Turneringsledersager kan grundlæggende deles op i to typer:
- Lovtekniske sager. Eksempler: Melding uden for tur, utilstrækkeligt bud, udspil uden for tur, kulørsvigt.
- Vurderingssager. Oftest vedrørende forkert forklaring og/eller ubeføjede oplysninger.
Som det også fremgår af de specifikke artikler på dette website, er behandlingen vidt forskellig, alt efter hvilken af disse sagstyper der er tale om. Du kan læse om den første kategori i artiklen Lovtekniske sager. Denne artikel omhandler den anden kategori, og jeg vil her give nogle tips til den fremgangsmåde, som en turneringsleder bør benytte i vurderingssager.
Visse andre sagstyper kan også føre til vurderingssager, fx:
- Ulovlig vildledning, fx en vildledende tænkepause (§ 73E2).
- Etableret kulørsvigt, hvor en eventuel overførsel af stik ikke giver tilstrækkelig kompensation (§ 64C).
- Krav, der bestrides (fx nedlæg for rest; § 68‑71). Turneringslederen fastsætter en foreløbig score, som kan indtastes.
Skriv kendsgerninger ned!
Når en vurderingssag er under opsejling, bør turneringslederen ved bordet skrive samtlige relevante kendsgerninger ned – meldeforløbet, hvilke meldinger der blev alertet, hvilke forklaringer der blev afgivet hvornår, hvornår der var mærkbare tænkepauser og hvor lange osv. Og ikke mindst bordnummer, spilnummer og eventuelt parnumre, så det er let at finde tilbage til spillerne!
Selvom oplysningerne lader til at være lette at huske, er det min anbefaling at skrive alt ned i detaljer. Det kræver blot et enkelt tilkald eller to mere ved andre borde, før korttidshukommelsen svigter, og turneringslederen står med skægget i postkassen.
En god sideeffekt af at skrive ned er, at det er med til at skabe ro ved bordet. Når turneringslederen koncentrerer sig om at skrive detaljerne ned, råber spillerne næppe i munden på hinanden imens.
Ofte vil spillerne argumentere for deres sag, samtidig med at de forklarer kendsgerninger. Turneringslederen bør dog ikke indgå i diskussion med spillerne på dette tidspunkt, og han bør slet ikke lade spillerne diskutere med hinanden, men blot sige “okay” og skrive synspunkterne ned. En diskussion om vurderingerne vil blot forsinke bordet, og turneringslederen kan rode sig ud i en uheldig situation.
Når alle kendsgerninger er indsamlet, bør turneringslederen opsummere de noterede kendsgerninger over for spillerne ved bordet og sikre sig, at alle er enige. Det hænder, at der ikke er enighed om en detalje, fx hvordan en melding præcis blev forklaret, eller hvor lang en given tænkepause var. Det kan man ikke altid løse, og så må man notere de forskellige opfattelser og bagefter vurdere, hvad man lægger mest vægt på.
Af og til har turneringslederen behov for yderligere oplysninger, fx om spillernes system eller om spilforløbet. I så fald må turneringslederen gå tilbage og bede om disse oplysninger fra spillerne. Det bedste er selvfølgelig at få alle oplysningerne med første gang, men der er ingen grund til at skamme sig, når det ikke lykkes.
Eksempel
Lad os se på følgende spil som eksempel:
Turneringslederen tilkaldes efter spillet, og Øst begynder at forklare, at Nord efter hans mening havde meldt på basis af en tænkepause fra Syd. Allerede her er det klart, at sagen drejer sig om ubeføjede oplysninger.
Derfor finder turneringslederen sin notesblok frem, noterer bordnummer og spilnummer og forbereder et meldediagram, før Øst får lov at fortælle videre (turneringslederen kan evt. spørge, om det var Øst, der kaldte). Når turneringslederen er klar, forklarer Øst, at han åbnede 2♥, men turneringslederen ser, at Vest er giver, og beder Øst bekræfte, at der gik to pasmeldinger forud.
Da ikke alle i lokalet har spillet det pågældende spil, beder turneringslederen Øst repetere meldeforløbet så stille som muligt. Øst gør dette og forklarer herunder, at 2♥ var svagt med begge major, og at Syd holdt en markant tænkepause før sin pasmelding, hvilket gjorde det let for Nord at genåbne. Desuden holdt Syd en pause før 4♦, så Nord skulle vel have meldt 5♦ med sine gode kort.
Turneringslederen spørger rutinemæssigt, hvad resultatet blev i 4♦; spilfører tog 10 stik. Turneringslederen må vurdere, om det er relevant at spørge om spilforløbet. I dette tilfælde nøjedes turneringslederen med at notere resultatet, da Ø-V udelukkende var interesseret i meldingerne; hvis spilforløbet alligevel er relevant, må turneringslederen vende tilbage.
Herefter spørger turneringslederen N-S, om de er enige i, at Syd holdt en pause før sin pas og før 4♦. Nord er helt enig, men forklarer, at han opfattede makkers dobling som takeout til minor, så han kunne ikke drømme om at passe med god tilpasning til begge minor. Hans 3♦‐melding var Lebensohl, men når Syd passede, ville han aldrig melde 5♦ senere. Turneringslederen spørger N-S, hvad deres aftale er om doblingen, og de forklarer, at de ikke har spillet sammen før; Syd opfattede doblingen som almindelig takeout af hjerter. Turneringslederen noterer, at der er enighed om tænkepauserne. Samtidig noteres, at N-S ikke har nogen aftale om doblingen, og deres respektive opfattelser af meldingerne noteres også.
Hvis N-S ikke er enige i, at der var markante pauser, kan turneringslederen spørge, hvor lange pauserne var, og evt. også, hvad Syd overvejede i forbindelse med sine meldinger. På denne måde kan turneringslederen danne sig sit eget billede.
Turneringslederen forholder sig ikke på dette tidspunkt til, om Nords genåbning er i orden, ej heller passen til 4♦, men takker for oplysningerne og forlader bordet. Da der let kan være lidt spænding i luften, skader det ikke med en afvæbnende kommentar, der fjerner fokus fra konflikten.
Spillet fortsætter
Det er kendetegnende for vurderingssager, at de først skal vurderes efter spillet. Hvis tilkaldet sker inden spillets afslutning, skal turneringslederen bede spillerne fortsætte spillet og kalde igen efter spillet, hvis den ikke‐fejlende side er skadet.
Dog bør turneringslederen allerede ved det første tilkald notere sig de relevante kendsgerninger som beskrevet ovenfor. Dels er det bedst at gøre dette så tidligt som muligt, mens spillerne stadig kan huske situationen, og dels giver det turneringslederen muligheden for at overveje supplerende spørgsmål til spillerne.
Når turneringslederen er ved bordet, vil en spiller, der har modtaget ubeføjede oplysninger, måske vise turneringslederen sine kort og spørge “jamen er det ikke i orden at melde 2♠ på disse kort?” Men turneringslederen skal ikke afgøre sagen på dette tidspunkt, og turneringslederen skal desuden slet ikke se på kortene og tage stilling – det vil blot give spillerne ved bordet yderligere oplysninger om kortene, som kan påvirke spillet.
Husk i forbindelse med forkert forklaring, at den ikke‐fejlende side kan ændre deres sidst afgivne melding, hvis denne skyldes forklaringen, og åbningsudspillet ikke er vendt. Læs nærmere om dette i artiklen Ændring af melding efter forkert forklaring, hvor du også kan læse om de sjældne tilfælde, hvor et spillet kort kan ændres i forbindelse med forkert forklaring.
Skab ro ved bordet
I forbindelse med turneringsledertilkald reagerer mange spillere desværre, som de måske ville gøre i en hverdagskonflikt, hvor der ikke er klare regler for ret og vrang. I sådanne situationer er det ganske menneskeligt, omend ikke specielt konstruktivt, at finde argumenter til højre og venstre, der umiddelbart lyder overbevisende.
Spillernes opførsel skyldes ofte, at de tror, at de er i gang med en retssag, hvor det gælder om at overbevise dommeren om deres sag – eller at de befinder sig i skolegården og vil fortælle gårdvagten, at det var den anden, der begyndte. Men turneringslederen kan tit overhøre næsten alle spillernes argumenter, fordi afgørelsen giver sig selv, når man har styr på reglerne og de relevante kendsgerninger. Turneringslederen skal således fokusere på kendsgerningerne og se bort fra spillernes holdninger.
Den bedste måde at skabe ro ved bordet er ganske enkel: Der er kun én, der taler ad gangen, og turneringslederen bestemmer hvem! Normalt bør man begynde med at lade den, der har kaldt, fortælle sin version af historien. Lad vedkommende tale færdig, uden afbrydelser. Derefter kan de øvrige komme med deres kommentarer – stadig en ad gangen. Hvis nogen er uenige og prøver at afbryde, kan turneringslederen stille og roligt fortælle dem, at de nok skal blive hørt, men at vi først skal høre den, der taler – også selvom de er meget uenige.
Turneringslederen er således ordstyrer og kan evt. stille uddybende spørgsmål undervejs. Det er vigtigt at understrege, at spillerne skal have lov at komme med deres synspunkter, men de bør ikke gå i diskussion med hinanden, og turneringslederen skal stoppe dette, hvis det bliver nødvendigt.
Afgør ikke sagen ved bordet!
Mit vigtigste råd i forbindelse med vurderingssager er såre simpelt: Afgør aldrig vurderingssager ved bordet!
Der er intet behov for at afgøre sagen ved bordet. Desuden er det ofte værd at tænke alle sagens aspekter igennem, inden man skal forklare afgørelsen for spillerne. Tænker man afgørelsen ordentligt igennem, øger man generelt kvaliteten af sine afgørelser, og spillerne sætter pris på, at turneringslederen anstrenger sig for at give en god afgørelse frem for en hurtig.
Selvom sagen ikke er afgjort, er der brug for at notere et resultat, specielt hvis man benytter BridgeMate. Indtil sagen er afgjort, skal spillerne foreløbig indtaste det resultat, der blev opnået ved bordet – også selvom man er overbevist om, at scoren skal justeres.
Hvis sagen er 100% oplagt, kan den undtagelsesvis afgøres direkte – typisk hvis den ikke‐fejlende side umuligt kan være skadet, eller hvis et bestredet krav kun kan føre til ét udfald. Her bør man spørge spillerne, om de er enige i dette, selvom turneringslederen normalt ikke skal søge accept af sine afgørelser hos spillerne; spørgsmålet svarer snarere til at foreslå spillerne at frafalde sagen end til en egentlig afgørelse.
Når alle relevante kendsgerninger er indsamlet, forlader turneringslederen bordet for at finde frem til en afgørelse. Ud over at analysere spillet selv kan turneringslederen rådføre sig med andre turneringsledere og/eller foretage en rundspørge blandt spillere for at få en fornemmelse af, hvad der sandsynligvis ville være sket i de situationer, som turneringslederen undersøger – fx hvis der ikke havde været ubeføjede oplysninger, hvis der var givet korrekt forklaring, eller hvis der var blevet meldt anderledes.
Eksempel, fortsat
I vores eksempel ovenfor skal turneringslederen først og fremmest vurdere, om det er et logisk alternativ for Nord at passe 3♥ ud, givet at Nord allerede har afgivet en lidt passiv 3♦.
Dette kan næsten kun klares ved at foretage en rundspørge, hvor man viser Nords hånd til nogle spillere (en ad gangen) og spørger, hvad de vil melde, men uden at fortælle dem om tænkepausen.
Hvis vurderingen ender med at være, at pas er et logisk alternativ, skal turneringslederen vurdere, hvad resultatet vil blive i 3♥ – kontrakten vinder, medmindre modspillet når at spille trumf i tide og gør det, hver gang de kommer ind. Det er en svær vurdering, men det kan måske hjælpe at se i resultaterne, hvordan de øvrige borde har klaret sig i en hjerterkontrakt spillet af Øst.
Turneringslederen skal også vurdere, om Nord skulle have hævet til 5♦ pga. de ubeføjede oplysninger. Men hvis Syds pause før 4♦ viser noget, må det være, at Syd selv overvejede 5♦, så Nord har ikke udnyttet Syds pause, når han passede 4♦ ud.
Afgørelsen
Når afgørelsen er klar, vender turneringslederen tilbage til spillerne. Ud over at give selve afgørelsen bør man tage sig den nødvendige tid til at forklare baggrunden for afgørelsen, hvilke overvejelser der ligger bag, hvordan en eventuel rundspørge er foretaget osv.
Hvis det ser ud til, at spillerne ikke er enige i afgørelsen, selvom turneringslederen har gjort sit bedste for at forklare den, må man gøre spillerne opmærksom på appelmuligheden – særligt fristen for appel samt størrelsen af et eventuelt depositum. Både regler for fastsættelse af appelfrist og størrelsen af depositum bør fremgå af turneringsbestemmelserne.
Ved EM og VM samt enkelte andre turneringer er det ikke muligt at appellere. Dog kan man bede chefturneringslederen om et review, dvs. en gennemgang af, om turneringslederen har behandlet sagen på den rigtige måde.
Appelproceduren
For at en appel kan gennemføres, skal spillerne appellere og indbetale depositum (hvis dette kræves) inden appelfristen. Sker dette ikke, står turneringslederens afgørelse ved magt, uanset hvor forkert den måtte være.
Appelfristen gælder ikke kun appel af turneringslederafgørelser, men også tilkald af turneringsleder. Man får naturligvis ikke noget ud af at tilkalde turneringslederen efter spilletids ophør, fordi man utilsigtet accepterede en melding uden for tur, men vurderingssager kan altid behandles efter spilletids ophør.
Hvis turneringslederen af egen kraft bliver opmærksom på en forkert afgørelse inden appelfristen, kan han også genåbne sagen. Her er det naturligvis vigtigt at orientere spillerne øjeblikkeligt, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.
Når spillerne appellerer, bør turneringslederen vurdere, om spillerne har forstået baggrunden for afgørelsen. Hvis ikke, kan det være værd at uddybe grunden – det er fjollet at gennemføre en appel, der blot skyldes, at spillerne ikke forstår begrundelsen.
Hvis der skal indbetales depositum, bør turneringslederen ikke beskæftige sig yderligere med sagen, før spillerne har indbetalt dette. Intet er mere irriterende end at have udfyldt appelformular, indkaldt appelkomite osv., hvorefter spillerne siger, at de ikke vil appellere alligevel.
Uanset det ovenstående bør turneringslederen ikke være en militant skrankepave. Når spillerne giver udtryk for uenighed i en afgørelse, bør turneringslederen altid lytte. Måske gør spillerne opmærksom på et aspekt, som turneringslederen ikke har overvejet. I så fald kan turneringslederen genoverveje sin afgørelse, men naturligvis uden at lade sig køre rundt i manegen.
Og selvom spillerne ikke appellerer en afgørelse, skader det ikke, at turneringslederen efterfølgende spørger andre til råds, om afgørelsen nu var rigtig. Man kunne jo lære noget.
I klubben
Når en vurderingssag skal afgøres i klubben, kan det være en god fremgangsmåde slet ikke at afgøre sagen på klubaftenen. I stedet indsamles kendsgerningerne så omhyggeligt som muligt, hvorefter hele sagsbehandlingen – herunder konsultation af andre turneringsledere samt evt. rundspørge – kan foregå hjemmefra.
Afgørelsen sendes pr. mail til spillerne samt klubbens turneringsansvarlige, når den er klar. Her er det særlig vigtigt at oplyse en præcis appelfrist. Under normale omstændigheder bør den være i omegnen af 48 timer, så spillerne ikke bliver forhindret i at appellere på grund af akut travlhed; alternativt kan man lade appelfristen være starten af næste klubaften.
Konklusion
Når turneringslederen tilkaldes under et spil til en situation, der skal behandles som en vurderingssag, bør turneringslederen altid skrive alle de kendsgerninger ned, som kommer frem. På den måde er det let for alle at huske det grundlag, som sagen skal afgøres på. Det er vigtigt at lade spillerne fortsætte spillet og evt. kalde bagefter.
Turneringslederen bør undgå at afgøre vurderingssager ved bordet. De er sjældent så enkle, som de ser ud. I stedet forlader turneringslederen bordet for at overveje sin afgørelse nøje. I denne proces konsulteres evt. andre turneringsledere eller spillere, hvorefter den velbegrundede afgørelse kan gives til spillerne.
Hvis spillerne er uenige i afgørelsen, kan denne appelleres (i de fleste turneringer). Det er vigtigt at oplyse en appelfrist – hvis spillerne ikke appellerer inden fristen, kan sagen ikke genåbnes.