Måned: november 2017

Denne uges teoriartikel gennemgår utilstrækkeligt bud, som ikke accepteres. Det er regler, der er vanskelige at læse op og forstå ved bordet, og derfor anbefaler jeg generelt til turneringsledere, at de forsøger at lære reglerne hjemmefra, også selvom de er lidt vanskelige.

Her skal vi se på en sag med en kulørsvigt, der opstod i den danske 1. division i den forgangne weekend.

Som du ved fra artiklen Kulørsvigt, må modspillerne spørge hinanden om en mulig kulørsvigt, så længe ingen af dem har spillet et kort i det efterfølgende stik. Derved kan man undgå, at en kulørsvigt bliver etableret.

Dorthe Schaltz benyttede sig af denne ret i dagens spil, men det var hun tæt på at fortryde!

Adamsen havde en lovende hånd, men en vanskelig melding. Han valgte at melde 3ut med ♥Dx – måske havde makker hjælp, eller måske kunne Vest overtales til ikke at spille hjerter ud.

Men Dorthe fandt hjerterudspillet til makkers ♥E og fik hjerter tilbage til ♥K. Dermed stod farven, og hun fortsatte med hjerter. Peter Schaltz glemte at bekende og afviste i stedet med ♣9. “Ikke flere, makker?” Jo, Peter havde da en tredje hjerter, og det var nødvendigt at tilkalde turneringslederen.

Strafkort

Etableringen af kulørsvigten var afværget, men det gjorde kun tingene værre for modspillet. ♣9 var spillet bevidst og var dermed et stort strafkort.

Adamsen fik tilbuddet om at kræve eller forbyde klør ud, og han var ikke sen til at kræve klør ud. Peter måtte tage ♣9 op på hånden, hvilket dog var uden betydning for spillet her.

Nu var Dorthes hjerterfarve død! Og det kunne have ført til vundet kontrakt ved hjælp af 6 klørstik, 2 ruderstik og ♠E. Men Adamsen glemte, at strafkortet havde brudt forbindelsen til hjerterfarven, og han indkasserede klørfarven først. Da han havde kastet en ruder fra hånden i stik 3, kunne Peter holde kontrakten i 8 stik ved at falde fra en enkelt gang i ruder.

Retten til ikke at spørge

Strafkortet kunne være blevet en dyr fornøjelse for modspillet. Hvis Dorthe havde fortsat i hjerter uden at afsløre makkers kulørsvigt, havde modspillet taget mindst 6 stik. Overførsel af stik efter kulørsvigt ville give spilfører 1 stik, men kontrakten ville altid være bet.

Med andre ord ville det være fordelagtigt for modspillet at lade kulørsvigten blive etableret frem for at rette kulørsvigten og pådrage sig et strafkort.

Det rejser et interessant spørgsmål. Ved bordet var Dorthe ikke opmærksom på konsekvensen af at spørge om kulørsvigten, men ville hun have haft ret til at undlade at spørge om kulørsvigten, når det nu tjente modspillet bedst?

Lad os se på § 72B2:

I almindelighed har man ikke pligt til at gøre opmærksom på et lovbrud begået af ens egen side (men se dog § 20F (forkert forklaring), § 62A (rettelse af kulørsvigt) og § 79A2 (antal vundne stik)).

Man har altså ikke pligt til at fortælle, når man selv eller makker er kommet til at bryde reglerne, undtagen når der er afgivet forkert forklaring, eller man er blevet enige om et forkert antal stik (se nedenfor angående referencen til § 62A).

Dette betyder, at Dorthe ikke havde pligt til at gøre opmærksom på makkers kulørsvigt! Med andre ord ville det have været fuldt korrekt, hvis hun havde gennemskuet konsekvenserne og skyndt sig at trække en hjerter mere for i det mindste at sikre én bet, før Peter opdagede sin sidste hjerter.

Inden du får for snedige ideer …

Nu er det ikke meningen, at man som spiller skal sidde og spekulere i, hvornår en overtrædelse af reglerne kan gavne. § 72B1:

En spiller må ikke forsætligt overtræde en paragraf i disse love, selv ikke hvis der er foreskrevet en berigtigelse, som den pågældende er villig til at acceptere.

Det betyder, at hvis du fx opdager, at det ikke kan koste dig noget at begå kulørsvigt, er det i sig selv ulovligt at gøre det med vilje.

I teorien kan turneringslederen give strafpoints, hvis han mener, at en spiller har brudt reglerne med vilje, fordi prisen i form af overførte stik, tvungen pas, eller hvad det nu er, ikke overstiger gevinsten. Det sker dog yderst sjældent.

Budskabet i § 72B1 er det helt enkle, at du som spiller overhovedet ikke skal spekulere i at overtræde reglerne. Det overlader vi trygt til fodboldspillerne.

Men skulle uheldet være ude, er du ikke forpligtet til at gøre opmærksom på det.

Konklusion

Det er vigtigt at forstå, at det på ingen måde er uetisk at undlade at spørge makker om en kulørsvigt, hvis man mener, at det kan være til ens egen fordel. Det er uetisk at bryde reglerne med vilje, men skulle uheldet være ude, er man ikke forpligtet til at gøre opmærksom på det (og makker slet ikke).

Nogle vil mene, at reglerne burde sikre, at en etableret kulørsvigt aldrig er bedre for den fejlende side end en ikke‐etableret kulørsvigt. Men det gør de nu engang ikke, og det er heller ikke nødvendigt, for spilfører vil jo altid blive holdt skadesløs i forhold til, hvis kulørsvigten ikke havde fundet sted.

Referencen til § 62A

Referencen fra § 72B2 til § 62A er et efterladenskab fra 2007‐lovene, som ikke giver mening i 2017‐udgaven. Derfor er den ikke relevant, og man bør se helt bort fra den. WBF‑LC har tilsyneladende glemt at fjerne referencen, da de ændrede indholdet af § 62A i 2017‐lovene.

I denne uge kan du læse om, hvordan man udregner resultatet i tilfælde af en ubalanceret score, dvs. når scorerne for N-S og Ø-V ikke modsvarer hinanden.

Dette forekommer hyppigst i forbindelse med kunstig score. I parturnering forekommer det jævnligt, at et spil ikke kan afvikles pga. forhold, som spillerne ikke er skyld i, og i så fald må turneringslederen give 60% til begge sider. Det kan de fleste finde ud af. Men hvordan beregner man resultatet af en holdkamp i et tilsvarende tilfælde?

Vi tager dog udgangspunkt i et lidt mere kompliceret eksempel. I sidste uge så vi et spil, hvor turneringslederen skulle give følgende justerede score:

• For N-S: S 4♦ 11 = +150
• For Ø-V: 50% af S 5♦ 11 = +400, 50% af S 4♦ 11 = +150

Det er kompliceret i sig selv, men hvis man arbejder metodisk, er det ikke så svært at nå frem til afgørelsen.

De virkelige problemer opstår, når spillerne spørger, hvad det betyder for deres resultat! Det ser vi på nedenfor.

Holdkamp

Lad os forestille os, at der er tale om en holdkamp over 8 spil, afviklet som spil 9‑16:

Spil 9‑15 gøres op på sædvanlig måde. Spil 16 må vi gøre op for hvert af de to hold.

Det er let at gøre op for Hold A. Casper og Gregers scorede +150 i åbent rum, og det betyder et tab på 6 imp, da William og Morten afleverede −400. Hold A oplever således at tabe kampen med 5‑37, og KP‑tabellen for 8 spil fortæller os, at et nederlag på 32 imp giver holdet 1,32 KP.

For Hold B må vi først beregne imp‐scoren på spillet. Husk, at du ikke må vægte +400 og +150 sammen, før du beregner imp‐scoren. Du skal beregne imp‐scoren for hvert af resultaterne, og derefter vægte imp’ene sammen. Det ser således ud:

• 50% af scoren for N-S 5♦ 11 = +400 (lige spil) giver 0 imp.
• 50% af scoren for N-S 5♦ 11 = +150 (en gevinst på 6 imp) giver +3 imp.

Hold B vinder altså 3 imp på spillet og dermed kampen med 34‑5. En sejr på 29 imp giver 18,21 KP.

Dermed ender kampen med 18,21‑1,32 KP til Hold B. Bemærk, at dette giver lidt mindre end 20 KP tilsammen, svarende til, at Hold A ikke fik den score, der modsvarede Hold B’s score på spil 16.

Kunstig score

En ubalanceret kunstig score vil normalt give +3 til begge hold, hvis de er uskyldige, og −3 til begge hold, hvis de begge er skyldige.

Dette kan fx forekomme, hvis fordelingen er blevet ødelagt ved et andet bord, således at de to borde i kampen har spillet med forskellig fordeling. Udregningen forløber fuldstændig som forklaret ovenfor.

Knockoutkampe

I en knockoutkamp kan man risikere, at en ubalanceret score fører til, at begge hold taber kampen! Eller for den sags skyld at begge hold vinder. Det duer selvfølgelig ikke, og § 12C4 tager højde for situationen:

Hvis turneringslederen tildeler ubalancerede justerede scorer i cupturneringer, udregnes hver deltagers score på spillet for sig, og gennemsnittet tildeles begge deltagere.

I stedet for, at Hold A taber 6 imp, og Hold B vinder 3 imp, beregner man gennemsnittet, så Hold B vinder spillet med 4,5 imp, og Hold A taber spillet med de samme cifre. Alternativt kan man se det sådan, at det hold, der taber kampen mindst (eller vinder kampen størst), går videre.

Parturnering

Også hvis en ubalanceret score forekommer i parturnering, skal vi se på de to par hver for sig. Det betyder, at der opstår to frekvenstabeller.

Spillet forekom i en parturnering med 9 borde, og det er enklest at se på N-S, hvor scoren ikke blev justeret. Frekvenstabellen så således ud:

For Ø-V’s vedkommende blev det ene af resultaterne med 4♦ justeret til en vægtet score med 50% til 5♦ og 50% til 4♦. Det fører til følgende frekvenstabel:

Nu kan vi slå de to tabeller sammen:

Bemærk, at scorerne ved de borde, hvor resultatet var 4♦ eller 5♦, ikke går lige op. Men summen af alle scorerne giver middel tilsammen både for N-S og for Ø-V, når man ganger de respektive frekvenser på.

Ø-V er naturligvis interesserede i at vide, hvad de konkret scorede på spillet. Det er ganske let: 50% af −3,5 og 50% af +1,5, altså −1 point. N-S’s score er ikke vægtet, så den kan aflæses direkte til −1 for +150.

Tilsammen har N-S og Ø-V ved dette bord således scoret −2. Som det fremgår af tabellen, er den samlede score for de to par lig +0,5 ved de øvrige 4 borde, hvor Syd spillede en ruderkontrakt. Dermed er summen af samtlige pars score på spillet lig middel.

Konklusion

Når turneringslederen giver en ubalanceret score, skal resultatet gøres op for N-S og Ø-V separat.

I en holdkamp betyder det, at antallet af KP i kampen ikke er lig 20.

I en parturnering må man lave to frekvenstabeller. Hver især giver de middel tilsammen, men ved ikke nødvendigvis ved de enkelte borde. Giver man kunstige scorer, vil totalen dog heller ikke give middel.

Bemærkning vedr. BridgeCentral: Den ovenstående procedure er ikke implementeret i BridgeCentral 2, men den er med i BridgeCentral 3, som i øjeblikket testes i udvalgte klubber.

I vores artikelserie er vi nået til et af de sidste store emner for klubturneringslederen, nemlig utilstrækkeligt bud. I denne artikel kan du læse om reglerne, når meldingen ikke kan accepteres, når den bliver accepteret, samt når den fejlende retter sin melding uden at afvente turneringslederens afgørelse.

De seneste ugers eksempler har omhandlet forkert forklaring, og i denne uge tager vi et eksempel med en ny krølle. Det bør allerede være klart for dig, at turneringslederen skal tilkaldes, når en forklaring rettes. Det undlod spillerne i eksemplet nedenfor, og det førte til en overraskende afgørelse på sagen.

Spillet foregik på klubniveau, hvad der kan forklare, at Nord ikke så sin hånd som en åbningshånd.

Øst alertede ikke Vests spærrende 3♠, og Vest gjorde opmærksom på fejlen efter den afsluttende pas og foreslog samtidig at tilkalde turneringslederen. Nord mente imidlertid ikke, at dette var nødvendigt.

Syd tog sine 11 topstik, og nu tilkaldte Nord turneringslederen. Havde hun vidst, at Vest havde en svag hånd og ikke inviterende styrke, ville hun have hævet til 5♦.

Skal 3♠ alertes?

De fleste alerter Vests 3♠ i dette meldeforløb for at signalere, at det ikke er en inviterende melding. Men på divisionsniveau spiller de fleste 3♠ som en spærrende melding, og da meldingen er naturlig, vil det ikke være nødvendigt at alerte.

På klubniveau vil mange uden videre forstå 3♠ som en inviterende melding, og derfor skal man alerte, når meldingen ikke viser dette.

Da spillet forekom på klubniveau, har Nord altså en sag.

Hvornår skal forklaringen rettes?

Som du utvivlsomt ved fra artiklen Forkert forklaring, må Vest først rette sin makkers forkerte forklaring (en manglende alert sidestilles med dette), når spillet er slut, fordi Vest kom i modspil.

Hvis Ø-V havde fået spillet, havde det været korrekt (og påkrævet) af Vest at tilkalde turneringslederen efter den afsluttende pas.

Baggrunden for disse regler er, at man skal rette makkers forklaring, når det ikke længere giver makker ubeføjede oplysninger, men ikke før.

Hvis turneringslederen var blevet tilkaldt

Som det også fremgår af artiklen Forkert forklaring, skal turneringslederen tilkaldes, når en forklaring rettes. Det gælder også, selvom forklaringen bliver rettet på et forkert tidspunkt.

En væsentlig grund til, at turneringslederen skal tilkaldes, er for at give den ikke‐fejlende side mulighed for at ændre deres sidst afgivne melding, hvis den skyldtes den forkerte forklaring. Var turneringslederen blevet tilkaldt, ville Nord således have fået tilbudt at ændre sin pas efter makkers 4♦.

Justeret score

Når turneringslederen ikke tilkaldes, og en spiller derfor ikke får mulighed for at ændre sin melding efter forkert forklaring, skal scoren justeres, hvis spilleren er skadet.

Vi kan godt følge, at Nord ville være mere tilbøjelig til at melde 5♦, hvis hun havde vidst, at Vests 3♠ var spærrende og ikke inviterende. Lad os for eksemplets skyld vurdere, at der havde været 50% sandsynlighed for, at Nord havde meldt 5♦, hvis 3♠ var blevet alertet. Det peger altså på en vægtet score:

• 50% af S 5♦ 11 = +400
• 50% af S 4♦ 11 = +150

Var det ikke Nords egen skyld?

Måske tænker du, at Nord selv var ude om det, når hun ikke ville have turneringslederen tilkaldt, selvom Vest foreslog dette.

Og det er helt korrekt tænkt! Lad os se på § 11A:

Retten til at få en uregelmæssighed berigtiget kan mistes, hvis en spiller fra den ikke‐fejlende side foretager sig noget som helst, før vedkommende tilkalder turneringslederen. Hvis den ene side har haft fordel af, at en modstander i uvidenhed om de relevante lovbestemmelser foretog sig noget efter uregelmæssigheden, fjerner turneringslederen den opnåede fordel ved at justere scoren, men kun for denne side; modstanderne beholder den score, som blev opnået ved bordet.

Her spillede Nord videre, fordi hun ikke var klar over, at turneringslederen ville kunne give hende lov at melde om. Ø-V fik fordel heraf, og dermed er betingelsen for at anvende § 11A opfyldt. Vi skal altså justere scoren for Ø-V’s vedkommende, men lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende.

Afgørelsen ser herefter således ud:

• For N-S: S 4♦ 11 = +150
• For Ø-V: 50% af S 5♦ 11 = +400, 50% af S 4♦ 11 = +150

Med andre ord vil vi ikke lade Ø-V drage fordel af deres forkerte forklaring, bare fordi modstanderne ikke vil have turneringslederen til bordet. Men N-S er selv ude om det, og derfor giver vi dem ingenting.

Konklusion

Det er på sin plads at repetere, hvornår man skal rette makkers forkerte forklaring. Dette skal ske efter meldeforløbets afslutning, hvis ens egen side køber spillet, og efter spillets afslutning, hvis man kommer i modspil.

Når en forkert forklaring rettes, skal turneringslederen altid tilkaldes med det samme, bl.a. for at give den ikke‐fejlende side mulighed for at ændre deres sidst afgivne melding, hvis denne skyldes den forkerte forklaring.

Hvis et manglende tilkald af turneringslederen medfører, at en spiller ikke får mulighed for at ændre sin melding, og spilleren skades af dette, skal scoren justeres.

Normalt giver vi den fejlende side hele ansvaret for at tilkalde turneringslederen ved rettelse af forkert forklaring. I ovenstående eksempel var det dog fornuftigst at give den ikke‐fejlende side skylden. I et sådant tilfælde justeres scoren kun for den fejlende side.

Det er ikke indlysende, hvilke konsekvenser det har i regnskabet, når scoren kun justeres for den ene side. Det ser vi nærmere på i næste uge.

I dagens spil rodede Nord rundt i parrets kunstige svarmeldinger. Det førte til, at modstanderne følte sig vildledt, men i sidste ende skulle turneringslederen ud ad et helt andet spor for at nå den korrekte afgørelse.

Nord alertede og forklarede på forespørgsel, at Syd havde benægtet majorfarver. Vest havde kun doubleton med i makkers farve, men kortene så brugbare ud til en trumfkontrakt, og han genåbnede med 2♦. Til alles overraskelse meldte Syd 2♥, og N-S fandt således deres hjerterkontrakt, der vandt 8 stik, +110.

Vest følte sig vildledt af Nords forklaring – da han genåbnede, troede han ikke, at der var risiko for, at fjenden havde en majortilpasning. Derfor tilkaldte han turneringslederen.

Den korrekte forklaring

Når en spiller føler sig vildledt af en forklaring, er turneringslederens første opgave at undersøge, hvilken aftale parret har. Hvis der er tale om, at Syd har glemt systemet og har meldt forkert, skal scoren stå ved magt, for så har N-S ikke begået noget ulovligt.

Her var det dog Syd, der havde meldt korrekt – 1♠ viste 4‑4 i major. Dermed skal vi undersøge, hvad der ville være sket med korrekt forklaring.

Effekten af den forkerte forklaring

Når man hører om Nords misforståelse, er det åbenlyst, at N-S med stor sandsynlighed har en majortilpasning.

Men når turneringslederen skal afgøre en sag med forkert forklaring under meldeforløbet, skal han tage udgangspunkt i, hvad der ville være sket, hvis Vest havde fået den korrekte forklaring i stedet for den forkerte.

Selvom det er urealistisk i praksis, skal vi således forestille os, at Nord havde forklaret “4‑4 i major” og derefter meldt på basis af, at 1♠ benægtede majorfarver.

Havde Vest fået den korrekte forklaring, ville han efter Nords 1ut‑melding gå ud fra, at N-S ikke havde nogen majortilpasning. Det ville være nærmest samme situation som ved bordet, så den forkerte forklaring havde ikke indflydelse på Vests melding. Det er måske en overraskende konklusion, men scoren kan ikke justeres på dette grundlag.

Er der andet i sagen?

Turneringslederens arbejde er dog ikke afsluttet med dette. Som beskrevet i artiklen Forkert forklaring og ubeføjede oplysninger skal turneringslederen også tage stilling til de ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring.

Når Nord benægter majortilpasning ved at melde 1ut, er det et åbenlyst logisk alternativ for Syd at passe. Men Nords forklaring fortæller, at han meget vel kan have en 4‑farve i major, og det gør det attraktivt at melde 2♥ i stedet for pas. Her siger reglerne om ubeføjede oplysninger, at det er ulovligt for Syd at melde 2♥.

Syd skulle med andre ord have meldt pas, og så var slutkontrakten blevet 2♦ spillet af Øst. Derfor skal vi justere scoren til resultatet af denne kontrakt, medmindre Ø-V fik et bedre resultat ved bordet. Det er svært at forudsige spillet, men turneringslederen vurderede, at følgende vægtede score var retfærdigst:

• 25% af V 2♦ 8 = −90.
• 75% af V 2♦ 9 = −110.

Bemærk, at turneringslederen skal justere scoren, selvom spillerne slet ikke har nævnt forholdet om de ubeføjede oplysninger. Når turneringslederen bliver opmærksom på en uregelmæssighed, skal han altid tage sig af den, og derfor må turneringslederen ikke nøjes med at se på, om modparten er blevet vildledt.

Konklusion

Når turneringslederen skal vurdere en sag med forkert forklaring i meldeforløbet, skal følgende fremgangsmåde benyttes:

• Det skal fastlægges, hvad der faktisk er parrets aftale. Hvis forklaringen er korrekt og meldingen forkert, skal scoren stå ved magt.
• Der skal tages udgangspunkt i, at den korrekte forklaring var blevet givet i stedet for den forkerte. Modparten har ikke krav på at vide, at der forelå en meldemisforståelse.
• Uanset om forklaringen var korrekt eller forkert, skal turneringslederen undersøge, om reglerne om ubeføjede oplysninger er blevet overholdt. Dette gælder også, selvom spillerne ved bordet intet har nævnt om det.