Måned: oktober 2018

I sidste uge så vi, hvordan et par var medvirkende til, at mappen blev lagt forkert op, og derved ødelagde holdmakkernes fine resultat på +1100 i et delspil. Scoren blev −3 imp til begge hold, fordi begge hold var fejlende.

Denne gang skal vi se, hvad der sker, når ingen eller kun den ene side er fejlende.

Ingen af siderne er fejlende

Hvis der ikke er spillet med samme fordeling ved de to borde, må vi regne begge sider som ikke‐fejlende, medmindre det ser ud til, at spillerne ved et af bordene er skyld i den forkerte fordeling – fx hvis mappen er lagt forkert op, eller kortene er lagt forkert tilbage efter spillet.

Tilfældet forekommer typisk, hvis der ikke spilles med samme fysiske mappe ved de to borde, og en af mapperne indeholder en duplikeringsfejl. I et sådant tilfælde anvender vi § 86B2a:

Hvis ingen af deltagerne er fejlende, skal turneringslederen annullere spillet (eller spillene) og tildele kunstig justeret score (§ 12C2). Hvis der er tid til det, kan turneringslederen i stedet lade deltagerne spille et eller flere erstatningsspil (se dog § 86A).

Med andre ord giver vi +3 imp til begge hold på spillet, igen uden at tage hensyn til resultatet på +1100. Omregningen til KP sker efter tilsvarende principper, som vi så i sidste uge, og det medfører, at der bliver mere end 20 KP til uddeling i kampen.

Hvis det er praktisk muligt, bør turneringslederen i stedet sørge for, at der afvikles erstatningsspil ved begge borde. Dette kan ofte lade sig gøre, hvis fejlen opdages under kampen. Og i modsætning til § 86B2c (begge sider er fejlende) nævner § 86B2a eksplicit denne mulighed, så det er ikke nødvendigt med en særlig bestemmelse i forbundets turneringsbestemmelser.

Når fejlen opdages efter kampen, skal vi dog stadig huske undtagelsen i § 86A – hvis der kun er ét spil, der skal gives om, er det en forudsætning for at give om, at kampen ikke er blevet gjort op.

Den ene side er fejlende, men ikke begge

Når den ene side er fejlende, og den anden er ikke‐fejlende, kan dette fx skyldes, at det ene par har haft så travlt med at diskutere spillet, at de måtte se alle 4 hænder og derefter ikke kunne finde ud af at lægge kortene korrekt tilbage.

Her anvender vi § 86B2b:

Hvis kun den ene af deltagerne er fejlende, skal turneringslederen for hvert enkelt spil justere scoren for den ikke‐fejlende side. For hvert enkelt spil tildeles enten middel plus som kunstig score (§ 12C2b) eller korrigeret score (§ 12C1), idet den mest fordelagtige mulighed vælges. Den fejlende side tildeles den modsvarende justerede score.

Som udgangspunkt giver spillet altså +3 imp til den ikke‐fejlende side og −3 til den fejlende side. Det er et princip, som de fleste kender.

Men lad os forestille os, at N-S fra hold nr. 19 kommer til at ødelægge fordelingen i mappen, inden den går videre til lukket rum. Hvis turneringslederen blot giver hold nr. 4 den sædvanlige gevinst på +3 imp, vil de utvivlsomt sige “jamen, vi havde +1100 i åbent rum!”

Reglerne tager højde for dette, idet § 86B2b siger, at der skal gives korrigeret score – dvs. en justeret score, som ikke er kunstig – hvis dette er bedre for den ikke‐fejlende side end de +3 imp. Det er klart tilfældet her, og vi skal se, hvordan vi fastlægger en fornuftig korrigeret score.

Fastlæggelse af den korrigerede score

Et godt forslag til en korrigeret score fås ved at beregne, hvad resultatet havde været værd mod samtlige andre borde i turneringen. Følgende tabel viser scoren ved de øvrige 28 borde i turneringen sammen med det antal imp, hold nr. 4 ville have fået for +1100 mod hvert af disse resultater:

Regner vi efter imps across the field, ville +1100 have indbragt 2×15 + 21×14 + 1×13 + 3×12 + 1×7 = 380 imp, hvilket svarer til 380/28 = 13,57 imp i en almindelig opgørelse. Da hold nr. 4 er ikke‐fejlende, runder vi gerne op til 14 imp. Resultatet på spillet bliver således, at hold nr. 4 vinder 14 imp på spillet, mens hold nr. 19 taber 14 imp.

Når vi som her har mange resultater at sammenligne med, kan vi tillade os at bruge den vægtede score, som frekvenstabellen lægger op til. Har vi relativt få resultater, fx 2 eller 4, er usikkerheden meget større, og det kan vi håndtere ved at justere frekvenserne en smule til fordel for den ikke‐fejlende side.

Afsluttende bemærkninger

Hvad hvis det i stedet var hold nr. 4, der var fejlende og havde ødelagt fordelingen efter at have glædet sig over deres +1100? Her giver § 86B2b helt enkelt +3 imp til hold nr. 19 og −3 til hold nr. 4! Dermed fordufter de +1100 som dug for solen! Det er en hård straf, men § 86B2b er klar på dette punkt, så hold nr. 4 må lære at være mere omhyggelige næste gang.

Og til sidst vil jeg minde om, at det fordelagtige resultat kun benyttes, hvis det er opnået af en ikke‐fejlende side mod en fejlende side. I alle andre tilfælde giver man kunstig score.

Dagens spil stammer fra en holdturnering med deltagelse af 30 hold. Her er fordelingen:

I åbent rum kom N-S fra hold nr. 19 alt for højt og gik 4 ned i 4♣‑D. Det kostede −1100, og slangudtrykket “de har 110 … store” var passende under opgørelsen, når +110 på Ø-V’s kort var en almindelig score.

Imidlertid opstod der forvirring under opgørelsen, for holdmakkerne sagde “vi lægger 140”. Vores helte forstod ikke, hvordan man kunne lave +140 på N-S’s led, og det blev klart, at hold nr. 19 havde siddet N-S ved begge borde!

Modstanderne fra hold nr. 4 blev kontaktet, og der var enighed om, at man havde siddet rigtigt i alle andre spil end dette. Turneringslederen undersøgte de mapper, der var blevet brugt, og alle indeholdt den korrekte fordeling. Ingen af spillerne huskede noget specielt om forløbet, så den eneste mulige forklaring var, spillerne måtte have lagt mappen forkert op.

Hvem er fejlende?

Alle spillere har ansvar for, at de sidder ved det rigtige bord og i den rigtige retning. Derfor skal vi regne begge sider som fejlende, medmindre særlige forhold taler for andet – fx hvis det ene par over for modstanderne har insisteret på, at de sidder rigtigt, og det viser sig, at de alligevel sidder forkert.

Måske fortæller klubbens meget rutinerede spillere dig, at ansvaret primært er Nords. Men det er flere årtier siden, at Nord havde en særlig status i lovene.

Hvordan afgøres spillet?

Vi skal anvende § 86B2, der har følgende indledning:

Når turneringslederen justerer scoren i en holdkamp og der er opnået to eller flere usammenlignelige resultater mellem de samme deltagere, eller når disse love i øvrigt kræver, at turneringslederen justerer mere end én score i det samme spil, gælder følgende:

Og her har vi netop to usammenlignelige resultater, fordi holdmakkerne sad på samme led. Hvis der er spillet med forskellige fordelinger ved de to borde, vil man også have to usammenlignelige resultater.

§ 86B2 er opdelt i undertilfælde, alt efter hvem der er fejlende. Når begge sider er fejlende, anvendes § 86B2c:

Hvis begge deltagere er fejlende, skal turneringslederen annullere spillet (eller spillene) og tildele kunstig score i de berørte spil (§ 12C2).

Ganske enkelt – begge sider får −3 imp. Vi skal således se helt bort fra resultatet i åbent rum. Hold nr. 4 vil utvivlsomt sige “jamen, vi havde +1100”, men det er sådan set bare ærgerligt!

Hvad betyder spilresultatet for kampen?

Det kan være forvirrende, at begge sider får minus på spillet – hvordan gør vi kampen op?

Lad os antage, at kampen går over 12 spil, og at hold nr. 4 har vundet de øvrige 11 spil med 21‑10.

Hvert af holdene skal noteres for et tab på 3 imp. Dermed oplever hold nr. 4 at have vundet kampen med 21‑13, mens hold nr. 19 oplever at have tabt kampen med 10‑24. Når vi slår op i KP‑tabellen for 12 spil, ser vi, at en gevinst på 8 imp (21‑13) svarer til 12,61 KP, mens et nederlag på 14 imp (10‑24) svarer til 5,78 KP. Hold nr. 4 vinder således kampen med 12,61‑5,78.

Den kunstige score på −3 til begge hold medfører, at der er mindre end 20 KP til uddeling i kampen. Er der tale om en pokalkamp, kan vi komme i den pudsige situation, at begge hold har tabt kampen! Men vi skal jo have et hold videre, og det er holdet med det bedste resultat. Da begge hold har opnået samme resultat på spillet, er det let at se, at spillet skal noteres som lige, og det er også hvad § 12C4 siger:

Hvis turneringslederen tildeler ubalancerede justerede scorer i cupturneringer, udregnes hver deltagers score på spillet for sig, og gennemsnittet tildeles begge deltagere.

Kan der gives om?

Som udgangspunkt tillades det kun, at ødelagte spil gives om, hvis ingen af siderne er fejlende. Men § 86B3 tillader forbundet at definere andre regler, og det vil være fornuftigt for forbundet at tillade omgivning, når fejlen opdages i tide.

Alligevel er omgivning ikke tilladt i vores aktuelle sag, og det skyldes § 86A:

Turneringslederen må ikke udøve sine beføjelser efter § 6 til at kræve ét spil spillet om, hvis det endelige resultat af en kamp uden dette spil kunne være kendt af en deltager. Turneringslederen justerer i stedet scoren.

Når fejlen opdages i forbindelse med opgørelsen efter kampens afslutning, er det således ikke tilladt at give et enkelt spil om, da spillerne måske kender slutresultatet – der skal være tale om flere spil! Hvis kampen afvikles over 2 halvlege, og fejlen opdages under opgørelse af 1. halvleg, er det dog også tilladt at give et enkelt spil om – her kan spillerne jo ikke kende slutresultatet.

Vi kan altså sammenfatte og sige, at spillet kan gives om, hvis alle følgende betingelser er til stede:

• Det skal være praktisk muligt at afvikle erstatningsspil. Næste kamp bør ikke blive forsinket væsentligt.
• Hvis det kun drejer sig om ét spil, må kampen ikke være gjort op, når erstatningsspillet sættes i gang.
• Omgivning er tilladt ifølge forbundets turneringsbestemmelser.

Hvis ikke alle er fejlende

Det er naturligvis langtfra altid, at vi har to fejlende sider i forbindelse med spil, der ikke kan gøres op. Det ser vi nærmere på i næste uge.

Begrebet “fjendens farve” hentyder som bekendt til en melding i en farve, som fjenden har vist. I denne uge skal vi imidlertid se på et spil, hvor N-S ved et uheld kom til at melde den farve, der var fjendens bedste farve.

Hvis Øst havde set på sine fine værdier med lidt større interesse, havde han meldt 2♣, hvorefter Ø-V var kommet i den temmelig gode og aktuelt vindende 4♥.

Men Øst passede til 1ut. Det er vi glade for på bridgeregler.dk, fordi det førte til et lovproblem.

Syd havde glemt systemet og meldte 2♣ ind. Nord alertede og forklarede på Vests forespørgsel, at 2♣ viste hjerter og klør. Da Nord præfererede til 2♥, var det svært for Ø-V at komme tilbage og finde deres hjertertilpasning!

Kontrakten vandt, da Vest efter forklaringen aldrig fik spillet hjerter. Derfor var han lidt utilfreds efter spillet. Der er tale om et spil fra en klubaften, hvad der var medvirkende til, at turneringslederen ikke blev tilkaldt, men lad os se på, hvordan en turneringsleder ville have behandlet sagen.

Turneringslederens fremgangsmåde

I lyset af spillets kontekst må det være passende at kopiere dette afsnit fra En almindelig klubaften:

Som forklaret i artiklen Forkert forklaring og ubeføjede oplysninger skal turneringslederen finde svarene på følgende spørgsmål, når kortene ikke passer til forklaringen:

• Hvad er den korrekte forklaring i systemet?
• Er modstandernes meldinger påvirket af en forkert forklaring?
• Har en spiller meldt ulovligt i lyset af de ubeføjede oplysninger fra forklaringen?

Den korrekte forklaring

På N-S’s systemkort stod der “Brozel”, ifølge hvilket 2♣ viser hjerter og klør, og Syd havde helt enkelt glemt systemet.

Ø-V har kun krav på at få at vide, hvad N-S har aftalt, og ikke hvad Syd har bildt sig selv ind under meldingerne. Syd har meldt forkert, og det er der ingen lov imod. Vi kan således ikke justere scoren med henvisning til, at Ø-V har fået forkert forklaring.

Men vi skal også huske at se på aspektet med ubeføjede oplysninger – også selvom Ø-V ikke er opmærksomme på dette.

Ubeføjede oplysninger

Syd har fået ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring af 2♣.

Hvis Syd ikke havde hørt Nords forklaring, ville valget have stået mellem pas og 3♣. Men når man tager forklaringen med i overvejelserne, er 3♣ klart bedste melding, for makker har sandsynligvis 3‑4 hjerter og 2‑3 klør.

Med andre ord har de ubeføjede oplysninger gjort det nærliggende at melde 3♣ frem for det logiske alternativ pas, og derfor er det ulovligt at melde 3♣.

Lad os se på, hvad dette betyder for turneringslederens afgørelse.

Justeret score

Som du også kan læse i artiklen Tilkald efter ubeføjede oplysninger, kan en sag med ubeføjede oplysninger kun løses med justeret score. Dette sker, hvis en spiller har afgivet en melding, der er ulovlig på grund af de ubeføjede oplysninger, og spilleren har draget fordel af dette.

Som forklaret ovenfor skulle Syd have meldt pas for at holde sig inden for lovens rammer. Var dette sket, ville slutkontrakten være blevet 2♥ spillet af Nord, og den går sandsynligvis præcis 5 ned.

Turneringslederen skal derfor justeret scoren til N 2♥ 3 = −500.

Vægtet score?

Det er sikkert rimeligt at sige, at der uden ubeføjede oplysninger ville være 75% sandsynlighed for, at Syd havde meldt pas, og 25% for 3♣. Vi har tidligere set mange eksempler, hvor turneringslederen benytter en sådan usikkerhed til at give vægtet score.

Men det kan vi ikke gøre her! Vi benytter sandsynlighederne uden ubeføjede oplysninger til at vurdere, om pas er et logisk alternativ – hvad der ikke er tvivl om her – men når vi vurderer den justerede score, skal udgangspunktet altid være “hvad ville der være sket, hvis der ikke var begået en ulovlighed?”

De ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring er ikke en ulovlighed – tværtimod. Ulovligheden er Syds 3♣‑melding. Uden denne havde Syd altid meldt pas. De 25% sandsynlighed for 3♣‑meldingen fører jo til en ulovlighed.

Modspillet

Det er let at tænke, at Ø-V bare kunne have sat kontrakten. Det kunne de da også, men det ændrer ikke på, at N-S har fået et bedre resultat ved bordet, end de ville have fået efter en lovlig melding fra Syd. Derfor skal turneringslederen justere scoren som netop beskrevet.

Turneringslederen kan fratage Ø-V noget af deres kompensation (uden at ændre scoren for N-S), hvis der er tale om en ekstremt alvorlig fejl. Men det er der ikke her – Vest har muligvis spillet lidt søvnigt, men modspillet er bestemt ikke udtryk for en ekstremt alvorlig fejl.

Den justerede score skal derfor gælde for begge parter. Dette er næsten altid tilfældet for justerede scorer.

I denne uges spil kom spilfører til at begå kulørsvigt, og han kunne se, at dette ville give ham et stik, som han ikke kunne have fået ellers. På grund af manglende kendskab til reglerne blev problemet imidlertid større end nødvendigt.

Vest spillede ♦2 ud (1/3/5). Hvis Syd falder fra, vinder Øst med ♦D og slår ♦E ud. Vest har ♣K i behold, og spilfører har kun 7 stik klar inkl. sparknibningen, så kontrakten kan ikke vinde.

Men Syd gik op med ♦E, hvilket blokerede farven for modspillet, og i stik 2 kneb han med ♣D til Vests ♣K. Vest fortsatte i ruder, og Øst vandt med ♦D og skiftede til ♥D. Syd stak, tog sine tre klørstik, trak ♠E og kneb i spar med bordets ♠B.

Nu var det bare at indkassere ♠K og ♥E for at nå op på 9 stik. Men Syd opdagede, at han stadig havde en klør tilbage på hånden, så han måtte have svigtet kulør, da han trak bordets sidste klør.

Her plejer jeg at skrive “turneringslederen blev tilkaldt”, men det skete ikke i dagens spil. Ved bordet rettede Syd sin kulørsvigt, idet han forklarede, at det måtte være det etisk korrekte at gøre for ikke at få fordel af kulørsvigten i form af et ekstra klørstik til sidst.

Modstanderne accepterede rettelsen. Der blev spillet til ende, og Syd endte med de 9 åbenlyse stik. Herefter tilkaldte spillerne turneringslederen for at få at vide, hvad de skulle stille op med kulørsvigten.

Spillernes egen afgørelse

Spillerne er ved bordet blevet enige om en afgørelse, nærmere bestemt at spilfører kunne rette sin kulørsvigt, selvom den var etableret.

Men det er en forkert afgørelse! Som du sikkert ved fra artiklen Overførsel af stik efter kulørsvigt, var det ikke tilladt at rette kulørsvigten. Når det alligevel er sket, anvender turneringslederen § 10B:

Turneringslederen kan godkende eller annullere enhver berigtigelse eller ethvert afkald på berigtigelse, som spillerne har bestemt uden turneringslederens anvisninger.

Paragraffen er noget vagt formuleret, men her er spillernes afgørelse helt forkert, og turneringslederen bør annullere den og erstatte den med en korrekt afgørelse.

Den korrekte afgørelse

Hvis turneringslederen var blevet tilkaldt, da Syd opdagede sin kulørsvigt, ville han have forklaret, at kulørsvigten ikke kunne rettes.

Det ville have medført 10 stik til Syd – de samme 9 stik, som han aktuelt fik, plus den ekstra klør. Herefter skal turneringslederen overføre 1 stik pga. kulørsvigten. Det giver Syd 9 stik.

Hvis Ø-V er skadet af kulørsvigten efter indregning af eventuelle overførte stik, skal turneringslederen justere scoren. Men Syd ville også have fået 9 stik, hvis han ikke havde svigtet kulør – som forløbet ved bordet viste – så Ø-V er ikke skadet af kulørsvigten.

Når turneringslederen erstatter spillernes afgørelse med den korrekte, bliver resultatet således 9 stik til Syd, og det noteres i regnskabet som det endelige resultat.

Etisk?

Syd rettede sin kulørsvigt ved bordet for at være etisk – han ville ikke drage fordel af sin kulørsvigt. Det er forståeligt, men det kan ikke betegnes som etisk korrekt at rette en kulørsvigt, når dette ikke er tilladt.

Det etisk korrekte er at tilkalde turneringslederen og få de rigtige regler anvendt – og reglerne for kulørsvigt sikrer netop, at den fejlende ikke får fordel af kulørsvigten.

I praksis var der således intet godt formål med at rette kulørsvigten ved bordet. Den selvstændige rettelse af kulørsvigten løste ikke det opståede problem, og det skabte blot yderligere et lovproblem for turneringslederen.

Syd handlede naturligvis ud fra de ædleste motiver, men det skyldtes kun held, at ingen kunne forlade bordet med sure miner bagefter.