Måned: november 2016

Det forekommer jævnligt, at spillerne sætter sig på den forkerte led. Vi skal se på, hvordan turneringslederen håndterer det i en parturnering. Her er et eksempel fra en barometerturnering med 24 par, alle mod alle i 2‑spilsrunder:

Med en overvægt af honnørpoint og uden en brugbar trumffarve vil de fleste komme i 1ut på N-S’s kort. Men der er mange varianter i spillet af kortene, og resultatet er bestemt ikke givet.

Efter rundens afslutning blev følgende resultater slået op på væggen:

Par nr. 10 var godt tilfreds med at holde kontrakten i 7 stik og forventede at forbedre deres placering efter runde 13. I stedet rykkede de nogle pladser ned, og derfor nærstuderede de rundens resultater. Nu opdagede de, at de ved en fejl havde siddet Ø-V ved bord 4 i dette spil, og de tilkaldte straks turneringslederen for at fortælle, hvad der var sket.

Turneringslederen spurgte dem først, om de også havde siddet forkert i spil 25. De så på fordelingen og konstaterede, at de kun havde siddet forkert i spil 26. Derefter kontaktede turneringslederen par nr. 16, som bekræftede historien.

Det er meget enkelt for turneringslederen at rette fejlen: Han bytter simpelthen om på parnumrene og genberegner stillingen. Det oprindelige regnskab gav 4 point til par nr. 10 og 18 point til par nr. 16. Efter rettelsen bliver der 4 point til par nr. 16 og 18 point til par nr. 10.

Regnskabsprogrammet bør gøre det let for turneringslederen at foretage en sådan rettelse. I BridgeCentral trykker turneringslederen på knappen “Skift placering” og angiver derefter, om parret har siddet forkert i hele runden eller kun i dette spil. Derefter klarer BridgeCentral resten.

Der bør ikke gives strafpoint for at sætte sig forkert i parturnering. Det er en harmløs fejl, der ikke har betydning for afviklingen af turneringen. Ved gentagne fejl i samme turnering kan man eventuelt give strafpoint.

Det hænder, at spillerne opdager fejlen allerede i løbet af runden. I dette tilfælde skal de spille det igangværende spil færdig, så snart en eller flere af spillerne har set en af hænderne. Spillerne indtaster resultatet svarende til, hvordan de faktisk sad, hvorefter turneringslederen bytter om på parnumrene i regnskabsprogrammet. Hvis der er flere spil i runden efter dette, bør turneringslederen bestemme, at spillerne sidder korrekt i de resterende spil.

Almindelige turneringslederfejl

Jeg modtager jævnligt spørgsmål om, hvad turneringslederen skal gøre, når spillerne har siddet forkert, typisk fra det par, der har mistet point på grund af fejlen og ikke har kunnet få turneringslederens hjælp til at få dem tilbage. På klubniveau er der tre turneringslederfejl, der går igen.

Nogle turneringsledere nægter helt at rette regnskabsfejlen, måske fordi de mener, at det dårlige resultat er en passende straf for at have siddet forkert. Men denne straf fungerer samtidig som en gave til modstanderparret, der jo er lige så skyldige i at have siddet forkert. I vores eksempel giver det oprindelige regnskab 18 point til par nr. 16 i stedet for 4 point. Det er en meget stor præmie at give par nr. 16 for at have begået en fejl! Og for den sags skyld en alt for stor straf til par nr. 10. Men som sagt bør hverken par nr. 10 eller 16 straffes, undtagen i gentagelsestilfælde i samme turnering.

Andre turneringsledere bytter ikke rundt på parnumrene, men skriver blot scoren i den modsatte kolonne. I vores eksempel scorede par nr. 16 +90 på spillet, og disse turneringsledere ville derfor notere +90 i Ø-V’s kolonne, der oprindeligt var par nr. 16’s kolonne. Det er tydeligvis også forkert – derved ville par nr. 16 få en næsttop for at tage 7 stik i et spil, hvor de fleste tager 8‑9 stik.

Den tredje og sidste fejltype er mere forståelig: Nogle turneringsledere annullerer spillet og giver 40% til begge par. Denne praksis giver i modsætning til de to foregående mening. Men da parrene har opnået et resultat på samme måde som de øvrige 11 borde, skal det opnåede resultat tælle, når det kan lade sig gøre – og det kan det jo sagtens her.

Rettelsesfrister

Bridgelovene giver vide rammer for, at turneringsarrangøren kan fastsætte en passende frist for rettelse af regnskabsfejl. Lad os først se på § 79C:

1. En fejl i indføring eller udregning af den score, som man er blevet enige om, hvad enten fejlen er begået af en spiller eller en official, kan rettes inden for de(n) rettelsesperiode(r), turneringsarrangøren har fastsat. Medmindre turneringsarrangøren fastsætter en længere^*) frist, udløber denne rettelsesperiode, 30 minutter efter at den officielle score er fremlagt til eftersyn.
2. Med turneringsarrangørens godkendelse er det tilladt at rette en fejl i scoren efter rettelsesperiodens udløb, forudsat at turneringslederen anser det hævet over rimelig tvivl, at regnskabets oplysninger er forkerte.
*) En kortere frist kan komme på tale, hvis det er nødvendigt på grund af særlige forhold ved turneringen.

I vores eksempel har parrene ikke indført den score, som de blev enige om. De blev jo enige om, at par nr. 16 havde vundet 1ut som N-S, og det var ikke, hvad de skrev. Derfor kan vi benytte § 79C.

§ 79C1 giver en frist på 30 minutter til at rette fejlen, medmindre der er fastsat en anden frist. I DBf er det normalt at forkorte fristen til 5‑10 minutter, når der skal foretages præmieoverrækkelse, både på forbunds‑, distrikts‑ og klubniveau. Denne frist er derfor overskredet, når præmierne er overrakt.

Men § 79C2 giver mulighed for en udvidet frist. Her stilles lidt større krav, nemlig at turneringslederen “finder det hævet over rimelig tvivl”, at der er sket en fejl. Det vil dog ofte være tilfældet i praksis, især i dette tilfælde, hvor spillerne fortæller, at de har siddet forkert. I DBf godkender turneringsarrangøren en sådan rettelse inden for en frist på 1 uge.

Når rettelsen indføres i regnskabet, bliver mesterpoint og handicaptal genberegnet ud fra den nye stilling. Hvis præmierne allerede er blevet overrakt, er det normalt at lade folk beholde, hvad de allerede har fået overrakt i form af penge, flasker og lignende. I mesterskabsturneringer bør man dog omfordele medaljer og pokaler svarende til det nye resultat.

I vores artikelserie om strafkort er vi nået til situationer, hvor der er flere strafkort på én gang – enten hos én modspiller eller fordelt mellem de to modspillere. Det kan du læse om i artiklen Eksotiske strafkortsituationer.

Nedenfor ser vi på følgerne af en anden “mekanisk” fejl. Når en spiller melder uden for tur eller afgiver et utilstrækkeligt bud, og dette ikke accepteres, vil konsekvensen i mange tilfælde være, at hans makker skal passe i sin næste tur eller i resten af meldeforløbet, og at han derfor er nødt til at skyde på en slutkontrakt.

Det stiller naturligvis spilleren dårligt i meldeforløbet, fordi han ikke kan få oplysninger om makkers hånd, og resultatet vil ofte være anderledes end ved de øvrige borde. Får spilleren et dårligt resultat, er dette prisen for at have begået en fejl.

Men spilleren kan også være heldig og få et bedre resultat, end han ville have fået ellers. Det er et tilfælde, hvor mange spillere og turneringsledere er i tvivl om, hvorvidt scoren skal justeres. Lad os se på følgende spil:

Syd åbner med en svag sans, men Nord overser dette og åbner selv 1ut, da det bliver hans tur. Øst tilkalder turneringslederen og meddeler straks, at han ikke vil acceptere Nords melding.

Turneringslederen udlægger de relevante dele af § 27 om utilstrækkeligt bud således:

• N-S spiller med 1ut‑2ut som overføring til ruder. Derfor er 3ut fra Nord er laveste bud, der viser samme benævnelse som den ulovlige melding. Hvis Nord melder dette, fortsætter meldeforløbet uden yderligere berigtigelse (§ 27B1a).
• Der findes ingen svarmelding fra Nord, der viser noget i retning af 12‑14 jævne, og dermed kommer § 27B1b ikke på tale.
• § 27B2: Medmindre Nord melder 3ut, skal Syd passe resten af meldeforløbet, og spilfører kan forbyde en vilkårlig farve ud, som Nord ikke har meldt, første gang Syd er inde, hvis Ø-V køber spillet (§ 26B).

Under disse omstændigheder har Nord kun én fornuftig mulighed:

Efter hjerterudspil fra Vest vinder Syd første stik på ♥K og tager 9 hurtige stik. Resten af feltet er i 4♠, der går bet på grund af den dårlige trumfsits. Øst tilkalder igen turneringslederen, da Ø-V er skadet af Nords utilstrækkelige bud. Uden uregelmæssigheden var N-S med stor sandsynlighed kommet i 4♠ som alle andre.

Skal scoren justeres?

Det er åbenlyst, at N-S har fået et fordelagtigt resultat på grund af Nords utilstrækkelige bud, og derfor er det en naturlig refleks for turneringslederen at overveje en justeret score. § 27 indeholder hele to referencer til justeret score:

• § 72C siger, at scoren skal justeres, hvis Nord i forbindelse med sin 1ut‑melding kunne have været klar over, at det utilstrækkelige bud ville være tilbøjeligt til at skade den ikke‐fejlende side. Det er ikke tilfældet her – tværtimod: Nord ønsker makkers hjælp til at undersøge, om der skal spilles 3ut eller 4♠, men hans utilstrækkelige bud tvinger ham til at gætte selv.
• § 27D siger, at scoren skal justeres, hvis § 27B1 har været anvendt, og oplysningerne fra det utilstrækkelige bud har påvirket resultatet. Det er heller ikke tilfældet her – Syd vil jo altid passe efter 1ut‑3ut.

Ingen af referencerne fra § 27 kan således benyttes til at justere scoren.

Det viste sig at være fordelagtigt for N-S, at Syd skulle passe resten af meldeforløbet. Men § 12B2 fortæller, at dette ikke kan benyttes som grundlag for at justere scoren:

Turneringslederen må ikke tildele en justeret score med den begrundelse, at den berigtigelse, som disse love foreskriver, er enten urimeligt hård eller fordelagtig for nogen af siderne.

Ved “berigtigelse” forstås den ændring af spillets gang, som turneringslederen fastsætter. I dette spil var berigtigelsen, at Nord skulle ændre sin melding til en lovlig melding, og at Syd skulle passe resten af meldeforløbet.

Baggrunden for § 72C og § 27D

Den formelle gennemgang i det foregående afsnit kunne få det til at se ud, som om Ø-V er blevet bortdømt på en teknikalitet. Men det er ikke et tilfælde, at § 72C og § 27D ser ud, som de gør.

§ 72C

Lad os først se på § 72C. I ovenstående spil skabte den tvungne pas en situation, hvor oddsene (set fra Nords side) er med Ø-V. Til gengæld bliver Ø-V ikke holdt skadesløse, hvis Nord har heldet med sig. § 72C er defineret for at beskytte Ø-V i situationer, hvor en snedig Nord kan forudse en fordel ved at begå en uregelmæssighed. Dette kan fx være tilfældet, hvis Nord kan se, at det vil være fordelagtigt at tvinge Syd til at passe, og sætter dette i værk med et utilstrækkeligt bud, der siden rettes i henhold til § 27B2.

Normalt er den tvungne pas meget generende for den fejlende side, og derfor benyttes § 72C i praksis meget sjældent. Konklusionen er, at hvis den fejlende side får et godt resultat på trods af den tvungne pas – og ikke ved udnyttelse af den tvungne pas – skal scoren stå ved magt.

§ 27D

Herefter ser vi på § 27D. Den første forudsætning for at justere scoren i henhold til denne paragraf er, at § 27B1 har været anvendt. Bemærk, at det netop er det tilfælde, hvor Syd ikke er tvunget til at passe resten af meldeforløbet. Her er oplysningerne fra det utilstrækkelige bud beføjede for Syd, hvad der naturligvis giver N-S en fordel.

Derfor kan der være behov for at holde Ø-V skadesløse. § 27D siger, at scoren justeres, hvis N-S har fået et fordelagtigt resultat, forudsat at dette skyldes oplysningerne fra det utilstrækkelige bud. Ideen er her, at man forsøger at spille almindelig bridge. Måske melder N-S på en måde, hvor det er klart, at oplysningerne ikke har hjulpet dem, hvorefter spilfører spiller kontrakten godt (eller heldigt). Dette resultat vil man ikke fratage N-S, fordi det ikke skyldes, at Syd har fået ekstra oplysninger fra Nords utilstrækkelige bud.

Konklusion

Det er vigtigt at forstå, hvorfor den fejlende side får lov at beholde sit resultat i de situationer, hvor en melding uden for tur eller et utilstrækkeligt bud har tvunget den fejlende til at skyde på en slutkontrakt, fordi makker skal passe resten af meldeforløbet.

Rationalet er, at man forsøger at spille en form for bridge, hvor den fejlende a priori er blevet stillet dårligere. Det regnes for at være en tilstrækkelig “straf” for fejlen, og lovene er omhyggeligt indrettet efter dette. Lovene indeholder dog samtidig en paragraf (§ 72C), der forhindrer spekulation.

Nu findes bridgeregler.dk også på spansk! Allan Jørgensen har oprettet reglasdebridge.es, hvor han løbende vil oversætte de artikler, du finder på bridgeregler.dk. Dermed kan spansktalende bridgespillere også læse om bridgereglerne ugentligt.

Må man spørge en modstander om betydningen af dennes egen melding, hvis man er skeptisk over for den forklaring, som modstanderens makker har givet?

Det skal vi se på i følgende spil, hvor København‐konventionen som så ofte før blev misforstået af den ene spiller i makkerparret:

Syd havde en fin offensiv hånd med 11 kort i de sorte farver og meldte 3♦ for at vise sine farver. Men det var den forkerte melding, og det blev Syd hurtigt klar over, da Nord på Vests forespørgsel forklarede det som begge major.

Vest var ikke overbevist om, at Nords forklaring var korrekt, og han foreslog, at Nord forlod bordet, så Syd kunne forklare meldingen.

Skal Syd forklare sin melding?

Det er fristende at lade Syd forklare sin melding selv for at undgå problemer med forkert forklaring. Men det er problematisk, fordi Vest får en uretmæssig fordel ved at høre begge spilleres opfattelse af meldingen.

Det relevante lovcitat findes i § 20F1:

Svaret bør gives af makkeren til den spiller, som afgav den melding, der spørges om, medmindre turneringslederen giver andre anvisninger.

Det løser kun problemet halvt for os. Vest må åbenbart tilkalde turneringslederen, hvis han vil have en forklaring fra Syd. Men hvad er kriteriet for, om turneringslederen skal “give andre anvisninger” og bede Syd forklare sin egen melding?

Det fremgår af et mødereferat fra WBF’s lovkommission, at turneringslederen kun skal gøre dette, hvis Nord siger noget i retning af “vi har en aftale, men jeg har glemt den”. I dette tilfælde sender turneringslederen Nord midlertidigt væk fra bordet, så Syd kan forklare meldingen.

Hvis Nord derimod siger “vi har ikke aftalt det” eller “det er ikke entydigt ud fra vores aftaler, om det er A eller B”, kan Vest ikke få yderligere forklaringer fra Syd. I dette tilfælde har Vest fået en gyldig forklaring om N-S’s makkeraftaler fra Nord, også selvom den ikke giver et billede af Syds hånd. Nords forklaring kan meget vel være korrekt, og så har Vest ikke krav på mere.

Uanset om Vest får en forklaring a la “ikke aftalt”, eller om Vest som i dagens spil bare ikke tror på Nords konkrete forklaring, må Vest således ikke bede Syd verificere forklaringen, og han må slet ikke bede Syd fortælle, hvad han har ment sin melding som.

Hvis Nords forklaring er forkert, skal Syd naturligvis rette Nords forklaring efter meldeforløbets afslutning, hvis N-S køber spillet – ellers efter spillets afslutning – og hvis Ø-V er skadet af en forkert forklaring, skal scoren justeres.

Ubeføjede oplysninger

Det havde ikke hjulpet at lade Vest høre Syds forklaring. Efter at have hørt Nords forklaring blev Syd klar over, at han havde meldt forkert, og Syd ville derfor også have forklaret 3♦ som mindst 5‑5 i major! Syd skal jo ikke forklare, hvad han troede, da han meldte, men hvad N-S’s makkeraftaler faktisk er (læs evt. mere om dette princip i artiklen Forkert forklaring og ubeføjede oplysninger).

Men i meldingerne er Nords forklaring naturligvis ubeføjet for Syd. Meldeforløbet fortsatte aktuelt således:

5♣‑D vandt problemfrit efter et par spartrumfninger, men Vest var stadig ikke tilfreds. Kunne Syd tillade sig at tage ud efter at have hørt Nords forklaring?

Havde det ikke været for Nords forhåndspas, ville det være aldeles forbudt for Syd at tage 4♥ ud. Uden Nords forklaring må Syd antage, at Nord har en god langfarve i hjerter, der ikke kræver hjælp, og det ligger lige for at passe. De ubeføjede oplysninger fra Nords uventede forklaring hjælper i den grad Syd til at tage ud, og enhver med kendskab til reglerne om ubeføjede oplysninger må indse, at Syd er nødt til at passe.

Men Nord har næppe overset en fed hjerterfarve i 1. hånd. Derfor kan Syd på basis af meldeforløbet alene sandsynligvis regne ud, at 4♥ ikke er baseret på en langfarve.

Det lyder overbevisende, men når folk ikke har fået nogen ubeføjede oplysninger, skal der efter min erfaring skal der ikke meget til, før nogle af dem vil gå ud fra, at makker har opfattet deres melding korrekt. Det vil give et logisk alternativ til en redning, og i så fald gør de ubeføjede oplysninger det ulovligt at redde meldemisforståelsen. Det forhåndenværende problem synes at være et grænsetilfælde. Jeg tror, at langt de fleste vil tage ud, så jeg ville lade scoren stå ved magt, men det er bestemt ikke en oplagt afgørelse.

Konklusion

Den vigtigste pointe i dagens artikel er, at man ikke må bede en modstander forklare sin egen melding, når det drejer sig om at verificere makkerens forklaring. Det kan kun tillades, hvis makkeren giver udtryk for, at der findes en aftale, men at denne desværre er glemt i farten.

Man kan som bekendt kun doble modstanderne. Hvad sker der, hvis man dobler makker? Følgende hændte på en klubaften:

Det oplever man ikke hver dag. Hvad mon reglerne er? Og hvad sker der, hvis Vest accepterer doblingen? Bliver slutkontrakten 1♥‑D, hvis det går pas rundt? Se nedenfor!

Ny artikel: Stort strafkort

Næsten alle sager om strafkort drejer sig om, at en modspiller har pådraget sig et stort strafkort. Derfor er denne uges artikel om håndtering af stort strafkort den vigtigste artikel i vores igangværende tema om strafkort.

Det er naturligvis vigtigt for en turneringsleder at mestre dette emne, men også som spiller er det praktisk for dig at kende reglerne, så du har let ved at forstå turneringslederens instruktioner, når situationen opstår. Heldigvis skal du kun lære nogle få principper, og du finder en detaljeret gennemgang af disse i artiklen.

God fornøjelse!

Løsning på opgaven

Hvis man som turneringsleder prøver at dømme uden at have lovbogen med sig, kommer man sandsynligvis til kort, når en spiller dobler sin makker. Meldingen er ulovlig, men det er jo ikke et utilstrækkeligt bud, så de regler kan vi ikke bruge.

Denne gang skal vi have fat i § 36, som omhandler utilladelige doblinger, dvs. doblinger, der ikke dobler en modstanders bud.

Doblingen kan ikke accepteres

I modsætning til en melding uden for tur eller et utilstrækkeligt bud kan en utilladelig dobling ikke accepteres! Det er således ikke tilladt for Vest at melde efter Syds dobling – turneringslederen skal straks tilkaldes for at løse situationen.

Hvis Vest alligevel har meldt, enten pga. uopmærksomhed eller i et forsøg på at acceptere Syds dobling, benyttes § 36A: Også Vests melding annulleres (og evt. yderligere meldinger herefter). Meldingerne går tilbage til Syd, og spillerne får herefter en ny chance for i fællesskab at gennemføre et lovligt meldeforløb. I dette tilfælde er der således hverken tvungen pas eller udspilsbegrænsninger for Nord – samme princip, som når en melding uden for tur overses af den fejlendes MTV.

§ 36B gælder, hvis Vest som forventet tilkalder turneringslederen uden at melde. Syd skal erstatte sin dobling med en lovlig melding. Syd kan melde, hvad han vil, men Nord skal passe resten af meldeforløbet. Hvis N-S kommer i modspil, gælder desuden følgende udspilsbegrænsninger: Første gang Nord er inde, kan spilfører vælge en af de farver, som Syd ikke får vist i det lovlige meldeforløb, og forbyde udspil i denne (§ 26B).

Andre anvendelser af § 36

En anden anvendelse af § 36 forekommer, når en spiller af vanvare dobler sin makkers dobling, hvilket er set før. § 36 gælder desuden på helt samme måde for redoblinger, der ikke redobler en modstanders dobling. Sådanne redoblinger har jeg dog aldrig set i praksis, hverken som spiller eller turneringsleder.

Det er ikke situationer, som du kommer til at opleve årligt, så det er ikke nødvendigt at kunne reglerne udenad. Husk blot, at tilfældet har sin egen paragraf – åbn lovbogen og læs op ved bordet, så du dømmer korrekt!