Strafkort

I denne artikel skal vi se på, hvornår et kort skal dømmes som strafkort, samt hvorvidt der er tale om et såkaldt stort eller lille strafkort.

Vi ser også på, hvordan et lille strafkort skal behandles. Store strafkort kan du læse om i artiklerne Stort strafkort, hvis der er ét strafkort, og Eksotiske strafkortsituationer, hvis der er flere.

Strafkort vedrører kun modspillet

Først og fremmest skal det slås fast, at strafkort kun vedrører modspillet. Spilfører kan aldrig få strafkort, hverken på hånden eller på bordet. Dette fremgår af § 48A:

Spilfører pålægges ikke nogen begrænsninger ved at vise et kort (men se § 45C2 om kort, som anses for spillet), og intet af spilførers eller bordets kort kan nogensinde blive et strafkort. Spilfører er ikke tvunget til at spille et kort, der er tabt ved et uheld.

Udtrykt på en anden måde: Medmindre spilførers kort er dømt som spillet (se artiklen Bordet fanger), eller spilfører har krævet eller givet afkald på et antal stik, tager spilfører blot viste kort tilbage på sin hånd. De bliver aldrig strafkort.

Hvordan opstår strafkort for modspillet?

Definitionerne i § 49 og indledningen til § 50 fortæller overordnet, hvornår et kort bliver et strafkort:

§ 49: Bortset fra kort vist i spillets normale gang eller efter pålæg i henhold til disse love (se fx § 47E) gælder, at hvis en modspillers kort befinder sig i en sådan position, at modspillerens makker muligvis kunne have set dets billedside, eller hvis en modspiller angiver et kort på sin hånd, bliver ethvert sådant kort et strafkort (§ 50).

§ 50: Et kort vist i utide af en modspiller (men ikke spillet ud i utide (§ 57)) bliver et strafkort, medmindre turneringslederen bestemmer anderledes (se § 49).

En modspillers kort bliver altså et strafkort, så snart det er blevet vist (med et par undtagelser, hvilket vi vender tilbage til nedenfor). Et kort regnes her for vist, hvis det “befinder sig i en sådan position, at modspillerens makker muligvis kunne have set dets billedside”. Dette er samme kriterium, som afgør, om kortet anses for spillet (jf. § 45C1 – se artiklen Bordet fanger). Det er underordnet, om spilfører og/eller den blinde har set kortet.

Langt de fleste strafkort opstår enten i forbindelse med en kulørsvigt, der rettes, eller som følge af et udspil uden for tur.

Andre eksempler er kort, der vises ved et uheld, fx hvis en spiller taber et kort eller kommer til at spille flere kort på én gang – eller et kort, der spilles, mens samme spiller har et strafkort, der kunne have været spillet.

Undtagelser

Der findes to typer situationer, hvor en modspillers viste kort ikke bliver et strafkort.

Hvis kortet er vist på grund af en fejl fra spilførers side, bliver kortet naturligvis ikke et strafkort. De almindeligste tilfælde er følgende:

  • En modspiller spiller ud uden for tur som følge af, at spilfører eller den blinde har sagt, at det var hans udspil (§ 47E1).
  • En modspiller retter et tilspil som følge af, at spilfører retter sin kulørsvigt.
  • En modspiller retter et tilspil som følge af, at den blinde har spillet et andet kort end det, spilfører bad om.

Den anden type undtagelse forekommer, hvis en modspiller gør krav på stik eller giver afkald på resten. Syd er spilfører, og Øst viser sine kort og siger “jeg skal have for E”. Dermed giver han implicit afkald på resten af stikkene, men hvis Vest (makkeren) protesterer omgående, skal spillet fortsætte. Nu ville det være en hård straf at gøre alle Østs kort til strafkort, og derfor er det i § 68B2 bestemt, at Øst kan tage kortene op på hånden, men de udgør naturligvis ubeføjede oplysninger for Vest. Er det kun Syd, der protesterer, skal spillet standse og vurderes af turneringslederen, hvis spillerne ikke bliver enige.

Stort eller lille strafkort?

Når et kort er et strafkort, skal det først afgøres, om det er “stort” eller “lille”. Dette bestemmes af § 50B, hvor vi skal se på den første sætning:

Et enkelt kort, som ikke er en honnør, og som vises uforsætligt (fx ved at man spiller to kort til et stik eller taber et kort ved et uheld), bliver et lille strafkort.

Der er med andre ord tre betingelser, der alle skal være opfyldt, for at et strafkort er et lille strafkort. Dem kan man godt lære udenad. Kun ét strafkort, som er uforsætligt vist, og som ikke er en honnør: Lille strafkort. Alle andre tilfælde, og det er de fleste: Stort strafkort.

Den væsentligste faldgrube i § 50B skyldes udtrykket “honnør”. I lovene er en honnør defineret som en tier eller højere. Det vil sige, at et lille strafkort altid er en nier eller lavere. Tiere eller højere vil altid være store strafkort. Desuden eksisterer et lille strafkort kun som et enkeltstående strafkort – taber man to småkort på bordet, bliver de begge store strafkort (og når det ene er spillet eller taget op på hånden, vil det andet fortsat være et stort strafkort).

Husk derudover, at kortet skal være vist uforsætligt, altså uden at spilleren har forsøgt at spille kortet. I denne forbindelse skal man lægge mærke til, at hvis man kommer til at spille to kort samtidig, regnes det ikke‐spillede kort for at være uforsætligt vist.

Resten af § 50B kunne undværes; den udtrykker blot modsætningen til små strafkort eksplicit:

Et kort, som er en honnør, eller et kort, som er vist ved bevidst ud‑ eller tilspil (fx ved udspil uden for tur eller ved en kulørsvigt, som rettes), bliver et stort strafkort. Hvis en modspiller har to eller flere strafkort, bliver alle disse kort store strafkort.

Håndtering af lille strafkort

Reglerne for et lille strafkort er ikke komplicerede, men fordi situationen forekommer sjældent, kan det være svært for turneringslederen at forklare reglerne til spillerne.

Lad os først se på § 50A, der gælder både store og små strafkort:

Et strafkort skal ligge på bordet med billedsiden opad umiddelbart foran den spiller, det tilhører, indtil en berigtigelse er valgt.

Når turneringslederen dømmer strafkort, skal dette således altid lægges synligt op på bordet, således at alle misforståelser undgås.

Reglerne om små strafkort er milde mod den fejlende, fordi der ikke foreligger andre ubeføjede oplysninger, end at spilleren besidder det pågældende kort – husk, at kortet blev vist uforsætligt – og fordi viden om placeringen af et enkelt småkort (højst en nier) sjældent i sig selv påvirker spillet. Dog kan det afklare et signal i utide, og det forsøger § 50C at tage højde for:

Hvis en modspiller har et lille strafkort, må modspilleren ikke spille noget andet kort lavere end en honnør i samme farve, før den pågældende har spillet strafkortet; men modspilleren har lov til i stedet at spille et honnørkort i farven. Den fejlendes makker er ikke underkastet begrænsninger i sit udspil, men se § 50E (ubeføjede oplysninger).

Med andre ord er spilleren med strafkortet ikke tvunget til at spille kortet, så snart det er muligt – denne regel gælder kun for store strafkort. Spilleren er næsten frit stillet – den eneste begrænsning er, at han ikke må spille nieren eller lavere i samme farve, så længe strafkortet ligger på bordet. Kommer makkeren ind, er denne frit stillet – spilfører kan ikke kræve eller forbyde nogen farve i udspil.

Eksempel

Lad os se et eksempel på behandlingen af et lille strafkort:

strafkort-01

Syd er blevet spilfører i 2♠. Vest overvejer sit udspil og taber imens 3 på bordet, så det er synligt for Øst (det afgørende kriterium for at dømme strafkort). Herefter tilkalder Syd turneringslederen.

Kortet er vist uforsætligt, og der er ikke tale om en honnør. Derfor bestemmer turneringslederen, at 3 er et lille strafkort. Det er vigtigt at forstå, at 3 ikke skal regnes for at være spillet ud.

Om reglerne for det lille strafkort kan turneringslederen sige til Vest:

“Når du vil spille en ruder, der er lavere end 10, skal det være 3. Der er ikke andre konsekvenser af strafkortet.”

Vest vælger at spille B ud, og 3 er således fortsat et lille strafkort. Øst stikker over med D, og Syd falder fra. Hvilke muligheder har spillerne nu?

Når der er tale om et lille strafkort, får spilfører ingen valgmuligheder – Øst må spille hvilket som helst kort ud!

Øst vælger at fortsætte med K, og spilfører stikker med E. Vest kan lovligt lægge 10, men han vil selvfølgelig hellere lægge en mindre ruder. Det skal i så fald være 3. Normalt ville det vise et oprindeligt lige antal ruder, men det er en beføjet oplysning for Øst, at Vest ikke har mulighed for at lægge en anden lille ruder. Set fra Østs side kan Vest således have et vilkårligt antal ruder tilbage.

Vest har ikke længere noget strafkort, og resten af spillet kan afvikles uden yderligere problemer.

Var Vest kommet til at vise både 4 og 3, ville begge kort være blevet store strafkort – en spiller kan aldrig have to små strafkort samtidig. Og var 10 blevet vist fra start, ville det være et stort strafkort – en tier eller højere kan aldrig være et lille strafkort.

Konklusion

Hovedreglerne om strafkort er lette at lære:

  • Strafkort kan kun gælde modspillet, aldrig spilfører.
  • Et kort bliver ikke et strafkort, hvis det er blevet vist som følge af en fejl begået af spilfører eller den blinde.
  • Et strafkort er lille, hvis det er højst en nier, vist uforsætligt og enkeltstående. I alle andre tilfælde er strafkortet stort.

Behandlingen af et lille strafkort medfører kun, at den fejlende er forhindret i at spille et andet “lille” kort i samme farve før strafkortet. Den fejlende må gerne spille et andet kort i farven, hvis det er mindst en tier, eller et kort i en helt anden farve. Spilfører har ikke mulighed for at kræve eller forbyde farven ud fra den fejlendes makker.