Appellen fra Blue Ribbon Pairs

Ved årets Blue Ribbon Pairs, der vel har lige så stor betydning som parturnering, som Vanderbilt har som holdturnering, måtte spillerne igennem en appel, før vinderparret kunne kåres.


Efter en lidt eksotisk limitmelding i 3♠ satte Vest fart i meldingerne, da makker afgav et cuebid i klør.

Nord doblede 4, hvorefter Vest trygt kunne spørge om esser med 4ut, selvom han havde ruderrenonce – makker kunne ikke have E, når han ikke redoblede. Efter makkers 5♠ kunne Vest melde den oplagte storeslem.

Her kunne historien have sluttet som et eksempel på en god meldemæssig detalje. Men Øst vurderede, at hvis der var 13 stik med spar som trumf, var de der sikkert også uden trumf, så han meldte 7ut – det var jo parturnering!

Herefter var slæden længe væk – der blev spillet med skærme – og problemet gik op for Øst, der sagde til Nord: “Det skulle jeg måske ikke have gjort, for makker kan have renonce.” Nord spillede ruder ud, og Syd vandt med E og returnerede farven – 2 ned. Turneringsleder!

Syds tænkepause

Nord har ubeføjede oplysninger fra Syds tænkepause, som næsten kun kan betyde, at Syd har et es.

Så er Syds tænkepause ulovlig? Er det ikke meget forståeligt, at Syd må tænke sig om for at vurdere, om en dobling vil hjælpe makker til at spille ruder ud eller tværtimod vil få ham til at spille noget andet ud?

Jo, det er ganske forståeligt, og der er heller ikke noget ulovligt i pausen. Men på grund af pausen har Nord fået ubeføjede oplysninger, som han ikke må benytte sig af. Meldingerne fortæller, at der må være tale om E, for Vest må have en renonce, og kun hvis den er i ruder, kan han tælle de relevante esser med sikkerhed.

Ruderudspillet er således kun tilladt, hvis der ikke er logiske alternativer. Husk, at Nord som udgangspunkt ikke kan regne med, at makker har et es, når fjenden melder 7ut.

Østs bemærkning

Et af de springende punkter i sagen er, hvad Nord kan udlede af Østs bemærkning. Det er lidt speget, for Østs udsagn under meldingerne udgør beføjede oplysninger for Nord, men det er klart, at det afhænger af udsagnet.

Hvis Øst fx siger “jeg tror, at din makker overvejer at doble”, bliver denne oplysning naturligvis ikke beføjet af, at Øst siger den højt. Siger Øst derimod “jeg har kun damen tredje i ruder”, er det lige så klart, at denne oplysning er beføjet for Nord.

Her har Øst fortalt, at han glemte at tage højde for en eventuel renonce hos makker, og det ser ud til, at vi skal regne denne viden som beføjet for Nord. Men Øst har ikke fortalt, at Vest faktisk er renonce.

Turneringslederen og appelkomiteen foretog hver sin rundspørge. Tilsyneladende ville appelkomiteen ikke fortælle om Østs bemærkning, men begge rundspørger viste, at kun cirka halvdelen ville have spillet ruder ud.

Til gengæld vurderede turneringslederen på basis af supplerende spørgsmål i rundspørgen, at udspillet ikke var påvirket af de ubeføjede oplysninger. Appelkomiteen vurderede modsat på basis af deres, og jeg har også svært ved at se det anderledes.

På grund af Østs klodsede bemærkning er det ingen let afgørelse, men min vurdering er, at appelkomiteen gjorde ret i at dømme, at ruderspillet var ulovligt, og at scoren derfor skulle justeres til 7ut vundet – resultatet med ethvert andet udspil.

Selvforskyldt?

Mange mener, at Ø-V selv er skyld i det dårlige resultat, når de melder 7ut med EK ude, og at scoren derfor skal stå ved magt – eller at Ø-V i hvert fald ikke bør tilkalde turneringslederen, når de melder så dårligt og Øst oven i købet måske har påvirket forløbet med sin bemærkning.

Men det er et vildspor. Hvis N-S er nødt til at bryde reglerne for at sætte 7ut, skal scoren naturligvis justeres til 7ut vundet. Vi skal ikke vurdere kvaliteten af Ø-V’s meldinger, når vi afgør sagen. Folk spiller godt, dårligt, satsende osv., og det fører altsammen til et bridgeresultat, som man kan opfatte som fortjent eller (u‑)heldigt. Er man på vej til et utrolig heldigt resultat, skal man også have dette resultat, hvis modstanderne er nødt til at bryde reglerne for at forhindre resultatet.

Andre foreslår, at scoren kun justeres til 7ut vundet for N-S’s vedkommende. På denne måde “straffes” N-S for enten Syds tænkepause eller Nords udnyttelse af oplysningerne herfra, uden at Ø-V får en ufortjent top på at melde 7ut på disse kort. Men det vil være helt forkert at dømme sådan. Fortjent eller ej havde 7ut jo vundet, hvis Nord ikke havde spillet ruder ud, så de eneste mulige afgørelser er at lade 7ut vinde eller lade scoren stå ved magt.

Afsluttende bemærkninger

Det er altid ærgerligt, når en stor turnering skal afgøres ved skrivebordet og afgørelsen ikke er oplagt. Men det er svært at se alternativet.

Det er ikke en løsning at sige, at scoren må stå ved magt i tvivlstilfælde, så vi slipper for skrivebordsafgørelser. Grænsen for, om ruderudspillet skal accepteres eller ej, skal jo gå et sted. Hvis N-S havde været de senere vindere af turneringen efter at have sat 7ut to gange, ville der have været lige så mange røster, der havde kritiseret, at scoren ikke var blevet justeret.

Hermed går bridgeregler.dk på juleferie. Vi er tilbage med nye lovproblemer fredag den 18. januar 2019.

De meldte min 7-farve

I dagens spil havde Nord svært ved at komme til orde i meldingerne, fordi Vest meldte hans farve:


Vests 2♣‑melding var kunstig, men Øst alertede ikke, og på forespørgsel forklarede han, at meldingen var naturlig.

Nord kunne se, at forklaringen sandsynligvis ikke passede til Vests kort. Men han kunne ikke melde 3♣, fordi makker på grund af Østs forklaring ville opfatte det som en overmelding i fjendens farve, altså kunstig. En dobling ville være Support Double, så Nord valgte at passe.

Set fra Syds side havde Nord sandsynligvis en jævn minimumshånd med 3‑4 klør, og Syd havde ingen grund til at tro, at Østs forklaring var forkert. Og Vest kunne meget vel have en klørfarve med ♣EK i spidsen, så Syd nøjedes med at melde 4.

Nord havde tillæg, men han kunne ikke lide sin dårlige trumftilpasning, så han passede 4 ud. Vest spillede D ud, og med hjerterne 3‑2 samt ♣K blank i plads tog Syd 13 stik. Herefter forklarede Vest, at 2♣ ifølge systemet viste 5‑5 i de umeldte farver, og turneringslederen blev tilkaldt.

Er N-S skadet?

Det er ikke umiddelbart let at afgøre, om N-S er skadet af Østs forkerte forklaring. Mange ville mene, at både Nord og Syd burde have meldt stærkere, og at de derfor burde have meldt slemmen alligevel.

Dette er imidlertid et forkert udgangspunkt for diskussionen. Vi skal først og fremmest vurdere, hvad der ville være sket, hvis N-S havde fået korrekt forklaring. I så fald ville Nord aldrig have meldt pas direkte efter 2♣‑meldingen, og han ville sandsynligvis have meldt 3♣.

Det er lidt uklart, hvad Syd ville have gjort, hvis Nord havde meldt 3♣. Måske ville han springe til 4♠ som splint, hvilket ville føre direkte til 6♣.

Alternativt vil Syd genmelde sin stærke hjerterfarve mindst én gang. Tilsyneladende ville det med samme sikkerhed føre til 6, da Syd er yderst sleminteresseret efter 3♣ fra Nord. På den anden side vil Nord måske bremse, fordi han allerede har vist sin hånd og har dårlig hjertertilpasning.

Men der er ingen tvivl om, at meldeforløbet ville være forløbet anderledes med korrekt forklaring, og at N-S derfor er skadet. Det er sværere at skyde sig ind på en fornuftig vægtet score. Følgende kunne være et bud:

  • 35% af S 6 13 = +1010
  • 40% af N 6♣ 13 = +940
  • 25% af S 4 13 = +510

Selvforskyldt?

Som nævnt tidligere kan turneringslederen ikke bare afvise sagen, fordi N-S efter hans mening burde have meldt bedre, når den forkerte forklaring tydeligvis har påvirket meldingerne.

Mange ville justere scoren for Ø-V’s vedkommende, men lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende. Men dette er også forkert. Vi kan kun gøre dette, hvis N-S har begået en ekstremt alvorlig fejl, som ikke er direkte relateret til uregelmæssigheden, eller hvis N-S har foretaget en satsende handling.

Ingen af delene er der tale om her. Ved en “ekstremt alvorlig fejl” forstås en fejl, som man nærmest fortryder, før man har begået den, fx passer makker ud i et cuebid. En satsende handling kunne fx være, at Nord hoppede direkte fra 4 til 7 (og kontrakten gik ned).

N-S’s forsigtige meldinger har dog indflydelse på afgørelsen, hvis vi vurderer, at de kunne have meldt lige så forsigtigt med korrekt forklaring. Men det er vigtigt, at vi bruger denne oplysning til at foretage en objektiv vurdering og ikke til at “straffe” N-S med.

Lad os igen se på den hypotetiske situation efter en 3♣‑melding fra Nord. Hvis Syd støtter klørfarven, vil N-S automatisk komme i 6♣. Denne vurdering er uafhængig af, hvordan N-S meldte ved bordet.

Hvis Syd i stedet insisterer på sine hjerter, afhænger meget af meldetempoet. Hvis Syd bevarer initiativet, vil N-S oftest komme i slem, fordi Syd har en meget stærk hånd efter 3♣ fra makker. Hvis Syd derimod kræver med hjerter og senere melder 4, er der ganske stor sandsynlighed for, at Nord passer, som han gjorde ved bordet.

Kunstig score?

Reglerne for justeret score tillader, at man kan give kunstig score i stedet for vægtet score, hvis “der foreligger talrige muligheder, eller mulighederne er vanskelige at fastslå”. Denne betingelse er opfyldt her – der forekommer ganske vist kun at være 3 mulige resultater, men måderne, de kan fremkomme på, er talrige, og det er svært at vurdere sandsynlighederne for disse.

Alligevel ville jeg ikke overveje kunstig score i dette spil, fordi det betyder +3 imp til N-S i holdkamp, og det er en dårlig afgørelse denne gang. For hvis N-S har spillet slem ved det andet bord, ville “vores” N-S aldrig kunne opnå +3 imp, uden at vi giver en vis procentdel til storeslem, hvilket er et usandsynligt resultat med ♣K ude. Og hvis N-S ved det andet bord har brændt slemmen, er +3 imp alt for lidt i dette spil.

Afsluttende bemærkninger

Denne sag er vanskelig, fordi der både er lovtekniske og vurderingstekniske aspekter, hvor man let kan træde ved siden af.

Lovteknisk er det vigtigt at forstå, hvorfor du ikke må lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende.

Vurderingsteknisk er sagen vanskelig, fordi der er mange mulige varianter i meldeforløbet, hvis N-S får korrekt forklaring. Denne vurdering kan udføres mindst lige så godt af objektivt indstillede spillere som af dygtige turneringsledere.

De præcise procenter i den vægtede score kan diskuteres, men det vigtige i denne artikel er at diskutere de principper, som turneringslederen anvender i sin vurdering.

Så hvis du mener, at procenterne burde være mere eller mindre favorable for N-S, er det fint – så længe det bunder i en seriøs sandsynlighedsvurdering og ikke i synspunkter som “jeg går altid langt for at beskytte den ikke‐fejlende side” eller “N-S kunne bare have meldt lige så godt, som jeg selv ville have gjort”!

Tabt kort

Da spillerne tog kortene ud af mappen til dagens spil, tabte Syd E på gulvet, hvor det landede med billedsiden opad. Fordelingen var følgende:

Før meldeforløbets påbegyndelse forlod Nord bordet for at henvende sig til turneringslederen. Han fortalte om det tabte kort, og at han desværre havde set det. Da Nord vendte tilbage til bordet, rejste Øst sig for at fortælle turneringslederen samme historie.

Ib Axelsen skriver i Dansk Bridge om “ABC‐spilføringer”, hvor han viser et spil med 3 forskellige spilføringer i stigende orden efter kvalitet. Inspireret af denne model skal du her se et eksempel på ABCDE‐turneringsledelse!

Tvungen pas?

Abrahamsen havde været på turneringslederkursus for 5‑10 år siden og kunne huske § 24 om vist kort under meldeforløbet.

Da Syd havde vist et honnørkort, dømte Abrahamsen, at Nord skulle passe i sin første tur. Desuden ville E blive et stort strafkort, hvis N-S kom i modspil.

Alt dette havde været rigtigt ifølge 2007‐lovene. Men i 2017‐lovene kan § 24 kun bruges, hvis et kort vises, efter at meldeforløbet er påbegyndt. Det var det ikke her, og derfor er Abrahamsens afgørelse forkert.

Ubeføjede oplysninger?

Brødsgaard brød sig ikke om paragrafryttere, og han havde aldrig interesseret sig for § 24. Og det var jo heldigt nok, når paragraffen ikke gjaldt her.

I stedet anvendte han sin sunde fornuft og fortalte spillerne, at oplysningen var ubeføjet for Nord. Hvis Nord på et tidspunkt havde logiske alternativer, måtte han således ikke vælge en melding (eller et modspil), som han havde fået hjælp til ved at se E.

Sund fornuft er ofte et godt udgangspunkt. Men § 16, som omhandler ubeføjede oplysninger, siger eksplicit, at reglerne om logiske alternativer ikke gælder, når oplysningerne er fremkommet før meldeforløbets begyndelse. Derfor er Brødsgaard afgørelse også forkert.

Kunstig score?

Cort gjorde kort proces. Han sagde, at spillet ikke kunne spilles, når Nord havde set Syds E. Derfor annullerede han spillet og gav kunstig score. Dette betød, at Ø-V vandt 3 imp på spillet.

Afgørelsen er lovlig, men det er ikke en god afgørelse. Vi ved jo ikke, om oplysningen havde indflydelse på spillet. Måske ville Nord blive spilfører efter et neutralt meldeforløb, hvorefter Øst måske havde et naturligt udspil. Når Syd herefter lagde sine kort ned, ville der ikke være flere problemer.

Af denne grund bør man ikke straks give kunstig score, selvom et es er blevet vist før meldeforløbet. Intet havde forhindret Cort i at justere scoren efter spillet, hvis oplysningen alligevel havde indflydelse på resultatet. Og det ville i så fald ikke behøve at være en kunstig score, hvis forløbet ved bordet havde givet en indikation af, hvad der kunne være sket uden den ekstra oplysning om E.

Lad dem spille?

Duschek forklarede Nord og Øst, at de skulle forsøge at spille, som de ville have gjort, hvis de ikke havde set kortet. De måtte ikke benytte oplysningen, men de var heller ikke begrænset af de sædvanlige regler om ubeføjede oplysninger og logiske alternativer. Efter spillet kunne man justere scoren, hvis oplysningen havde haft indflydelse på spillet.

Meldeforløbet gik i gang, og Nords meldinger var stort set automatiske med en minimal 1‑indmelding og en makker, der blev ved med at kræve, mens Øst ikke havde noget at byde ind med.

Syd vandt sin kontrakt, og Duschek spurgte herefter spillerne, om oplysningen havde haft indflydelse på resultatet. Øst svarede, at oplysningen havde været uden betydning, så Duschek lod scoren stå ved magt.

Giv om, hvis det er muligt!

Eriksen fra eliten var vågen. Han bad spillerne lægge kortene tilbage i mappen og i stedet gå i gang med næste spil.

Imens undersøgte han, om vores problemspil var gået i gang ved det andet bord. I så fald ville han have dømt som Duschek.

Men ved det andet bord var man endnu ikke nået til dette spil, da spillene ikke blev spillet i samme rækkefølge ved de to borde. Derfor bestemte Eriksen, at spillet skulle gives om i denne kamp, og derved sikrede han en perfekt afvikling af spillet.

Afsluttende bemærkninger

Reglerne omkring oplysninger, der er fremkommet før meldeforløbets påbegyndelse, fremgår af § 16D i lovene. Disse regler gælder også, hvis spillerne får oplysninger om spillet fra et andet bord, hvor der måske tales lidt for højt.

Den ekstra krølle med at give om er naturligvis ikke mulig i parturnering, men i holdturnering bør man undersøge, om det kan lade sig gøre.

Er spillet påbegyndt ved det andet bord, må man dog bide i det sure æble og gennemføre spillet ved begge borde. Husk i denne forbindelse, at spillet gennemføres uden særlige begrænsninger, bortset fra at spillerne ikke må anvende de ekstra oplysninger. Efter spillet justeres scoren, hvis det vurderes, at oplysningerne havde indflydelse på resultatet – og ikke nødvendigvis til en kunstig score.

Hvis kun én spiller havde set kortet, kunne man give den pågældende hånd til denne spiller. Hvis det betyder, at spillet må roteres 90 grader (men ikke 180), kræver dette naturligvis, at spillet endnu ikke er påbegyndt ved det andet bord (eller at det er parturnering). Men denne gang havde tre spillere set kortet, så denne løsning var ikke mulig.

Den skulle jo alertes

Det var ikke alt, der lykkedes i denne uges spil – hverken for spillere, turneringsleder eller mundtlig appelkomite.


4♣ var en Treldespørgemelding – engang en populær konvention, men sjældent set i dag, fordi den i mange situationer passer dårligt ind i et naturligt system. Meldingen spørger i første omgang om klørkontrol, og hvis makker har dét, skal han samtidig vise antallet af esser (inkl. trumf konge).

Syd glemte at alerte 4♣. Generelt skal vi ikke alerte over 3ut, men i første melderunde (fraregnet indledende pasmeldinger) skal kunstige meldinger altid alertes uanset niveau.*
*) (NB: De svenske regler adskiller sig på dette punkt; i Sverige alertes aldrig over 3ut).

4 viste 1 eller 4 esser (ud af 5), men Nord må have talt forkert, idet han fandt frem til, at 6♠ måtte være den rigtige slutkontrakt.

Vest syntes ikke, at nogen af sidefarverne var attraktive at spille ud fra, så han spillede trumf ud. Syd trak trumf og kunne herefter kaste håndens ruder på bordets hjerter. Modspillet fik kun ♣E – 12 stik.

Turneringslederen tilkaldes

Øst var ikke tilfreds med den manglende alert. Han tilkaldte turneringslederen og forklarede, at han ville have doblet 4♣, hvis han havde vidst, at meldingen var kunstig.

Turneringslederen konstaterede, at 4♣ skulle have været alertet, og forlod bordet for at overveje sagen. Han vurderede, at en dobling var ganske sandsynlig, hvis Øst havde kendt meldingens betydning, men at Nord efter en dobling næppe have meldt 6♠. Derfor justerede turneringslederen scoren til 4♠ med 11 stik.

Den afgørelse var N-S misfornøjede over. De mente, at Øst burde have vidst, at 4♣ var kunstig, og at han bare kunne have spurgt om meldingen.

Turneringslederen meddelte nu, at han ville genoverveje sagen. Efter at have konfereret med sine kolleger meddelte han spillerne, at han ændrede afgørelsen og lod scoren stå ved magt, fordi Øst burde vide, at 4♣ næppe var naturlig, og risikofrit kunne have spurgt om meldingens betydning.

Hvilken afgørelse er korrekt?

Det var korrekt at lade scoren stå ved magt. Ingen spiller 1♠‑4♣ som naturlig, og det er nærliggende for Øst at antage, at den manglende alert af 4♣ simpelthen skyldes, at Syd ikke havde styr på, at meldinger på 4‑trinet skal alertes i første melderunde.

Derfor skyldes Østs pas ikke den manglende alert, men at Øst gjorde den højst usandsynlige antagelse, at 4♣ var naturlig. Øst var derfor selv skyld i, at han ikke kendte meldingens betydning. Man kan sige, at den manglende alert var anledning, men ikke årsag til Østs pas, og dermed kan vi ikke justere scoren.

I denne type sager er det afgørende, at der efter al sandsynlighed er tale om en manglende alert. Hvis det ser tilforladeligt ud, at en ikke‐alertet melding er naturlig, kan man som spiller normalt gå ud fra dette.

Betyder dette, at den manglende alert ikke skal straffes? Ja, det skal det faktisk. Vores første bekymring skal være, om scoren skal justeres, og her er det ikke rimeligt at sige, at den manglende alert var årsag til Østs pas.

Turneringslederen skal selvfølgelig minde Syd om, at meldinger på 4‑trinet skal alertes i første melderunde. Hvis det siden vælter ind med sager, hvor samme spiller fortsat ikke alerter, når han skal, kan man overveje strafpoints.

Sagen appelleres

Ø-V appellerede turneringslederens afgørelse. Sagen blev afgjort på spillestedet af en mundtlig appelkomite, som desværre fulgte turneringslederens oprindelige afgørelse – 4♠ med 11 stik. N-S mente åbenbart, at sagen havde varet længe nok, og de appellerede ikke videre til forbundets appelkomite.

Jeg kender kun sagen efter at have læst om den, men jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at Ø-V primært appellerede i frustration over, at turneringslederen først gav dem nogle points og derefter gav dem tilbage til N-S.

Men selvom en sådan reaktion er forståelig, er det ikke i sig selv grund til en appel. Man har ikke særlige rettigheder, fordi man kortvarigt har fået tildelt nogle points af turneringslederen, som man ikke skulle have haft.

Min indstilling til appelsagen ville have været at inddrage depositum. Argumentet om, at Øst umiddelbart bør indse, at 1♠‑4♣ næppe kan være aftalt som naturlig, er overbevisende. Det bør være tilstrækkeligt at få det serveret af turneringslederen uden også at skulle sætte en appelkomite i sving.

Ét forsøg

Når man begår et fejlgreb – fx hvis man vil melde 1ut, men får 2♣‑skiltet med op – sikrer lovene, at man får lov at melde det, man havde planlagt.

Til gengæld får man kun ét forsøg til at vælge sin melding. Her er et eksempel, hvor Syd fortrød sin melding, allerede inden meldingskortet blev lagt på bordet.


Syd vil doble styrkevisende, fordi han går ud fra, at 2 er Ekrens (begge major). Mens doblerskiltet stadig befinder sig i luften, kommer han tilfældigt til se på modstandernes systemkort. Heraf fremgår det, at 2 er Multi.

Nu fortryder Syd sin dobling, for N-S spiller Voigts forsvar mod Multi, og her viser en dobling hjerterfarve! Syd sætter doblerskiltet tilbage i meldekassen og melder i stedet 2♠, som ifølge parrets aftaler viser mindst 5‑4 i minor. Syd har kun 4‑4, men det er en lille løgn sammenlignet med doblingen.

Ø-V tilkalder turneringslederen – hvad nu?

Meldingen er afgivet

Som du ved fra artiklen Ændring af melding, har Syd afgivet meldingen, allerede når meldingskortet har forladt meldekassen. Derfor skal Syd regnes for at have doblet og derefter at have ændret sin melding til 2♠.

Der er tale om en tilsigtet melding og ikke et fejlgreb, for Syd ønskede jo virkelig at doble. Ønsket varede ikke særlig længe, men det er uden betydning – Syd har doblet!

Derefter har Syd ændret sin tilsigtede melding. Det er ikke tilladt, og tilfældet er håndteret af § 25B i lovene som gennemgået i den artikel, som linket ovenfor fører til.

Lad os se, hvordan reglerne fungerer i dette spil.

Vest må vælge

Først og fremmest må Vest vælge, hvilken af Syds to meldinger der skal stå ved magt. Vest kan altså frit vælge, om Syds dobling skal stå ved magt, eller om Syd skal have lov at ændre meldingen til 2♠.

Oplysningerne fra den melding, der ikke står ved magt, vil være ubeføjede for Nord. Vælger Vest doblingen, vil Nord med den fine støtte til makkers forventede farve være tvunget til at springe til 4 for ikke at udnytte de ubeføjede oplysninger. Det vil Øst næppe være ked af.

Uanset hvilken af de to meldinger, Vest vælger, vil der være udspilsbegrænsninger mod Nord (den fejlendes makker), hvis N-S kommer i modspil.

Lad os sige, at Vest vælger doblingen og herefter bliver spilfører i 2‑D. Selvom Syd havde andre planer, viste doblingen hjerter, og derfor kan Vest vælge én af sidefarverne og forbyde udspil i denne.

At der er ubeføjede oplysninger til makker, og at der desuden vil være udspilsbegrænsninger i eventuelt modspil, burde være nok til at få folk til at forstå, at det ikke er en god ide at ændre en tilsigtet melding!

Husk i øvrigt, at der aldrig indgår tvungen pas i afgørelsen, når det drejer sig om ændring af en tilsigtet melding.

Tilsvarende melding?

Syd mente, at der ikke skulle være nogen begrænsninger efter 2♠‑meldingen, fordi denne var en tilsvarende melding – doblingen var styrkevisende, mens 2♠ var styrkevisende og viste begge minor, altså en mere præcis betydning end den oprindelige melding.

Men sådan må vi ikke regne, for oplysningen om, at Syd havde noget andet i tankerne med doblingen end at vise en hjerterfarve, er ubeføjet for Nord. Derfor skal vi udelukkende tage udgangspunkt i, hvad meldingerne viser i systemet.

Doblingen viste hjerter, og 2♠ viste begge minor, og det er klart, at 2♠ absolut ikke er en tilsvarende melding. Og sådan er det generelt ved ændring af en tilsigtet melding – betydningen af to forskellige lovlige meldinger udelukker generelt hinanden, og det er grunden til, at § 25B om ændring af melding slet ikke omtaler tilsvarende meldinger.

Vest accepterer ændringen

Ved bordet valgte Vest at acceptere ændringen. Måske var han bange for at komme til at spille en doblet kontrakt, hvis han lod Syds dobling stå ved magt.

Det betød, at N-S slap stort set uskadt fra Syds udskejelser. Nord havde ubeføjede oplysninger fra Syds dobling, men disse betød ikke det store, og Nord kunne springe til 3ut, som vandt.

Er det rimeligt? Denne overvejelse er ikke anderledes end ved en melding uden for tur – næste hånd kan acceptere meldingen eller lade være. Her valgte Vest at acceptere ændringen, men det havde været smartere at forlange, at doblingen skulle stå ved magt.

Normalt vil det være bedst at kræve, at den oprindelige melding skal stå ved magt. Når meldingen forsøges ændret, er det udtryk for, at den første melding var en fejl. Det er allerede en fordel, og som eksemplet viser, vil de ubeføjede oplysninger sandsynligvis genere modstanderne mest, hvis man kræver ændringen annulleret.

Hvad må den blinde?

I denne uge skal vi se på et mere generelt lovmæssigt spørgsmål, nemlig hvad den blinde må og ikke må under spillet af kortene.

Dette er bestemt af § 42‑43 i lovene, og vi vil se nærmere på disse paragraffer. Enhver kan læse lovene fra ende til anden, uden at det nødvendigvis giver et overblik. I stedet vil jeg se på nogle forskellige emner og dykke ned i de relevante paragraffer.

Kulørsvigt

Som du husker fra artiklen Kulørsvigt, må spilfører og modspillerne alle spørge hinanden om en mulig kulørsvigt, idet en modspiller dog risikerer at give ubeføjede oplysninger om en usædvanlig fordeling, hvis svaret er benægtende.

For den blinde gælder i stedet § 42B1:

Hvis spilfører ikke bekendte, må den blinde spørge spilfører, om denne har et kort i den udspillede farve. Den blinde må derimod ikke spørge en modspiller om det samme.

Den blinde må altså spørge spilfører, men ikke modspillerne. Dette budskab er så vigtigt, at det er gentaget i § 61B2!

Det kan også ske, at spilfører svigter kulør fra bordet – fx beder den blinde om at trumfe, selvom det er muligt at bekende. Her benyttes § 42A3:

Den blinde spiller bordets kort som spilførers hjælper og efter dennes anvisninger og sikrer, at bordet bekender.

Når spilfører beder om et kort, der vil være en kulørsvigt, må den blinde således straks gøre opmærksom på det (og ellers gør modspillerne det sikkert).

Forkert vendte kort

Foruden at spille bordets kort har den blinde en indlysende opgave, som fremgår af § 42A2:

Den blinde må holde tal på vundne og tabte stik (se § 65B).

Den blinde må (og skal) vende kortene i overensstemmelse med, hvem der har vundet stikket. Og som antydet af referencen til § 65B må han også påpege et forkert vendt kort, indtil spilfører har spillet et kort fra hånden eller bordet i det efterfølgende stik, hvilket du måske husker fra indlægget Det foregående stik.

Øvrige uregelmæssigheder

For øvrige uregelmæssigheder gælder resten af § 42B:

2. Den blinde må forsøge at forhindre enhver uregelmæssighed.
3. Den blinde må gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, men først efter at spillet af kortene er afsluttet.

§ 42B2 fortæller, at den blinde fx må sige “du er på bordet”, hvis spilfører fejlagtigt er ved at spille et kort fra hånden.

Men hvis en uregelmæssighed først er sket, må den blinde ikke gøre opmærksom på det, før spillet er afsluttet. Det fremgår af § 42B3 og mere eksplicit af § 43A1b:

Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed under spillet.

Med andre ord – hvis spilfører har spillet ud uden for tur, må den blinde ikke længere gøre opmærksom på det (og spilfører må heller ikke tage kortet tilbage, se artiklen Udspil uden for tur). Også disse punkter findes andetsteds i lovene, nærmere bestemt i § 9A3‑4.

Når spillet er slut, har den blinde samme ret som de øvrige til at gøre opmærksom på en uregelmæssighed under spillet – fx en kulørsvigt af modspillet.

Tilkald af turneringslederen

Efter at have læst det ovenstående kunne man få det indtryk, at den blinde ikke må tilkalde turneringslederen. Men sådan forholder det sig ikke!

Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed (før spillet er slut). Men når en anden spiller (inkl. spilfører) har gjort opmærksom på en uregelmæssighed, har den blinde ret til at tilkalde turneringslederen. Det fremgår af § 9B1b:

Enhver spiller – også den blinde – må tilkalde turneringslederen, når der er gjort opmærksom på en uregelmæssighed.

§ 43A1a fortæller mere præcist, at den blinde ikke må kalde ellers:

Den blinde må ikke tage initiativ til at tilkalde turneringslederen under spillet, medmindre en anden spiller har gjort opmærksom på en uregelmæssighed.

Vi forestiller os igen, at spilfører fejlagtigt tror, at han er på hånden, men faktisk er på bordet.

  • Hvis spilfører er i færd med at spille ud fra hånden, må den blinde forsøge at stoppe ham.
  • Hvis spilfører har spillet ud fra hånden, må den blinde ikke længere påpege det.
  • Hvis én af modspillerne (eller spilfører selv) gør opmærksom på det forkerte udspil, må den blinde gerne tilkalde turneringslederen.

At tilkalde turneringslederen er en særlig god ide i det sidste tilfælde, for ellers risikerer vi, at nogen fx tror, at spilfører er tvunget til at spille ud i samme farve fra bordet – det er han ikke!

Hvad har den blinde ret til at fortælle turneringslederen, når denne bliver tilkaldt? Her skal vi se på § 42A1:

Den blinde har ret til i turneringslederens nærværelse at give oplysninger om, hvad der rent faktisk er sket, og at svare på spørgsmål i forbindelse med disse love.

Når turneringslederen spørger spillerne, hvad der er foregået forud for tilkaldet, hører han således alle fire spillere. Her er den blinde ikke en passiv tilskuer – vi skulle jo gerne træffe afgørelserne på det korrekte grundlag.

Hvis den blinde alligevel påpeger en uregelmæssighed

Som forklaret ovenfor må den blinde ikke påpege en uregelmæssighed under spillet. Hvis det alligevel sker, skal turneringslederen behandle sagen på fuldstændig samme måde, som hvis en anden spiller havde påpeget fejlen.

Det lyder mærkeligt! Den blinde må fx ikke påpege en modspillers udspil uden for tur, som spilfører måske har overset. Gør den blinde det alligevel, får spilfører de samme muligheder omkring accept af udspillet og strafkort, som hvis han selv havde opdaget fejlen!

Her er min holdning, at der bør gives strafpoints, hvis den blinde burde vide bedre, fx hvis der er tale om en rutineret turneringsspiller. Sker det i klubben blandt mindre turneringsvante spillere, er det fornuftigt at nøjes med en advarsel første gang – og så kan man overveje at holde et kort foredrag om reglerne for den blinde før næste klubaften.

Dog vil jeg kun give strafpoints, hvis den blinde (måske) stiller sin side bedre – fx ved at påpege et udspil uden for tur. Stiller den blinde sin side dårligere ved sin fejl, fx hvis fejlen giver spilfører ubeføjede oplysninger, bør strafpoints kun komme på tale i gentagelsestilfælde.

Den blinde ser de andres kort

Som blind kan man blive utålmodig for at vide, hvordan kortene sidder. Men den blinde må ikke se de andres kort! Det fremgår af forbuddene i § 43A2:

a. Den blinde må ikke bytte hænder med spilfører.
b. Den blinde må ikke forlade sin plads for at se spilfører spille.
c. Den blinde må ikke se billedsiden af et kort på en modspillers hånd.

Punkt b ser man typisk overtrådt i forbindelse med, at den blinde går på toilettet eller i baren. Punkt a+c handler måske mere om, at spillerne gerne vil skabe en lille “klub” ved bordet og samtidig hjælpe den stakkels utålmodige blinde.

Men det er et forkert hensyn – det er vigtigere, at den blinde holder sig ude af spillet, og det gøres bedst ved, at den blinde ikke ser de andres kort.

Desuden er der en direkte konsekvens af en sådan overtrædelse: Den blinde mister derved de rettigheder, der fremgår af § 42B1‑2:

  • Retten til at spørge spilfører om en mulig kulørsvigt.
  • Retten til at forsøge at forhindre en uregelmæssighed.

Forsøger den blinde alligevel at udnytte de rettigheder, han har mistet, kan det have ret hårde konsekvenser. Det kan de interesserede læse nærmere om i § 43B i lovene.

Uanset om den blinde har set andre spilleres kort, bevarer han dog altid sine rettigheder fra § 42A, dvs.:

  • Retten til at påpege, når spilfører svigter kulør på bordet.
  • Retten til at påpege forkert vendte kort, før spilfører spiller et kort i det efterfølgende stik.
  • Retten til at fortælle turneringslederen om hændelsesforløbet, når denne er tilkaldt.
  • Retten til at tilkalde turneringslederen, når en anden spiller har påpeget en uregelmæssighed (§ 9B1b).

Inden alle modspillerne tænker, at det er smart at vise den blinde sine kort, enten for at “skabe en klub” eller for at fratage den blinde nogle muligheder, vil jeg gøre opmærksom på § 43A3:

En modspiller må ikke vise den blinde sin hånd.

Så kort og godt – lad spillet gå sin gang, og lad en evt. utålmodig blind lide i stilhed!

Opsummering

§ 42‑43 i lovene fortæller om den blindes rettigheder. § 42 er opdelt i “absolutte” og “betingede” rettigheder, men disse juridisk klingende begreber kan virke distraherende.

I stedet kan vi opsummere artiklens pointer således:

  • Kulørsvigt: Den blinde må spørge spilfører “ikke flere” og også påpege, når spilfører svigter kulør fra bordet.
  • Forkert vendte kort: Den blinde må gøre opmærksom på et forkert vendt kort, indtil spilfører spiller et kort i det næste stik.
  • Hvad øvrige uregelmæssigheder angår, har den blinde lov at forsøge at forhindre dem. Men når en uregelmæssighed er sket, må den blinde ikke gøre opmærksom på den, før spillet er slut.
  • Når en anden spiller har påpeget en uregelmæssighed, må den blinde gerne tilkalde turneringslederen.
  • Når turneringslederen er tilkaldt, har alle fire spillere lige stor ret til at fortælle, hvad der er foregået (men turneringslederen spørger normalt først den, der har påpeget uregelmæssigheden).
  • Hvis den blinde alligevel gør opmærksom på en uregelmæssighed, skal turneringslederen behandle sagen som normalt. Strafpoints bør overvejes, hvis den blindes handling gav spilfører flere muligheder, end hvis uregelmæssigheden ikke var blevet påpeget.
  • Hvis den blinde ser de øvrige spilleres kort, mister han de fleste af sine rettigheder til at forhindre eller påpege uregelmæssigheder.

Det var mange pointer … men forhåbentlig forstår du dem enkeltvis. Derfra og til at huske dem er der ikke langt, og ellers kan man altid slå op i lovbogen.

Jamen, vi havde +1100! – fortsat

I sidste uge så vi, hvordan et par var medvirkende til, at mappen blev lagt forkert op, og derved ødelagde holdmakkernes fine resultat på +1100 i et delspil. Scoren blev −3 imp til begge hold, fordi begge hold var fejlende.

Denne gang skal vi se, hvad der sker, når ingen eller kun den ene side er fejlende.

Ingen af siderne er fejlende

Hvis der ikke er spillet med samme fordeling ved de to borde, må vi regne begge sider som ikke‐fejlende, medmindre det ser ud til, at spillerne ved et af bordene er skyld i den forkerte fordeling – fx hvis mappen er lagt forkert op, eller kortene er lagt forkert tilbage efter spillet.

Tilfældet forekommer typisk, hvis der ikke spilles med samme fysiske mappe ved de to borde, og en af mapperne indeholder en duplikeringsfejl. I et sådant tilfælde anvender vi § 86B2a:

Hvis ingen af deltagerne er fejlende, skal turneringslederen annullere spillet (eller spillene) og tildele kunstig justeret score (§ 12C2). Hvis der er tid til det, kan turneringslederen i stedet lade deltagerne spille et eller flere erstatningsspil (se dog § 86A).

Med andre ord giver vi +3 imp til begge hold på spillet, igen uden at tage hensyn til resultatet på +1100. Omregningen til KP sker efter tilsvarende principper, som vi så i sidste uge, og det medfører, at der bliver mere end 20 KP til uddeling i kampen.

Hvis det er praktisk muligt, bør turneringslederen i stedet sørge for, at der afvikles erstatningsspil ved begge borde. Dette kan ofte lade sig gøre, hvis fejlen opdages under kampen. Og i modsætning til § 86B2c (begge sider er fejlende) nævner § 86B2a eksplicit denne mulighed, så det er ikke nødvendigt med en særlig bestemmelse i forbundets turneringsbestemmelser.

Når fejlen opdages efter kampen, skal vi dog stadig huske undtagelsen i § 86A – hvis der kun er ét spil, der skal gives om, er det en forudsætning for at give om, at kampen ikke er blevet gjort op.

Den ene side er fejlende, men ikke begge

Når den ene side er fejlende, og den anden er ikke‐fejlende, kan dette fx skyldes, at det ene par har haft så travlt med at diskutere spillet, at de måtte se alle 4 hænder og derefter ikke kunne finde ud af at lægge kortene korrekt tilbage.

Her anvender vi § 86B2b:

Hvis kun den ene af deltagerne er fejlende, skal turneringslederen for hvert enkelt spil justere scoren for den ikke‐fejlende side. For hvert enkelt spil tildeles enten middel plus som kunstig score (§ 12C2b) eller korrigeret score (§ 12C1), idet den mest fordelagtige mulighed vælges. Den fejlende side tildeles den modsvarende justerede score.

Som udgangspunkt giver spillet altså +3 imp til den ikke‐fejlende side og −3 til den fejlende side. Det er et princip, som de fleste kender.

Men lad os forestille os, at N-S fra hold nr. 19 kommer til at ødelægge fordelingen i mappen, inden den går videre til lukket rum. Hvis turneringslederen blot giver hold nr. 4 den sædvanlige gevinst på +3 imp, vil de utvivlsomt sige “jamen, vi havde +1100 i åbent rum!”

Reglerne tager højde for dette, idet § 86B2b siger, at der skal gives korrigeret score – dvs. en justeret score, som ikke er kunstig – hvis dette er bedre for den ikke‐fejlende side end de +3 imp. Det er klart tilfældet her, og vi skal se, hvordan vi fastlægger en fornuftig korrigeret score.

Fastlæggelse af den korrigerede score

Et godt forslag til en korrigeret score fås ved at beregne, hvad resultatet havde været værd mod samtlige andre borde i turneringen. Følgende tabel viser scoren ved de øvrige 28 borde i turneringen sammen med det antal imp, hold nr. 4 ville have fået for +1100 mod hvert af disse resultater:

Regner vi efter imps across the field, ville +1100 have indbragt 2×15 + 21×14 + 1×13 + 3×12 + 1×7 = 380 imp, hvilket svarer til 380/28 = 13,57 imp i en almindelig opgørelse. Da hold nr. 4 er ikke‐fejlende, runder vi gerne op til 14 imp. Resultatet på spillet bliver således, at hold nr. 4 vinder 14 imp på spillet, mens hold nr. 19 taber 14 imp.

Når vi som her har mange resultater at sammenligne med, kan vi tillade os at bruge den vægtede score, som frekvenstabellen lægger op til. Har vi relativt få resultater, fx 2 eller 4, er usikkerheden meget større, og det kan vi håndtere ved at justere frekvenserne en smule til fordel for den ikke‐fejlende side.

Afsluttende bemærkninger

Hvad hvis det i stedet var hold nr. 4, der var fejlende og havde ødelagt fordelingen efter at have glædet sig over deres +1100? Her giver § 86B2b helt enkelt +3 imp til hold nr. 19 og −3 til hold nr. 4! Dermed fordufter de +1100 som dug for solen! Det er en hård straf, men § 86B2b er klar på dette punkt, så hold nr. 4 må lære at være mere omhyggelige næste gang.

Og til sidst vil jeg minde om, at det fordelagtige resultat kun benyttes, hvis det er opnået af en ikke‐fejlende side mod en fejlende side. I alle andre tilfælde giver man kunstig score.

Jamen, vi havde +1100!

Dagens spil stammer fra en holdturnering med deltagelse af 30 hold. Her er fordelingen:

I åbent rum kom N-S fra hold nr. 19 alt for højt og gik 4 ned i 4♣‑D. Det kostede −1100, og slangudtrykket “de har 110 … store” var passende under opgørelsen, når +110 på Ø-V’s kort var en almindelig score.

Imidlertid opstod der forvirring under opgørelsen, for holdmakkerne sagde “vi lægger 140”. Vores helte forstod ikke, hvordan man kunne lave +140 på N-S’s led, og det blev klart, at hold nr. 19 havde siddet N-S ved begge borde!

Modstanderne fra hold nr. 4 blev kontaktet, og der var enighed om, at man havde siddet rigtigt i alle andre spil end dette. Turneringslederen undersøgte de mapper, der var blevet brugt, og alle indeholdt den korrekte fordeling. Ingen af spillerne huskede noget specielt om forløbet, så den eneste mulige forklaring var, spillerne måtte have lagt mappen forkert op.

Hvem er fejlende?

Alle spillere har ansvar for, at de sidder ved det rigtige bord og i den rigtige retning. Derfor skal vi regne begge sider som fejlende, medmindre særlige forhold taler for andet – fx hvis det ene par over for modstanderne har insisteret på, at de sidder rigtigt, og det viser sig, at de alligevel sidder forkert.

Måske fortæller klubbens meget rutinerede spillere dig, at ansvaret primært er Nords. Men det er flere årtier siden, at Nord havde en særlig status i lovene.

Hvordan afgøres spillet?

Vi skal anvende § 86B2, der har følgende indledning:

Når turneringslederen justerer scoren i en holdkamp og der er opnået to eller flere usammenlignelige resultater mellem de samme deltagere, eller når disse love i øvrigt kræver, at turneringslederen justerer mere end én score i det samme spil, gælder følgende:

Og her har vi netop to usammenlignelige resultater, fordi holdmakkerne sad på samme led. Hvis der er spillet med forskellige fordelinger ved de to borde, vil man også have to usammenlignelige resultater.

§ 86B2 er opdelt i undertilfælde, alt efter hvem der er fejlende. Når begge sider er fejlende, anvendes § 86B2c:

Hvis begge deltagere er fejlende, skal turneringslederen annullere spillet (eller spillene) og tildele kunstig score i de berørte spil (§ 12C2).

Ganske enkelt – begge sider får −3 imp. Vi skal således se helt bort fra resultatet i åbent rum. Hold nr. 4 vil utvivlsomt sige “jamen, vi havde +1100”, men det er sådan set bare ærgerligt!

Hvad betyder spilresultatet for kampen?

Det kan være forvirrende, at begge sider får minus på spillet – hvordan gør vi kampen op?

Lad os antage, at kampen går over 12 spil, og at hold nr. 4 har vundet de øvrige 11 spil med 21‑10.

Hvert af holdene skal noteres for et tab på 3 imp. Dermed oplever hold nr. 4 at have vundet kampen med 21‑13, mens hold nr. 19 oplever at have tabt kampen med 10‑24. Når vi slår op i KP‑tabellen for 12 spil, ser vi, at en gevinst på 8 imp (21‑13) svarer til 12,61 KP, mens et nederlag på 14 imp (10‑24) svarer til 5,78 KP. Hold nr. 4 vinder således kampen med 12,61‑5,78.

Den kunstige score på −3 til begge hold medfører, at der er mindre end 20 KP til uddeling i kampen. Er der tale om en pokalkamp, kan vi komme i den pudsige situation, at begge hold har tabt kampen! Men vi skal jo have et hold videre, og det er holdet med det bedste resultat. Da begge hold har opnået samme resultat på spillet, er det let at se, at spillet skal noteres som lige, og det er også hvad § 12C4 siger:

Hvis turneringslederen tildeler ubalancerede justerede scorer i cupturneringer, udregnes hver deltagers score på spillet for sig, og gennemsnittet tildeles begge deltagere.

Kan der gives om?

Som udgangspunkt tillades det kun, at ødelagte spil gives om, hvis ingen af siderne er fejlende. Men § 86B3 tillader forbundet at definere andre regler, og det vil være fornuftigt for forbundet at tillade omgivning, når fejlen opdages i tide.

Alligevel er omgivning ikke tilladt i vores aktuelle sag, og det skyldes § 86A:

Turneringslederen må ikke udøve sine beføjelser efter § 6 til at kræve ét spil spillet om, hvis det endelige resultat af en kamp uden dette spil kunne være kendt af en deltager. Turneringslederen justerer i stedet scoren.

Når fejlen opdages i forbindelse med opgørelsen efter kampens afslutning, er det således ikke tilladt at give et enkelt spil om, da spillerne måske kender slutresultatet – der skal være tale om flere spil! Hvis kampen afvikles over 2 halvlege, og fejlen opdages under opgørelse af 1. halvleg, er det dog også tilladt at give et enkelt spil om – her kan spillerne jo ikke kende slutresultatet.

Vi kan altså sammenfatte og sige, at spillet kan gives om, hvis alle følgende betingelser er til stede:

  • Det skal være praktisk muligt at afvikle erstatningsspil. Næste kamp bør ikke blive forsinket væsentligt.
  • Hvis det kun drejer sig om ét spil, må kampen ikke være gjort op, når erstatningsspillet sættes i gang.
  • Omgivning er tilladt ifølge forbundets turneringsbestemmelser.

Hvis ikke alle er fejlende

Det er naturligvis langtfra altid, at vi har to fejlende sider i forbindelse med spil, der ikke kan gøres op. Det ser vi nærmere på i næste uge.

Fjendens farve

Begrebet “fjendens farve” hentyder som bekendt til en melding i en farve, som fjenden har vist. I denne uge skal vi imidlertid se på et spil, hvor N-S ved et uheld kom til at melde den farve, der var fjendens bedste farve.


Hvis Øst havde set på sine fine værdier med lidt større interesse, havde han meldt 2♣, hvorefter Ø-V var kommet i den temmelig gode og aktuelt vindende 4.

Men Øst passede til 1ut. Det er vi glade for på bridgeregler.dk, fordi det førte til et lovproblem.

Syd havde glemt systemet og meldte 2♣ ind. Nord alertede og forklarede på Vests forespørgsel, at 2♣ viste hjerter og klør. Da Nord præfererede til 2, var det svært for Ø-V at komme tilbage og finde deres hjertertilpasning!

Kontrakten vandt, da Vest efter forklaringen aldrig fik spillet hjerter. Derfor var han lidt utilfreds efter spillet. Der er tale om et spil fra en klubaften, hvad der var medvirkende til, at turneringslederen ikke blev tilkaldt, men lad os se på, hvordan en turneringsleder ville have behandlet sagen.

Turneringslederens fremgangsmåde

I lyset af spillets kontekst må det være passende at kopiere dette afsnit fra En almindelig klubaften:

Som forklaret i artiklen Forkert forklaring og ubeføjede oplysninger skal turneringslederen finde svarene på følgende spørgsmål, når kortene ikke passer til forklaringen:

  • Hvad er den korrekte forklaring i systemet?
  • Er modstandernes meldinger påvirket af en forkert forklaring?
  • Har en spiller meldt ulovligt i lyset af de ubeføjede oplysninger fra forklaringen?

Den korrekte forklaring

På N-S’s systemkort stod der “Brozel”, ifølge hvilket 2♣ viser hjerter og klør, og Syd havde helt enkelt glemt systemet.

Ø-V har kun krav på at få at vide, hvad N-S har aftalt, og ikke hvad Syd har bildt sig selv ind under meldingerne. Syd har meldt forkert, og det er der ingen lov imod. Vi kan således ikke justere scoren med henvisning til, at Ø-V har fået forkert forklaring.

Men vi skal også huske at se på aspektet med ubeføjede oplysninger – også selvom Ø-V ikke er opmærksomme på dette.

Ubeføjede oplysninger

Syd har fået ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring af 2♣.

Hvis Syd ikke havde hørt Nords forklaring, ville valget have stået mellem pas og 3♣. Men når man tager forklaringen med i overvejelserne, er 3♣ klart bedste melding, for makker har sandsynligvis 3‑4 hjerter og 2‑3 klør.

Med andre ord har de ubeføjede oplysninger gjort det nærliggende at melde 3♣ frem for det logiske alternativ pas, og derfor er det ulovligt at melde 3♣.

Lad os se på, hvad dette betyder for turneringslederens afgørelse.

Justeret score

Som du også kan læse i artiklen Tilkald efter ubeføjede oplysninger, kan en sag med ubeføjede oplysninger kun løses med justeret score. Dette sker, hvis en spiller har afgivet en melding, der er ulovlig på grund af de ubeføjede oplysninger, og spilleren har draget fordel af dette.

Som forklaret ovenfor skulle Syd have meldt pas for at holde sig inden for lovens rammer. Var dette sket, ville slutkontrakten være blevet 2 spillet af Nord, og den går sandsynligvis præcis 5 ned.

Turneringslederen skal derfor justeret scoren til N 2 3 = −500.

Vægtet score?

Det er sikkert rimeligt at sige, at der uden ubeføjede oplysninger ville være 75% sandsynlighed for, at Syd havde meldt pas, og 25% for 3♣. Vi har tidligere set mange eksempler, hvor turneringslederen benytter en sådan usikkerhed til at give vægtet score.

Men det kan vi ikke gøre her! Vi benytter sandsynlighederne uden ubeføjede oplysninger til at vurdere, om pas er et logisk alternativ – hvad der ikke er tvivl om her – men når vi vurderer den justerede score, skal udgangspunktet altid være “hvad ville der være sket, hvis der ikke var begået en ulovlighed?”

De ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring er ikke en ulovlighed – tværtimod. Ulovligheden er Syds 3♣‑melding. Uden denne havde Syd altid meldt pas. De 25% sandsynlighed for 3♣‑meldingen fører jo til en ulovlighed.

Modspillet

Det er let at tænke, at Ø-V bare kunne have sat kontrakten. Det kunne de da også, men det ændrer ikke på, at N-S har fået et bedre resultat ved bordet, end de ville have fået efter en lovlig melding fra Syd. Derfor skal turneringslederen justere scoren som netop beskrevet.

Turneringslederen kan fratage Ø-V noget af deres kompensation (uden at ændre scoren for N-S), hvis der er tale om en ekstremt alvorlig fejl. Men det er der ikke her – Vest har muligvis spillet lidt søvnigt, men modspillet er bestemt ikke udtryk for en ekstremt alvorlig fejl.

Den justerede score skal derfor gælde for begge parter. Dette er næsten altid tilfældet for justerede scorer.

Forkert afgørelse af spillerne

I denne uges spil kom spilfører til at begå kulørsvigt, og han kunne se, at dette ville give ham et stik, som han ikke kunne have fået ellers. På grund af manglende kendskab til reglerne blev problemet imidlertid større end nødvendigt.


Vest spillede 2 ud (1/3/5). Hvis Syd falder fra, vinder Øst med D og slår E ud. Vest har ♣K i behold, og spilfører har kun 7 stik klar inkl. sparknibningen, så kontrakten kan ikke vinde.

Men Syd gik op med E, hvilket blokerede farven for modspillet, og i stik 2 kneb han med ♣D til Vests ♣K. Vest fortsatte i ruder, og Øst vandt med D og skiftede til D. Syd stak, tog sine tre klørstik, trak ♠E og kneb i spar med bordets ♠B.

Nu var det bare at indkassere ♠K og E for at nå op på 9 stik. Men Syd opdagede, at han stadig havde en klør tilbage på hånden, så han måtte have svigtet kulør, da han trak bordets sidste klør.

Her plejer jeg at skrive “turneringslederen blev tilkaldt”, men det skete ikke i dagens spil. Ved bordet rettede Syd sin kulørsvigt, idet han forklarede, at det måtte være det etisk korrekte at gøre for ikke at få fordel af kulørsvigten i form af et ekstra klørstik til sidst.

Modstanderne accepterede rettelsen. Der blev spillet til ende, og Syd endte med de 9 åbenlyse stik. Herefter tilkaldte spillerne turneringslederen for at få at vide, hvad de skulle stille op med kulørsvigten.

Spillernes egen afgørelse

Spillerne er ved bordet blevet enige om en afgørelse, nærmere bestemt at spilfører kunne rette sin kulørsvigt, selvom den var etableret.

Men det er en forkert afgørelse! Som du sikkert ved fra artiklen Overførsel af stik efter kulørsvigt, var det ikke tilladt at rette kulørsvigten. Når det alligevel er sket, anvender turneringslederen § 10B:

Turneringslederen kan godkende eller annullere enhver berigtigelse eller ethvert afkald på berigtigelse, som spillerne har bestemt uden turneringslederens anvisninger.

Paragraffen er noget vagt formuleret, men her er spillernes afgørelse helt forkert, og turneringslederen bør annullere den og erstatte den med en korrekt afgørelse.

Den korrekte afgørelse

Hvis turneringslederen var blevet tilkaldt, da Syd opdagede sin kulørsvigt, ville han have forklaret, at kulørsvigten ikke kunne rettes.

Det ville have medført 10 stik til Syd – de samme 9 stik, som han aktuelt fik, plus den ekstra klør. Herefter skal turneringslederen overføre 1 stik pga. kulørsvigten. Det giver Syd 9 stik.

Hvis Ø-V er skadet af kulørsvigten efter indregning af eventuelle overførte stik, skal turneringslederen justere scoren. Men Syd ville også have fået 9 stik, hvis han ikke havde svigtet kulør – som forløbet ved bordet viste – så Ø-V er ikke skadet af kulørsvigten.

Når turneringslederen erstatter spillernes afgørelse med den korrekte, bliver resultatet således 9 stik til Syd, og det noteres i regnskabet som det endelige resultat.

Etisk?

Syd rettede sin kulørsvigt ved bordet for at være etisk – han ville ikke drage fordel af sin kulørsvigt. Det er forståeligt, men det kan ikke betegnes som etisk korrekt at rette en kulørsvigt, når dette ikke er tilladt.

Det etisk korrekte er at tilkalde turneringslederen og få de rigtige regler anvendt – og reglerne for kulørsvigt sikrer netop, at den fejlende ikke får fordel af kulørsvigten.

I praksis var der således intet godt formål med at rette kulørsvigten ved bordet. Den selvstændige rettelse af kulørsvigten løste ikke det opståede problem, og det skabte blot yderligere et lovproblem for turneringslederen.

Syd handlede naturligvis ud fra de ædleste motiver, men det skyldtes kun held, at ingen kunne forlade bordet med sure miner bagefter.