Måned: november 2018

I dagens spil havde Nord svært ved at komme til orde i meldingerne, fordi Vest meldte hans farve:

Vests 2♣‑melding var kunstig, men Øst alertede ikke, og på forespørgsel forklarede han, at meldingen var naturlig.

Nord kunne se, at forklaringen sandsynligvis ikke passede til Vests kort. Men han kunne ikke melde 3♣, fordi makker på grund af Østs forklaring ville opfatte det som en overmelding i fjendens farve, altså kunstig. En dobling ville være Support Double, så Nord valgte at passe.

Set fra Syds side havde Nord sandsynligvis en jævn minimumshånd med 3‑4 klør, og Syd havde ingen grund til at tro, at Østs forklaring var forkert. Og Vest kunne meget vel have en klørfarve med ♣EK i spidsen, så Syd nøjedes med at melde 4♥.

Nord havde tillæg, men han kunne ikke lide sin dårlige trumftilpasning, så han passede 4♥ ud. Vest spillede ♦D ud, og med hjerterne 3‑2 samt ♣K blank i plads tog Syd 13 stik. Herefter forklarede Vest, at 2♣ ifølge systemet viste 5‑5 i de umeldte farver, og turneringslederen blev tilkaldt.

Er N-S skadet?

Det er ikke umiddelbart let at afgøre, om N-S er skadet af Østs forkerte forklaring. Mange ville mene, at både Nord og Syd burde have meldt stærkere, og at de derfor burde have meldt slemmen alligevel.

Dette er imidlertid et forkert udgangspunkt for diskussionen. Vi skal først og fremmest vurdere, hvad der ville være sket, hvis N-S havde fået korrekt forklaring. I så fald ville Nord aldrig have meldt pas direkte efter 2♣‑meldingen, og han ville sandsynligvis have meldt 3♣.

Det er lidt uklart, hvad Syd ville have gjort, hvis Nord havde meldt 3♣. Måske ville han springe til 4♠ som splint, hvilket ville føre direkte til 6♣.

Alternativt vil Syd genmelde sin stærke hjerterfarve mindst én gang. Tilsyneladende ville det med samme sikkerhed føre til 6♥, da Syd er yderst sleminteresseret efter 3♣ fra Nord. På den anden side vil Nord måske bremse, fordi han allerede har vist sin hånd og har dårlig hjertertilpasning.

Men der er ingen tvivl om, at meldeforløbet ville være forløbet anderledes med korrekt forklaring, og at N-S derfor er skadet. Det er sværere at skyde sig ind på en fornuftig vægtet score. Følgende kunne være et bud:

• 35% af S 6♥ 13 = +1010
• 40% af N 6♣ 13 = +940
• 25% af S 4♥ 13 = +510

Selvforskyldt?

Som nævnt tidligere kan turneringslederen ikke bare afvise sagen, fordi N-S efter hans mening burde have meldt bedre, når den forkerte forklaring tydeligvis har påvirket meldingerne.

Mange ville justere scoren for Ø-V’s vedkommende, men lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende. Men dette er også forkert. Vi kan kun gøre dette, hvis N-S har begået en ekstremt alvorlig fejl, som ikke er direkte relateret til uregelmæssigheden, eller hvis N-S har foretaget en satsende handling.

Ingen af delene er der tale om her. Ved en “ekstremt alvorlig fejl” forstås en fejl, som man nærmest fortryder, før man har begået den, fx passer makker ud i et cuebid. En satsende handling kunne fx være, at Nord hoppede direkte fra 4♥ til 7♥ (og kontrakten gik ned).

N-S’s forsigtige meldinger har dog indflydelse på afgørelsen, hvis vi vurderer, at de kunne have meldt lige så forsigtigt med korrekt forklaring. Men det er vigtigt, at vi bruger denne oplysning til at foretage en objektiv vurdering og ikke til at “straffe” N-S med.

Lad os igen se på den hypotetiske situation efter en 3♣‑melding fra Nord. Hvis Syd støtter klørfarven, vil N-S automatisk komme i 6♣. Denne vurdering er uafhængig af, hvordan N-S meldte ved bordet.

Hvis Syd i stedet insisterer på sine hjerter, afhænger meget af meldetempoet. Hvis Syd bevarer initiativet, vil N-S oftest komme i slem, fordi Syd har en meget stærk hånd efter 3♣ fra makker. Hvis Syd derimod kræver med hjerter og senere melder 4♥, er der ganske stor sandsynlighed for, at Nord passer, som han gjorde ved bordet.

Kunstig score?

Reglerne for justeret score tillader, at man kan give kunstig score i stedet for vægtet score, hvis “der foreligger talrige muligheder, eller mulighederne er vanskelige at fastslå”. Denne betingelse er opfyldt her – der forekommer ganske vist kun at være 3 mulige resultater, men måderne, de kan fremkomme på, er talrige, og det er svært at vurdere sandsynlighederne for disse.

Alligevel ville jeg ikke overveje kunstig score i dette spil, fordi det betyder +3 imp til N-S i holdkamp, og det er en dårlig afgørelse denne gang. For hvis N-S har spillet slem ved det andet bord, ville “vores” N-S aldrig kunne opnå +3 imp, uden at vi giver en vis procentdel til storeslem, hvilket er et usandsynligt resultat med ♣K ude. Og hvis N-S ved det andet bord har brændt slemmen, er +3 imp alt for lidt i dette spil.

Afsluttende bemærkninger

Denne sag er vanskelig, fordi der både er lovtekniske og vurderingstekniske aspekter, hvor man let kan træde ved siden af.

Lovteknisk er det vigtigt at forstå, hvorfor du ikke må lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende.

Vurderingsteknisk er sagen vanskelig, fordi der er mange mulige varianter i meldeforløbet, hvis N-S får korrekt forklaring. Denne vurdering kan udføres mindst lige så godt af objektivt indstillede spillere som af dygtige turneringsledere.

De præcise procenter i den vægtede score kan diskuteres, men det vigtige i denne artikel er at diskutere de principper, som turneringslederen anvender i sin vurdering.

Så hvis du mener, at procenterne burde være mere eller mindre favorable for N-S, er det fint – så længe det bunder i en seriøs sandsynlighedsvurdering og ikke i synspunkter som “jeg går altid langt for at beskytte den ikke‐fejlende side” eller “N-S kunne bare have meldt lige så godt, som jeg selv ville have gjort”!

Da spillerne tog kortene ud af mappen til dagens spil, tabte Syd ♥E på gulvet, hvor det landede med billedsiden opad. Fordelingen var følgende:

Før meldeforløbets påbegyndelse forlod Nord bordet for at henvende sig til turneringslederen. Han fortalte om det tabte kort, og at han desværre havde set det. Da Nord vendte tilbage til bordet, rejste Øst sig for at fortælle turneringslederen samme historie.

Ib Axelsen skriver i Dansk Bridge om “ABC‐spilføringer”, hvor han viser et spil med 3 forskellige spilføringer i stigende orden efter kvalitet. Inspireret af denne model skal du her se et eksempel på ABCDE‐turneringsledelse!

Tvungen pas?

Abrahamsen havde været på turneringslederkursus for 5‑10 år siden og kunne huske § 24 om vist kort under meldeforløbet.

Da Syd havde vist et honnørkort, dømte Abrahamsen, at Nord skulle passe i sin første tur. Desuden ville ♥E blive et stort strafkort, hvis N-S kom i modspil.

Alt dette havde været rigtigt ifølge 2007‐lovene. Men i 2017‐lovene kan § 24 kun bruges, hvis et kort vises, efter at meldeforløbet er påbegyndt. Det var det ikke her, og derfor er Abrahamsens afgørelse forkert.

Ubeføjede oplysninger?

Brødsgaard brød sig ikke om paragrafryttere, og han havde aldrig interesseret sig for § 24. Og det var jo heldigt nok, når paragraffen ikke gjaldt her.

I stedet anvendte han sin sunde fornuft og fortalte spillerne, at oplysningen var ubeføjet for Nord. Hvis Nord på et tidspunkt havde logiske alternativer, måtte han således ikke vælge en melding (eller et modspil), som han havde fået hjælp til ved at se ♥E.

Sund fornuft er ofte et godt udgangspunkt. Men § 16, som omhandler ubeføjede oplysninger, siger eksplicit, at reglerne om logiske alternativer ikke gælder, når oplysningerne er fremkommet før meldeforløbets begyndelse. Derfor er Brødsgaard afgørelse også forkert.

Kunstig score?

Cort gjorde kort proces. Han sagde, at spillet ikke kunne spilles, når Nord havde set Syds ♥E. Derfor annullerede han spillet og gav kunstig score. Dette betød, at Ø-V vandt 3 imp på spillet.

Afgørelsen er lovlig, men det er ikke en god afgørelse. Vi ved jo ikke, om oplysningen havde indflydelse på spillet. Måske ville Nord blive spilfører efter et neutralt meldeforløb, hvorefter Øst måske havde et naturligt udspil. Når Syd herefter lagde sine kort ned, ville der ikke være flere problemer.

Af denne grund bør man ikke straks give kunstig score, selvom et es er blevet vist før meldeforløbet. Intet havde forhindret Cort i at justere scoren efter spillet, hvis oplysningen alligevel havde indflydelse på resultatet. Og det ville i så fald ikke behøve at være en kunstig score, hvis forløbet ved bordet havde givet en indikation af, hvad der kunne være sket uden den ekstra oplysning om ♥E.

Lad dem spille?

Duschek forklarede Nord og Øst, at de skulle forsøge at spille, som de ville have gjort, hvis de ikke havde set kortet. De måtte ikke benytte oplysningen, men de var heller ikke begrænset af de sædvanlige regler om ubeføjede oplysninger og logiske alternativer. Efter spillet kunne man justere scoren, hvis oplysningen havde haft indflydelse på spillet.

Meldeforløbet gik i gang, og Nords meldinger var stort set automatiske med en minimal 1♥‑indmelding og en makker, der blev ved med at kræve, mens Øst ikke havde noget at byde ind med.

Syd vandt sin kontrakt, og Duschek spurgte herefter spillerne, om oplysningen havde haft indflydelse på resultatet. Øst svarede, at oplysningen havde været uden betydning, så Duschek lod scoren stå ved magt.

Giv om, hvis det er muligt!

Eriksen fra eliten var vågen. Han bad spillerne lægge kortene tilbage i mappen og i stedet gå i gang med næste spil.

Imens undersøgte han, om vores problemspil var gået i gang ved det andet bord. I så fald ville han have dømt som Duschek.

Men ved det andet bord var man endnu ikke nået til dette spil, da spillene ikke blev spillet i samme rækkefølge ved de to borde. Derfor bestemte Eriksen, at spillet skulle gives om i denne kamp, og derved sikrede han en perfekt afvikling af spillet.

Afsluttende bemærkninger

Reglerne omkring oplysninger, der er fremkommet før meldeforløbets påbegyndelse, fremgår af § 16D i lovene. Disse regler gælder også, hvis spillerne får oplysninger om spillet fra et andet bord, hvor der måske tales lidt for højt.

Den ekstra krølle med at give om er naturligvis ikke mulig i parturnering, men i holdturnering bør man undersøge, om det kan lade sig gøre.

Er spillet påbegyndt ved det andet bord, må man dog bide i det sure æble og gennemføre spillet ved begge borde. Husk i denne forbindelse, at spillet gennemføres uden særlige begrænsninger, bortset fra at spillerne ikke må anvende de ekstra oplysninger. Efter spillet justeres scoren, hvis det vurderes, at oplysningerne havde indflydelse på resultatet – og ikke nødvendigvis til en kunstig score.

Hvis kun én spiller havde set kortet, kunne man give den pågældende hånd til denne spiller. Hvis det betyder, at spillet må roteres 90 grader (men ikke 180), kræver dette naturligvis, at spillet endnu ikke er påbegyndt ved det andet bord (eller at det er parturnering). Men denne gang havde tre spillere set kortet, så denne løsning var ikke mulig.

Det var ikke alt, der lykkedes i denne uges spil – hverken for spillere, turneringsleder eller mundtlig appelkomite.

4♣ var en Treldespørgemelding – engang en populær konvention, men sjældent set i dag, fordi den i mange situationer passer dårligt ind i et naturligt system. Meldingen spørger i første omgang om klørkontrol, og hvis makker har dét, skal han samtidig vise antallet af esser (inkl. trumf konge).

Syd glemte at alerte 4♣. Generelt skal vi ikke alerte over 3ut, men i første melderunde (fraregnet indledende pasmeldinger) skal kunstige meldinger altid alertes uanset niveau.^*
*) (NB: De svenske regler adskiller sig på dette punkt; i Sverige alertes aldrig over 3ut).

4♥ viste 1 eller 4 esser (ud af 5), men Nord må have talt forkert, idet han fandt frem til, at 6♠ måtte være den rigtige slutkontrakt.

Vest syntes ikke, at nogen af sidefarverne var attraktive at spille ud fra, så han spillede trumf ud. Syd trak trumf og kunne herefter kaste håndens ruder på bordets hjerter. Modspillet fik kun ♣E – 12 stik.

Turneringslederen tilkaldes

Øst var ikke tilfreds med den manglende alert. Han tilkaldte turneringslederen og forklarede, at han ville have doblet 4♣, hvis han havde vidst, at meldingen var kunstig.

Turneringslederen konstaterede, at 4♣ skulle have været alertet, og forlod bordet for at overveje sagen. Han vurderede, at en dobling var ganske sandsynlig, hvis Øst havde kendt meldingens betydning, men at Nord efter en dobling næppe have meldt 6♠. Derfor justerede turneringslederen scoren til 4♠ med 11 stik.

Den afgørelse var N-S misfornøjede over. De mente, at Øst burde have vidst, at 4♣ var kunstig, og at han bare kunne have spurgt om meldingen.

Turneringslederen meddelte nu, at han ville genoverveje sagen. Efter at have konfereret med sine kolleger meddelte han spillerne, at han ændrede afgørelsen og lod scoren stå ved magt, fordi Øst burde vide, at 4♣ næppe var naturlig, og risikofrit kunne have spurgt om meldingens betydning.

Hvilken afgørelse er korrekt?

Det var korrekt at lade scoren stå ved magt. Ingen spiller 1♠‑4♣ som naturlig, og det er nærliggende for Øst at antage, at den manglende alert af 4♣ simpelthen skyldes, at Syd ikke havde styr på, at meldinger på 4‑trinet skal alertes i første melderunde.

Derfor skyldes Østs pas ikke den manglende alert, men at Øst gjorde den højst usandsynlige antagelse, at 4♣ var naturlig. Øst var derfor selv skyld i, at han ikke kendte meldingens betydning. Man kan sige, at den manglende alert var anledning, men ikke årsag til Østs pas, og dermed kan vi ikke justere scoren.

I denne type sager er det afgørende, at der efter al sandsynlighed er tale om en manglende alert. Hvis det ser tilforladeligt ud, at en ikke‐alertet melding er naturlig, kan man som spiller normalt gå ud fra dette.

Betyder dette, at den manglende alert ikke skal straffes? Ja, det skal det faktisk. Vores første bekymring skal være, om scoren skal justeres, og her er det ikke rimeligt at sige, at den manglende alert var årsag til Østs pas.

Turneringslederen skal selvfølgelig minde Syd om, at meldinger på 4‑trinet skal alertes i første melderunde. Hvis det siden vælter ind med sager, hvor samme spiller fortsat ikke alerter, når han skal, kan man overveje strafpoints.

Sagen appelleres

Ø-V appellerede turneringslederens afgørelse. Sagen blev afgjort på spillestedet af en mundtlig appelkomite, som desværre fulgte turneringslederens oprindelige afgørelse – 4♠ med 11 stik. N-S mente åbenbart, at sagen havde varet længe nok, og de appellerede ikke videre til forbundets appelkomite.

Jeg kender kun sagen efter at have læst om den, men jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at Ø-V primært appellerede i frustration over, at turneringslederen først gav dem nogle points og derefter gav dem tilbage til N-S.

Men selvom en sådan reaktion er forståelig, er det ikke i sig selv grund til en appel. Man har ikke særlige rettigheder, fordi man kortvarigt har fået tildelt nogle points af turneringslederen, som man ikke skulle have haft.

Min indstilling til appelsagen ville have været at inddrage depositum. Argumentet om, at Øst umiddelbart bør indse, at 1♠‑4♣ næppe kan være aftalt som naturlig, er overbevisende. Det bør være tilstrækkeligt at få det serveret af turneringslederen uden også at skulle sætte en appelkomite i sving.

Når man begår et fejlgreb – fx hvis man vil melde 1ut, men får 2♣‑skiltet med op – sikrer lovene, at man får lov at melde det, man havde planlagt.

Til gengæld får man kun ét forsøg til at vælge sin melding. Her er et eksempel, hvor Syd fortrød sin melding, allerede inden meldingskortet blev lagt på bordet.

Syd vil doble styrkevisende, fordi han går ud fra, at 2♦ er Ekrens (begge major). Mens doblerskiltet stadig befinder sig i luften, kommer han tilfældigt til se på modstandernes systemkort. Heraf fremgår det, at 2♦ er Multi.

Nu fortryder Syd sin dobling, for N-S spiller Voigts forsvar mod Multi, og her viser en dobling hjerterfarve! Syd sætter doblerskiltet tilbage i meldekassen og melder i stedet 2♠, som ifølge parrets aftaler viser mindst 5‑4 i minor. Syd har kun 4‑4, men det er en lille løgn sammenlignet med doblingen.

Ø-V tilkalder turneringslederen – hvad nu?

Meldingen er afgivet

Som du ved fra artiklen Ændring af melding, har Syd afgivet meldingen, allerede når meldingskortet har forladt meldekassen. Derfor skal Syd regnes for at have doblet og derefter at have ændret sin melding til 2♠.

Der er tale om en tilsigtet melding og ikke et fejlgreb, for Syd ønskede jo virkelig at doble. Ønsket varede ikke særlig længe, men det er uden betydning – Syd har doblet!

Derefter har Syd ændret sin tilsigtede melding. Det er ikke tilladt, og tilfældet er håndteret af § 25B i lovene som gennemgået i den artikel, som linket ovenfor fører til.

Lad os se, hvordan reglerne fungerer i dette spil.

Vest må vælge

Først og fremmest må Vest vælge, hvilken af Syds to meldinger der skal stå ved magt. Vest kan altså frit vælge, om Syds dobling skal stå ved magt, eller om Syd skal have lov at ændre meldingen til 2♠.

Oplysningerne fra den melding, der ikke står ved magt, vil være ubeføjede for Nord. Vælger Vest doblingen, vil Nord med den fine støtte til makkers forventede farve være tvunget til at springe til 4♥ for ikke at udnytte de ubeføjede oplysninger. Det vil Øst næppe være ked af.

Uanset hvilken af de to meldinger, Vest vælger, vil der være udspilsbegrænsninger mod Nord (den fejlendes makker), hvis N-S kommer i modspil.

Lad os sige, at Vest vælger doblingen og herefter bliver spilfører i 2♥‑D. Selvom Syd havde andre planer, viste doblingen hjerter, og derfor kan Vest vælge én af sidefarverne og forbyde udspil i denne.

At der er ubeføjede oplysninger til makker, og at der desuden vil være udspilsbegrænsninger i eventuelt modspil, burde være nok til at få folk til at forstå, at det ikke er en god ide at ændre en tilsigtet melding!

Husk i øvrigt, at der aldrig indgår tvungen pas i afgørelsen, når det drejer sig om ændring af en tilsigtet melding.

Tilsvarende melding?

Syd mente, at der ikke skulle være nogen begrænsninger efter 2♠‑meldingen, fordi denne var en tilsvarende melding – doblingen var styrkevisende, mens 2♠ var styrkevisende og viste begge minor, altså en mere præcis betydning end den oprindelige melding.

Men sådan må vi ikke regne, for oplysningen om, at Syd havde noget andet i tankerne med doblingen end at vise en hjerterfarve, er ubeføjet for Nord. Derfor skal vi udelukkende tage udgangspunkt i, hvad meldingerne viser i systemet.

Doblingen viste hjerter, og 2♠ viste begge minor, og det er klart, at 2♠ absolut ikke er en tilsvarende melding. Og sådan er det generelt ved ændring af en tilsigtet melding – betydningen af to forskellige lovlige meldinger udelukker generelt hinanden, og det er grunden til, at § 25B om ændring af melding slet ikke omtaler tilsvarende meldinger.

Vest accepterer ændringen

Ved bordet valgte Vest at acceptere ændringen. Måske var han bange for at komme til at spille en doblet kontrakt, hvis han lod Syds dobling stå ved magt.

Det betød, at N-S slap stort set uskadt fra Syds udskejelser. Nord havde ubeføjede oplysninger fra Syds dobling, men disse betød ikke det store, og Nord kunne springe til 3ut, som vandt.

Er det rimeligt? Denne overvejelse er ikke anderledes end ved en melding uden for tur – næste hånd kan acceptere meldingen eller lade være. Her valgte Vest at acceptere ændringen, men det havde været smartere at forlange, at doblingen skulle stå ved magt.

Normalt vil det være bedst at kræve, at den oprindelige melding skal stå ved magt. Når meldingen forsøges ændret, er det udtryk for, at den første melding var en fejl. Det er allerede en fordel, og som eksemplet viser, vil de ubeføjede oplysninger sandsynligvis genere modstanderne mest, hvis man kræver ændringen annulleret.

I denne uge skal vi se på et mere generelt lovmæssigt spørgsmål, nemlig hvad den blinde må og ikke må under spillet af kortene.

Dette er bestemt af § 42‑43 i lovene, og vi vil se nærmere på disse paragraffer. Enhver kan læse lovene fra ende til anden, uden at det nødvendigvis giver et overblik. I stedet vil jeg se på nogle forskellige emner og dykke ned i de relevante paragraffer.

Kulørsvigt

Som du husker fra artiklen Kulørsvigt, må spilfører og modspillerne alle spørge hinanden om en mulig kulørsvigt, idet en modspiller dog risikerer at give ubeføjede oplysninger om en usædvanlig fordeling, hvis svaret er benægtende.

For den blinde gælder i stedet § 42B1:

Hvis spilfører ikke bekendte, må den blinde spørge spilfører, om denne har et kort i den udspillede farve. Den blinde må derimod ikke spørge en modspiller om det samme.

Den blinde må altså spørge spilfører, men ikke modspillerne. Dette budskab er så vigtigt, at det er gentaget i § 61B2!

Det kan også ske, at spilfører svigter kulør fra bordet – fx beder den blinde om at trumfe, selvom det er muligt at bekende. Her benyttes § 42A3:

Den blinde spiller bordets kort som spilførers hjælper og efter dennes anvisninger og sikrer, at bordet bekender.

Når spilfører beder om et kort, der vil være en kulørsvigt, må den blinde således straks gøre opmærksom på det (og ellers gør modspillerne det sikkert).

Forkert vendte kort

Foruden at spille bordets kort har den blinde en indlysende opgave, som fremgår af § 42A2:

Den blinde må holde tal på vundne og tabte stik (se § 65B).

Den blinde må (og skal) vende kortene i overensstemmelse med, hvem der har vundet stikket. Og som antydet af referencen til § 65B må han også påpege et forkert vendt kort, indtil spilfører har spillet et kort fra hånden eller bordet i det efterfølgende stik, hvilket du måske husker fra indlægget Det foregående stik.

Øvrige uregelmæssigheder

For øvrige uregelmæssigheder gælder resten af § 42B:

2. Den blinde må forsøge at forhindre enhver uregelmæssighed.
3. Den blinde må gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, men først efter at spillet af kortene er afsluttet.

§ 42B2 fortæller, at den blinde fx må sige “du er på bordet”, hvis spilfører fejlagtigt er ved at spille et kort fra hånden.

Men hvis en uregelmæssighed først er sket, må den blinde ikke gøre opmærksom på det, før spillet er afsluttet. Det fremgår af § 42B3 og mere eksplicit af § 43A1b:

Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed under spillet.

Med andre ord – hvis spilfører har spillet ud uden for tur, må den blinde ikke længere gøre opmærksom på det (og spilfører må heller ikke tage kortet tilbage, se artiklen Udspil uden for tur). Også disse punkter findes andetsteds i lovene, nærmere bestemt i § 9A3‑4.

Når spillet er slut, har den blinde samme ret som de øvrige til at gøre opmærksom på en uregelmæssighed under spillet – fx en kulørsvigt af modspillet.

Tilkald af turneringslederen

Efter at have læst det ovenstående kunne man få det indtryk, at den blinde ikke må tilkalde turneringslederen. Men sådan forholder det sig ikke!

Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed (før spillet er slut). Men når en anden spiller (inkl. spilfører) har gjort opmærksom på en uregelmæssighed, har den blinde ret til at tilkalde turneringslederen. Det fremgår af § 9B1b:

Enhver spiller – også den blinde – må tilkalde turneringslederen, når der er gjort opmærksom på en uregelmæssighed.

§ 43A1a fortæller mere præcist, at den blinde ikke må kalde ellers:

Den blinde må ikke tage initiativ til at tilkalde turneringslederen under spillet, medmindre en anden spiller har gjort opmærksom på en uregelmæssighed.

Vi forestiller os igen, at spilfører fejlagtigt tror, at han er på hånden, men faktisk er på bordet.

• Hvis spilfører er i færd med at spille ud fra hånden, må den blinde forsøge at stoppe ham.
• Hvis spilfører har spillet ud fra hånden, må den blinde ikke længere påpege det.
• Hvis én af modspillerne (eller spilfører selv) gør opmærksom på det forkerte udspil, må den blinde gerne tilkalde turneringslederen.

At tilkalde turneringslederen er en særlig god ide i det sidste tilfælde, for ellers risikerer vi, at nogen fx tror, at spilfører er tvunget til at spille ud i samme farve fra bordet – det er han ikke!

Hvad har den blinde ret til at fortælle turneringslederen, når denne bliver tilkaldt? Her skal vi se på § 42A1:

Den blinde har ret til i turneringslederens nærværelse at give oplysninger om, hvad der rent faktisk er sket, og at svare på spørgsmål i forbindelse med disse love.

Når turneringslederen spørger spillerne, hvad der er foregået forud for tilkaldet, hører han således alle fire spillere. Her er den blinde ikke en passiv tilskuer – vi skulle jo gerne træffe afgørelserne på det korrekte grundlag.

Hvis den blinde alligevel påpeger en uregelmæssighed

Som forklaret ovenfor må den blinde ikke påpege en uregelmæssighed under spillet. Hvis det alligevel sker, skal turneringslederen behandle sagen på fuldstændig samme måde, som hvis en anden spiller havde påpeget fejlen.

Det lyder mærkeligt! Den blinde må fx ikke påpege en modspillers udspil uden for tur, som spilfører måske har overset. Gør den blinde det alligevel, får spilfører de samme muligheder omkring accept af udspillet og strafkort, som hvis han selv havde opdaget fejlen!

Her er min holdning, at der bør gives strafpoints, hvis den blinde burde vide bedre, fx hvis der er tale om en rutineret turneringsspiller. Sker det i klubben blandt mindre turneringsvante spillere, er det fornuftigt at nøjes med en advarsel første gang – og så kan man overveje at holde et kort foredrag om reglerne for den blinde før næste klubaften.

Dog vil jeg kun give strafpoints, hvis den blinde (måske) stiller sin side bedre – fx ved at påpege et udspil uden for tur. Stiller den blinde sin side dårligere ved sin fejl, fx hvis fejlen giver spilfører ubeføjede oplysninger, bør strafpoints kun komme på tale i gentagelsestilfælde.

Den blinde ser de andres kort

Som blind kan man blive utålmodig for at vide, hvordan kortene sidder. Men den blinde må ikke se de andres kort! Det fremgår af forbuddene i § 43A2:

a. Den blinde må ikke bytte hænder med spilfører.
b. Den blinde må ikke forlade sin plads for at se spilfører spille.
c. Den blinde må ikke se billedsiden af et kort på en modspillers hånd.

Punkt b ser man typisk overtrådt i forbindelse med, at den blinde går på toilettet eller i baren. Punkt a+c handler måske mere om, at spillerne gerne vil skabe en lille “klub” ved bordet og samtidig hjælpe den stakkels utålmodige blinde.

Men det er et forkert hensyn – det er vigtigere, at den blinde holder sig ude af spillet, og det gøres bedst ved, at den blinde ikke ser de andres kort.

Desuden er der en direkte konsekvens af en sådan overtrædelse: Den blinde mister derved de rettigheder, der fremgår af § 42B1‑2:

• Retten til at spørge spilfører om en mulig kulørsvigt.
• Retten til at forsøge at forhindre en uregelmæssighed.

Forsøger den blinde alligevel at udnytte de rettigheder, han har mistet, kan det have ret hårde konsekvenser. Det kan de interesserede læse nærmere om i § 43B i lovene.

Uanset om den blinde har set andre spilleres kort, bevarer han dog altid sine rettigheder fra § 42A, dvs.:

• Retten til at påpege, når spilfører svigter kulør på bordet.
• Retten til at påpege forkert vendte kort, før spilfører spiller et kort i det efterfølgende stik.
• Retten til at fortælle turneringslederen om hændelsesforløbet, når denne er tilkaldt.
• Retten til at tilkalde turneringslederen, når en anden spiller har påpeget en uregelmæssighed (§ 9B1b).

Inden alle modspillerne tænker, at det er smart at vise den blinde sine kort, enten for at “skabe en klub” eller for at fratage den blinde nogle muligheder, vil jeg gøre opmærksom på § 43A3:

En modspiller må ikke vise den blinde sin hånd.

Så kort og godt – lad spillet gå sin gang, og lad en evt. utålmodig blind lide i stilhed!

Opsummering

§ 42‑43 i lovene fortæller om den blindes rettigheder. § 42 er opdelt i “absolutte” og “betingede” rettigheder, men disse juridisk klingende begreber kan virke distraherende.

I stedet kan vi opsummere artiklens pointer således:

• Kulørsvigt: Den blinde må spørge spilfører “ikke flere” og også påpege, når spilfører svigter kulør fra bordet.
• Forkert vendte kort: Den blinde må gøre opmærksom på et forkert vendt kort, indtil spilfører spiller et kort i det næste stik.
• Hvad øvrige uregelmæssigheder angår, har den blinde lov at forsøge at forhindre dem. Men når en uregelmæssighed er sket, må den blinde ikke gøre opmærksom på den, før spillet er slut.
• Når en anden spiller har påpeget en uregelmæssighed, må den blinde gerne tilkalde turneringslederen.
• Når turneringslederen er tilkaldt, har alle fire spillere lige stor ret til at fortælle, hvad der er foregået (men turneringslederen spørger normalt først den, der har påpeget uregelmæssigheden).
• Hvis den blinde alligevel gør opmærksom på en uregelmæssighed, skal turneringslederen behandle sagen som normalt. Strafpoints bør overvejes, hvis den blindes handling gav spilfører flere muligheder, end hvis uregelmæssigheden ikke var blevet påpeget.
• Hvis den blinde ser de øvrige spilleres kort, mister han de fleste af sine rettigheder til at forhindre eller påpege uregelmæssigheder.

Det var mange pointer … men forhåbentlig forstår du dem enkeltvis. Derfra og til at huske dem er der ikke langt, og ellers kan man altid slå op i lovbogen.