Vurdering af krav

I denne artikel skal vi se, hvordan turneringslederen går frem, når en spiller fremsætter et krav, som modstanderne er uenige i.

Hvis spilleren frivilligt giver afkald på resten af stikkene, står dette som udgangspunkt ved magt. Under visse omstændigheder kan en spiller dog få stik, som han oprindeligt har givet afkald på, hvilket behandles i artiklen Fortrydelse efter krav og afkald.

Fremgangsmåden efter et krav

Som forklaret i artiklen Krav og afkald skal spillet standse, så snart en spiller fremsætter et krav. Men ud over dette bør spilleren ledsage sit krav af en spilleplan, hvis han vil være sikker på, at turneringslederen tror på, at han har kontrol over situationen. Det fremgår af § 68C:

Et krav bør straks ledsages af en tydelig udtalelse om den rækkefølge, kortene vil blive spillet i, som forklaring af den spille‑ eller modspilsplan, som den, der fremsætter kravet, agter at følge for at vinde de krævede stik. Den spiller, der gør krav på eller giver afkald på stik, viser sin hånd.

Hvis modstanderne er uenige i kravet, vurderer turneringslederen sagen på grundlag af den plan, som spilleren har angivet. Og det betyder naturligvis, at spilleren er dårligere stillet, hvis han slet ikke har angivet en plan.

Når turneringslederen ankommer til bordet, er den bedste fremgangsmåde at bede spillerne lægge slutpositionen op på bordet, spørge, hvad kontrakten var, og bede spilleren gentage den spilleplan, han nævnte, så ordret som muligt. Medmindre sagen er helt oplagt, skriver turneringslederen desuden slutpositionen op. Hvis det hidtidige spilforløb kan være relevant, kan turneringslederen bede spillerne lægge kortene tilbage i mappen uden at blande dem, så spilforløbet er let at rekonstruere.

Hovedprincippet for vurderingen

Turneringslederen skal ikke nødvendigvis dømme imod en spiller, der ikke angiver en spilleplan (eller angiver en ufuldstændig spilleplan). Dette fremgår af den lidt kryptiske § 70A:

Når turneringslederen skal træffe en afgørelse, hvor et krav eller afkald bestrides, skal turneringslederen bedømme spillets resultat så retfærdigt som muligt for begge sider, men ethvert tvivlsomt forhold i forbindelse med et krav skal afgøres til fordel for modstanderne til den spiller, der fremsatte kravet.

Ordet “retfærdigt” betyder i denne forbindelse, at turneringslederen giver spilleren de stik, som denne med sikkerhed havde fået, hvis spillet var fortsat. Men så snart der er nogen som helst rimelig tvivl om nogen af stikkene, får modstanderne disse stik – og det opleves ikke altid som retfærdigt!

Der er to principper, som det er vigtigt at huske ved bedømmelse af krav og afkald:

  • Det er ikke tilladt at give vægtet score, hvis der er tvivl – den spiller, der har fremsat et tvivlsomt krav, mister alle de stik, der er tvivl om.
  • Principperne for logiske alternativer benyttes ikke i bedømmelsen. Sagen kan sagtens blive bedømt, som om spilleren vælger en plan, der ikke er et logisk alternativ.

Dette betyder, at man skal være meget påpasselig, når man fremsætter et krav – der må ikke være tvivl om, at man ville have fået de stik, man kræver!

Normalt spil

§ 70D giver turneringslederen vejledning i, hvordan tvivlsomme krav skal bedømmes:

1. Turneringslederen må ikke acceptere nogen som helst vellykket spilleplan, som ikke var med i spillerens oprindelige forklaring, hvis der er en alternativ normal*) spilleplan, som ville være mindre vellykket.
2. Turneringslederen godtager ikke nogen del af en modspillers krav, som afhænger af, at modstanderens makker vælger et bestemt ud‑ eller tilspil blandt flere mulige normale*) ud‑ eller tilspil.
*) I forbindelse med anvendelse af § 70 og § 71 omfatter begrebet “normal” spil, der ville være skødesløst eller dårligt af spillere af samme spillestyrke som den pågældende.

Med andre ord skal turneringslederen bedømme alle “normale” spilleplaner, set fra den side, der fremsætter kravet, men altid inden for rammerne af den spilleplan, som spilleren angav i forbindelse med kravet. Hvis spilleren har tilføjet noget til spilleplanen efter modstandernes protest, skal turneringslederen i reglen se bort fra dette, da tilføjelserne kan skyldes, at spilleren blev opmærksom på et problem som følge af modstandernes protest.

Modstanderne formodes derimod at spille perfekt og med åbne kort. Det vil sige, at hvis de på nogen som helst måde – også selvom det ville være aldeles urealistisk – kan skabe en situation, hvor den krævende side ved en “normal” spilleplan vil tabe stik, går vi ud fra, at de evner at gøre dette.

Når vi skal vurdere, hvad der er en “normal” spilleplan, skal vi på ingen måde undersøge, hvad der normalt ville være sket, hvis spillet var fortsat. Som den citerede fodnote antyder, skal vi tværtimod medregne hvad som helst, som en sløset spiller kunne komme til at gøre på en dårlig dag.

Vi skal dog ikke medregne alle lovlige spilleplaner. Hvis spilfører fx har EDBx på bordet samt Kx og to værdiløse kort på hånden og lægger ned for fire hjerterstik, er det indlysende, at han trækker K først og derefter indkasserer resten. Dette vil selv en søvnig spilfører aldrig gøre forkert.

Tilsvarende, hvis spilfører spiller mod ED med ordene “jeg kniber med damen”, er det underforstået, at han bruger E, hvis K viser sig til venstre. Spilfører har angivet tilspillet af D som en del af sin spilleplan, men kortet er ikke spillet, og det er ikke “normalt” at lægge D under MTV’s K.

Meget mere kompliceret end dét må det ikke være, hvis spilfører ikke selv fortæller om det i sin spilleplan – hvis der kræves den mindste omtanke ud over, hvad der følger af den angivne spilleplan, går vi ud fra, at spilleren ikke havde haft denne omtanke.

Vi går dog ud fra, at spilleren faktisk ser de kort, der spilles. Hvis en modstander kaster af, må spilleren placere udestående honnører i farven på den anden hånd. Men kræves der optælling af hænderne, går vi oftest ud fra, at spilleren ikke holder tal på kortene.

Det må aldrig regnes som “normalt” spil at svigte kulør eller spille ud uden for tur – heller ikke selvom spilleren angav en spilleplan, der forudsætter en sådan uregelmæssighed!

Rest uden spilleplan

Når det er klart, at spilfører har høje kort overalt, er det ikke usædvanligt at kræve rest uden at angive en spilleplan. Det er der ikke noget galt i, så længe det er åbenlyst, at der er tilstrækkeligt med topstik.

Men det sker jo, at spilfører tager fejl. I så fald er nærmest enhver rækkefølge “normal” – spilfører kan tage sine formodede stik i vilkårlig orden.

Eksempel: Spilfører har DB10 og de to sorte esser på hånden og har tidligere spillet ruder til K, hvor han forventede, at modspillerne ville tage for E. Nu tror han, at hånden står, men E er stadig ude. En spiller, der er det allermindste i tvivl, slår selvfølgelig E væk, mens der stadig er hold i de sorte farver. Men det er også en “normal” spilleplan at tage de to sorte esser først – og så kan det meget vel blive de eneste stik, spilleren får tilkendt ifølge § 70D.

Manglende trumftrækning

En variant af “rest uden spilleplan” forekommer, når det er nødvendigt at trække trumf. Ligesom i vores foregående eksempel er nærmest enhver rækkefølge “normal”, og det vil sige, at det kan være “normalt” at undlade at trække fjendens sidste trumf, også selvom det ville være aldeles gratis at trække en æresrunde.

Dette følger for så vidt af § 70D, men alligevel findes § 70C specifikt til situationen:

Hvis der er en udestående trumf på en af modstandernes hænder, skal turneringslederen tildele modstanderne et eller flere stik, men kun hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:
1. Spilleren undlod at nævne den udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet.
2. Der er mulighed for, at spilleren ikke var opmærksom på en udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet.
3. Et stik kunne afgives til denne trumf ved noget som helst normalt spil.

Det enkleste eksempel er følgende: Klør er trumf, og spilfører har de to sorte esser på hånden samt to værdiløse kort på bordet. Det ville være knald i låget ikke at starte med trumf es for en sikkerheds skyld, men ikke desto mindre skal det regnes for “normalt” at starte med ♠E, hvis spilfører kan have glemt en udesiddende trumf.

Eksempel

Lad os tage et spil fra det virkelige liv og se, hvordan reglerne skal anvendes på dette spil:

Syd er spilfører i 4, efter at Øst har støttet Vests indmelding i ruder. Vest trækker E og skifter til klør, der går til ♣B og ♣K. Syd spiller hjerter til E, trumfer sin tabsruder, trumfer en klør hjem og spiller D, som Vest stikker med K. Syd trumfer ruderfortsættelsen og trækker ♠K, og da alle bekender, lægger han ned for rest uden spilleplan i følgende slutposition:

Øst protesterer imidlertid, for hvis Syd spiller yderligere to runder spar uden at trække trumf, får Øst et billigt trumfstik.

Selvom Syd har to store trumfer til at klare Østs lille trumf med, skal turneringslederen give Øst et stik. Når Syd ikke nævner Østs trumf, er det muligt, at han har glemt den, og så er det normalt at spille spar før hjerter. Alle betingelserne i § 70C er opfyldt.

Vi går altså ud fra, at Syd ikke har talt trumferne! Det kan godt være, at han faktisk har, men så må han eliminere al tvivl ved at sige, at han vil trække en trumf, når han lægger ned for rest (og ikke først efter modstandernes protest). Det er tænkeligt, at Syd har glemt den udestående trumf, og det er tilstrækkeligt i § 70C2.

Undtagelser

Den typiske undtagelse til § 70C2 er, hvis spilfører fx har 5‑4 i trumf og lægger ned for rest meget tidligt i spillet uden overhovedet at have trukket trumf, eller hvis han lægger ned for rest umiddelbart efter at have trukket en enkelt runde trumf, fordi han bare skulle sikre sig, at trumferne ikke sad 4‑0 imod – han har ikke glemt, at modstanderne også var udstyret med trumfer fra start.

Mange tror, at modspillet skal have et stik på en udestående trumf, så snart spilfører ikke nævner den. Men her er det vigtigt at huske, at alle betingelserne i § 70C skal være opfyldt. Det er fx ikke “normalt” at undlade at overtrumfe, hvis en modspiller uventet trumfer for – sagen bedømmes, som om spilfører ser de kort, som modstanderne spiller, selvom han ikke tæller dem.

Et andet eksempel: Spilfører har EK2 (trumf) på hånden og kræver rest på hånden. Her er det ikke “normalt” at starte med 2 og give fjenden et billigt stik på 7, heller ikke selvom spilfører kan have glemt denne trumf. Men det er “normalt” at trumfe lavt med risiko for en overtrumfning, også selvom spilfører har rigeligt med høje trumfer.

Spillernes indvendinger mod lovfortolkningen

Som nævnt opleves reglerne i § 70 ikke altid som retfærdige. Ofte er man nødt til at frakende en spiller et stik, som han næppe ville have afgivet i praktisk spil.

Det medfører en forståelig utilfredshed hos spilleren. Er denne meget temperamentsfuld, kan det let føre til direkte kritik af lovene, turneringslederen eller modstanderne, men det er ikke en opførsel, vi ønsker at se ved bridgebordet.

I foregående spileksempel kan man forestille sig spilfører blive sur og sige “mener I virkelig, at jeg ikke ville starte med en trumf for en sikkerheds skyld?” Næ, det mener vi egentlig ikke. Men det er tænkeligt, og så siger reglerne, at vi skal gå ud fra som en mulighed, at han ikke ville gøre det.

En almindelig, mildere reaktion kan være at sige “jeg gjorde det jo kun for at spare tid” eller “hvis det skal være sådan, lægger jeg aldrig mere ned for rest”. Den sidste trussel er der heldigvis ingen seriøse spillere, der har gjort alvor af.

Vi vil gerne have spillerne til at lægge ned for rest, når der ikke er mere at spille om – men først, når der virkelig ikke er mere at spille om. Det er ikke meningen, at man skal lægge ned, når man forventer at få resten af stikkene. Man skal først lægge ned, når det er stensikkert – og helst også let at overskue og forklare i meget simple termer. Ellers sparer det ikke tid – især ikke hvis turneringslederen skal involveres!

Konklusion

Når en spiller fremsætter et krav, som modstanderne er uenige i, skal turneringslederen være omhyggelig med at få de relevante facts: Hvad var den præcis slutposition, og hvilken spilleplan angav spilleren?

Inden for rammerne af den spilleplan, som spilleren angav i forbindelse med sit krav, skal turneringslederen tildele modstanderne alle de stik, som de kunne have fået, hvis spilleren havde fulgt en “normal” spilleplan, dvs. næsten hvilken som helst spillemåde, der kunne være forekommet i praksis. Det er ikke tilladt at give vægtet score – hvis der er nogen som helst tvivl om stikkene, gives de til modstanderne.

Lægger en spiller ned for rest uden spilleplan, er det “normalt” at indkassere stikkene i nærmest hvilken som helst rækkefølge, som ikke medfører simple blokader i farverne (med EDBx over for Kx afblokeres kongen automatisk).

DBf’s Lovkommission har udformet en lang liste af vejledende eksempler, som du kan se her, og jeg kan varmt anbefale dig at nærstudere den.