Bridgespillere er ofte interesserede i odds for deres spilleplaner. Antag, at du skal spille ♦Kxxx over for ♦EBxx til 4 stik, og at du ikke har nogen brugbare oplysninger om fordelingen. Odds for de to mulige planer er:
- Træk ♦K og knib med ♦B: 33,9% (ruderne 3‑2 med ♦D i plads).
- Træk ♦K fulgt af ♦E: 27,1% (ruderne 3‑2 med ♦D på den korte hånd).
Turneringslederen skal også ofte vurdere procenter. Dette forekommer hyppigst, når turneringslederen overvejer en vægtet score og skal vurdere sandsynligheden for forskellige resultater, hvis et lovbrud ikke havde fundet sted.
Dette er dog ikke en almindelig oddsberegning. Hvis vores eksempel ovenfor indgår i turneringslederens overvejelser om, hvordan spilfører ville have spillet ruderfarven, er odds nærmest 100% for, at spilfører ville have knebet efter ♦D, fordi alle instinktivt vil vide, at dette er den bedste plan.
Et meldeproblem
Overvej nu følgende meldeproblem. Du spiller parturnering og har i 4. hånd følgende hånd med alle uz:
♠KB95432 ♥K64 ♦5 ♣D8
MTV åbner 2♦ Multi – enten en svag 2‑åbning i major, eller en kravhånd med ruderfarve eller balanceret fordeling. Efter to passer er det din tur. Hvad melder du?
Det er et akavet problem. Vi kan ikke tillade os at sælge ud med en 7‑farve i spar, hvis åbner har en svag hånd, men har han det?
I praksis vil folk vælge forskellige løsninger – nogle vil passe, andre vil melde 2♠. Enkelte vil endda melde 3♠.
En hændelse ved bordet
Lad os betragte følgende spil, som du måske genkender fra artiklen Vægtet score for dummies:
Aktuelt var det ingen succes at melde 2♠. Men ved bordet fik Øst en forkert forklaring, idet Nord sagde, at 2♦ viste en svag 2‑åbning i major, uden at nævne muligheden for en stærk hånd. Det er klart, at den forkerte forklaring kan have påvirket Østs melding.
Lad os se på, hvordan turneringslederen løser sagen i praksis, når det er slået fast, at den korrekte forklaring er som beskrevet i diagrammet.
Skitse af afgørelsen
Det grundlæggende spørgsmål er:
Hvad ville resultatet være blevet, hvis Øst havde fået den korrekte forklaring?
Med den aktuelle (forkerte) forklaring er det oplagt at melde 2♠ som Øst. Men med korrekt forklaring havde der været to muligheder:
- pas ⇒ N-S vinder 2♦ 12 = +170.
- 2♠ ⇒ N-S vinder 3ut 11 = +460 (som ved bordet).
Begge muligheder er sandsynlige, og vi skal derfor give en vægtet score, der afspejler de enkelte sandsynligheder. Med andre ord skal vi vurdere, hvor sandsynligt det er, at Øst havde meldt hhv. pas eller 2♠.
Øst vil fortælle os, at han altid ville have passet, men vi har brug for en saglig vurdering, hvis vi skal give en retfærdig afgørelse. I forbindelse med et almindeligt bridgeproblem får vi det bedste grundlag for vurderingen ved at foretage en rundspørge.
Men hvordan gør vi det bedst?
Rundspørge
Formålet med en rundspørge er at få et sagligt grundlag. Jeg vil her gennemgå de vigtigste principper, der hjælper til at gøre en rundspørge så neutral som muligt.
1. Vis kun den hånd, det drejer sig om.
Hvis vi skal have et troværdigt svar på, om folk vil melde pas eller 2♠, kan det ikke nytte at vise dem hele fordelingen. Vis dem kun Østs hånd samt meldeforløbet.
Dette betyder også, at det er bedst at spørge folk, der ikke kender spillet. Det kan være sværere at se bort fra Syds stærke hånd, hvis man har set den. Desværre er det ikke altid muligt at finde folk, der ikke allerede har set spillet.
2. Medtag alle relevante oplysninger.
En sjusket rundspørge kan lyde sådan her: “Du har ♠KBxxxxx ♥Kx ♦x ♣Dx, og MTV åbner med Multi, passet rundt til dig. Hvad melder du?”
Nogle vil sige 2♠, andre pas. Og nogle vil spørge “er det par eller hold?”, “hvad er zonestillingen?”, eller “hvilke mellemkort har jeg i spar?”
Sådanne spørgsmål kan jo være temmelig relevante. Jeg anbefaler derfor, at du altid oplyser om turneringsform, zonestilling og position, og at du angiver hånden, som den præcis så ud, altså ingen x’er i stedet for småkort. Giv hele meldeforløbet inkl. forhåndspasser, og fortæl om relevante systemaftaler – spørg så vidt muligt spillerne ved bordet, men vend tilbage og stil dem yderligere spørgsmål, hvis det viser sig at være nødvendigt i rundspørgen.
3. Tag ikke stilling.
Når du hører nogen fortælle om en sag, har du ofte en umiddelbar mening om, hvad der bør dømmes. Men det kan være skadeligt i en rundspørge! Hvis du har en mening om afgørelsen, vil du være tilbøjelig til at påvirke svarene i “din” retning. Men hvis du gør det, afspejler svarene din holdning og ikke de adspurgtes, og det er jo ikke meningen.
Rundspørgen er ikke til for at bekræfte din holdning, og den letteste måde at undgå problemet på er at lade være med at tage stilling til, hvad afgørelsen skal være.
4. Bestem antallet af adspurgte på forhånd.
Før du påbegynder rundspørgen, bør du fastlægge, hvor mange du vil spørge. Hvis du starter med at spørge nogle stykker, og derefter måske spørger nogle flere, er du reelt i gang med at påvirke undersøgelsen til at vise det, du selv gerne vil have. Og det er ikke meningen!
Det er klart, at du får et bedre resultat, jo flere du spørger. Men det er ikke praktisk at spørge 100, så man må finde en passende balance. I WBF‑ og EBL‑regi plejer man at spørge 5. Ikke for at være anderledes, men mit favoritantal er 6.
5. Spørg tilsvarende spillere.
Hvis du skal afgøre en sag i 1. division, er der ingen ide i at spørge spillere fra Mellemrækken, for de vurderer ikke kortene ens og kan ikke gennemskue de samme problemer. Men af samme årsag er det også tvivlsomt at spørge spillere fra 1. division for at afgøre en sag i Mellemrækken.
Derfor bør du så vidt muligt finde spillere af samme styrke. Og af samme grund bør du også forsøge at spørge samme spillertype – juniorer og seniorer ser fx også forskelligt på tingene.
Men undgå at spørge folk, der spiller sammen – det kan skævvride undersøgelsen, fordi de har vænnet sig til at tænke ens. Undgå også at spørge folk, der er særlig nært knyttet til de implicerede. Det vil være en mærkelig fornemmelse at have gjort sit bedste for at hjælpe turneringslederen og bagefter opdage, at man har bidraget til, at der bliver dømt imod ens bedste ven – også selvom retfærdige afgørelser er i alles interesse.
6. Spørg i enrum.
Forestil dig, at du vil lave en rundspørge blandt 6 spillere, og tilfældigvis finder du 6 spillere i snak i baren. Intet er lettere end at spørge dem “hvad vil I melde med …?”
Men det duer ikke! Sandsynligvis vil der være lidt diskuteren og lidt tøven, hvorefter en af spillerne giver sin mening. Derefter vil de andre erklære sig enige. Men reelt ved du ikke, hvad disse 5 andre ville have meldt, for de har ikke tænkt færdig og kommer heller ikke til det.
I stedet bør du kontakte én spiller ad gangen og tale med ham i enrum, således at han ikke bliver påvirket af andres holdninger – på samme måde som hvis han sad ved bordet og skulle tage stilling til problemet.
En anden fejl kan være at sende problemet på mail til 20 spillere og benytte de svar, du får. Det duer heller ikke! Du vil typisk få svar fra dem, der har en klar holdning, mens de, der helst vil svare “ved ikke”, ikke melder tilbage. Det kan medføre, at du kun får stemmer for den mest sandsynlige beslutning, og det giver et skævt billede af sandsynlighederne.
Derfor er reglen, at man skal svare, hvis man har fået spørgsmålet! Og et svar kan godt være “det er vist nærmest 50‑50 mellem pas og 2♠”, hvis bare det er efter moden overvejelse.
7. Hold svarene hemmelige.
I forbindelse med afgørelsen er det nødvendigt at fortælle, hvor mange der svarede hvad, men ikke hvem der svarede hvad. De adspurgte skal ikke stå til regnskab for deres svar over for nogen, og slet ikke de implicerede. De har fået et svært spørgsmål af dig, og så skal de ikke lægge øre til nogle utilfredse spillere bagefter, når de blot har hjulpet ved at bidrage til en så retfærdig afgørelse som muligt.
Derfor skal du aldrig fortælle nogen, hvem der har deltaget i rundspørgen (ud over andre turneringsledere, som du samarbejder med om afgørelsen, eller evt. en appelkomite). Men det er vigtigt, at du med god samvittighed kan fortælle spillerne, at du har spurgt nogen med cirka samme styrke.
Afgørelsen
Lad os se på, hvordan en rundspørge kan hjælpe med at finde en god afgørelse på vores eksempel med den uheldige spiller, der genåbnede mod en Multi og hjalp fjenden over i 3ut.
Vi giver Østs meldeproblem til 6 spillere, hvis svar fordeler sig således:
- 3 spillere ville melde 2♠.
- 1 spiller ville melde pas.
- 2 spillere er meget i tvivl. Den ene ender med at vælge 2♠ uden at være overbevist, mens den anden siger, at det er 50‑50.
Skal vi vurdere så neutralt som muligt ud fra dette, vil vi nok sige, at cirka 30% ville melde pas. Men der er noget usikkerhed. Dels har vi kun spurgt 6 spillere og ikke uendeligt mange, dels kan det være svært at vurdere de to spillere, der var i tvivl – specielt ham, der ikke tog stilling – og dels blev problemet givet teoretisk.
Når der er tvivl, skal vi lade tvivlen komme den ikke‐fejlende side til gode. Det er svært at gøre usikkerheden præcist op, og forskellige forbund giver forskellige retningslinjer:
- WBF anbefaler at gange sandsynligheden for et positivt udfald for den ikke‐fejlende side med 1,2. Det betyder her 36% for pas. I praksis vil man sikkert runde af til 1/3, 35% eller 40% – de 30% var jo i sig selv lidt løst anslået.
- EBU (det engelske forbund) anbefaler at justere med 10% til fordel for den ikke‐fejlende side. Her giver man altså 40% for pas.
- DBf anbefaler, at man giver den ikke‐fejlende side højst 1/6 oven i den neutrale vurdering. Her kan man altså give alt mellem 30% og 46,66% for pas.
Det er ingen eksakt videnskab, men man går næppe galt i byen ved at give 40% for pas. Den vægtede score bliver dermed:
- 60% af S 3ut 11 = +460.
- 40% af S 2♦ 12 = +170.
Vil du hellere nøjes med at give 1/3 til pas, skal jeg ikke protestere. Vi kommer ikke uden om, at de sidste 5‑10% af vurderingen gives på fornemmelse.
