Måned: december 2016

Vi har tidligere set på rettelse af fejlgreb. Men hvis en melding er tilsigtet, må den ikke ændres, ikke engang hvis det sker i samme bevægelse.

Hvad turneringslederen gør, hvis en spiller alligevel ændrer sin tilsigtede melding, kan du læse i teoriartiklen Ændring af melding. Og lad det være sagt med det samme – konsekvensen er ikke, at makker skal passe resten af meldeforløbet! Læs artiklen, og bliv klogere på emnet!

En (u)lovlig frisk genåbning

Dagens spil indeholder uløselige problemer for både spillere og turneringsledere. Spillet stammer fra kvalifikationen til Copenhagen Bridge Invitational, der blev afviklet som imps across the field.

Øst passede Vests friske genåbningsdobling ud, hvorefter Nord automatisk gik −800. Men Nord tilkaldte turneringslederen: Øst havde spurgt om betydningen af 3♦ inden sin første pas, og Nord mente ikke, at Vest kunne genåbne under disse omstændigheder.

Sagen er for så vidt ganske enkel: Pas er åbenlyst et logisk alternativ for Vest, og Østs interesse i meldeforløbet gør det nærliggende for Vest at doble i stedet for at passe. Dermed er doblingen ulovlig, og scoren justeres til, hvad der ville være sket, hvis Vest havde afgivet sin lovlige melding, dvs. pas: N 4♦ 7, −300.

Giver spørgsmålet ubeføjede oplysninger?

En spiller har ret til at spørge om meldingerne, hver gang han er i tur, uanset om han umiddelbart har noget at bruge svaret til. Derfor er turneringslederen nødt til at vurdere i hvert enkelt tilfælde, om spørgsmålet giver ubeføjede oplysninger.

I første melderunde

Kun ganske få spillere praktiserer det, men som tommelfingerregel kan det anbefales at spørge om alle meldinger i første melderunde, som du ikke kender betydningen af. Begrundelsen for dette er, at du især med en grænsehånd meget vel kan have brug for oplysningen. Hvis du kun spørger, når du har brugbare kort, vil et spørgsmål fulgt af en pasmelding udstyre makker med ubeføjede oplysninger. Ved at at spørge konsekvent maskerer du, hvad du har, vel at mærke på etisk korrekt vis.

Eftersom det må forventes, at betydningen af modstandernes meldinger i første melderunde er fundamentalt for deres system, vil et spørgsmål næppe udløse ubeføjede oplysninger fra den, der svarer. Af samme grund vil et spørgsmål på dette tidspunkt ikke forsinke spillet.

I senere melderunder

I de senere melderunder forholder det sig stik modsat. Her vil din rolle i meldeforløbet normalt være afklaret, og det vil være forventet, at du ikke har behov for at spørge, medmindre du åbenlyst er en aktiv del af spillet. Et spørgsmål vil let kunne give makker ubeføjede oplysninger, og hvis det ikke har noget formål, kan det virke forstyrrende og forsinkende.

Desuden risikerer du, at spilleren, der svarer, giver sin makker ubeføjede oplysninger. Dem må makkeren selvfølgelig ikke udnytte, men det kan være svært at vurdere, og det gør i hvert fald ikke noget godt for spillet. Her er det oftest fornuftigt at vente med spørgsmål, til meldeforløbet er slut.

I parentes bemærket er spil med skærme en helt anden sag. Her kan du trygt spørge løbende til meldeforløbet, uanset om du er i tur. Undgå dog at spørge midt i din skærmfælles tænkepause.

Hvad betyder det for den aktuelle sag?

I ovenstående eksempel har Øst tæt på en melding, og det er måske vigtigt at vide, om Nords 3♦ er krav eller ej. Men hvordan ved turneringslederen, om Øst bare har udnyttet sin almene ret til at spørge, eller om Øst spurgte, fordi han havde tæt på en melding og havde brug for en forklaring? Det er et problem uden en universel løsning.

I de fleste tilfælde kan man regne med, at et spørgsmål giver ubeføjede oplysninger. I den aktuelle situation vurderede turneringslederen, at spørgsmålet havde indikeret interesse for at blande sig i meldeforløbet, og derfor blev scoren justeret.

Må Øst ikke spørge?

Hvis Nords 3♦ ikke er krav, stiger sandsynligheden for at finde Vest med brugbare værdier, og det kan være fornuftigt for Øst at gamble på 3ut. Men hvis 3♦ er krav, kan det være farligt at blande sig, og pas ser bedst ud.

Derfor er det svært at bebrejde Øst for at spørge til meldingerne. Når Øst derefter får at vide, at 3♦ er krav, er det også svært at bebrejde Øst for at passe.

Men konsekvensen af Østs omhu var, at scoren blev justeret, da Vest genåbnede. Øst er i nogen grad i et Catch‑22 – Øst kan ikke spørge uden risiko for at “melde sin makker ud af meldeforløbet”.

Når vi spiller bridge i hinandens nærvær, kan det ikke undgås, at en spiller som en naturlig del af spillet giver sin makker ubeføjede oplysninger, som begrænser makkers muligheder. Gode spillere har lært at forudse sådanne problemer, men i dagens spil lader det sig næsten ikke gøre.

Konklusion

Spillerne må principielt spørge om meldingerne, når de har lyst, så længe det sker i egen tur, men et spørgsmål vil ofte blive vurderet til at give makker ubeføjede oplysninger. Problemet kan i nogen grad afhjælpes ved at spørge konsekvent til alertede meldinger i det tidlige meldeforløb.

Hermed går bridgeregler.dk på juleferie, og vi ønsker alle vores læsere en god jul og et godt nytår! Vi ses igen fredag den 27. januar med nye teoriartikler og nye sager. Glem ikke at skrive til os med spørgsmål eller forslag!

Vi kender alle til, hvordan snak fra nabobordet kan føre til, at vi får oplysninger om et spil, som vi ikke skulle have haft. Det kan ikke undgå at skabe misfornøjelse.

Snakken kan også sende turneringslederen på arbejde. Her er et eksempel fra sidste weekends kvalifikationsturnering til Copenhagen Bridge Invitational, der blev spillet som imps across the field:

Her blev turneringslederen tilkaldt til bordet. Alle ved bordet havde tydeligt hørt en oplysning fra nabobordet, som gjorde det meningsløst at spille videre. Derfor ville spillerne have spillet annulleret.

Skal spillet annulleres?

Lad os starte med at se på § 16D, der omhandler uvedkommende oplysninger, der ikke stammer fra makker. § 16D1 fortæller blot, hvordan den slags oplysninger typisk opstår, samt at turneringslederen straks skal tilkaldes. § 16D2 benyttes, hvis oplysningerne er modtaget, før meldeforløbet er påbegyndt, så vi må til § 16D3:

Hvis sådanne uvedkommende oplysninger modtages, efter at den første melding er afgivet, og før spillet er forbi, anvendes § 16D2c eller § 16D2d.

Altså må vi tilbage til § 16D2:

c. Turneringslederen kan tillade, at spillet bliver spillet færdigt, idet turneringslederen har mulighed for at justere scoren (§ 12C1), hvis turneringslederen skønner, at de uvedkommende oplysninger havde indflydelse på resultatet.
d. Turneringslederen kan justere scoren (§ 12C1).

“Kan tillade” skal ses i sammenhæng med resten af § 16D2, som opremser de øvrige muligheder, hvis oplysningerne kom før meldeforløbets påbegyndelse. Når oplysningerne først kommer efter den første melding, bør turneringslederen lade spillet fortsætte og først efter spillets afslutning vurdere, om oplysningerne har haft indflydelse på resultatet.

Selv når oplysningerne kommer før den første melding, bør turneringslederen kun annullere spillet, hvis det åbenlyst ikke giver mening at spille. Det kræver nærmest, at det er blevet annonceret, hvilket resultat man kan opnå på spillet. Hvis man fx har fået at vide, at Nord har ♥E – måske fordi det lå med billedsiden opad i mappen – kan man sagtens gøre et forsøg på at afvikle spillet. Viden om placeringen af et honnørkort er ofte uden betydning i meldingerne, hvis der ikke er slemovervejelser. Og måske har det heller ikke betydning i spillet af kortene, specielt hvis Nords kort kommer ned på bordet.

Resten af spillet

Spillerne var ikke tilfredse med situationen, men måtte acceptere at spille videre. Meldeforløbet fortsatte således:

Med hjerterne 2‑1 tog Syd hurtigt 13 topstik, og turneringslederen blev tilkaldt igen. Spillerne forklarede, at de fra nabobordet havde hørt en spiller sige “det viser renonce i spar”, og de var overbevist om, at der var tale om det igangværende spil.

Vest forklarede, at han normalt ville have ofret i 6♠. Men når fjenden havde hørt konkret om sparrenoncen, som de ikke havde kunnet afsløre i meldeforløbet, frygtede han, at de kunne udnytte denne oplysning til at melde 7♥.

Turneringslederens afgørelse

Turneringslederen skulle nu overveje, om oplysningerne havde indflydelse på resultatet. Spillet af kortene var naturligvis uinteressant, så vi skal kun se på meldingerne.

Nord kan umuligt stå under slem over for Syds stærke 3♥‑melding, så N-S’s meldinger ser ikke ud til at være påvirket af den ekstra oplysning.

Hvad med Vests muligheder? Det er oplagt, at Vest overvejer at ofre i 6♠. Men Vest kan på egne kort se, at en af modstanderne er renonce i spar (i zonen må makkers 2♠ garantere 6‑farve), så på den måde har oplysningen fra nabobordet ingen indflydelse.

Vests frygt for at jage modstanderne i storeslem med en 6♠‑melding er forståelig. Men hvis N-S melder 7♥, og dette kan relateres til oplysningen fra nabobordet, skal turneringslederen jo justere scoren. Derfor er Vests valg ikke relateret til den ekstra oplysning – der er blot tale om et helt sædvanligt akavet meldeproblem for Vest.

Af disse grunde lod turneringslederen scoren stå ved magt. Det var vanskeligt at afvikle spillet normalt, men det ser ud til, at oplysningerne ikke fik indflydelse på resultatet.

Hvis scoren skal justeres

Lad os antage, at Syd i stedet melder 7♥ og vinder denne kontrakt. Nords 5ut fulgt af 6♥ må invitere til storeslem med 1. kontrol i spar, da han har ignoreret Syds valg af trumffarve, og det er ikke urimeligt for Syd at acceptere.

Men oplysningen om sparrenoncen har gjort det lettere for Syd, så turneringslederen skal justere scoren. Havde der været tale om ubeføjede oplysninger fra makker, ville vi sige, at pas er et logisk alternativ for Syd, men at oplysningen om sparrenoncen har gjort 7♥ nærliggende, og at denne melding derfor er ulovlig. Vi ville følgelig have justeret scoren til 6♥.

Men når de ubeføjede oplysninger ikke kommer fra makker, kan vi ikke fratage Syd hans muligheder. Omvendt kan vi heller ikke lade det gå ud over Ø-V. Turneringslederen skal derfor vurdere, hvad der ville være sket ved bordet, hvis spillerne ikke havde fået oplysningen om sparrenoncen.

Lad os for eksemplets skyld sige, at turneringslederen vurderer, at der er cirka 1/3 sandsynlighed for, at Syd ville have meldt 7♥ uden de ubeføjede oplysninger, og at Vest aldrig ville ofre i 6♠, hvis Syd passede (diskutabelt, men dette er kun ment som et regneeksempel).

Den slags vurderinger er altid behæftet med nogen usikkerhed, og turneringslederen skal tvivlen komme den ikke‐fejlende side til gode. Her er begge sider ikke‐fejlende, og turneringslederen skal derfor beregne to forskellige scorer, hvor begge sider hver især får lidt ekstra i forhold til den neutrale vurdering, fx således:

• Til N-S: 50% af scoren i 7♥, 50% af scoren i 6♥.
• Til Ø-V: 25% af scoren i 7♥, 75% af scoren i 6♥.

Hvis turneringslederen ikke må give vægtet score, skal scoren være 7♥ for N-S’s vedkommende, 6♥ for Ø-V’s vedkommende. Dette er alt for generøst over for spillerne, og det er en væsentlig årsag til, at jeg er en stor tilhænger af vægtede scorer. Og at give 60%‑60% er ingen løsning, for hvis det ene par var på vej til et godt resultat, vil 60% ikke være tilstrækkelig kompensation.

Jeg hører ofte synspunktet, at spillerne aldrig skal have mindre end 60%, fordi de var uden indflydelse på, at spillet ikke kunne gennemføres normalt. Men det er galt – lidt tilfældigt har Nords usædvanlige 1♦‑åbning medført en situation, hvor N-S er gunstigt stillet i forhold til at finde en vanskeligt meldt storeslem, men det er en del af spillet. Ø-V var på vej til et halvdårligt resultat, og det skal en udefra kommende oplysning ikke på magisk vis befri dem for. Noget tvivl kommer dem til gode i vurderingen af, hvad der ville være sket, men mere har de ikke krav på.

En kunstig score kommer kun på tale, hvis det er helt umuligt at vurdere, hvad der ville være sket uden den ubeføjede oplysning. Men her kræver vurderingen ikke meget mere end at give Syds hånd som meldeproblem i en rundspørge.

Hvad skal vi gøre med nabobordet?

Vi skal naturligvis have nabobordet til at tale mere dæmpet, men skal vi tildele dem en straf, og i så fald hvilken?

Om tilfældet skal udløse en straf, afhænger af, om det burde have været undgået eller ej:

• Hvis en spiller bliver spurgt om en melding og i et naturligt toneleje forklarer modstanderne, at meldingen viser renonce i spar, kan det ikke kritiseres. Her bør turneringslederen ikke tildele en straf.
• Hvis en spiller efter spillet proklamerer, at makker burde have regnet ud, at han var renonce i spar, er der tale om en helt unødvendig bemærkning. Her kan en straf meget vel være på sin plads.

DBf’s turneringsbestemmelser indeholder nærmere retningslinjer for strafpoints i tilfælde som dette (§ 214). Strafpointene beløber sig til 10% af en top i parturnering, ½ KP i holdturnering. I imps across the field vil det være 2 imp for hvert bord undtagen ens eget – i dette tilfælde 22 imp, da der var 12 borde. Hvis scoren som her ikke justeres ved et andet bord, gives dog kun en advarsel (for at undgå bagatelsager). Andre forbund kan have andre takster end de nævnte, og måske også andre retningslinjer.

På det seneste har jeg desværre hørt om et par sager på klubniveau, hvor en spiller har annonceret for alle inden for hørevidde, at han fx havde vundet 6♦, og hvor turneringslederen som straf har annulleret dette resultat og i stedet givet 40%‑60%. Dette er helt forkert – de to par ved bordet har jo opnået et resultat, og der er ingen gyldig grund til at annullere dette. I stedet skal turneringslederen nappe 10% af en top fra det eller de par, der er skyld i bemærkningen – helt uafhængigt af, om resultatet ved bordet var en ren top, en ren bund eller noget derimellem.

Konklusion

Når spillerne ved et bord får oplysninger udefra om det igangværende spil, må turneringslederen ikke annullere spillet, hvis der først er afgivet en melding ved dette bord. I stedet skal spillet afsluttes, hvorefter turneringslederen skal vurdere, om oplysningerne havde indflydelse på resultatet, og i givet fald justere scoren.

Hvis det er uklart, hvad der ville være sket, giver turneringslederen vægtet score. Da begge sider er ikke‐fejlende, bliver der tale om to forskellige vægtede scorer, hvor turneringslederen lader noget tvivl komme begge par til gode hver især. Hvis det slet ikke kan lade sig gøre at forudse fortsættelsen med rimelighed, kommer en kunstig score på tale.

Hvis oplysningerne kom fra en anden spiller i turneringen, skal turneringslederen desuden overveje, om denne spiller burde have været mere omhyggelig med at undgå at give oplysningerne, fx fordi spilleren diskuterede spillet højlydt. I så fald er det på sin plads at give strafpoints.

Det siges, at mange børn gennem tiden har tigget under Londons broer, fordi deres forældre glemte at trække trumf. Selvom spilleteknikken nok er forbedret, får modstanderne alligevel ofte alt for billige stik på deres trumfer. Nedenfor ser vi på, hvordan reglerne er indblandet i problemet.

I denne uge udkommer den sidste artikel i temaet om strafkort, Oplysninger fra strafkort. Her kan du læse om, hvilke oplysninger fra strafkortet der er henholdsvis beføjede og ubeføjede for den fejlendes makker. Det kan ske, at de beføjede oplysninger giver den fejlendes makker en fordel, og vi ser også på, hvordan turneringslederen håndterer dét.

Nedlæg uden trumftrækning

Selvom du ved, at du skal trække trumf, kan resultatet blive, at du ikke trækker dem. Det kan ske, hvis du lægger ned for rest og ikke gør ordentligt rede for din spilleplan.

I mange situationer lægger reglerne op til, at der anvendes en sandsynlighedsbetragtning, som afspejler sig i turneringslederens afgørelse. Men når du lægger ned for rest (eller et andet antal stik) og derved kortslutter spillet, er reglerne imidlertid strengere, hvis der er usikkerhed om, hvordan du ville have spillet. Der kan aldrig gives en vægtet score, og hvis det ikke anses for nærmest 100% sikkert, at du ville få dine stik i praktisk spil, får du dem slet ikke! Derfor bør du altid være omhyggelig med at forklare din spilleplan nøje.

Særligt hvis der er udestående trumfer, er det nødvendigt at være præcis i forklaringen af spilleplanen. Her er et eksempel fra en klubaften:

Syd er spilfører i 4♥. Østs trumfbeholdning besværliggør spilføringen, og da Vest undgår ruderudspillet, har Syd svært ved at nå det hele. Efter 7 stik ender Syd på hånden og spiller ♦E fulgt af ruder til ♦D og ♦K. Syd har herefter afgivet 3 stik i følgende position, hvor Øst er inde:

Nu lægger Syd ned for rest uden at afvente Østs udspil og uden at angive en spilleplan. Øst protesterer og siger, at hun gerne vil have kortene spillet, men i stedet bliver turneringslederen tilkaldt.

Hvad skal turneringslederen gøre nu?

Spillet skal ophøre

For det første skal spillet stoppe. Det er en udbredt refleks, når spillere vil protestere mod et nedlæg, at de vil se kortene spillet. Men det er en dårlig ide, for turneringslederen skal tildele stik til modstanderen til den, der kræver, så snart der er blot en lille chance for, at modstanderen ville have fået disse stik ved fortsat spil. Så de bedste odds får man ved at tilkalde turneringslederen.

Hvis man er i tvivl om korrektheden af modstanderens krav, skal man således blot tilkalde turneringslederen, hvorefter denne vil vurdere sagen. Når turneringslederen er blevet tilkaldt, må han ikke give spillerne lov til at fortsætte spillet.

Vurderingen af sagen sker på basis af den spilleplan, som spilleren har angivet, og det kan naturligvis kun lade sig gøre, hvis der er angivet en spilleplan. § 68C fortæller om angivelse af spilleplan:

Et krav bør straks ledsages af en tydelig udtalelse om den rækkefølge, kortene vil blive spillet i, som forklaring af den spille‑ eller modspilsplan, som den, der fremsætter kravet, agter at følge for at vinde de krævede stik. Den spiller, der gør krav på eller giver afkald på stik, viser sin hånd.

Ved ikke at angive en spilleplan indikerer spilleren, at spillet giver sig selv, og at rækkefølgen er uden betydning. Men som vi skal se, er lovene ikke altid enige med spillerne i, om spillet giver sig selv.

Med en trumf ude

I positionen i diagrammet er det let at se, at Syd bare skal trumfe sig ind og trække den sidste trumf, hvorefter ruderne står. § 70C fortæller, hvordan turneringslederen skal tænke, når der er udestående trumfer:

Hvis der er en udestående trumf på en af modstandernes hænder, skal turneringslederen tildele modstanderne et eller flere stik, men kun hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:
1. Spilleren undlod at nævne den udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet, og
2. Der er mulighed for, at spilleren ikke var opmærksom på en udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet, og
3. Et stik kunne afgives til denne trumf ved noget som helst normalt^*) spil.
*) I forbindelse med anvendelse af § 70 og § 71 omfatter begrebet “normal” spil, der ville være skødesløst eller dårligt af spillere af samme spillestyrke som den pågældende.

Betingelse 1 er naturligvis opfyldt, eftersom Syd ikke sagde noget i forbindelse med nedlægget.

Hvor mange har ikke prøvet at glemme en trumf? Det sker ikke tit, men det sker. “Mulighed for” i § 70C2 betyder ikke, at det skal være specielt sandsynligt, at trumfen er glemt – det skal blot være muligt. Det er muligt, at Syd har overset eller glemt, at Vest ikke bekendte til anden runde trumf. Betingelse 2 er derfor også opfyldt.

Hvad med betingelse 3? Naturligvis trækker Syd trumf, før hun indkasserer ruderne … men i forbindelse med § 70C skal turneringslederen vurdere det som en “normal” spilleplan at undlade at trække trumf, når spilfører muligvis ikke er opmærksom på en udestående trumf. Det er således inden for det “normale” at trumfe et klørtilbagespil og forsøge at indkassere ruderne. Denne spilleplan vil føre til, at modspillet får et stik.

Da alle betingelser for at give Øst ét stik er til stede, skal turneringslederen tildele modspillet dette stik.

Flere overvejelser om “normale” spilleplaner

Syds aktuelle spilleplan kunne tyde på, at hun ikke var sikker på trumfsituationen. Ellers havde hun vel trukket trumf, før hun spillede ruder. Men selv uden denne overvejelse skal turneringslederen tildele Øst et stik. Det er ikke nødvendigt, at det tyder på, at Syd har glemt ♥5 – det skal blot være muligt.

Man kunne mene, at det principielt er det altid muligt, at spilfører ikke er opmærksom på en udestående trumf. Men hvis spilfører helt åbenlyst ikke har trukket trumf til bunds – fx kun trukket én runde trumf med 5 trumfer fordelt hos fjenden og umiddelbart derefter lagt ned – vil man vurdere, at spilfører er opmærksom på de udestående trumfer.

Syd kunne også være usikker på, hvis trumf der var højest – måske har Syd glemt, at hun selv havde ♥8 fra start. Men om så Syd havde haft ♥EK tilbage, regnes det for en “normal” spilleplan at lade være med at trække en æresrunde i trumf, når man måske ikke er opmærksom på en udestående trumf, også selvom enhver ville trække en trumf for en sikkerheds skyld.

Hvilken slags spilleplan er så ikke “normal”? Hvis spilfører angiver en spilleplan for rest, der indebærer at trække vindere fra bordet, og Øst uventet trumfer, regnes det ikke for “normalt” at undlade at trumfe over, hvis man kan. Hvis man har EK2 i trumf, vil det heller ikke være “normalt” at dykke et stik til fjendens blanke 3’er.

Konklusion

Jeg vil gerne fremhæve, at turneringslederen skal tildele modstanderne alle de stik, de kunne tænkes at få efter en “normal” spilleplan af den spiller, der har lagt ned, naturligvis inden for rammerne af den spilleplan, der blev angivet. Det behøver ikke være specielt sandsynligt, at disse stik ville blive afgivet i praktisk spil, og turneringslederen må aldrig afgøre et nedlæg med vægtet score.

Reglerne om vurdering af nedlæg er hårde mod den spiller, der lægger ned med en ufuldstændig spilleplan. Det er et klart signal om, at meningen med vores fælles kortspil er, at man skal spille om stikkene og ikke blot forhandle om dem.

Mange, der har været ramt af en hård afgørelse som dem, reglerne lægger op til, finder reglerne uretfærdige. Men gode spillere har lært at håndtere dem. De siger blot, at de trækker en runde trumf, hvis turneringslederen kunne finde på at frakende dem et stik ellers.

Og hvis det bare er en smule besværligt at forklare spilleplanen – dvs. hvis man skal sige ret meget mere end “bordet står”, “rest på kryds” eller “jeg har 5 ruderstik og ♠E” – er det ofte lettere bare at spille færdig.

Du kan læse meget mere om nedlæg i Lovkommissionens udtalelse om emnet. Der vil naturligvis også komme flere indlæg her på sitet, og senere også et decideret tema med teoriartikler om emnet.