 hurtige stik. Resten af feltet er i 4♠, der går bet på grund af den dårlige trumfsits. Øst tilkalder igen turneringslederen, da Ø-V er skadet af Nords utilstrækkelige bud. Uden uregelmæssigheden var N-S med stor sandsynlighed kommet i 4♠ som alle andre.

Skal scoren justeres?

Det er åbenlyst, at N-S har fået et fordelagtigt resultat på grund af Nords utilstrækkelige bud, og derfor er det en naturlig refleks for turneringslederen at overveje en justeret score. § 27 indeholder hele to referencer til justeret score:

• § 72C siger, at scoren skal justeres, hvis Nord i forbindelse med sin 1ut‑melding kunne have været klar over, at det utilstrækkelige bud ville være tilbøjeligt til at skade den ikke‐fejlende side. Det er ikke tilfældet her – tværtimod: Nord ønsker makkers hjælp til at undersøge, om der skal spilles 3ut eller 4♠, men hans utilstrækkelige bud tvinger ham til at gætte selv.
• § 27D siger, at scoren skal justeres, hvis § 27B1 har været anvendt, og oplysningerne fra det utilstrækkelige bud har påvirket resultatet. Det er heller ikke tilfældet her – Syd vil jo altid passe efter 1ut‑3ut.

Ingen af referencerne fra § 27 kan således benyttes til at justere scoren.

Det viste sig at være fordelagtigt for N-S, at Syd skulle passe resten af meldeforløbet. Men § 12B2 fortæller, at dette ikke kan benyttes som grundlag for at justere scoren:

Turneringslederen må ikke tildele en justeret score med den begrundelse, at den berigtigelse, som disse love foreskriver, er enten urimeligt hård eller fordelagtig for nogen af siderne.

Ved “berigtigelse” forstås den ændring af spillets gang, som turneringslederen fastsætter. I dette spil var berigtigelsen, at Nord skulle ændre sin melding til en lovlig melding, og at Syd skulle passe resten af meldeforløbet.

Baggrunden for § 72C og § 27D

Den formelle gennemgang i det foregående afsnit kunne få det til at se ud, som om Ø-V er blevet bortdømt på en teknikalitet. Men det er ikke et tilfælde, at § 72C og § 27D ser ud, som de gør.

§ 72C

Lad os først se på § 72C. I ovenstående spil skabte den tvungne pas en situation, hvor oddsene (set fra Nords side) er med Ø-V. Til gengæld bliver Ø-V ikke holdt skadesløse, hvis Nord har heldet med sig. § 72C er defineret for at beskytte Ø-V i situationer, hvor en snedig Nord kan forudse en fordel ved at begå en uregelmæssighed. Dette kan fx være tilfældet, hvis Nord kan se, at det vil være fordelagtigt at tvinge Syd til at passe, og sætter dette i værk med et utilstrækkeligt bud, der siden rettes i henhold til § 27B2.

Normalt er den tvungne pas meget generende for den fejlende side, og derfor benyttes § 72C i praksis meget sjældent. Konklusionen er, at hvis den fejlende side får et godt resultat på trods af den tvungne pas – og ikke ved udnyttelse af den tvungne pas – skal scoren stå ved magt.

§ 27D

Herefter ser vi på § 27D. Den første forudsætning for at justere scoren i henhold til denne paragraf er, at § 27B1 har været anvendt. Bemærk, at det netop er det tilfælde, hvor Syd ikke er tvunget til at passe resten af meldeforløbet. Her er oplysningerne fra det utilstrækkelige bud beføjede for Syd, hvad der naturligvis giver N-S en fordel.

Derfor kan der være behov for at holde Ø-V skadesløse. § 27D siger, at scoren justeres, hvis N-S har fået et fordelagtigt resultat, forudsat at dette skyldes oplysningerne fra det utilstrækkelige bud. Ideen er her, at man forsøger at spille almindelig bridge. Måske melder N-S på en måde, hvor det er klart, at oplysningerne ikke har hjulpet dem, hvorefter spilfører spiller kontrakten godt (eller heldigt). Dette resultat vil man ikke fratage N-S, fordi det ikke skyldes, at Syd har fået ekstra oplysninger fra Nords utilstrækkelige bud.

Konklusion

Det er vigtigt at forstå, hvorfor den fejlende side får lov at beholde sit resultat i de situationer, hvor en melding uden for tur eller et utilstrækkeligt bud har tvunget den fejlende til at skyde på en slutkontrakt, fordi makker skal passe resten af meldeforløbet.

Rationalet er, at man forsøger at spille en form for bridge, hvor den fejlende a priori er blevet stillet dårligere. Det regnes for at være en tilstrækkelig “straf” for fejlen, og lovene er omhyggeligt indrettet efter dette. Lovene indeholder dog samtidig en paragraf (§ 72C), der forhindrer spekulation.

Nu findes bridgeregler.dk også på spansk! Allan Jørgensen har oprettet reglasdebridge.es, hvor han løbende vil oversætte de artikler, du finder på bridgeregler.dk. Dermed kan spansktalende bridgespillere også læse om bridgereglerne ugentligt.

Må man spørge en modstander om betydningen af dennes egen melding, hvis man er skeptisk over for den forklaring, som modstanderens makker har givet?

Det skal vi se på i følgende spil, hvor København‐konventionen som så ofte før blev misforstået af den ene spiller i makkerparret:

Syd havde en fin offensiv hånd med 11 kort i de sorte farver og meldte 3♦ for at vise sine farver. Men det var den forkerte melding, og det blev Syd hurtigt klar over, da Nord på Vests forespørgsel forklarede det som begge major.

Vest var ikke overbevist om, at Nords forklaring var korrekt, og han foreslog, at Nord forlod bordet, så Syd kunne forklare meldingen.

Skal Syd forklare sin melding?

Det er fristende at lade Syd forklare sin melding selv for at undgå problemer med forkert forklaring. Men det er problematisk, fordi Vest får en uretmæssig fordel ved at høre begge spilleres opfattelse af meldingen.

Det relevante lovcitat findes i § 20F1:

Svaret bør gives af makkeren til den spiller, som afgav den melding, der spørges om, medmindre turneringslederen giver andre anvisninger.

Det løser kun problemet halvt for os. Vest må åbenbart tilkalde turneringslederen, hvis han vil have en forklaring fra Syd. Men hvad er kriteriet for, om turneringslederen skal “give andre anvisninger” og bede Syd forklare sin egen melding?

Det fremgår af et mødereferat fra WBF’s lovkommission, at turneringslederen kun skal gøre dette, hvis Nord siger noget i retning af “vi har en aftale, men jeg har glemt den”. I dette tilfælde sender turneringslederen Nord midlertidigt væk fra bordet, så Syd kan forklare meldingen.

Hvis Nord derimod siger “vi har ikke aftalt det” eller “det er ikke entydigt ud fra vores aftaler, om det er A eller B”, kan Vest ikke få yderligere forklaringer fra Syd. I dette tilfælde har Vest fået en gyldig forklaring om N-S’s makkeraftaler fra Nord, også selvom den ikke giver et billede af Syds hånd. Nords forklaring kan meget vel være korrekt, og så har Vest ikke krav på mere.

Uanset om Vest får en forklaring a la “ikke aftalt”, eller om Vest som i dagens spil bare ikke tror på Nords konkrete forklaring, må Vest således ikke bede Syd verificere forklaringen, og han må slet ikke bede Syd fortælle, hvad han har ment sin melding som.

Hvis Nords forklaring er forkert, skal Syd naturligvis rette Nords forklaring efter meldeforløbets afslutning, hvis N-S køber spillet – ellers efter spillets afslutning – og hvis Ø-V er skadet af en forkert forklaring, skal scoren justeres.

Ubeføjede oplysninger

Det havde ikke hjulpet at lade Vest høre Syds forklaring. Efter at have hørt Nords forklaring blev Syd klar over, at han havde meldt forkert, og Syd ville derfor også have forklaret 3♦ som mindst 5‑5 i major! Syd skal jo ikke forklare, hvad han troede, da han meldte, men hvad N-S’s makkeraftaler faktisk er (læs evt. mere om dette princip i artiklen Forkert forklaring og ubeføjede oplysninger).

Men i meldingerne er Nords forklaring naturligvis ubeføjet for Syd. Meldeforløbet fortsatte aktuelt således:

5♣‑D vandt problemfrit efter et par spartrumfninger, men Vest var stadig ikke tilfreds. Kunne Syd tillade sig at tage ud efter at have hørt Nords forklaring?

Havde det ikke været for Nords forhåndspas, ville det være aldeles forbudt for Syd at tage 4♥ ud. Uden Nords forklaring må Syd antage, at Nord har en god langfarve i hjerter, der ikke kræver hjælp, og det ligger lige for at passe. De ubeføjede oplysninger fra Nords uventede forklaring hjælper i den grad Syd til at tage ud, og enhver med kendskab til reglerne om ubeføjede oplysninger må indse, at Syd er nødt til at passe.

Men Nord har næppe overset en fed hjerterfarve i 1. hånd. Derfor kan Syd på basis af meldeforløbet alene sandsynligvis regne ud, at 4♥ ikke er baseret på en langfarve.

Det lyder overbevisende, men når folk ikke har fået nogen ubeføjede oplysninger, skal der efter min erfaring skal der ikke meget til, før nogle af dem vil gå ud fra, at makker har opfattet deres melding korrekt. Det vil give et logisk alternativ til en redning, og i så fald gør de ubeføjede oplysninger det ulovligt at redde meldemisforståelsen. Det forhåndenværende problem synes at være et grænsetilfælde. Jeg tror, at langt de fleste vil tage ud, så jeg ville lade scoren stå ved magt, men det er bestemt ikke en oplagt afgørelse.

Konklusion

Den vigtigste pointe i dagens artikel er, at man ikke må bede en modstander forklare sin egen melding, når det drejer sig om at verificere makkerens forklaring. Det kan kun tillades, hvis makkeren giver udtryk for, at der findes en aftale, men at denne desværre er glemt i farten.

Man kan som bekendt kun doble modstanderne. Hvad sker der, hvis man dobler makker? Følgende hændte på en klubaften:

Det oplever man ikke hver dag. Hvad mon reglerne er? Og hvad sker der, hvis Vest accepterer doblingen? Bliver slutkontrakten 1♥‑D, hvis det går pas rundt? Se nedenfor!

Ny artikel: Stort strafkort

Næsten alle sager om strafkort drejer sig om, at en modspiller har pådraget sig et stort strafkort. Derfor er denne uges artikel om håndtering af stort strafkort den vigtigste artikel i vores igangværende tema om strafkort.

Det er naturligvis vigtigt for en turneringsleder at mestre dette emne, men også som spiller er det praktisk for dig at kende reglerne, så du har let ved at forstå turneringslederens instruktioner, når situationen opstår. Heldigvis skal du kun lære nogle få principper, og du finder en detaljeret gennemgang af disse i artiklen.

God fornøjelse!

Løsning på opgaven

Hvis man som turneringsleder prøver at dømme uden at have lovbogen med sig, kommer man sandsynligvis til kort, når en spiller dobler sin makker. Meldingen er ulovlig, men det er jo ikke et utilstrækkeligt bud, så de regler kan vi ikke bruge.

Denne gang skal vi have fat i § 36, som omhandler utilladelige doblinger, dvs. doblinger, der ikke dobler en modstanders bud.

Doblingen kan ikke accepteres

I modsætning til en melding uden for tur eller et utilstrækkeligt bud kan en utilladelig dobling ikke accepteres! Det er således ikke tilladt for Vest at melde efter Syds dobling – turneringslederen skal straks tilkaldes for at løse situationen.

Hvis Vest alligevel har meldt, enten pga. uopmærksomhed eller i et forsøg på at acceptere Syds dobling, benyttes § 36A: Også Vests melding annulleres (og evt. yderligere meldinger herefter). Meldingerne går tilbage til Syd, og spillerne får herefter en ny chance for i fællesskab at gennemføre et lovligt meldeforløb. I dette tilfælde er der således hverken tvungen pas eller udspilsbegrænsninger for Nord – samme princip, som når en melding uden for tur overses af den fejlendes MTV.

§ 36B gælder, hvis Vest som forventet tilkalder turneringslederen uden at melde. Syd skal erstatte sin dobling med en lovlig melding. Syd kan melde, hvad han vil, men Nord skal passe resten af meldeforløbet. Hvis N-S kommer i modspil, gælder desuden følgende udspilsbegrænsninger: Første gang Nord er inde, kan spilfører vælge en af de farver, som Syd ikke får vist i det lovlige meldeforløb, og forbyde udspil i denne (§ 26B).

Andre anvendelser af § 36

En anden anvendelse af § 36 forekommer, når en spiller af vanvare dobler sin makkers dobling, hvilket er set før. § 36 gælder desuden på helt samme måde for redoblinger, der ikke redobler en modstanders dobling. Sådanne redoblinger har jeg dog aldrig set i praksis, hverken som spiller eller turneringsleder.

Det er ikke situationer, som du kommer til at opleve årligt, så det er ikke nødvendigt at kunne reglerne udenad. Husk blot, at tilfældet har sin egen paragraf – åbn lovbogen og læs op ved bordet, så du dømmer korrekt!

Det er altid en god ide at tro på sig selv ved bridgebordet! Denne artikel handler dog ikke om, hvordan man opbygger sin selvtillid, men om, hvorvidt en spiller er forpligtet til at melde i overensstemmelse med de forklaringer, han giver om sin makkers meldinger – altså om man som spiller skal tro på sig selv i denne forstand!

Mange spillere er i tvivl om, hvorvidt det er tilladt at melde, som om man ikke tror på sin egen forklaring. Som vi skal se, er svaret ganske enkelt at finde frem til, men situationen kan alligevel blive kompliceret. Lad os se på følgende spil:

Nord havde mindst én bet på egen hånd mod 6♣, men anede ugler i mosen. Derfor spurgte han om betydningen af 4ut, og Vest svarede, at det var RKCB med klør som trumf. Man bør normalt spørge om hele meldeforløbet, således at man undgår at give ubeføjede oplysninger om, hvilken melding man var mest interesseret i, men da Nord kendte Ø-V’s grundsystem samt svarene i RKCB, virkede yderligere spørgsmål overflødige.

Nord doblede, men fortsættelsen af meldeforløbet var uventet:

Vest gættede efter Nords dobling, at Øst med 4ut havde forsøgt at vise minorfarverne, og han flyttede derfor til 6♦.

Nord spillede hjerter ud, og med ruderne 2‑2 vandt kontrakten let. Herefter tilkaldte Nord turneringslederen – han mente ikke, at Vest måtte melde 6♦, når 4ut var blevet forklaret som esspørgsmål med klør som trumf.

Må Vest melde 6♦?

Som udgangspunkt må en spiller afgive enhver melding, så længe dens aftalte betydning overholder de systemregler, der gælder for turneringen. Dog bliver en melding ulovlig, hvis den er blevet nærliggende på grund af ubeføjede oplysninger, og der er logiske alternativer til meldingen.

Vi skal altså se på, hvilke ubeføjede oplysninger der findes.

• Nords spørgsmål om meldingerne samt doblingen af 6♣ har vakt Vests mistanke, men begge disse oplysninger er beføjede for Vest.
• Vests forklaring om 4ut er ubeføjet for Øst. Den kan dermed sætte begrænsninger for Øst, men ikke for Vest selv.

Altså har Vest ingen ubeføjede oplysninger. Derfor er det lovligt at melde 6♦ (vi går ud fra, at Øst ikke har afsløret sig ved at hoppe i stolen over makkers forklaring eller ved at tænke længe efter Nords dobling).

Vær sikker på, at du forstår dette princip! Måske synes du ikke om, at Vest “lugter” meldemisforståelsen – men så længe man ikke har ubeføjede oplysninger, er man fri til at gætte på, hvad makker har haft til hensigt med sine meldinger.

Vest skal naturligvis nøje overveje, om forklaringen “RKCB” nu også var udtømmende i forhold til makkeraftalerne. Hvis ikke, skal Vest rette forklaringen (og tilkalde turneringslederen), så snart han bliver opmærksom på sin fejl. Men dette er som sagt uden betydning for, hvorvidt Vest har lov at melde 6♦ – det har han!

Øst sidder med et tilsvarende problem. Er Vests forklaring forkert, eller har Øst bare opfundet en ny betydning af 4ut ved bordet? I førstnævnte fald skal Øst rette sin makkers forklaring – men hvornår? Dette har vi tidligere behandlet i artiklen Forkert forklaring. Da Ø-V har købt spillet, skal Øst gøre opmærksom på makkers forkerte forklaring efter den afsluttende pas (ellers først efter spillets afslutning). Turneringslederen skal tilkaldes, når forklaringen rettes.

Er der alligevel en sag?

Som vi netop har set, er Vests 6♦‑melding 100% lovlig, men Nord ville måske have passet 6♣ ud, hvis Vest havde forklaret 4ut som takeout til minor. Derfor skal turneringslederen undersøge, om N-S er skadet af en forkert forklaring. Nord vil sikkert selv forklare, at han ikke ville have doblet 6♣, hvis han havde vidst, hvad Øst havde.

Turneringslederen skal altså undersøge følgende spørgsmål:

• Hvad er den (evt. implicit) aftalte betydning af 4ut?
• Hvis betydningen ikke svarer til den afgivne forklaring, hvad havde i så fald været det sandsynlige resultat efter en korrekt forklaring?

Omkring fastlæggelsen af betydningen af 4ut kan du læse mere om turneringslederens fremgangsmåde i artiklen Forkert forklaring. Medmindre turneringslederen finder belæg for, at Vests forklaring var korrekt, skal scoren justeres, hvis forklaringen rimeligvis var skyld i, at Nord doblede 6♣ i stedet for at passe. Det er næppe oplagt for Nord at passe med korrekt forklaring, og derfor ender det sandsynligvis med en vægtet score mellem 6♣ (udoblet, 2 ned) og 6♦, hvis scoren skal justeres.

Som kortene sad, var det let for Vest at vinde 6♦ efter hjerterudspillet. Et sparudspil havde truet med at trumfmatte bordet, hvorefter kontrakten meget vel kunne være gået bet. Dette er dog uden betydning for, om scoren skal justeres. Nords hjerterudspil er på ingen måde en alvorlig fejl eller en gambling, og derfor kan Nord ikke miste sin justerede score.

Konklusion

En spiller er ikke tvunget til at melde ud fra de forklaringer, han giver om makkeraftalerne. Måske kan spilleren udlede ud af meldeforløbet og egne kort, at makker ikke har det, der er aftalt. Men spilleren må naturligvis ikke benytte ubeføjede oplysninger.

Vi har desuden set på, hvornår en forkert forklaring skal rettes – dette kan ikke gentages ofte nok: Egen forklaring skal rettes med det samme. Makkers forkerte forklaring skal rettes efter meldeforløbets afslutning eller efter spillets afslutning, alt efter om man køber spillet eller ej. Husk at tilkalde turneringslederen, når en forklaring rettes.

Endelig har vi set overfladisk på, hvordan turneringslederen skal gå frem, når han overvejer at justere scoren efter en forkert forklaring. Selve vurderingen i sagen er ikke oplagt, men som de skriver i matematikbøgerne, overlades denne vurdering som en øvelse til læseren.

For 3 uger siden så vi i indlægget Bordet har kun 12 kort, hvordan en kulørsvigt fra bordet kan opstå, når den blinde kun lægger 12 kort op.

Her skal vi se en anden type problem, der kan opstå, når bordet kun lægges op med 12 kort:

Syd er spilfører i 4♦, efter at Øst har spærret i spar, og Vest spiller ♠3 ud. Syd stikker Østs ♠K med ♠E og trækker de udesiddende trumfer. Nu opdager Nord, at der ligger et kort skjult under hjerterne, og det er ♠D.

Turneringsleder! Tænk over problemet, før du finder svaret nedenfor.

Nyt tema: Strafkort

Det er blevet tid til at starte en ny artikelserie på bridgeregler.dk, og i den kommende tid vil emnet være strafkort.

I denne uges artikel, Strafkort, ser vi nogle generelle spørgsmål – hvordan opstår et strafkort, og hvornår bliver det henholdsvis et stort eller et lille strafkort?

Disse spørgsmål er forholdsvis hurtigt uddebatteret, og derfor er der også plads i artiklen til at gennemgå konsekvenserne af et lille strafkort.

Løsning på turneringslederproblemet

Problemet ovenfor er drilsk, fordi lovene ikke indeholder en paragraf til det specifikke tilfælde. Havde der været begået kulørsvigt fra bordet, ville vi behandle det med justeret score, som vi tidligere har set, men her bekendte Nord jo i stik 1.

Når reglerne ikke direkte siger andet, er der ikke andet at gøre end at spille færdig. Med ♣K ude af plads har Syd en taber i hver sidefarve, og Syd ender med 10 stik. Det er Øst ikke tilfreds med, for hans tilspil af ♠K i stik 1 forærede kontrakten, og sådan havde han aldrig spillet, hvis han havde kunnet se alle bordets kort. Men han kunne vel bare selv have talt bordets kort?

Den eneste anvendelige paragraf er § 41D:

Efter at åbningsudspillet er vendt, anbringer den blinde sin hånd spredt ud på bordet foran sig med billedsiden opad, sorteret i farver og rang med de laveste kort mod spilfører, i adskilte kolonner med længderetning mod spilfører. Trumferne lægges til højre, set fra den blinde. Spilfører spiller både sine egne og bordets kort.

Nord har kun anbragt 12 af sine 13 kort synligt og har derved (uforsætligt) overtrådt § 41D. Ø-V kunne have undgået problemet ved at tælle bordets kort, men der findes ingen paragraf, der giver modspillerne ansvaret for at gøre dette. Derfor er Ø-V ikke‐fejlende, mens Nord selvfølgelig er fejlende.

Hvis Nord havde lagt sin hånd korrekt op, ville Øst have lagt ♠10 i stik 1. Hvis uregelmæssigheden ikke havde fundet sted, ville resultatet være blevet 4♦ med 9 stik. Det bliver den justerede score, fordi uregelmæssigheden har skadet den ikke‐fejlende side.

Der er således to forskellige typer problemer, der kan opstå, når den blinde kun lægger 12 kort op: Fejlen kan føre til en kulørsvigt, eller den kan medføre et forkert modspil. I begge tilfælde skal turneringslederen løse problemet med justeret score, hvis fejlen har skadet modspillerne. Hvis fejlen skader spilfører, skal scoren stå ved magt.