Utilstrækkeligt bud, som ikke accepteres

Efter et utilstrækkeligt bud kan spilleren til venstre vælge, om meldingen accepteres. Men før MTV tager stilling til dette, skal turneringslederen forklare om konsekvenserne af henholdsvis at acceptere eller lade være.

Når meldingen accepteres, fortsætter meldeforløbet uden yderligere problemer, hvilket du kan læse om i artiklen Utilstrækkeligt bud.

Når MTV ikke accepterer det tilstrækkelige bud, er det mere kompliceret. Mange tror desværre, at meldingen skal erstattes med det laveste tilstrækkelige bud i samme benævnelse, men det er helt forkert. Den fejlende har principielt tre forskellige muligheder, der alle er lige lovlige:

  • Laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse(r) ⇒ ingen tvungen pas eller udspilsbegrænsninger.
  • En tilsvarende melding ⇒ ingen tvungen pas eller udspilsbegrænsninger.
  • Enhver anden melding, dog ikke D/RD ⇒ makker skal passe resten af meldeforløbet + udspilsbegrænsninger i modspil.

Vi diskuterer hver af disse muligheder nedenfor.

Laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse(r)

Den enkleste løsning, når et utilstrækkeligt bud ikke accepteres, fremgår af første halvdel af § 27B1a:

Hvis det utilstrækkelige bud rettes til det laveste tilstrækkelige bud, som viser samme benævnelse(r) som den tilbagetagne melding, fortsætter meldeforløbet uden yderligere berigtigelse.

Et typisk eksempel er følgende:

Syd overser Østs åbningsmelding, og Vest accepterer ikke. Hvis Syd ændrer meldingen til 2, fortsætter meldeforløbet uden berigtigelse, dvs. Nord er frit stillet i resten af meldeforløbet.

Lad os se på resten af § 27B1a:

§ 26B (udspilsbegrænsninger efter tilbagetaget melding) og § 16C (ubeføjede og beføjede oplysninger) er ikke i kraft, men se § 27D.

Der kan således heller ikke være udspilsbegrænsninger mod Nord, hvis Ø-V køber spillet.

Det er væsentligt at bemærke, at § 16C “ikke er i kraft”. Det betyder, at oplysningerne fra Syds 1‑melding er beføjede for Nord. Selvom 2 normalt kan afgives med lidt under åbningsstyrke, må Nord således gerne udnytte sin viden om, at Syd denne gang har åbningsstyrke.

Dermed kan naturligvis N-S få en uretmæssig fordel, men hvis dette er tilfældet, skal turneringslederen justere scoren, og det er, hvad § 27D hentyder til. Det ser vi nærmere på i en senere artikel.

Kunstige meldinger

Kunstige meldinger kan også håndteres under § 27B1a:

Syd overfører til hjerter uden at opdage Østs spærremelding. § 27B1a tillader Syd at afgive laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse som 2, så hvis Syd retter sin melding til 3, er alle problemer løst.

Lad os se på yderligere et eksempel:

N-S spiller ikke med overføring, så 2 er et naturligt afslag i deres makkerskab. Men hvis parret spiller med overføring på 3‑trinet efter indmelding, kan Syd melde 3 for at overføre til hjerter – det er laveste melding, der viser samme benævnelse. Hvis det samtidig lover mindst inviterende styrke, må Nord gerne udnytte, at Syd har en svag hånd – det er en beføjet oplysning. Her er der naturligvis ingen tvivl om, at Nord har fået fordel af oplysningerne fra det utilstrækkelige bud, og en justeret score kan meget vel blive resultatet.

Sansmeldinger

Benævnelsen kan også være sans:

Syd overser Østs indmelding og svarer 1ut; Vest accepterer ikke. Syd kan nu rette meldingen til 2ut – men kun hvis denne er aftalt som naturlig i parrets system! Og selvom den normalt viser 10‑12, må Nord gerne udnytte oplysningen om, at der aktuelt kun er 6‑9. Igen er en justeret score sandsynlig.

Springmeldinger

Selv springmeldinger er tænkelige:

Syd overså Østs 1ut‑åbning. De fleste spiller 2♣ som begge major eller noget andet kunstigt. I så fald er 3♣ den laveste melding, der viser samme benævnelse, som det utilstrækkelige bud gjorde. Derfor falder 3♣ inden for rammerne af § 27B1a – melder Syd dette, er Nord frit stillet i meldingerne.

Andre tilfælde

I eksotiske tilfælde kan man forestille sig, at den utilstrækkelige melding viste flere benævnelser, og i så fald er betingelsen § 27B1a opfyldt, hvis den nye melding viser de samme benævnelser.

Man kan ikke benytte § 27B1a til at afgive en dobling (eller en redobling), men en dobling eller en redobling kan alligevel løse alle problemer, hvilket vi skal se på næste afsnit om tilsvarende meldinger.

En tilsvarende melding

§ 27B1b ligner i sin struktur § 27B1a:

Hvis det utilstrækkelige bud rettes til en tilsvarende melding (se § 23A), uden at rettelsen er omfattet af § 27B1a, fortsætter meldeforløbet uden yderligere berigtigelse. § 16C (ubeføjede og beføjede oplysninger) er ikke i kraft, men se § 27D.

Den fejlende kan altså rette til en tilsvarende melding og slippe ud af alle problemer. Det utilstrækkelige bud giver ikke makker ubeføjede oplysninger, men scoren skal justeres, hvis de ekstra oplysninger hjælper makker.

§ 27B1b refererer ikke til § 26B om udspilsbegrænsninger, men det er ikke et problem, for når man afgiver en tilsvarende melding, vil der aldrig være udspilsbegrænsninger.

Følgende eksempel var et af de første, der førte til de nuværende regler om rettelse af utilstrækkelige bud:

Syd overser Østs indmelding og viser sin hjerterfarve på 1‑trinet; Vest accepterer ikke. Men en negativ dobling viser jo også hjerter. Det er en tilsvarende melding, og derfor kan Syd rette sin melding til en dobling og slippe ud af alle problemer.

Som det også er diskuteret i artiklen Tilsvarende meldinger, kan en dobling accepteres, selvom N-S melder 4‑farver nedefra, og Nord derfor ved fra 1‑meldingen, at Syd ikke har præcis 4‑4 i de røde farver.

Hvis Syd i stedet retter sin melding til 2, er der også tale om en tilsvarende melding. Den viser 10+ og 5‑farve, og det er en af de mulige betydninger af det oprindelige 1‑svar.

Samtidig er der tale om laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse. I praksis vil det ofte være tilfældet, at en melding opfylder begge kriterier, og heldigvis er der ingen forskel i, hvad det betyder for det videre forløb.

Artiklen Tilsvarende meldinger omtaler flere eksempler til dette tema, og derfor går vi ikke mere i dybden med det her.

Enhver anden melding

Vi har ovenfor set, at den fejlende kan løse alle problemer ved enten at afgive laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse, eller en tilsvarende melding (ofte vil begge være opfyldt på én gang).

Hvis den fejlende ikke vælger en af disse to muligheder, bliver han ramt af § 27B2, hvis indledning ser således ud:

Hvis det utilstrækkelige bud rettes til et tilstrækkeligt bud eller pas, uden at rettelsen er omfattet af § 27B1, skal den fejlendes makker passe under resten af meldeforløbet. § 26B (udspilsbegrænsninger efter tilbagetaget melding) kan komme på tale.

Med andre ord: Enten løser man alle problemer på en af de to måder, vi allerede har set, eller også skal makker passe resten af meldeforløbet! Og problemerne slutter ikke dér; hvis den fejlende kommer i modspil, vil der være udspilsbegrænsninger mod makker. Og da der ikke er nævnt nogen undtagelse om § 16C, er oplysningerne fra det utilstrækkelige bud ubeføjede for makker.

Lad os ændre en smule på det foregående eksempel:

Syd overså Østs indmelding; Vest accepterer ikke. Syd kan nu løse problemerne ved at melde 2, hvilket både er laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse, og en tilsvarende melding. Men det viser 10+, og hvis Syd kun lige kunne skrabe sammen til at melde 1, ønsker han måske ikke at afgive den kraftige overmelding i 2. Aktuelt ønsker han ikke at passe, og meldingerne fortsætter således:

Efter at Syd har ændret til 1ut, skal Nord passe resten af meldeforløbet, uanset hvad Syd siden finder på. Syd kan fx ikke lokke makker ud af busken med en genåbningsdobling (men Syd må gerne doble; forbuddet mod at doble gælder kun i den tur, hvor det utilstrækkelige bud rettes). Syd passer, og Øst bliver spilfører. Første gang Nord kommer ind, gælder udspilsbegrænsninger; da Syd ikke har vist nogen farve i det lovlige meldeforløb, kan Øst kan forbyde en vilkårlig farve ud. Hvis Syd i stedet havde meldt 2♣, ville Øst ikke kunne forbyde klør ud.

Ulovlige ændringer af meldingen

Bemærk, at § 27B2 kun tillader en rettelse til et tilstrækkeligt bud eller pas. En dobling eller en redobling er kun tilladt under § 27B1b, dvs. hvis det er en tilsvarende melding. Ellers er det ikke tilladt. Hvis man alligevel forsøger dette, gælder § 27B3:

Hvis den fejlende forsøger at rette det utilstrækkelige bud til en dobling eller en redobling, uden at rettelsen er omfattet af § 27B1b, skal rettelsen annulleres. Den fejlende skal i stedet rette det utilstrækkelige bud til et tilstrækkeligt bud eller pas. Den fejlendes makker skal passe under resten af meldeforløbet. § 26B (udspilsbegrænsninger efter tilbagetaget melding) kan komme på tale.

Dvs. hvis man dobler eller redobler, og der ikke er tale om en tilsvarende melding, skal også denne melding rettes, men nu vil makker altid skulle passe resten af meldeforløbet. Efter en sådan ulovlig dobling eller redobling kan man altså ikke længere løse problemet ved at afgive laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse, eller en tilsvarende melding. Og desuden vil der også her være udspilsbegrænsninger.

Lad os variere eksemplet ovenfor en smule og se, hvad der ville være sket, hvis Syd (fx med 10+ og 4‑4 i de røde farver) havde ændret 1 til en dobling. Det er ikke en tilsvarende melding, for den viser ikke ruder. Nu vælger Syd at rette til 2:

Syds ulovlige dobling har kostet ham muligheden for at bringe § 27B1 i anvendelse. Selvom 2 er laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse, skal Nord passe hele meldeforløbet pga. § 27B3. Hvis Ø-V køber spillet, vil spilfører dog ikke kunne forbyde ruder ud, når Nord kommer ind, for Syd har jo vist denne farve i det lovlige meldeforløb.

Til slut skal vi se på § 27B4:

Hvis den fejlende forsøger at rette sit utilstrækkelige bud til et andet utilstrækkeligt bud, skal turneringslederen dømme som i § 27B3, medmindre MTV accepterer det nye utilstrækkelige bud (§ 27A1).

Det forekommer naturligvis sjældent, at en spiller, der allerede har afgivet et utilstrækkeligt bud og må rette dette, sover så tungt, at han præsterer endnu et utilstrækkeligt bud. Skulle det ske, skal MTV igen have valget om at acceptere. Gør MTV ikke dette, skal den fejlendes makker passe resten af meldeforløbet, og der vil være udspilsbegrænsninger i eventuelt modspil.

Utilstrækkeligt bud uden for tur

En spiller, der melder uden for tur, fordi han overser en anden melding, kan meget vel komme til at melde utilstrækkeligt:

Nord er giver, men Syd overser dette og åbner samtidig med Nord. Vest accepterer ikke, men hvad nu? Skal vi benytte reglerne for melding uden for tur eller utilstrækkeligt bud? § 27A2 giver svaret:

Hvis en spiller afgiver et utilstrækkeligt bud uden for tur, anvendes § 31.

§ 31 omhandler melding uden for tur, som ikke accepteres, så meldingerne går i første omgang tilbage til Øst. Det vil normalt betyde, at hvis Syd ikke afgiver en tilsvarende melding i sin lovlige tur, skal Nord passe i sin næste tur.

Men ikke hvis Øst melder pas! Dermed skal Syd gentage sin melding:

Nu er der tale om en utilstrækkelig 1 i tur, og hvis Vest heller ikke accepterer denne, benytter vi reglerne ovenfor. Syd kan rette sin melding til 2, hvis dette er overføring i parrets system, for det er det laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse som 1. Dermed kan meldingerne fortsætte som normalt, men turneringslederen skal huske at justere scoren, hvis N-S har fordel af oplysningerne fra 1‑meldingen.

Konklusion

Reglerne i § 27B om utilstrækkeligt bud, der ikke accepteres, er vanskelige at læse op ved bordet, og derfor anbefaler jeg at forsøge at lære dem udenad (men slå altid op i lovbogen, hvis du er det mindste i tvivl).

Det vigtige er at huske, at den fejlende kan rette sin melding på en af følgende tre måder:

  • Laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse(r).
  • En tilsvarende melding.
  • Enhver anden melding, dog ikke D/RD.

I de to første tilfælde, der ofte er sammenfaldende, vil der ikke være yderligere begrænsninger i meldeforløbet eller spillet. Oplysningerne fra det utilstrækkelige bud er beføjede for makker, men hvis disse oplysninger giver en fordel, skal turneringslederen justere scoren efter spillet.

I det sidste tilfælde skal makker passe resten af meldeforløbet, og der vil være udspilsbegrænsninger i eventuelt modspil. Her er oplysningerne fra det utilstrækkelige bud ubeføjede for makker.