I denne artikel skal vi se på, hvordan spilfører spiller bordets kort. Det er ikke noget, man normalt tænker over som et problem, men vi har brug for at definere, hvornår bordets kort regnes for spillet. Derudover skal vi se på den helt almindelige situation, hvor spilfører ikke nævner kortet eksplicit, men fx blot siger “en spar”.
Den almindelige fremgangsmåde
Det forekommer trivielt, men lad os under alle omstændigheder se, hvad lovene siger om spilførers spil af kort fra bordet.
Fremgangsmåden fremgår af § 45B:
Spilfører spiller et kort fra bordet ved at nævne kortet, hvorefter den blinde tager kortet op og lægger det med billedsiden opad på bordet. Ved spil fra bordet må spilfører om nødvendigt selv tage det ønskede kort.
Hvornår bordets kort regnes for spillet, fremgår af § 45C4a:
Et kort er spillet, hvis en spiller nævner eller på anden måde angiver det som det kort, spilleren har i sinde at spille (se dog § 47 (tilbagetagelse af et spillet kort)).
Kortet er altså spillet, så snart spilfører har sagt, hvilket kort han vil have. Det er ligegyldigt, om den blinde overhovedet har rørt kortet.
Det er værd at bemærke udtrykket “på anden måde angiver”. Det dækker fx over, når spilfører efter MTV’s klørudspil i stedet for at sige “klør es” peger op i luften for at indikere, at han ønsker den højeste klør, eller peger nedad for at indikere, at han ønsker at dykke. I så fald er kortet også spillet.
I princippet gælder § 45C4a for alle spillere, men i praksis er det yderst sjældent, at en spiller nævner, hvilket kort han vil spille fra sin egen hånd, og spillerne bør i det hele taget undgå at gøre dette.
Når den blinde har forladt bordet, må spilfører selv spille bordets kort. Ofte hjælper modspillerne med at spille bordets kort efter spilførers anvisninger, men de er ikke forpligtet til dette.
Når spilfører selv spiller bordets kort, fx fordi den blinde har forladt bordet, gælder § 45C3:
Et kort fra bordet er spillet, hvis spilfører forsætligt har berørt det, medmindre det enten var for at ordne bordets kort eller for at få fat i et kort over eller under de(t) berørte kort.
Som udgangspunkt gælder altså “rørt kort skal spilles”, medmindre spilfører ikke rørte kortet for at spille det.
Ufuldstændig angivelse
§ 46A fortæller, hvordan spilfører beder om et kort fra bordet:
Når spilfører anmoder om, at et kort spilles fra bordet, bør spilfører tydeligt angive det ønskede korts farve og rang.
Det er besnærende at forlange, at spilfører er konsekvent med at sige “spar seks”, “ruder es”, “klør to” osv. Men det er for omstændeligt i praksis, og det fører sikkert til flere fortalelser end at sige “stor ruder”, “lille klør” osv. Og hvis der er spillet spar ud, må det være tilstrækkeligt at sige “damen” i stedet for “spar dame”.
Uanset hvad man mener om det, er vi nødt til at acceptere spilførers ufuldstændige angivelse, dvs. at han ikke bruger kortenes fulde navn, når han beder om kort fra bordet. § 46B indeholder de nærmere regler om dette. Du kender sikkert en del af disse regler, men lad os først og fremmest fokusere på indledningen:
I tilfælde af ufuldstændig eller ugyldig angivelse gælder følgende regler (medmindre spilfører indiskutabelt havde anden hensigt).
Teksten i parentesen er yderst vigtig! Hvis det er indiskutabelt, hvilket kort spilfører havde til hensigt at spille, bortfalder alle de efterfølgende regler, som fx at “en ruder” betyder bordets mindste ruder.
Eksempel: Spilfører spiller en sanskontrakt, og da han kommer ind på hånden, spiller han en ruder mod bordets ♦EKDBxx for at indkassere hele farven. Han beder om “esset”, og da stikket er vendt, siger han hurtigt “ruder”.
Her hører man tit modspillere forlange stik på ♦10, idet de siger “vi har lært, at når man kun siger ‘ruder’, betyder det den mindste ruder”. Det er sandt – men kun “medmindre spilfører indiskutabelt havde anden hensigt”. Og her var spilførers hensigt tydeligvis ikke at dykke til ♦10, men at spille en stående ruder, så der skal spilles en stående ruder.
Spilfører bør naturligvis undgå at skabe usikkerhed om, hvilket kort han ønsker at spille. Der kan blive dømt imod ham i tvivlstilfælde – eller hvis turneringslederen ikke kender til “medmindre spilfører indiskutabelt havde anden hensigt”! Mit råd er, at spilfører altid udtrykker sig på en entydig måde.
I det følgende skal vi se på reglerne for de forskellige varianter af ufuldstændig angivelse.
“En lille” og lignende angivelser
§ 46B1 omhandler tilfældet, hvor spilfører ikke angiver kortets rang i den udspillede farve:
a. Hvis spilfører anmoder om, at et “stort” kort spilles fra bordet, eller bruger lignende udtryk, anses spilfører for at have anmodet om det højeste kort i den udspillede farve.
b. Hvis spilfører giver den blinde besked om at stikke, anses spilfører for at have anmodet om det laveste kort i den udspillede farve, som man ved vil vinde stikket.
c. Hvis spilfører anmoder om et “lille” kort eller bruger lignende udtryk, anses spilfører for at have anmodet om det mindste kort i den udspillede farve.
§ 46B1a og § 46B1c fortæller altså, at et “stort” og et “lille” kort fortolkes som henholdsvis det største og det mindste kort i farven. § 46B1b fortæller, at “vi stikker” normalt betyder det højeste kort – men sidder man i baghånd, betyder “vi stikker” det laveste kort, der er tilstrækkeligt for at vinde stikket.
Herefter kommer vi til den famøse § 46B2:
Hvis spilfører angiver farven, men ikke kortets rang, anses spilfører for at have anmodet om det mindste kort i farven.
“En ruder” betyder således den mindste ruder – men ikke hvis spilfører indiskutabelt havde anden hensigt!
Farven ikke angivet
§ 46B3 omhandler situationen, hvor spilfører fx beder om “kongen” uden at angive farven:
a. Hvis bordet skal spille ud, og spilfører angiver kortets rang, men ikke farven, anses spilfører for at have fortsat i den farve, hvori bordet vandt det foregående stik, forudsat at der er et kort af den angivne rang i farven.
b. I alle andre tilfælde, hvor spilfører angiver kortets rang, men ikke farven, skal spilfører spille et kort af den angivne rang fra bordet, hvis spilfører lovligt kan gøre det. Hvis der er to eller flere kort af den angivne rang, som lovligt kan spilles, skal spilfører angive, hvilket af disse spilfører ønsker at spille.
Et eksempel på § 46B3a: Bordet har ♣EK, ♥K samt nogle flere kort. Spilfører spiller klør til ♣E og beder derefter om “kongen”. Ifølge § 46B3a har spilfører forlangt ♣K.
§ 46B3b siger, at hvis der kun ligger én konge på bordet, som lovligt kan spilles – dvs. enten hvis der bekendes med kongen, eller hvis der kun ligger én konge – er det (naturligvis) denne, der spilles.
Ligger der flere konger, der lovligt kan spilles, må spilfører uddybe, hvilken af dem han mener.
Kortet findes ikke
Hvis spilfører nævner et kort, der slet ikke findes på bordet, gælder § 46B4:
Hvis spilfører anmoder om et kort, som ikke findes på bordet, er anmodningen ugyldig, og spilfører kan angive et hvilket som helst lovligt kort.
Spilfører beder om “spar ni”, men ♠9 ligger ikke på bordet. Spilfører må gøre et nyt forsøg på at forklare, hvilket kort der skal spilles. Selv hvis der kun ligger én spar, eller kun én nier, er denne ikke spillet, når spilfører udtrykkeligt har bedt om ♠9.
Samme regel gælder, hvis spilfører beder om “nieren”, men der ikke er nogen nier på bordet, der lovligt kan spilles.
“Det er ligegyldigt”
Og endelig er der § 46B5, hvor spilfører melder bordet ud af spillet:
Hvis spilfører angiver et ud‑ eller tilspil uden at angive farve eller rang (som fx ved at sige “det er ligegyldigt” eller bruge lignende udtryk), kan en af modspillerne bestemme, hvad der skal spilles fra bordet.
Når spilfører siger, at det er ligegyldigt, hvilket kort der spilles fra bordet, er det som regel rigtigt – bordet kan ikke tage flere stik. Men hvis spilfører har kvajet sig, kan en af modspillerne gribe chancen og vælge, hviilket kort der skal spilles.
Men her er min anbefaling, at spilfører undgår at sige “det er ligegyldigt”. Det kan kun skabe forvirring ved bordet, og hvis det vitterlig er ligegyldigt, kan spilfører jo bare selv vælge et kort i stedet for at spille kong gulerod og besvære modstanderne med at vælge et kort.
Et andet eksempel: På bordet ligger ♦KB. Spilfører spiller en ruder mod bordet og skal gætte, men han opgiver og siger i stedet “du må vælge” til den blinde. Det må den blinde så ikke! § 46B5 siger nu, at en af modspillerne må vælge, og hvis ♦E og ♦D sidder på hver sin hånd, har spilfører forvandlet en 50% chance til en 0% chance.
Lad os variere eksemplet. På bordet ligger nu ♦KBx, og spilfører spiller en ruder og opgiver igen at gætte, idet han siger “du må vælge”. ♦EDx sidder foran bordet, så spilfører kan ikke gætte forkert. Modspillerne har lov at vælge – men de har ikke lov at vælge, at bordet skal spille en lille ruder, for det er indiskutabelt, at spilfører ville spille enten ♦K eller ♦B. Dermed kan modspillerne kun vælge blandt disse to kort.
Konklusion
Et kort er spillet fra bordet, så snart spilfører har nævnt, hvilket kort han vil have, uanset om den blinde overhovedet har rørt kortet. Hvis spilfører selv spiller bordets kort, er et kort spillet, når spilfører har rørt det, forudsat det var for at spille kortet.
§ 46B definerer de helt almindelige tilfælde, hvor spilfører benytter en ufuldstændig angivelse af bordets kort. Her er det vigtigt at huske, at når det er klart, hvad spilfører mener, har dette altid forrang frem for regler som “en ruder betyder bordets mindste ruder”.