Måned: april 2018

The Diogenes Club havde arrangeret en parturnering, og Dr. Watson havde inviteret Sherlock Holmes til at spille turneringen med ham.

Lad os først høre Dr. Watson berette om et af spillene, hvorefter vi vil se på, hvad bridgelovene siger om det:

Da Holmes lagde sin hånd ned, undrede jeg mig over hans hårde melding, men det lønner sig sjældent at kritisere ham ved bridgebordet, eller for den sags skyld noget andet sted. I stedet koncentrerede jeg mig om spilføringen. Med ♣K i plads vandt jeg kontrakten, og vi fik et godt spil, da ikke alle havde meldt udgangen.

På hjemturen besluttede jeg mig dog for at spørge ham om meningen med hans melding.

“Det var et hårdt spring til 4♠. Det ligner dig ikke at tage sådan en chance. Det havde været klogere at nøjes med at invitere, og selv pas kunne forsvares, når din hånd var helt uden esser og konger. Du var heldig, at jeg havde gode kort, og at ♣K sad i plads.”

“Det var på ingen måde held. Tværtimod var jeg sikker på, at kontrakten ville vinde.”

“Du siger da ikke, at du havde hørt resultatet fra et af de andre borde og benyttede dig af det?”

“Naturligvis ikke. Efter anvendelse af logisk deduktion var det klart, at vi kunne vinde 4♠, selv med dig som spilfører.”

“Man kan da ikke bruge logisk deduktion til at afgøre, om en udgang vil vinde, mens man befinder sig i meldeforløbet.”

“I dette tilfælde kunne man. Da jeg tog kortene ud af mappen, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at de allerede var sorteret. Deraf sluttede jeg, at spillerne ved det foregående bord havde diskuteret spillet, før de lagde kortene i mappen. Medlemmerne af The Diogenes Club undgår som regel at tale sammen, både ved bridgebordet og alle andre steder, så spilleren med mine kort må have ærgret sig ekstraordinært, siden han alligevel vovede sig ud i en samtale. Da du meldte 2♠, var det klart for mig, at ærgrelsen måtte skyldes en brændt udgang. Elementært.”

Hvad siger lovene?

På Sherlock Holmes’ tid var problemerne med udefra kommende oplysninger ikke ordentligt forstået, og vægtet score var en by i grevskabet Kent. Men lad os se, hvordan sagen skal behandles ifølge de nugældende bridgelove.

Uvedkommende oplysninger er omtalt i § 16D. Først og fremmest bør Nord tilkalde turneringslederen, så snart han bliver opmærksom på, at han har fået en uvedkommende oplysning. Derved kan han få at vide, hvordan han skal forholde sig, samtidig med at turneringslederen har det bedst mulige udgangspunkt for at vurdere, hvad der skal ske med spillet.

Nord må naturligvis ikke basere sine meldinger på oplysninger, som han har fået fra et andet bord, men vi kan ikke anvende de sædvanlige regler om ubeføjede oplysninger og logiske alternativer. I så fald ville Nord være tvunget til at passe, da pas er et logisk alternativ, og det ville være urimeligt, når N-S er helt uskyldige.

I stedet skal Nord forsøge at melde det, han tror han ville have meldt uden den ekstra oplysning. Efter spillet vurderer turneringslederen, om oplysningen har haft indflydelse på spillet, og justerer i givet fald scoren.

Her er det klart, at oplysningen har haft indflydelse på meldeforløbet, men måske havde N-S meldt 4♠ alligevel. Derfor er vi forberedt på at give en vægtet score, og da begge sider er uden skyld i, at Nord fik den ekstra oplysning, bliver vægtene sandsynligvis forskellige for hhv. N-S og Ø-V.

Lad os se nærmere på, hvordan turneringslederen skal gå frem for at fastsætte en fornuftig justeret score på spillet.

Hvad melder Nord efter 2♠?

For at få en fornemmelse af, om N-S ville melde 4♠, har jeg givet Nords meldeproblem til 8 spillere. Jeg gav dem de relevante oplysninger om N-S’s system, herunder at 2ut ville være kunstigt udgangskrav og 3♠ spærrende efter Syds 2♠‑melding, mens 3♣/♦/♥ ville være langfarvetrialbid med “noget i farven”.

6 spillere ville passe, mens 2 ville invitere, hhv. med 3♣ og 3♦ som langfarvetrialbid. Ingen overvejede 4♠.

På denne baggrund forekommer det klart, at 4♠‑meldingen er baseret på de uvedkommende oplysninger, og dermed er den ulovlig. Men det er ikke udelukket, at N-S ville have meldt 4♠ alligevel, idet det var en reel mulighed at invitere, selvom de fleste passede.

Tager Syd imod en invitation?

Syd har gode kort, og det ser fornuftigt ud at acceptere en invitation. Men også her har jeg spurgt en række spillere, 6 i alt (som ikke kendte Nords kort, naturligvis).

Jeg gav dem de samme oplysninger om N-S’s system og spurgte, hvilke af de mulige invitationer – 3♣, 3♦ og 3♥ – de ville acceptere. 4 ville acceptere enhver invitation, og 1 ville kun acceptere 3♥. Den sidste ville acceptere 3♥ og ville reinvitere, hvis Nord meldte 3♣ eller 3♦.

For fuldstændighedens skyld kunne man undersøge sandsynligheden for, at Nord ville acceptere en reinvit, men til denne artikel har jeg valgt at lade det gå ind under den almindelige usikkerhed.

Hvad skal afgørelsen være?

På basis af rundspørgen om Nords problem er det rimeligt at sætte sandsynligheden for en invit fra Nord til cirka 20‑33%.

Rundspørgen om Syds problem efter en invit indikerer, at sandsynligheden for at nå 4♠ efter en invit i 3♣ eller 3♦ er cirka 60‑80%.

Herefter er vi klar til at bestemme den justerede score! Vi ser på N-S og Ø-V hver for sig.

Først N-S. I forhold til Nords meldeproblem er N-S ikke‐fejlende, og da vi skal lade tvivlen komme dem til gode, lader vi Nord invitere i 33% af tilfældene. Men Nords 4♠‑melding er ulovlig, og derfor er Nord skyld i, at vi ikke fik at se, om Syd ville acceptere efter 3♣/♦. Når vi lader tvivlen gå imod dem på dette punkt, lader vi dem kun komme i 4♠ i 60% af de tilfælde, hvor Nord inviterer. Alt i alt betyder dette, at vi lader N-S melde 4♠ i 60% af de 33%, dvs. 20% af tilfældene.

Herefter Ø-V. De er naturligvis ikke‐fejlende hele vejen igennem, så for at lade tvivlen komme dem til gode sætter vi sandsynligheden for en invit fra Syd i den anden ende af intervallet 20‑33%, altså 20%. Ergo ville N-S nå 4♠ i 60% af 20%, dvs. 12% af tilfældene. Lad os i stedet sige 12½% – 1 af 8 lyder mindre kunstigt end 12%.

Den justerede score bliver altså følgende:

• For N-S: +620 i 1 af 5 tilfælde, +170 ellers.
• For Ø-V: −620 i 1 af 8 tilfælde, −170 ellers.

Skal Nord ved det foregående bord straffes?

Nord ved det foregående bord kunne have afværget problemet ved at blande sine kort. Men kan vi straffe ham for det? Lad os se på § 7C:

Når spillet er forbi, bør hver spiller blande sine oprindelige 13 kort, hvorefter spilleren lægger dem tilbage i den lomme, der svarer til spillerens verdenshjørne.

Ordet “bør” fortæller, at Nord har overtrådt reglerne ved ikke at blande sine kort, før han lagde dem tilbage i mappen, men at vi normalt ikke straffer det.

Men her havde overtrædelsen direkte indflydelse på spillet ved det næste bord, og situationen burde have været undgået. Derfor ville jeg straffe det ved at fradrage 10% af scoren for en top.

Konklusion

Beskrivelsen af, hvordan turneringslederen skal arbejde sig igennem sagen, er lang og indebærer en del arbejde.

Mange vil måske mene, at det er meget kompliceret, men alle trin i processen er simple, og de enkelte udregninger ligeså. Hvis man arbejder sagligt og metodisk, kommer man frem til en fornuftig afgørelse. Elementært.

Sommerferie

Sæsonen i bridgeklubberne nærmer sig sin afslutning, og bridgeregler.dk går på sommerferie. Vi er tilbage med nye lovproblemer fredag den 14. september.

København er som bekendt en af Europas dyreste byer at bo i. Det er dog ikke dét, overskriften refererer til, men København‐konventionen. Den fungerer således: Efter modpartens 1‑åbning i farve er følgende springindmeldinger kunstige og viser mindst 5‑5 i to farver:

• 2ut = de to laveste umeldte farver.
• 3♣ = højeste og laveste umeldte farve.
• 3♦ = de to højeste umeldte farver.

Det er med rette en af de mest udskældte konventioner, for selvom den er meget populær blandt klubspillere, fører den i praksis til et hav af meldemisforståelser. Og det er tit dyrt. Vi skal se et typisk eksempel fra en parturnering i en klub:

Syd glemte, at parret spillede København, og sprang ind med 3♦ for at spærre naturligt. Det havde også været en fin melding, hvis den ellers havde været i overensstemmelse med N-S’s aftaler.

Men Nord alertede, og Vest fik på forespørgsel den aftalte betydning at vide. Nord præfererede til 3♠, men det var Syd ikke optaget af efter at have hørt Nords forklaring, og han tog ud i 4♦. Vest havde nu et svært problem, og han valgte at doble.

Syd gik 2 ned, +300 til Ø-V, og Vest tilkaldte turneringslederen efter spillet.

Ubeføjede oplysninger

Når den ene spiller i et par spiller naturligt og den anden København, opstår der næsten altid store problemer på grund af de ubeføjede oplysninger, som melderen får.

Det er klart, at Syd her har fået hjælp til at melde 4♦ frem for at stole på sparfarven. Derfor må Syd kun melde 4♦, hvis det ikke er et logisk alternativ at satse på spartilpasningen. Så det må vi undersøge.

Måske tænker du, at Syd kan se af Nords 3♠‑melding, at der er sket en misforståelse. Men de fleste er tilbøjelige til at stole på makker, når de ikke har fået at vide, at der er sket en misforståelse. Jeg har givet Syds hånd som meldeproblem til en række spillere – uden at nævne noget om København‐konventionen, for det var jo Syds udgangspunkt, at 3♦ var naturlig.

Kun én ville melde 4♦! Alle de øvrige forestillede sig, at Nord havde en rimelig 5‑ eller 6‑farve i spar samt lidt tilpasning i ruder. Lidt over halvdelen ville hæve til 4♠ som et two‐way shot, mens resten ville passe. Både pas og 4♠ er således logiske alternativer, og det er klart, at 4♦ er bedste melding, når man har hørt Nords forklaring af 3♦.

Så 4♦‑meldingen er aldeles ulovlig! Og de ubeføjede oplysninger fortæller, at 4♠ er værre end pas, og dermed bliver det også ulovligt at passe til 3♠.

Syd har altså overtrådt lovene ved at melde 4♦ og ikke 4♠! Det er sandsynligvis uforsætligt, men det bliver det ikke lovligt af.

Justeret score

Når Ø-V er skadet af, at Syd har meldt ulovligt efter at have fået ubeføjede oplysninger fra makker, skal der gives justeret score.

Vi skal se på, hvad der ville være sket, hvis Syd ikke havde overtrådt reglerne, hvilket her vil sige, at Syd havde meldt 4♠ i stedet for 4♦:

I denne zonestilling er det ikke helt klart, om Vest vil doble. Vest ved jo ikke – og har heller ikke ret til at få at vide – at Syd har meldt forkert, og tror derfor, at Øst har single eller renonce i spar, samt at Vest har god fordeling.

Også dette meldeproblem har jeg givet til en række spillere – men naturligvis ikke de samme spillere, som fik Syds problem, for de kendte jo allerede pointen. 5 af 6 adspurgte ville doble, mens den sidste vaklede mellem 5♣ og 6♣ (hvortil Øst utvivlsomt vil passe).

Øst tager 10‑12 stik i en klørkontrakt afhængigt af udspillet og hjertergættet, mens der sikkert bliver 3 stik til Nord i en doblet sparkontrakt.

Da næsten alle ville doble 4♠, og vi skal lade lidt tvivl komme den ikke‐fejlende side til gode, er den bedste afgørelse at justere scoren til N 4♠‑D 3 = −1700!

I teorien kunne vi give en vægtet score, hvor −1700 indgår med en vægt på 90%, mens vi spreder resten ud på 5♣ og 6♣ med 10‑12 stik. Men normalt vil vi ikke medtage så små vægte, og da Ø-V er ikke‐fejlende, er det ikke så bekymrende, hvis de måske får nogle få procent for meget.

Får Ø-V for meget?

Det gør tit ondt på folk at justere scoren fra noget relativt normalt til −1700. Og Ø-V gjorde jo slet intet selv for at få de 1700. Derfor kan der være en tendens til at give Ø-V et “normalt” resultat, fx 10 stik i 3ut eller 12 stik i 5♣.

Men dette er en forkert tankegang – det normale resultat ved dette bord er −1700! Det ville sandsynligvis fremkomme, hvis bare Syd undlod at drage ulovlig fordel af de ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring. Så der er ikke tale om at vi “giver Ø-V +1700”, men at Syd fratog Ø-V de +1700, som de stod til, og som vi derfor giver dem tilbage.

Det er selvfølgelig heldigt for Ø-V, men det er jo en del af spillet, at man ofte får et godt resultat uden at gøre en indsats, når modstanderne glemmer deres system. Det er ikke rimeligt, at modstanderne skal kunne forhindre dette resultat ved at overtræde reglerne.

Og problemet skyldtes jo, at Syd glemte København‐konventionen. I dette tilfælde var fejlen meget dyrere end så mange andre misforståelser, men det er næppe svært at forstå, at det kan blive meget dyrt, når en spiller i et konkurrerende meldeforløb prøver at vise 7‑farve i ruder med en melding, der viser 5‑5 i major.

Glem København!

På trods af de hyppige misforståelser har København‐konventionen bevaret sin popularitet. Det skyldes formentlig, at den primært anvendes på klubniveau, hvor mange spillere slet ikke er opmærksomme på reglerne om ubeføjede oplysninger. Og derfor går mange misforståelser ustraffet hen.

Hvis turneringslederen blev tilkaldt og bedømte situationerne korrekt, tror jeg, at mange af konventionens anvendere ville lægge fircifrede beløb ofte nok til, at de ville begynde at spørge sig selv, om det ikke var på tide at begynde at spille med naturlige spærremeldinger i stedet.

Og det er også mit råd både som spiller og som turneringsleder. Glem København‐konventionen! På divisionsniveau spiller næsten alle med Michaels Cuebid og praktisk taget ingen med København, endda selvom de sjældent glemmer deres grundlæggende aftaler. Som klubspiller bør man overveje, om ikke det er velbegrundet!

I dagens spil følte Øst sig tvunget til at stå ude af slem, fordi makker havde holdt en tænkepause:

Trods kun 5 HP viste Vest sin hånd som et godt hæv, da hånden havde 3 potentielle stik (♣E og to rudertrumfninger). Efter makkers 4♣, der viste korthed i klør og sleminteresse, fik han dog kolde fødder. Han overvejede i nogen tid, om han skulle afgive et cuebid i 4♦ på vejen, men besluttede til sidst at slå af i 4♠.

Øst havde en fantastisk hånd til sin 1♠‑åbning, men slem kunne være problematisk, hvis makker havde spild i klør. Han vurderede, at pas til 4♠ var et logisk alternativ, og da makkers pause indikerede, at slem stadig kunne være god, følte han sig forpligtet til at passe pga. de ubeføjede oplysninger fra tænkepausen.

Aktuelt var makkers klørværdier fine, men singletonen sad i den forkerte farve, og værdierne var minimale. Med begge hjerterhonnører ude af plads blev der 11 stik til Øst.

Skal scoren justeres?

Syd var ikke tilfreds. Han mente, at Øst under normale omstændigheder ville have meldt slem, og at pausen havde fået ham til at passe. Derfor følte Syd sig skadet.

Det var meget konservativt af Øst at passe til 4♠ … men vi skal forholde os til, om det er lovligt at passe. Det er ulovligt, hvis Vests tænkepause gør passen mere nærliggende – men det forholder sig bestemt modsat! Vests tænkepause fortæller, at hans kort ikke er helt uegnede til slem, selvom han har slået af i 4♠.

Så pausen gør det nærliggende at melde videre, ikke at passe. Derfor er pasmeldingen lovlig, og scoren skal stå ved magt.

Med andre ord – vi kan ikke både sige, at det er ulovligt at melde videre, og at vi vil justere scoren, hvis Øst afgiver den eneste lovlige melding. Det ville være at straffe Vest alene for at forsøge at løse sit bridgemæssige problem, og det kan vi selvfølgelig ikke gøre.

Efterskrift

Da spillet forekom i praksis, blev der spillet med skærme. Slæden havde været hos Syd og Vest i cirka 40 sekunder, men det viste sig, at Vest højst havde overvejet sin melding i 10 sekunder, mens resten af tiden var gået med at forklare meldingerne til Syd.

Da en pause på 10 sekunder normalt ikke kan regnes for mærkbar ved spil med skærme, havde Vest slet ikke givet sin makker ubeføjede oplysninger. Så selv hvis Øst var gået videre og havde haft held med dette – 6♠ er fremragende over for ♠xxx ♥x ♦10xxxx ♣EBxx – ville scoren skulle stå ved magt i dette tilfælde.

I dagens spil gjorde spilfører sig skyldig i en tanketorsk, men modspillerne var ikke meget for at drage fordel af situationen.

Vests tynde 1♠‑indmelding fjernede sparfarven fra N-S’s udsigt, så da Nord konkurrerede i 3♣, og Øst doblede, kunne Syd ikke med sikkerhed tage ud.

Dermed blev Syd spilfører på en skrøbelig 4‑2 i klør, doblet!

Spilforløbet

Vest spillede ♥B ud til ♥K, og Øst skiftede til en lille ruder, der gik til ♦10 og ♦B. Syd fortsatte ruder fra bordet, og Øst stak med ♦E og spillede en tredje runde til Syds ♦K. Syd spillede en spar, dykket af Vest og trumfet af Øst, hvorefter følgende position fremkom:

Øst spillede ♥E, Syd og Vest bekendte, og Syd bad om ♠9 fra bordet og umiddelbart derefter “nej, en trumf!”

Herefter tilkaldte Øst turneringslederen. Syd forklarede, at hans plan var at trumfe og derefter spille spar.

Hvad skal turneringslederen gøre?

Ikke en fortalelse

Spilfører kan ændre det tilspillede kort fra bordet, hvis der er tale om en fortalelse. Men det er ikke det, der er sket her! Syd ønskede at spille ♠9 – ganske vist i næste stik – og derfor kan tilspillet ikke ændres, uanset hvor stor en fejl der er tale om, og uanset hvor hurtigt rettelsen sker.

Situationen kan sammenlignes med, hvis Nord er spilfører og spiller ♠9, fordi han er et stik foran i tankerne, og umiddelbart efter tager kortet op for at trumfe i stedet. Her fanger bordet selvfølgelig, og derfor er det naturligt, at det samme gælder ved spil af kort fra bordet.

Frafald af fordel

Efter at turneringslederen havde fortalt, at Syds tilspil af ♠9 fra bordet stod ved magt, spurgte Vest, om det var muligt for modspillerne at acceptere, at Syd ændrede sit tilspil. Turneringslederen forklarede, at dette ikke var muligt – ♠9 var spillet.

Måske ønskede Vest ikke at vinde på noget, som han opfattede som en teknikalitet. Vest kan bede turneringslederen om, at Syd ikke “straffes” for sin fejl. Men Vest kan ikke forlange dette, og der skal være en god grund, for at turneringslederen må lade Syd tage ♠9 tilbage.

En god grund kunne være, at Ø-V har bidraget til Syds fejl ved at distrahere ham i et kritisk øjeblik. Men det er ikke en god grund, at Vest synes, at det er synd for Syd, eller at Vest helst vil vinde “rigtigt”. Derfor bestemte turneringslederen, at Syd skulle spille ♠9, trods Vests forslag.