Forkert afgørelse af spillerne

I denne uges spil kom spilfører til at begå kulørsvigt, og han kunne se, at dette ville give ham et stik, som han ikke kunne have fået ellers. På grund af manglende kendskab til reglerne blev problemet imidlertid større end nødvendigt.


Vest spillede 2 ud (1/3/5). Hvis Syd falder fra, vinder Øst med D og slår E ud. Vest har ♣K i behold, og spilfører har kun 7 stik klar inkl. sparknibningen, så kontrakten kan ikke vinde.

Men Syd gik op med E, hvilket blokerede farven for modspillet, og i stik 2 kneb han med ♣D til Vests ♣K. Vest fortsatte i ruder, og Øst vandt med D og skiftede til D. Syd stak, tog sine tre klørstik, trak ♠E og kneb i spar med bordets ♠B.

Nu var det bare at indkassere ♠K og E for at nå op på 9 stik. Men Syd opdagede, at han stadig havde en klør tilbage på hånden, så han måtte have svigtet kulør, da han trak bordets sidste klør.

Her plejer jeg at skrive “turneringslederen blev tilkaldt”, men det skete ikke i dagens spil. Ved bordet rettede Syd sin kulørsvigt, idet han forklarede, at det måtte være det etisk korrekte at gøre for ikke at få fordel af kulørsvigten i form af et ekstra klørstik til sidst.

Modstanderne accepterede rettelsen. Der blev spillet til ende, og Syd endte med de 9 åbenlyse stik. Herefter tilkaldte spillerne turneringslederen for at få at vide, hvad de skulle stille op med kulørsvigten.

Spillernes egen afgørelse

Spillerne er ved bordet blevet enige om en afgørelse, nærmere bestemt at spilfører kunne rette sin kulørsvigt, selvom den var etableret.

Men det er en forkert afgørelse! Som du sikkert ved fra artiklen Overførsel af stik efter kulørsvigt, var det ikke tilladt at rette kulørsvigten. Når det alligevel er sket, anvender turneringslederen § 10B:

Turneringslederen kan godkende eller annullere enhver berigtigelse eller ethvert afkald på berigtigelse, som spillerne har bestemt uden turneringslederens anvisninger.

Paragraffen er noget vagt formuleret, men her er spillernes afgørelse helt forkert, og turneringslederen bør annullere den og erstatte den med en korrekt afgørelse.

Den korrekte afgørelse

Hvis turneringslederen var blevet tilkaldt, da Syd opdagede sin kulørsvigt, ville han have forklaret, at kulørsvigten ikke kunne rettes.

Det ville have medført 10 stik til Syd – de samme 9 stik, som han aktuelt fik, plus den ekstra klør. Herefter skal turneringslederen overføre 1 stik pga. kulørsvigten. Det giver Syd 9 stik.

Hvis Ø-V er skadet af kulørsvigten efter indregning af eventuelle overførte stik, skal turneringslederen justere scoren. Men Syd ville også have fået 9 stik, hvis han ikke havde svigtet kulør – som forløbet ved bordet viste – så Ø-V er ikke skadet af kulørsvigten.

Når turneringslederen erstatter spillernes afgørelse med den korrekte, bliver resultatet således 9 stik til Syd, og det noteres i regnskabet som det endelige resultat.

Etisk?

Syd rettede sin kulørsvigt ved bordet for at være etisk – han ville ikke drage fordel af sin kulørsvigt. Det er forståeligt, men det kan ikke betegnes som etisk korrekt at rette en kulørsvigt, når dette ikke er tilladt.

Det etisk korrekte er at tilkalde turneringslederen og få de rigtige regler anvendt – og reglerne for kulørsvigt sikrer netop, at den fejlende ikke får fordel af kulørsvigten.

I praksis var der således intet godt formål med at rette kulørsvigten ved bordet. Den selvstændige rettelse af kulørsvigten løste ikke det opståede problem, og det skabte blot yderligere et lovproblem for turneringslederen.

Syd handlede naturligvis ud fra de ædleste motiver, men det skyldtes kun held, at ingen kunne forlade bordet med sure miner bagefter.