Måned: oktober 2016

Det er altid en god ide at tro på sig selv ved bridgebordet! Denne artikel handler dog ikke om, hvordan man opbygger sin selvtillid, men om, hvorvidt en spiller er forpligtet til at melde i overensstemmelse med de forklaringer, han giver om sin makkers meldinger – altså om man som spiller skal tro på sig selv i denne forstand!

Mange spillere er i tvivl om, hvorvidt det er tilladt at melde, som om man ikke tror på sin egen forklaring. Som vi skal se, er svaret ganske enkelt at finde frem til, men situationen kan alligevel blive kompliceret. Lad os se på følgende spil:

Nord havde mindst én bet på egen hånd mod 6♣, men anede ugler i mosen. Derfor spurgte han om betydningen af 4ut, og Vest svarede, at det var RKCB med klør som trumf. Man bør normalt spørge om hele meldeforløbet, således at man undgår at give ubeføjede oplysninger om, hvilken melding man var mest interesseret i, men da Nord kendte Ø-V’s grundsystem samt svarene i RKCB, virkede yderligere spørgsmål overflødige.

Nord doblede, men fortsættelsen af meldeforløbet var uventet:

Vest gættede efter Nords dobling, at Øst med 4ut havde forsøgt at vise minorfarverne, og han flyttede derfor til 6♦.

Nord spillede hjerter ud, og med ruderne 2‑2 vandt kontrakten let. Herefter tilkaldte Nord turneringslederen – han mente ikke, at Vest måtte melde 6♦, når 4ut var blevet forklaret som esspørgsmål med klør som trumf.

Må Vest melde 6♦?

Som udgangspunkt må en spiller afgive enhver melding, så længe dens aftalte betydning overholder de systemregler, der gælder for turneringen. Dog bliver en melding ulovlig, hvis den er blevet nærliggende på grund af ubeføjede oplysninger, og der er logiske alternativer til meldingen.

Vi skal altså se på, hvilke ubeføjede oplysninger der findes.

• Nords spørgsmål om meldingerne samt doblingen af 6♣ har vakt Vests mistanke, men begge disse oplysninger er beføjede for Vest.
• Vests forklaring om 4ut er ubeføjet for Øst. Den kan dermed sætte begrænsninger for Øst, men ikke for Vest selv.

Altså har Vest ingen ubeføjede oplysninger. Derfor er det lovligt at melde 6♦ (vi går ud fra, at Øst ikke har afsløret sig ved at hoppe i stolen over makkers forklaring eller ved at tænke længe efter Nords dobling).

Vær sikker på, at du forstår dette princip! Måske synes du ikke om, at Vest “lugter” meldemisforståelsen – men så længe man ikke har ubeføjede oplysninger, er man fri til at gætte på, hvad makker har haft til hensigt med sine meldinger.

Vest skal naturligvis nøje overveje, om forklaringen “RKCB” nu også var udtømmende i forhold til makkeraftalerne. Hvis ikke, skal Vest rette forklaringen (og tilkalde turneringslederen), så snart han bliver opmærksom på sin fejl. Men dette er som sagt uden betydning for, hvorvidt Vest har lov at melde 6♦ – det har han!

Øst sidder med et tilsvarende problem. Er Vests forklaring forkert, eller har Øst bare opfundet en ny betydning af 4ut ved bordet? I førstnævnte fald skal Øst rette sin makkers forklaring – men hvornår? Dette har vi tidligere behandlet i artiklen Forkert forklaring. Da Ø-V har købt spillet, skal Øst gøre opmærksom på makkers forkerte forklaring efter den afsluttende pas (ellers først efter spillets afslutning). Turneringslederen skal tilkaldes, når forklaringen rettes.

Er der alligevel en sag?

Som vi netop har set, er Vests 6♦‑melding 100% lovlig, men Nord ville måske have passet 6♣ ud, hvis Vest havde forklaret 4ut som takeout til minor. Derfor skal turneringslederen undersøge, om N-S er skadet af en forkert forklaring. Nord vil sikkert selv forklare, at han ikke ville have doblet 6♣, hvis han havde vidst, hvad Øst havde.

Turneringslederen skal altså undersøge følgende spørgsmål:

• Hvad er den (evt. implicit) aftalte betydning af 4ut?
• Hvis betydningen ikke svarer til den afgivne forklaring, hvad havde i så fald været det sandsynlige resultat efter en korrekt forklaring?

Omkring fastlæggelsen af betydningen af 4ut kan du læse mere om turneringslederens fremgangsmåde i artiklen Forkert forklaring. Medmindre turneringslederen finder belæg for, at Vests forklaring var korrekt, skal scoren justeres, hvis forklaringen rimeligvis var skyld i, at Nord doblede 6♣ i stedet for at passe. Det er næppe oplagt for Nord at passe med korrekt forklaring, og derfor ender det sandsynligvis med en vægtet score mellem 6♣ (udoblet, 2 ned) og 6♦, hvis scoren skal justeres.

Som kortene sad, var det let for Vest at vinde 6♦ efter hjerterudspillet. Et sparudspil havde truet med at trumfmatte bordet, hvorefter kontrakten meget vel kunne være gået bet. Dette er dog uden betydning for, om scoren skal justeres. Nords hjerterudspil er på ingen måde en alvorlig fejl eller en gambling, og derfor kan Nord ikke miste sin justerede score.

Konklusion

En spiller er ikke tvunget til at melde ud fra de forklaringer, han giver om makkeraftalerne. Måske kan spilleren udlede ud af meldeforløbet og egne kort, at makker ikke har det, der er aftalt. Men spilleren må naturligvis ikke benytte ubeføjede oplysninger.

Vi har desuden set på, hvornår en forkert forklaring skal rettes – dette kan ikke gentages ofte nok: Egen forklaring skal rettes med det samme. Makkers forkerte forklaring skal rettes efter meldeforløbets afslutning eller efter spillets afslutning, alt efter om man køber spillet eller ej. Husk at tilkalde turneringslederen, når en forklaring rettes.

Endelig har vi set overfladisk på, hvordan turneringslederen skal gå frem, når han overvejer at justere scoren efter en forkert forklaring. Selve vurderingen i sagen er ikke oplagt, men som de skriver i matematikbøgerne, overlades denne vurdering som en øvelse til læseren.

For 3 uger siden så vi i indlægget Bordet har kun 12 kort, hvordan en kulørsvigt fra bordet kan opstå, når den blinde kun lægger 12 kort op.

Her skal vi se en anden type problem, der kan opstå, når bordet kun lægges op med 12 kort:

Syd er spilfører i 4♦, efter at Øst har spærret i spar, og Vest spiller ♠3 ud. Syd stikker Østs ♠K med ♠E og trækker de udesiddende trumfer. Nu opdager Nord, at der ligger et kort skjult under hjerterne, og det er ♠D.

Turneringsleder! Tænk over problemet, før du finder svaret nedenfor.

Nyt tema: Strafkort

Det er blevet tid til at starte en ny artikelserie på bridgeregler.dk, og i den kommende tid vil emnet være strafkort.

I denne uges artikel, Strafkort, ser vi nogle generelle spørgsmål – hvordan opstår et strafkort, og hvornår bliver det henholdsvis et stort eller et lille strafkort?

Disse spørgsmål er forholdsvis hurtigt uddebatteret, og derfor er der også plads i artiklen til at gennemgå konsekvenserne af et lille strafkort.

Løsning på turneringslederproblemet

Problemet ovenfor er drilsk, fordi lovene ikke indeholder en paragraf til det specifikke tilfælde. Havde der været begået kulørsvigt fra bordet, ville vi behandle det med justeret score, som vi tidligere har set, men her bekendte Nord jo i stik 1.

Når reglerne ikke direkte siger andet, er der ikke andet at gøre end at spille færdig. Med ♣K ude af plads har Syd en taber i hver sidefarve, og Syd ender med 10 stik. Det er Øst ikke tilfreds med, for hans tilspil af ♠K i stik 1 forærede kontrakten, og sådan havde han aldrig spillet, hvis han havde kunnet se alle bordets kort. Men han kunne vel bare selv have talt bordets kort?

Den eneste anvendelige paragraf er § 41D:

Efter at åbningsudspillet er vendt, anbringer den blinde sin hånd spredt ud på bordet foran sig med billedsiden opad, sorteret i farver og rang med de laveste kort mod spilfører, i adskilte kolonner med længderetning mod spilfører. Trumferne lægges til højre, set fra den blinde. Spilfører spiller både sine egne og bordets kort.

Nord har kun anbragt 12 af sine 13 kort synligt og har derved (uforsætligt) overtrådt § 41D. Ø-V kunne have undgået problemet ved at tælle bordets kort, men der findes ingen paragraf, der giver modspillerne ansvaret for at gøre dette. Derfor er Ø-V ikke‐fejlende, mens Nord selvfølgelig er fejlende.

Hvis Nord havde lagt sin hånd korrekt op, ville Øst have lagt ♠10 i stik 1. Hvis uregelmæssigheden ikke havde fundet sted, ville resultatet være blevet 4♦ med 9 stik. Det bliver den justerede score, fordi uregelmæssigheden har skadet den ikke‐fejlende side.

Der er således to forskellige typer problemer, der kan opstå, når den blinde kun lægger 12 kort op: Fejlen kan føre til en kulørsvigt, eller den kan medføre et forkert modspil. I begge tilfælde skal turneringslederen løse problemet med justeret score, hvis fejlen har skadet modspillerne. Hvis fejlen skader spilfører, skal scoren stå ved magt.

De to mest plagede dyr i bridgehistorien er utvivlsomt de stakkels to heste, som så mange gennem tiderne er blevet beskyldt for at spille på. Heller ikke i følgende spil, spillet i en parturnering med 38 borde, fik de lov at blive i den varme stald.

Vests 3♠‑åbning i 3. hånd lagde stort pres på Nord. Stop‐proceduren beskytter Nord ved at give ham 10 sekunders gratis tænkepause, men Nords problem var så akavet, at det snarere tog ham 30 sekunder at tage sig sammen til at passe.

Syd genåbnede 3ut, og Vest troede ikke sine egne øjne: Hvordan i alverden kunne en forhåndspasset have til 3ut, og hvordan kunne Syd tillade sig at melde 3ut efter makkers lange pause? Vest besluttede sig for at give Syd en lærestreg ved at doble, og Nord redoblede i håb om en ren top i kraft af den lange ruderfarve.

Vest spillede ♠10 ud og var ikke begejstret for at se makker kaste af. Syd vandt med ♠B og testede ruderne ved at trække ♦E fulgt af ♦K. Da farven sad 2‑2, kunne Syd trække ♠E, gå over på hjerter og fortsætte med ruder. Vest kunne se, hvor det bar hen, og tilkaldte turneringslederen. Denne noterede sig meldeforløbet, Nords tænkepause (som Nord erkendte sig enig i) samt det foreløbige spilforløb, og bad spillerne spille færdig. Syd viste straks sin hånd og krævede 11 stik, +1800!

Vest tilkaldte turneringslederen igen for at få justeret scoren efter Syds 3ut‑melding, som efter hans mening kun kunne finde sted med hjælp fra Nords tænkepause. Syd forklarede, at 3ut måtte være en fornuftig chance, fordi Nord var markeret med gode kort efter Ø-V’s meldinger. Desuden havde Vest ikke brugt stopskilt, men bare smækket 3♠‑meldingen på bordet.

Er Syds 3ut‑melding lovlig?

Når vi overvejer lovligheden af en melding i forbindelse med ubeføjede oplysninger, skal vi altid stille følgende to spørgsmål:

1. Havde spilleren logiske alternativer?
2. Har de ubeføjede oplysninger gjort det nærliggende at vælge den aktuelle melding frem for et logisk alternativ?

Hvis svaret er ja til begge spørgsmål, er meldingen ulovlig, og ellers er den lovlig.

Er pas et logisk alternativ på Syds kort? Helt klart – Syds sparlængde er værdiløs efter Vests spærremelding, og hånden er kun cirka 3 stik værd i offensiven. At sætte Nord til 6 stik er alt for meget, selv med en sandsynlig åbningshånd.

Gør Nords lange tænkepause 3ut nærliggende? Ja, for nu ved Syd, at Nord har noget ekstra.

Ergo er 3ut ulovlig efter en lang tænkepause fra Nord.

De falske heste

Når Vest først tilkalder turneringslederen, efter at det er åbenlyst, at han er på vej mod et dårligt resultat, høster det ofte kritik blandt spillerkollegerne. Er det rimeligt, at Vest kan spille på to heste ved at vente og se, om han får et godt resultat, og råbe på dommeren ellers?

Lad os se situationen fra den anden side. Syd får et godt resultat, som han ikke ville have fået uden at afgive den ulovlige 3ut‑melding. Er det rimeligt at lade ham drage fordel heraf? Selvfølgelig ikke, og derfor skal vi justere scoren. Syds melding bliver ikke mere lovlig af, at Vest venter med at kalde. Derfor skal afgørelsen være den samme, uanset hvornår turneringslederen tilkaldes.

Udtrykket “at spille på to heste” forbindes ofte med noget negativt, men der er intet som helst forkert ved Vests tilkald. Tværtimod – N-S skal ikke have lov at profitere af Syds ulovlige melding.

Men Vest har doblet med hovedet under armen. Vi vender tilbage til, hvad det skal betyde for afgørelsen.

Det manglende stopskilt

Vest brugte ikke stopskiltet, hvad Syd kritiserede med rette. Dermed har Vest gjort det sværere for Nord at undgå at give ubeføjede oplysninger. Som det er omtalt i artiklen Uregelmæssigheder efter Stop, ville vi ikke regne en pause på 15 sekunder for noget under disse omstændigheder.

Men her var Nords pause så lang, at ingen ved bordet var i tvivl om, at Nord havde et svært problem. Derfor havde Syd brugbare ubeføjede oplysninger, så turneringslederen kan se bort fra, at Vest ikke havde lagt stopskiltet op. Turneringslederen bør dog forklare Vest det uhensigtsmæssige i at lade stopskiltet blive hjemme, når Nord meget vel kunne have et svært meldeproblem.

Den justerede score

Turneringslederen skal basere den justerede score på, hvad der ville være sket, hvis uregelmæssigheden ikke havde fundet sted. Uregelmæssigheden var ikke Nords lange tænkepause – det er altid tilladt at tænke sig om, når man har noget at tænke over. Uregelmæssigheden var Syds 3ut‑melding frem for det logiske alternativ, pas.

Vi skal altså vurdere, hvad der ville være sket, hvis Syd havde passet. Så ville slutkontrakten være blevet 3♠ udoblet, og den ville sandsynligvis tage 5 eller 6 stik. Turneringslederen vurderede, at 5 stik var en reel mulighed, men at 6 stik var mere sandsynligt, og gav derfor følgende justerede score (set fra N-S’s perspektiv og med angivelse af parturneringspoints med 0 som middel):

• 1/3 af V 3♠ 5 = +200 ⇒ +16
• 2/3 af V 3♠ 6 = +150 ⇒ +12

Det vægtede gennemsnit af de to scorer er +13,33 points til N-S, og dermed −13,33 til Ø-V.

De ægte heste

Som beskrevet ovenfor får Vest det bedste af to verdener, når Syd genåbner ulovligt. Enten giver Syds melding bagslag, og det er lige ned i foret for Vest, eller også får Vest det resultat, han ville have fået uden den ulovlige melding.

Her er det nærmest oplagt for Vest, at Syd ikke kan have til sin melding. Følger vi ovenstående princip, kan Vest risikofrit doble – går 3ut bet, bliver det til dobbelt takst, og ellers kan Vest falde tilbage på den justerede score. Dette er det rendyrkede spil på to heste, hvor Vest ikke forsøger at vinde med bridgemæssige midler.

Hvis Vests dobling er bridgemæssigt forståelig, skal han have lov at doble, men her har Vest doblet alene på baggrund af sikkerhedsnettet i form af den justerede score. Når Vest foretager en sådan spekulation uden succes, kender du sikkert til, at Vest kan komme til at hænge på sin dårlige score. Men selvom Vest havde undladt den fjollede dobling, havde Ø-V scoret −660, altså langt dårligere end den justerede score. Vest var derfor ikke skyld i hele ulykken.

Når hele skaden skyldes den spekulative melding, kan vi lade scoren stå ved magt for Ø-V’s vedkommende. Her må vi imidlertid beregne den hypotetiske score for 3ut udoblet – den score, Vest burde have opnået – og 3ut‑RD. Turneringslederen opstillede frekvenstabellerne i de to tilfælde og konstaterede, at −660 ville have givet −28, mens −1800 som forventet ville give en ren bund, −37. Altså kostede Vests dobling 9 points.

Turneringslederen kunne nu give den endelige score på spillet. N-S fik den justerede score, hvilket som nævnt ovenfor betød +13,33 points – resultatet i 3ut er helt uden betydning for dem. Ø-V fik den justerede score minus de 9 points, som Vest selv smed i havet, altså −22,33 points.

Lad mig her advare om, at turneringslederen meget sjældent skal benytte disse principper (som er defineret i lovenes § 12C1e om selvforskyldt skade). Når den ikke‐fejlende side dummer sig “almindeligt”, såsom at misse en chance, vælge en nulvariant, spille et dårligt system eller ligefrem glemme deres system, skal de stadig have den fulde glæde af den justerede score. § 12C1e benyttes kun, når meldingen (eller spilleplanen) helt åbenlyst er ude i hampen, uden at der kræves nogen som helst analyse eller nærmere overvejelse for at indse dette.

Konklusion

Jeg håber, at du efter at have læst denne gennemgang er blevet overbevist om, at det altid er i orden at tilkalde turneringslederen, når modstanderne har tjent på en uregelmæssighed, selvom man måske ikke selv har spillet perfekt. Tvivlsomt spil medfører ikke, at modstanderne kan stikke gevinsten i lommen – selv idiotisk spil gør ikke!

Emnet “selvforskyldt skade” fortjener en artikel for sig selv. Men det er avanceret stof, og du vil sandsynligvis kunne dømme fornuftigt uden nogensinde at bruge § 12C1e.

Årets pokalfinale blev en tæt affære. Da de 48 spil var afviklet, var Schaltz noteret for en sejr på 88‑87 over Werdelin. Resultatet lå dog ikke fast ved kampens slutning, idet Werdelin appellerede turneringslederens afgørelse i et af spillene. Vi ser nærmere på sagen nedenfor.

Ud over dette spændende spil kan du i denne uge læse den anden og sidste artikel i vores tema om stopreglerne, Uregelmæssigheder efter Stop. Her kan du blandt andet læse, hvordan turneringslederen skal behandle et stopskilt, der ikke efterfølges af en springmelding, samt “stop uden for tur”. Det er heldigvis ikke svært.

Appelsagen

Appelsagen fra pokalfinalen vedrørte spil 38. Ved det andet bord havde Peter Lund som Vest vundet 12 stik i 3♦.

Martin Schaltz åbnede med 1♦, hvilket viste en lille sanshånd, og Sigurd Lauge Pedersen oplysningsdoblede. Søren Christiansen meldte 3♣ og forklarede den til Lauge Pedersen, der sad på samme skærmside, som invit+ med ruderfarve (Rubensohl). På den anden side af skærmen forklarede Schaltz imidlertid til Stig Werdelin, at det var en spærremelding med lang klørfarve.

Med egen klørlængde forudså Schaltz, at meldingerne ikke ville dø dér, og han gamblede med 3ut. Men Werdelin kunne med sine fede klør se, at Vests formodede klørfarve ikke kunne udnyttes, og han strafdoblede. Til alles overraskelse tog Christiansen ud i 4♦, der blev passet ud.

Lauge Pedersen spillede ♥7 ud (3. højeste), der gik til ♥9 og ♥D. Det markerede Syd med ♥KB7x og gav Schaltz en 100% sikker plan til 11 stik: hjerter mod ♥10 fulgt af ♦E og mere ruder gav garanti for 3 hjerterstik uden risiko for en fjendtlig trumfning. Da ♦K sad blank, tog han 12 stik – lige spil.

Turneringslederen tilkaldes

Efter spillet tilkaldte Werdelin turneringslederen. Han var blevet vildledt af forklaringen af 3♣ – havde han fået at vide, at meldingen viste ruder, ville han ikke have doblet.

Før turneringslederen kaster sig ud i at vurdere konsekvenserne af den ene eller anden forklaring, skal han undersøge, hvad der er parrets aftale. Nord har ikke krav på en beskrivelse af Vests hånd, men på en beskrivelse af makkeraftalen om Vests melding.

Turneringslederen undersøgte Ø-V’s system og fandt frem til, at Østs forklaring svarede til parrets aftaler. Vest havde glemt systemet og meldt forkert, men Nord havde fået den korrekte forklaring i forhold til Ø-V’s makkeraftaler. Derfor lod turneringslederen scoren stå ved magt – det var ikke relevant, at forklaringen ikke passede til Vests kort.

Afgørelsen appelleres

Når Werdelin havde fået korrekt forklaring, måtte Lauge Pedersen have fået forkert forklaring! Men kunne det have nogen indflydelse på spillet, når Lauge Pedersen hele tiden havde kendt Vests håndtype?

Ja! For hvordan skal Lauge Pedersen fortolke Werdelins dobling af 3ut? Når Vest har vist en ruderfarve med en kunstig 3♣, viser en forsinket dobling næppe klør, snarere almen styrke. Derfor spillede Lauge Pedersen ud i sin bedste farve, hjerter. Havde Lauge Pedersen i stedet fået 3♣ forklaret som naturlig, ville der være gode chancer for at gætte, at Werdelins dobling var baseret på klørstyrke bagpå, når Christiansen løb i 4♦.

Det er således ret oplagt, at den forkerte forklaring har haft indflydelse på spillet, og N-S appellerede turneringslederens afgørelse.

Hvordan skal appellen afgøres?

Når man justerer scoren, skal man basere afgørelsen på, hvad der ville være sket, hvis uregelmæssigheden ikke havde fundet sted. Uregelmæssigheden var Vests forkerte forklaring, og vi skal således tage stilling til, hvad der ville være sket, hvis Vest havde forklaret “klørfarve” til Syd. Dette gælder også, selvom Vest meldte på basis af noget andet – Syd skal jo have den forklaring, der svarer til makkeraftalerne.

Vi skal altså overveje følgende to spørgsmål:

1. Med hvilken sandsynlighed havde Lauge Pedersen spillet ♣E ud, hvis han havde fået den korrekte forklaring om Ø-V’s aftale om 3♣?

2. Hvor mange stik havde Schaltz taget i sin kontrakt efter udspil af ♣E?

Begge spørgsmål er vanskelige at vurdere. Vi ser på dem et ad gangen.

Åbningsudspillet

Syd kan ikke nødvendigvis gætte hensigten med doblingen, og eftersom doblingen næppe garanterer ♣K i denne position, er det ikke ufarligt at trække ♣E, selv med klør hos makker.

Det er fornuftigt at antage, at valget med den aktuelle forklaring (ruderfarve) står mellem hjerter og spar. Uanset hvilken af disse lejre man er i, vil den korrekte forklaring (klørfarve) give en vis sandsynlighed for klørudspil, men den vil ikke få Syd til at vælge spar i stedet for hjerter.

Sandsynligheden for, at Syd ville have spillet spar ud, er derfor nul, og derfor burde AK (DBf’s Appelkomite) ikke have indregnet sandsynligheden for et sparudspil i den vægtede score (hvad der dog heller ikke var enighed om).

Sandsynligheden for et klørudspil, når Syd aktuelt spillede hjerter ud, kan på basis af AK’s vurdering sættes til cirka 40‑50%. Vi regner for nemheds skyld med 50%. Det bedste grundlag for at vurdere det i praksis får man ved at lave en rundspørge.

Spilforløb efter udspil af ♣E

Ved bordet gjorde Schaltz rigtigt i begge røde farver, men det kan vi ikke bruge som en indikation om, hvordan han ville spille med ♣E i udspil – planen var nærmest oplagt efter det gunstige hjerterudspil.

Med ♣E ud mod 4♦ må spilfører selv gætte de røde farver. Man kunne trumfe udspillet og knibe til den blanke ♦K. Hvis Syd finder sparskiftet – hvilket ikke er oplagt – kan spilfører gå bet ved efter endt trumftrækning at spille ♥E og mere hjerter mod ♥D.

Men det ville være en stor fejl at spille sådan. Med ♥10 på bordet er den korrekte farvebehandling at spille hjerter mod håndens ♥D og siden knibe Syd for ♥B. Fejlgæt i ruder fulgt af sparskift fulgt af en stor teknisk fejl er tilsammen så usandsynligt, at muligheden for at gå bet ikke bør medtages i den vægtede score, hvad AK heller ikke har gjort.

AK anser 10, 11 og 12 stik med spar eller klør ud for lige sandsynlige. Men med spar ud er 12 stik nærmest utænkeligt, og med klør ud er det også ret usandsynligt i praksis. Jeg ville give spilfører 10‑11 stik i alle varianter med spar eller klør ud (og som nævnt ovenfor ville jeg kun interessere mig for klørudspillet). Heldigvis diskuterer vi kun brøkdele af imp her.

Da både 10 og 11 stik betyder et sving på 1 imp, er det ikke nødvendigt at overveje sandsynlighederne for hhv. 10 og 11 stik nærmere. AK har alligevel foretaget vurderingen af hensyn til beregningen af totalpoint.

Der er ganske få forgreninger i varianterne, så også spørgsmålet om antallet af stik i 4♦ kunne være velegnet til en rundspørge.

Beregning af resultatet

På basis af ovenstående analyse når vi frem til, at Werdelin med 50% sandsynlighed ville have vundet 1 imp på spillet (klørudspil), hvis Lauge Pedersen havde fået korrekt forklaring, mens spillet ville være lige i de øvrige 50% af tilfældene (hjerterudspil). Det vægtede gennemsnit af disse scorer er ½ imp til Werdelin.

At AK medregnede sandsynligheden for sparudspil i den vægtede score, var til fordel for N-S, men det var til gengæld til Ø-V’s fordel, at de medregnede muligheden for 12 stik i ruderkontrakten. I forhold til min vurdering går disse afvigelser cirka lige op, og AK’s justerede score gav Werdelin 0,48 imp på spillet (29/60 for at være præcis).

Til AK’s forsvar skal det siges, at de meget vel kan have prioriteret en hurtig afgørelse over fintænkning på decimalerne, da de først havde besluttet at 4♦−1 ikke var en mulighed, og at Werdelin dermed højst kunne vinde 1 imp på spillet. Der var ingen grund til at udskyde afgørelsen yderligere, hvis det eneste diskussionspunkt var, om Werdelin skulle have 0,48 eller 0,76 imp på spillet!

Ifølge de danske turneringsbestemmelser skal skæve imp afrundes til fordel for den ikke‑fejlende side, så Werdelin blev noteret for 1 imp (uanset om man følger AK’s eller min vurdering). Kampen endte således uafgjort 88‑88! I pokalturneringen afgøres uafgjorte kampe på totalpoint, hvor Schaltz i dette tilfælde havde den bedste score.

Det er ikke helt rimeligt at afrunde imp, før det er absolut nødvendigt. Hvis et hold fx vinder 2 gange ½ imp, bør det give 1 imp i slutresultatet, uanset hvem der er fejlende, og ikke 0, 1 eller 2 imp afhængigt af, hvem der er fejlende i de to sager. Jeg vil forsøge at få dette ændret i de danske turneringsbestemmelser, som dermed vil komme til at svare til, hvad man gør i EBL‐turneringer samt i flere andre nationale forbund. Heldigvis havde afrundingsreglerne ikke indflydelse på, hvem der til slut stod som vinder af kampen.

Konklusion

Med denne gennemgang håber jeg at have givet ikke blot noget indsigt i den spændende afgørelse fra pokalfinalen, men også et indblik i de generelle metoder, som turneringslederen skal anvende i forbindelse med en sag om forkert forklaring.

Sagen er ikke triviel, og med et pokalmesterskab på spil er grundighed og objektivitet påkrævet. Det er egenskaber, som alle kan træne op ved at arbejde seriøst med de sager, de får. Jeg ønsker dig hermed god fornøjelse og håber, at du får nogle spændende sager!