Nyt tema: Tilsvarende meldinger

Efterårets teoriartikler kommer til at handle om de emner, hvor de nye bridgelove byder på de største ændringer: Melding uden for tur og udspilsbegrænsninger.

Som tidligere vil der udkomme en teoriartikel hver anden uge. Vi starter i denne uge et tema om tilsvarende meldinger. Det er et helt nyt koncept, som er en grundlæggende forudsætning for at kunne dømme korrekt ved melding uden for tur, så det er et emne, som alle turneringsledere bør sætte sig ind i.

Kulørsvigt – skal der overføres stik?

Jeg oplever ofte, at spillere tror, at der skal overføres stik, hver gang der er begået en kulørsvigt. Men det er helt forkert, og derfor vil jeg her slå de helt overordnede principper fast samt give et eksempel.

Der findes i alt 4 teoriartikler på bridgeregler.dk om, hvordan kulørsvigt skal behandles. Artiklen Kulørsvigt er den indledende artikel om emnet, og den indeholder links til de 3 øvrige (alternativt kan du benytte den samlede oversigt over artikler).

Men det er vigtigt at have en god intuition om lovene, for det gør det meget lettere at finde frem til den rigtige afgørelse, og derfor vil jeg anbefale dig at starte med at læse nedenstående, før du kaster dig ud i detaljerne.

Grundprincipperne

Når der har været en kulørsvigt, er det vigtigste – foruden at tilkalde turneringslederen! – at skelne mellem, om kulørsvigten er etableret eller ej, for de to tilfælde skal behandles vidt forskelligt.

Hovedreglen er, at en kulørsvigt etableres, når en spiller fra den fejlende side spiller et kort i det efterfølgende stik.

Hvis der gøres opmærksom på kulørsvigten, inden den er etableret, skal den rettes, og der skal aldrig overføres stik. Hvis kulørsvigten blev begået af en modspiller, bliver det oprindeligt spillede kort et (stort) strafkort.

Hvis kulørsvigten er etableret, skal der spilles videre, uden at kulørsvigten rettes. Der skal ofte overføres stik efter spillet, og i visse tilfælde er det nødvendigt at justere scoren efterfølgende for at sikre, at den fejlende side ikke tjener på kulørsvigten.

Eksempel

Her skal vi se et eksempel, hvor kulørsvigten ikke er etableret.

Syd er spilfører i 3ut og får ♠B ud til ♠D og ♠K, og Øst returnerer spar til bordets ♠E. Syd går i gang med ruderfarven, men på den anden runde kaster Øst ♣2 af. Da Syd trækker den tredje ruder i stik 5, opdager Øst B på sin hånd og tilkalder turneringslederen.

Da hverken Øst eller Vest har spillet til i stikket efter kulørsvigten, er den ikke etableret. Spillet går derfor tilbage til stik 4, hvor Øst får lov at lægge B i stedet, mens ♣2 bliver til et stort strafkort.

Herefter skal Syd spille ud fra bordet til stik 5, og han vælger at fortsætte i ruder. Øst skal nu spille ♣2, da det er lovligt, og herefter fortsætter spillet normalt. Syd tager sine 9 topstik, og det bliver spillets resultat – der skal aldrig overføres stik efter en kulørsvigt, der rettes, før den er etableret. En scorejustering kommer heller ikke på tale – det kræver, at den fejlende side har haft fordel af at have et strafkort, hvad der sker meget sjældent.