Sherlock Holmes melder udgang

The Diogenes Club havde arrangeret en parturnering, og Dr. Watson havde inviteret Sherlock Holmes til at spille turneringen med ham.

Lad os først høre Dr. Watson berette om et af spillene, hvorefter vi vil se på, hvad bridgelovene siger om det:


Da Holmes lagde sin hånd ned, undrede jeg mig over hans hårde melding, men det lønner sig sjældent at kritisere ham ved bridgebordet, eller for den sags skyld noget andet sted. I stedet koncentrerede jeg mig om spilføringen. Med ♣K i plads vandt jeg kontrakten, og vi fik et godt spil, da ikke alle havde meldt udgangen.

På hjemturen besluttede jeg mig dog for at spørge ham om meningen med hans melding.

“Det var et hårdt spring til 4♠. Det ligner dig ikke at tage sådan en chance. Det havde været klogere at nøjes med at invitere, og selv pas kunne forsvares, når din hånd var helt uden esser og konger. Du var heldig, at jeg havde gode kort, og at ♣K sad i plads.”

“Det var på ingen måde held. Tværtimod var jeg sikker på, at kontrakten ville vinde.”

“Du siger da ikke, at du havde hørt resultatet fra et af de andre borde og benyttede dig af det?”

“Naturligvis ikke. Efter anvendelse af logisk deduktion var det klart, at vi kunne vinde 4♠, selv med dig som spilfører.”

“Man kan da ikke bruge logisk deduktion til at afgøre, om en udgang vil vinde, mens man befinder sig i meldeforløbet.”

“I dette tilfælde kunne man. Da jeg tog kortene ud af mappen, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at de allerede var sorteret. Deraf sluttede jeg, at spillerne ved det foregående bord havde diskuteret spillet, før de lagde kortene i mappen. Medlemmerne af The Diogenes Club undgår som regel at tale sammen, både ved bridgebordet og alle andre steder, så spilleren med mine kort må have ærgret sig ekstraordinært, siden han alligevel vovede sig ud i en samtale. Da du meldte 2♠, var det klart for mig, at ærgrelsen måtte skyldes en brændt udgang. Elementært.”

Hvad siger lovene?

På Sherlock Holmes’ tid var problemerne med udefra kommende oplysninger ikke ordentligt forstået, og vægtet score var en by i grevskabet Kent. Men lad os se, hvordan sagen skal behandles ifølge de nugældende bridgelove.

Uvedkommende oplysninger er omtalt i § 16D. Først og fremmest bør Nord tilkalde turneringslederen, så snart han bliver opmærksom på, at han har fået en uvedkommende oplysning. Derved kan han få at vide, hvordan han skal forholde sig, samtidig med at turneringslederen har det bedst mulige udgangspunkt for at vurdere, hvad der skal ske med spillet.

Nord må naturligvis ikke basere sine meldinger på oplysninger, som han har fået fra et andet bord, men vi kan ikke anvende de sædvanlige regler om ubeføjede oplysninger og logiske alternativer. I så fald ville Nord være tvunget til at passe, da pas er et logisk alternativ, og det ville være urimeligt, når N-S er helt uskyldige.

I stedet skal Nord forsøge at melde det, han tror han ville have meldt uden den ekstra oplysning. Efter spillet vurderer turneringslederen, om oplysningen har haft indflydelse på spillet, og justerer i givet fald scoren.

Her er det klart, at oplysningen har haft indflydelse på meldeforløbet, men måske havde N-S meldt 4♠ alligevel. Derfor er vi forberedt på at give en vægtet score, og da begge sider er uden skyld i, at Nord fik den ekstra oplysning, bliver vægtene sandsynligvis forskellige for hhv. N-S og Ø-V.

Lad os se nærmere på, hvordan turneringslederen skal gå frem for at fastsætte en fornuftig justeret score på spillet.

Hvad melder Nord efter 2♠?

For at få en fornemmelse af, om N-S ville melde 4♠, har jeg givet Nords meldeproblem til 8 spillere. Jeg gav dem de relevante oplysninger om N-S’s system, herunder at 2ut ville være kunstigt udgangskrav og 3♠ spærrende efter Syds 2♠‑melding, mens 3♣// ville være langfarvetrialbid med “noget i farven”.

6 spillere ville passe, mens 2 ville invitere, hhv. med 3♣ og 3 som langfarvetrialbid. Ingen overvejede 4♠.

På denne baggrund forekommer det klart, at 4♠‑meldingen er baseret på de uvedkommende oplysninger, og dermed er den ulovlig. Men det er ikke udelukket, at N-S ville have meldt 4♠ alligevel, idet det var en reel mulighed at invitere, selvom de fleste passede.

Tager Syd imod en invitation?

Syd har gode kort, og det ser fornuftigt ud at acceptere en invitation. Men også her har jeg spurgt en række spillere, 6 i alt (som ikke kendte Nords kort, naturligvis).

Jeg gav dem de samme oplysninger om N-S’s system og spurgte, hvilke af de mulige invitationer – 3♣, 3 og 3 – de ville acceptere. 4 ville acceptere enhver invitation, og 1 ville kun acceptere 3. Den sidste ville acceptere 3 og ville reinvitere, hvis Nord meldte 3♣ eller 3.

For fuldstændighedens skyld kunne man undersøge sandsynligheden for, at Nord ville acceptere en reinvit, men til denne artikel har jeg valgt at lade det gå ind under den almindelige usikkerhed.

Hvad skal afgørelsen være?

På basis af rundspørgen om Nords problem er det rimeligt at sætte sandsynligheden for en invit fra Nord til cirka 20‑33%.

Rundspørgen om Syds problem efter en invit indikerer, at sandsynligheden for at nå 4♠ efter en invit i 3♣ eller 3 er cirka 60‑80%.

Herefter er vi klar til at bestemme den justerede score! Vi ser på N-S og Ø-V hver for sig.

Først N-S. I forhold til Nords meldeproblem er N-S ikke‐fejlende, og da vi skal lade tvivlen komme dem til gode, lader vi Nord invitere i 33% af tilfældene. Men Nords 4♠‑melding er ulovlig, og derfor er Nord skyld i, at vi ikke fik at se, om Syd ville acceptere efter 3♣/. Når vi lader tvivlen gå imod dem på dette punkt, lader vi dem kun komme i 4♠ i 60% af de tilfælde, hvor Nord inviterer. Alt i alt betyder dette, at vi lader N-S melde 4♠ i 60% af de 33%, dvs. 20% af tilfældene.

Herefter Ø-V. De er naturligvis ikke‐fejlende hele vejen igennem, så for at lade tvivlen komme dem til gode sætter vi sandsynligheden for en invit fra Syd i den anden ende af intervallet 20‑33%, altså 20%. Ergo ville N-S nå 4♠ i 60% af 20%, dvs. 12% af tilfældene. Lad os i stedet sige 12½% – 1 af 8 lyder mindre kunstigt end 12%.

Den justerede score bliver altså følgende:

  • For N-S: +620 i 1 af 5 tilfælde, +170 ellers.
  • For Ø-V: −620 i 1 af 8 tilfælde, −170 ellers.

Skal Nord ved det foregående bord straffes?

Nord ved det foregående bord kunne have afværget problemet ved at blande sine kort. Men kan vi straffe ham for det? Lad os se på § 7C:

Når spillet er forbi, bør hver spiller blande sine oprindelige 13 kort, hvorefter spilleren lægger dem tilbage i den lomme, der svarer til spillerens verdenshjørne.

Ordet “bør” fortæller, at Nord har overtrådt reglerne ved ikke at blande sine kort, før han lagde dem tilbage i mappen, men at vi normalt ikke straffer det.

Men her havde overtrædelsen direkte indflydelse på spillet ved det næste bord, og situationen burde have været undgået. Derfor ville jeg straffe det ved at fradrage 10% af scoren for en top.

Konklusion

Beskrivelsen af, hvordan turneringslederen skal arbejde sig igennem sagen, er lang og indebærer en del arbejde.

Mange vil måske mene, at det er meget kompliceret, men alle trin i processen er simple, og de enkelte udregninger ligeså. Hvis man arbejder sagligt og metodisk, kommer man frem til en fornuftig afgørelse. Elementært.

Sommerferie

Sæsonen i bridgeklubberne nærmer sig sin afslutning, og bridgeregler.dk går på sommerferie. Vi er tilbage med nye lovproblemer fredag den 14. september.

København er dyr

København er som bekendt en af Europas dyreste byer at bo i. Det er dog ikke dét, overskriften refererer til, men København‐konventionen. Den fungerer således: Efter modpartens 1‑åbning i farve er følgende springindmeldinger kunstige og viser mindst 5‑5 i to farver:

  • 2ut = de to laveste umeldte farver.
  • 3♣ = højeste og laveste umeldte farve.
  • 3 = de to højeste umeldte farver.

Det er med rette en af de mest udskældte konventioner, for selvom den er meget populær blandt klubspillere, fører den i praksis til et hav af meldemisforståelser. Og det er tit dyrt. Vi skal se et typisk eksempel fra en parturnering i en klub:


Syd glemte, at parret spillede København, og sprang ind med 3 for at spærre naturligt. Det havde også været en fin melding, hvis den ellers havde været i overensstemmelse med N-S’s aftaler.

Men Nord alertede, og Vest fik på forespørgsel den aftalte betydning at vide. Nord præfererede til 3♠, men det var Syd ikke optaget af efter at have hørt Nords forklaring, og han tog ud i 4. Vest havde nu et svært problem, og han valgte at doble.

Syd gik 2 ned, +300 til Ø-V, og Vest tilkaldte turneringslederen efter spillet.

Ubeføjede oplysninger

Når den ene spiller i et par spiller naturligt og den anden København, opstår der næsten altid store problemer på grund af de ubeføjede oplysninger, som melderen får.

Det er klart, at Syd her har fået hjælp til at melde 4 frem for at stole på sparfarven. Derfor må Syd kun melde 4, hvis det ikke er et logisk alternativ at satse på spartilpasningen. Så det må vi undersøge.

Måske tænker du, at Syd kan se af Nords 3♠‑melding, at der er sket en misforståelse. Men de fleste er tilbøjelige til at stole på makker, når de ikke har fået at vide, at der er sket en misforståelse. Jeg har givet Syds hånd som meldeproblem til en række spillere – uden at nævne noget om København‐konventionen, for det var jo Syds udgangspunkt, at 3 var naturlig.

Kun én ville melde 4! Alle de øvrige forestillede sig, at Nord havde en rimelig 5‑ eller 6‑farve i spar samt lidt tilpasning i ruder. Lidt over halvdelen ville hæve til 4♠ som et two‐way shot, mens resten ville passe. Både pas og 4♠ er således logiske alternativer, og det er klart, at 4 er bedste melding, når man har hørt Nords forklaring af 3.

Så 4‑meldingen er aldeles ulovlig! Og de ubeføjede oplysninger fortæller, at 4♠ er værre end pas, og dermed bliver det også ulovligt at passe til 3♠.

Syd har altså overtrådt lovene ved at melde 4 og ikke 4♠! Det er sandsynligvis uforsætligt, men det bliver det ikke lovligt af.

Justeret score

Når Ø-V er skadet af, at Syd har meldt ulovligt efter at have fået ubeføjede oplysninger fra makker, skal der gives justeret score.

Vi skal se på, hvad der ville være sket, hvis Syd ikke havde overtrådt reglerne, hvilket her vil sige, at Syd havde meldt 4♠ i stedet for 4:

I denne zonestilling er det ikke helt klart, om Vest vil doble. Vest ved jo ikke – og har heller ikke ret til at få at vide – at Syd har meldt forkert, og tror derfor, at Øst har single eller renonce i spar, samt at Vest har god fordeling.

Også dette meldeproblem har jeg givet til en række spillere – men naturligvis ikke de samme spillere, som fik Syds problem, for de kendte jo allerede pointen. 5 af 6 adspurgte ville doble, mens den sidste vaklede mellem 5♣ og 6♣ (hvortil Øst utvivlsomt vil passe).

Øst tager 10‑12 stik i en klørkontrakt afhængigt af udspillet og hjertergættet, mens der sikkert bliver 3 stik til Nord i en doblet sparkontrakt.

Da næsten alle ville doble 4♠, og vi skal lade lidt tvivl komme den ikke‐fejlende side til gode, er den bedste afgørelse at justere scoren til N 4♠‑D 3 = −1700!

I teorien kunne vi give en vægtet score, hvor −1700 indgår med en vægt på 90%, mens vi spreder resten ud på 5♣ og 6♣ med 10‑12 stik. Men normalt vil vi ikke medtage så små vægte, og da Ø-V er ikke‐fejlende, er det ikke så bekymrende, hvis de måske får nogle få procent for meget.

Får Ø-V for meget?

Det gør tit ondt på folk at justere scoren fra noget relativt normalt til −1700. Og Ø-V gjorde jo slet intet selv for at få de 1700. Derfor kan der være en tendens til at give Ø-V et “normalt” resultat, fx 10 stik i 3ut eller 12 stik i 5♣.

Men dette er en forkert tankegang – det normale resultat ved dette bord er −1700! Det ville sandsynligvis fremkomme, hvis bare Syd undlod at drage ulovlig fordel af de ubeføjede oplysninger fra Nords forklaring. Så der er ikke tale om at vi “giver Ø-V +1700”, men at Syd fratog Ø-V de +1700, som de stod til, og som vi derfor giver dem tilbage.

Det er selvfølgelig heldigt for Ø-V, men det er jo en del af spillet, at man ofte får et godt resultat uden at gøre en indsats, når modstanderne glemmer deres system. Det er ikke rimeligt, at modstanderne skal kunne forhindre dette resultat ved at overtræde reglerne.

Og problemet skyldtes jo, at Syd glemte København‐konventionen. I dette tilfælde var fejlen meget dyrere end så mange andre misforståelser, men det er næppe svært at forstå, at det kan blive meget dyrt, når en spiller i et konkurrerende meldeforløb prøver at vise 7‑farve i ruder med en melding, der viser 5‑5 i major.

Glem København!

På trods af de hyppige misforståelser har København‐konventionen bevaret sin popularitet. Det skyldes formentlig, at den primært anvendes på klubniveau, hvor mange spillere slet ikke er opmærksomme på reglerne om ubeføjede oplysninger. Og derfor går mange misforståelser ustraffet hen.

Hvis turneringslederen blev tilkaldt og bedømte situationerne korrekt, tror jeg, at mange af konventionens anvendere ville lægge fircifrede beløb ofte nok til, at de ville begynde at spørge sig selv, om det ikke var på tide at begynde at spille med naturlige spærremeldinger i stedet.

Og det er også mit råd både som spiller og som turneringsleder. Glem København‐konventionen! På divisionsniveau spiller næsten alle med Michaels Cuebid og praktisk taget ingen med København, endda selvom de sjældent glemmer deres grundlæggende aftaler. Som klubspiller bør man overveje, om ikke det er velbegrundet!

Skadet af etisk pas

I dagens spil følte Øst sig tvunget til at stå ude af slem, fordi makker havde holdt en tænkepause:


Trods kun 5 HP viste Vest sin hånd som et godt hæv, da hånden havde 3 potentielle stik (♣E og to rudertrumfninger). Efter makkers 4♣, der viste korthed i klør og sleminteresse, fik han dog kolde fødder. Han overvejede i nogen tid, om han skulle afgive et cuebid i 4 på vejen, men besluttede til sidst at slå af i 4♠.

Øst havde en fantastisk hånd til sin 1♠‑åbning, men slem kunne være problematisk, hvis makker havde spild i klør. Han vurderede, at pas til 4♠ var et logisk alternativ, og da makkers pause indikerede, at slem stadig kunne være god, følte han sig forpligtet til at passe pga. de ubeføjede oplysninger fra tænkepausen.

Aktuelt var makkers klørværdier fine, men singletonen sad i den forkerte farve, og værdierne var minimale. Med begge hjerterhonnører ude af plads blev der 11 stik til Øst.

Skal scoren justeres?

Syd var ikke tilfreds. Han mente, at Øst under normale omstændigheder ville have meldt slem, og at pausen havde fået ham til at passe. Derfor følte Syd sig skadet.

Det var meget konservativt af Øst at passe til 4♠ … men vi skal forholde os til, om det er lovligt at passe. Det er ulovligt, hvis Vests tænkepause gør passen mere nærliggende – men det forholder sig bestemt modsat! Vests tænkepause fortæller, at hans kort ikke er helt uegnede til slem, selvom han har slået af i 4♠.

Så pausen gør det nærliggende at melde videre, ikke at passe. Derfor er pasmeldingen lovlig, og scoren skal stå ved magt.

Med andre ord – vi kan ikke både sige, at det er ulovligt at melde videre, og at vi vil justere scoren, hvis Øst afgiver den eneste lovlige melding. Det ville være at straffe Vest alene for at forsøge at løse sit bridgemæssige problem, og det kan vi selvfølgelig ikke gøre.

Efterskrift

Da spillet forekom i praksis, blev der spillet med skærme. Slæden havde været hos Syd og Vest i cirka 40 sekunder, men det viste sig, at Vest højst havde overvejet sin melding i 10 sekunder, mens resten af tiden var gået med at forklare meldingerne til Syd.

Da en pause på 10 sekunder normalt ikke kan regnes for mærkbar ved spil med skærme, havde Vest slet ikke givet sin makker ubeføjede oplysninger. Så selv hvis Øst var gået videre og havde haft held med dette – 6♠ er fremragende over for ♠xxx x 10xxxx ♣EBxx – ville scoren skulle stå ved magt i dette tilfælde.

Vi vil vinde rigtigt

I dagens spil gjorde spilfører sig skyldig i en tanketorsk, men modspillerne var ikke meget for at drage fordel af situationen.


Vests tynde 1♠‑indmelding fjernede sparfarven fra N-S’s udsigt, så da Nord konkurrerede i 3♣, og Øst doblede, kunne Syd ikke med sikkerhed tage ud.

Dermed blev Syd spilfører på en skrøbelig 4‑2 i klør, doblet!

Spilforløbet

Vest spillede B ud til K, og Øst skiftede til en lille ruder, der gik til 10 og B. Syd fortsatte ruder fra bordet, og Øst stak med E og spillede en tredje runde til Syds K. Syd spillede en spar, dykket af Vest og trumfet af Øst, hvorefter følgende position fremkom:

Øst spillede E, Syd og Vest bekendte, og Syd bad om ♠9 fra bordet og umiddelbart derefter “nej, en trumf!”

Herefter tilkaldte Øst turneringslederen. Syd forklarede, at hans plan var at trumfe og derefter spille spar.

Hvad skal turneringslederen gøre?

Ikke en fortalelse

Spilfører kan ændre det tilspillede kort fra bordet, hvis der er tale om en fortalelse. Men det er ikke det, der er sket her! Syd ønskede at spille ♠9 – ganske vist i næste stik – og derfor kan tilspillet ikke ændres, uanset hvor stor en fejl der er tale om, og uanset hvor hurtigt rettelsen sker.

Situationen kan sammenlignes med, hvis Nord er spilfører og spiller ♠9, fordi han er et stik foran i tankerne, og umiddelbart efter tager kortet op for at trumfe i stedet. Her fanger bordet selvfølgelig, og derfor er det naturligt, at det samme gælder ved spil af kort fra bordet.

Frafald af fordel

Efter at turneringslederen havde fortalt, at Syds tilspil af ♠9 fra bordet stod ved magt, spurgte Vest, om det var muligt for modspillerne at acceptere, at Syd ændrede sit tilspil. Turneringslederen forklarede, at dette ikke var muligt – ♠9 var spillet.

Måske ønskede Vest ikke at vinde på noget, som han opfattede som en teknikalitet. Vest kan bede turneringslederen om, at Syd ikke “straffes” for sin fejl. Men Vest kan ikke forlange dette, og der skal være en god grund, for at turneringslederen må lade Syd tage ♠9 tilbage.

En god grund kunne være, at Ø-V har bidraget til Syds fejl ved at distrahere ham i et kritisk øjeblik. Men det er ikke en god grund, at Vest synes, at det er synd for Syd, eller at Vest helst vil vinde “rigtigt”. Derfor bestemte turneringslederen, at Syd skulle spille ♠9, trods Vests forslag.

God bridge

Kataloget af artikler på bridgeregler.dk dækker efterhånden de fleste af de problemstillinger, som klubturneringslederen kommer ud for ved bridgebordet. Og der er desværre kun 24 timer i døgnet, så derfor vil jeg i de kommende uger nøjes med at præsentere det ugentlige spil med en lovproblematik.

I dagens spil havde både Nord og Syd i underkanten til at melde ind i første omgang:


Syd havde en fornuftig hånd med 5‑5 og single i fjendens farve, så hun kom fint igen med en genåbningsdobling og korrigerede makkers 4 til 4.

Vest starter bedst muligt med to gange spar. Hvis Syd trumfer i stik 2, går hun bet, idet Vest falder fra en enkelt gang i trumf, hvorefter Syd bliver trumfmat. Men hvis Syd i stedet kaster klør af i stik 2, beskytter bordets trumfer mod en sparfortsættelse, og kontrakten vinder.

Aktuelt vandt Syd 11 stik, men Ø-V tilkaldte turneringslederen, for Nord havde holdt en længere tænkepause efter Vests 3♠‑melding.

God bridge

Det er klart, at Syd har foretaget en fornuftig vurdering ved at genåbne på denne hånd, som har godt offensivt potentiale.

Man kan sige, at Syd burde have meldt ind første gang, men det er forbløffende ofte godt at passe første gang med henblik på at komme igen i næste runde i netop denne type meldeforløb, hvis man har en lille singleton i fjendens farve og i underkanten til at gå ind første gang.

Så man kan sagtens argumentere for, at Syds meldinger simpelthen er udtryk for god bridge.

Hvordan skal turneringslederen afgøre sagen?

Logiske alternativer

Som altid i sager med ubeføjede oplysninger skal turneringslederen vurdere følgende:

  • Er der logiske alternativer til den valgte melding?
  • Gjorde de ubeføjede oplysninger den valgte melding nærliggende?

Spørgsmålet er altså ikke, om vi skal tillade god bridge, men om Syds melding er lovlig i lyset af de ubeføjede oplysninger.

Det er klart, at Nords tænkepause gør det nærliggende for Syd at genåbne, så spørgsmålet er, om pas er et logisk alternativ.

Her foretog turneringslederen en rundspørge, hvor han gav Syds hånd som et meldeproblem. Mange vil melde 3 ind direkte på 2♠, så det er mest interessant at høre, hvad de spillere, der passer til 2♠, vil gøre i genåbningspositionen efter 3♠.

De to første adspurgte meldte begge pas til både 2♠ og 3♠, dog efter nøje overvejelser i genåbningspositionen, og begge havde stor sympati for en dobling. Men det er samtidig klart, at pas er et logisk alternativ. Dermed er det ulovligt for Syd at genåbne efter Nords tænkepause.

Turneringslederens afgørelse

Når turneringslederen overvejer justeret score, er de centrale spørgsmål:

  • Hvori består lovbruddet?
  • Hvad ville resultatet være blevet, hvis lovbruddet ikke var sket?

Lovbruddet er ikke Nords tænkepause, men Syds dobling. Hvis Syd ikke havde doblet, var kontrakten naturligvis blevet 3♠ af Øst. Denne går præcis 1 bet, medmindre N-S rejser bordets ♣B, før de har fået deres hjerterstik.

Da et hjerterudspil er nærmest oplagt på Syds hånd, er det temmelig usandsynligt, at Øst vinder sin kontrakt. Selvom Ø-V er den ikke‐fejlende side, justerede turneringslederen derfor scoren til 3♠−1 af Øst.

Så N-S måtte nøjes med +100 i stedet for +420. Nord kan forhåbentlig undgå den afslørende tænkepause næste gang – så god er Nords hånd heller ikke.

Bluff

I sidste uge så vi en bluff, der gav bagslag. Nedenfor skal vi se på to bluffmeldinger, der på hver sin måde førte til tilkald af turneringslederen.

Lad os først se på lovenes definition af bluff:

Bluffmelding: bevidst, markant vildledende melding, hvad angår honnørstyrke og/eller farvelængde.

For at vi vil betegne en melding som en bluffmelding, skal der altså først og fremmest være tale om en bevidst afvigelse fra aftalerne. Når en spiller glemmer systemet og derfor vildleder alle ved bordet, er der således ikke tale om en bluff, men blot en systemforglemmelse.

Desuden skal meldingen være markant vildledende. Spiller man med 12‑14 sanser og åbner 1ut med 11 HP, er der tale om en lille overmelding, men ikke en bluff. Og netop denne type opvurdering ses så ofte, at man bør skrive “(11)12‑14” på systemkortet, hvis man kan finde på den slags. Her åbner man jo ikke med 11 HP for at vildlede modparten, men for at få den første melding ind.

Bluffmeldinger har til formål at få modparten på glatis, typisk ved at melde en farve, man slet ikke har.

Et skoleeksempel

Lad os starte med følgende klassiske eksempel:


Med 4 dårlige HP og single spar kunne Syd se, at Ø-V meget vel kunne have 4♠ i kortene. Men i stedet for at nyde modstandernes forestilling udnyttede han zonestillingen og meldte 2♠! Vest spurgte for god ordens skyld om betydningen og fik svaret “non‐forcing med 5‑farve”.

Syd havde naturligvis intet mod at gå 6‑7 beter, men når han blev doblet, tog han ud i 3. Dermed var bluffen afsløret – Syds meldinger er naturligvis ikke et forslag til makker om at præferere til 3♠‑D.

Men Ø-V var usikre på, hvad der foregik, og de passede 3 ud. Den gik en enkelt bet, og −50 gav N-S en fed gevinst, når Ø-V havde 11 lette stik i 4♠.

Vest tilkaldte turneringslederen, fordi han var blevet vildledt af forklaringen. Det er helt tydeligt, at Syd har indset, at 2♠ med den aktuelle majorfordeling er en nærmest gratis bluff, som er helt uden for aftalerne. Vest har fået en korrekt forklaring af aftalerne, og derfor skal scoren stå ved magt.

En bluff, som ingen forstod

I vores andet eksempel, som forekom i en board‐a‐match‐turnering med skærme, fandt Vest en lidt for kreativ bluff frem:


Ø-V var ikke sammenspillede og måske heller ikke helt enige om spærrestilen, for Vest forventede en dårligere hånd hos makker. Han forventede, at modparten kunne vinde 4♠, og det valgte han at komme i forkøbet ved selv at melde det! 7‑8 udoblede beter ville lige være nok til at vinde spillet, hvis holdmakkerne som forventet dukkede op med +420 eller +450.

Men det gav et uventet problem, for på den anden side af skærmen forklarede Øst til Nord, at Ø-V havde aftalt at benytte meldingen over 4 i trumf som Kickback – altså spørgsmål efter esser. Og da 3♠ ville være krav, måtte 4♠ være Kickback.

Nord doblede for at få spar ud, og Øst forsøgte at vise 1 af 5 esser ved at passe. Men set fra Syds side så det anderledes ud. Når Vest meldte 5, måtte 4♠ være en bluff. Dermed måtte makkers dobling være et forsøg på at afsløre bluffen, og passen til 5 krav. Han tog ud i 5♠, som endte med at gå 3 ned.

Turneringslederen blev tilkaldt, og det var klart, at enten Nord eller Syd havde fået forkert forklaring. Den korrekte forklaring syntes at være “uklart om det er naturligt eller Kickback”. Med denne forklaring ville næsten alle i en rundspørge passe som Nord, mens alle ville doble med den aktuelle forklaring.

Således var der ingen tvivl om, at N-S var skadet af forkert forklaring. Med korrekt forklaring havde Nord sandsynligvis passet, og Øst svaret esser. Herefter var kontrakten blevet 5, der ser ud til at gå præcis 2 beter.

Derfor justerede turneringslederen scoren til 5 −2.

De er skøre, de romere!

Denne uges teoriartikel giver dig de nødvendige grundbegreber for at forstå, hvordan man fastlægger en justeret score. Det er et helt centralt begreb i mange turneringslederafgørelser, og derfor er det vigtigt at have de grundlæggende principper på plads.

Meldingerne i dagens spil leder tankerne hen på et kendt Obelix‐citat, da Syd og Vest af hver sin årsag afgav meldinger, der ikke ligefrem beskrev deres hænder:


De indledende pasmeldinger kan der ikke indvendes noget mod, og heller ikke Østs 1♠‑åbning, selvom der der længere klør og kun 10 HP. Sparfarven er stærk, og håndens offensive potentiale er godt, så det er en fin åbning i 3. hånd.

Herefter begyndte løjerne.

Syd tænkte, at Ø-V sandsynligvis kunne udkonkurrere ham i spar, når makker var forhåndspasset, så i stedet for at melde et antal hjerter forsøgte han sig med 1ut! Måske kunne det skræmme fjenden fra at spille 4♠.

Vest havde et problem. Hun ville gerne vise et godt hæv i spar, men der var ingen melding, der viste dette ifølge parrets aftaler (man kan evt. lade 2 vise en sådan hånd). I stedet improviserede hun en 2♣‑melding, som ifølge systemet viste double spar og 5‑farve i hjerter. Hendes majorfordeling var ganske vist den omvendte, men hun planlagde at flytte makkers forventede hjertermelding til spar, hvorefter budskabet forhåbentlig ville trænge igennem.

Nord hævede til 3ut i håb om, at Syd havde hjerterhold, og på dette punkt skuffede Syds hånd ikke. Til gengæld lod det annoncerede sparhold noget tilbage at ønske, og modspillet startede med de første 6 stik.

Syd følte sig ikke hjulpet af forklaringen af 2♣ og tilkaldte turneringslederen. Hvad dømmer du, og hvorfor?

Er Syd selv ude om det?

Man kan let komme til at tænke på følgende måde: Syd har bluffet, så han er selv ude om, at makker sætter ham i 3ut. Derfor vil vi ikke justere scoren.

Men det er en forkert tankegang. Uanset om man afgiver hasarderede meldinger, har man ret til en korrekt forklaring fra modparten, og hvis man bliver skadet af en forkert forklaring, skal scoren justeres.

Det er derfor alt for overfladisk at afvise sagen med hensyn til Syds bluff – det er faktisk en forkert fremgangsmåde at gøre sådan.

Den korrekte forklaring

Når vi vurderer sager med forkert forklaring, er det centrale spørgsmål altid følgende:

Hvad er den korrekte forklaring ifølge parrets fælles aftaler og makkerforståelse?

Ø-V’s aftale var klar: Vests 2♣ viste mindst 2‑5 i major. Vest havde bevidst meldt uden for systemet, men det er tilladt, og Syd har ikke krav på at få dette oplyst. Derfor lod turneringslederen scoren stå ved magt.

Skal Vest oplyse om afvigelsen?

Spillet blev afviklet med skærme. Syd og Vest sad på samme side af skærmen, så Vest forklarede selv 2♣‑meldingen til Syd! Er det under disse omstændigheder i orden at forklare 2♣ som 2‑5 i major?

Ja, helt klart. Syd skal have den samme oplysning, uanset om den kommer fra Øst eller Vest, og den skal kun omhandle makkeraftalen.

Vest følte sig usikker på situationen og tilkaldte turneringslederen efter den afsluttende pas for at spørge – uden for Syds hørevidde – hvordan hun skulle forholde sig, når hendes kort slet ikke passede til den forklaring, hun havde givet. Men turneringslederen fortalte, at hun ikke havde pligt til at oplyse, at hun havde meldt uden for systemet.

Havde Vest skullet ændre sin forklaring, ville Syd have fået lov at ændre sin melding, hvis den skyldtes forklaringen.

Man kan i øvrigt spørge sig selv, hvor smart det var af Syd at passe. Hvis Vest virkelig har 5‑farve i hjerter, er Syds hånd død i en sanskontrakt, hvor Nords hånd sandsynligvis kun kan bidrage med nogle spredte stik. Så Syd burde måske under alle omstændigheder have meldt 4. Men så havde du nok aldrig hørt om spillet!

Board-a-Match

Traditionelt opgøres holdkampe i imp med efterfølgende omregning til kamppoint. Men der er ikke noget i vejen for at bruge parturneringsprincipper, således at et vundet spil giver 2 point, hvad enten der er tale om +430 mod de andres +420, eller +1400 mod de andres +110. Et lige spil giver 1 point til hver.

Denne udregningsmetode kaldes board‑a‑match, forkortet BAM, og det er en turneringsform, der kan give en god afveksling fra de sædvanlige turneringer. Det giver mulighed for at gøre op efter parturneringsprincipper, uden at man behøver klage over, at man fik de forkerte kort mod de forkerte modstandere – holdmakkerne får chancen for at bakke op, og der er noget at spille om i hvert spil.

Tilrettelæggelse af turneringen

BAM‐turneringer er ofte korte i forhold til antallet af deltagere, og derfor er det fornuftigt at spille meget korte runder, 2‑4 spil pr. runde. For at al tiden ikke skal gå med at gøre resultater op, bør man spille uden pauser mellem runderne og benytte en skifteplan som i en parturnering.

Er der fx 10 hold i en BAM‐turnering, skal der være 5 borde i hvert rum. Det er let at konstruere en skifteplan, så man kan spille alle mod alle, 9 runder, 3 spil pr. runde, hvilket vil være passende til en klubaften. Det kan illustreres på følgende måde:

Diagrammet viser startplaceringerne i åbent rum. Vandringen foregår på følgende måde:

  • Hold nr. 10 sidder fast N-S ved bord 1, mens resten af parrene flytter “med uret” efter hver runde.
  • Ø-V ved bord 1 går til bord som N-S.
  • Ved de øvrige borde går N-S ét bord op, Ø-V går ét bord ned.
  • Bord 5 er vendebord.

I lukket rum benytter man naturligvis samme skifteplan, bare med modsatte verdenshjørner.

Kunstig score i BAM

Hvis turneringslederen giver kunstig score i en BAM‐turnering, beregnes det på samme måde som i en parturnering.

Det betyder, at 60% svarer til 1,2 point på spillet, mens 40% giver 0,8.

Hvis turneringslederen giver 60%‑40%, skal turneringslederen dog se på resultatet ved det andet bord, for måske er den ikke‐fejlende side dårligt tjent med 60%. Hvis man opfatter turneringen som en parturnering, og den ikke‐fejlende side fx har scoret 75% mod resten af feltet, bør man give denne score i stedet, så resultatet på spillet bliver 1,5-0,5.

Har den ikke‐fejlende side scoret dårligere end 60% mod resten af feltet på spillet, holder turneringslederen fast i scoren 1,2-0,8.

Hvis turneringslederen giver 60%‑60% eller 40%‑40%, ser turneringslederen bort fra resultatet ved det andet bord. Her bliver scoren altid 1,2-1,2 eller 0,8-0,8.

Vægtet score i BAM

Hvad med en vægtet score? Lad os tage et eksempel. I åbent rum har Hold A med alle iz spillet 4 som N-S med 9 stik, −100. I lukket rum har turneringslederen givet følgende vægtede score:

  • 30% af Ø 5♣ 10 = +100
  • 50% af S 4 9 = −100
  • 20% af S 4‑D 9 = −200

Hold A taber altså spillet 0-2 i 30% af tilfældene, spiller uafgjort 1-1 i 50% af tilfældene, og vinder 2-0 i 20% af tilfældene. Dermed får Hold A følgende score:

30% af 0 points + 50% af 1 point + 20% af 2 points.

I alt giver det 0,9 point til Hold A. Når den vægtede score er den samme for de to sider, skal det naturligvis give 2 points i alt, så Hold B får 1,1 point. Hvis scoren er ubalanceret, må man regne de to siders score ud hver for sig.

En genvej

Vi skal se en afgørelse fra en BAM‐turnering, hvor der blev spillet med skærme. For nemheds skyld kalder vi N-S ved “vores” bord for Hold A, og Ø-V for Hold B.

Den korrekte afgørelse på spillet er en vægtet score, men turneringsformen og omstændighederne tillod turneringslederen at skyde genvej:


N-S spillede Magic Diamond, og det forklarer Syds 1♣‑åbning. Uanset om Syds længste farve er klør eller ruder, åbner Syd 1♣, hvis hånden har 10‑16 HP og ikke er jævn.

Syd havde forklaret Vest, at 2♠ viste klørfarve, og derfor havde Vest opfattet makkers 3♠ som naturlig. Men efter 5♣ var det klart, at noget var galt, og Vest tilkaldte på dette tidspunkt turneringslederen for at spørge, om han måtte benytte oplysningen om, at makker havde misforstået ham.

Turneringslederen forklarede, at Vest ikke havde ubeføjede oplysninger, og at han måtte melde, som han ville. Herefter meldte Vest 5♠, men Øst flyttede kontrakten til 6♣, der hurtigt gik to ned.

Efter spillet blev turneringslederen tilkaldt igen, for Øst havde fået at vide af Nord, at 2♠ var naturlig, så enten Øst eller Vest havde fået forkert forklaring. Her er det vigtigste at fastslå, hvad der er den korrekte forklaring, og det var let, idet Nord fremviste parrets systemnoter, hvoraf det fremgik, at 2♠ var et naturligt svagt spring med 3‑7 HP.

Ergo havde Vest fået forkert forklaring. Havde han fået at vide, at 2♠ viste spar, ville han have forstået makkers 3♠ som en kunstig melding, og han ville aldrig have meldt 4♠. Med minimum uden tilpasning ville det være oplagt at passe.

Men hvad gør Øst herefter? Pas, dobler eller 5♣? Det kan være svært at afgøre. Pas vil føre til en nem bet i 4 og −100 til N-S, og hvis Øst dobler, bliver det −200. En 5♣‑melding vil føre til +100 for N-S.

Det kræver en rundspørge at fastlægge nogle brugbare procenter, men først undersøgte turneringslederen resultatet ved det andet bord. Her vandt N-S 3‑D; +670 for Hold B. Dermed behøvede turneringslederen ikke fastlægge procenter, for uanset disse ville Hold B vinde spillet 2-0.

En gevaldig undermelding

Vi har i tidligere indlæg set på reglerne i situationer, hvor en spiller har et forkert antal kort. Det er på tide, at bridgeregler.dk får egentlige teoriartikler om dette, og derfor kan du i denne uge læse en samlet artikel om, hvordan turneringslederen skal gå frem, når én spiller har et forkert antal kort.

I ugens spileksempel afgav Nord en gevaldig undermelding, men Syd reddede ham i første omgang:


Nord åbnede med en stærk klør, og Syds 1♠ var gamekrav med mindst 5‑farve. Ø-V gjorde nogle små forsøg på at forstyrre, men N-S mistede ikke nævneværdig plads. Syd viste ekstra sparlængde, og Nord og Syd afgav hver et cuebid på 4‑trinet.

Syds 4 måtte være en singleton, og efter længere overvejelse valgte Nord at stå af i 4♠, fordi K var spildt. Syd gik dog videre med sin enorme sparfarve, og storeslemmen blev meldt.

Må Syd melde efter Nords pause?

Ø-V tilkaldte turneringslederen, da de ikke mente, at Syd kunne melde videre efter Nords pause.

Syd har benægtet ruderkontrol med 4. Når Nord holder en længere tænkepause før 4♠, er det klart, at han må have ruderkontrol. Dette budskab må Syd have forstået, for ellers havde han ikke spurgt efter esser med 4ut. Men det er jo en ubeføjet oplysning for Syd, så 4ut er åbenlyst en ulovlig melding.

Men Syd har en yderst lovende hånd med få tabere, og man kunne have forståelse for, hvis Syd havde afgivet et cuebid i 5♣ i stedet for at melde 4ut. En rundspørge viste dog, at pas var et logisk alternativ – selvom 5♠ oftest vil vinde, selvom Nord ikke har ruderkontrol, ville det være dumt at risikere en uheldig bet, var tankegangen hos flere spillere.

Da pas er et logisk alternativ, og pausen gør det attraktivt at undersøge slem med 5♣, er Syd forpligtet til at passe til 4♠.

Justeret score

Når vi justerer scoren, skal vi tage udgangspunkt i, hvad der ville være sket, hvis Syd havde overholdt sin forpligtelse i lyset af de ubeføjede oplysninger fra makkers tænkepause, dvs. hvis Syd havde meldt pas til 4♠.

Det er let – scoren justeres til 4♠ med 13 stik.

Måske synes du, at det er meget at tage fra N-S, når næsten hele feltet er i slem, heraf mere end halvdelen i storeslem. Men vi kan ikke give N-S scoren for lilleslem, eller en vægtet score. Vi skal ikke “måle”, hvor mange points vi flytter ved den justerede score.

Syds 4ut var ulovlig, og det havde 5♣ også været. Hvis Syd havde meldt lovligt, var de stoppet i 4♠, så jeg vil hellere vende argumentet om og sige, at Syd ved sit lovbrud ændrede scoren fra 4♠ til 7♠, og at turneringslederen ændrer dette tilbage til udgangspunktet.

Nord må påtage sig hele skylden. Hans tillæg består af K, som ikke er så værdifuld over for en singleton – men han har den efterspurgte ruderkontrol samt 4 af 5 esser, og det er meget mere, end makker forventer.

Muliggørelse af en tilsvarende melding

Hvis du er turneringsleder, har du forhåbentlig fået styr på de mekanismer, der gælder for en melding uden for tur, som ikke accepteres.

I denne uge vil jeg behandle et særligt problem, der opstår, når en spiller melder i makkers eller MTV’s tur, og meldingen ikke accepteres.

Nord er giver og har følgende spændende hånd: ♠DT873 9 D ♣EKBT93. Han skal til at åbne 1♣, men inden han kommer så langt, har Syd åbnet 1!

Turneringslederen bliver tilkaldt og forklarer mulighederne, og Vest accepterer ikke Syds åbning. Der gælder nu følgende:

1. Nord er frit stillet i sin første melding. Oplysningerne fra Syds åbning er dog ubeføjede for Nord.

2. Hvis Syd i sin første lovlige melding afgiver en tilsvarende melding (i forhold til 1‑åbningen), er Nord frit stillet i resten af meldeforløbet og spillet. Oplysningerne fra Syds åbning uden for tur er beføjede for Nord (men turneringslederen justerer scoren, hvis Nord får fordel af disse oplysninger).

3. Hvis Syd i sin første lovlige melding ikke afgiver en tilsvarende melding, skal Nord passe i sin første efterfølgende melding. Oplysningerne fra Syds melding uden for tur er ubeføjede for Nord, og der vil være udspilsbegrænsninger i eventuelt modspil.

Nord er altså frit stillet, men det vil være en fordel, hvis Syd derefter afgiver en tilsvarende melding. Men det kan Syd sandsynligvis ikke, hvis Nord åbner 1♣! Hvis Øst melder pas, er svarmeldingen 1 ikke en tilsvarende melding. Den lover mindst 4‑farve og 6 HP, og det er altså for langt fra oplysningen om en åbningshånd (og 5‑farve, hvis N-S spiller 5‑farve major).

Så vil det være snedigere for Nord at åbne 1♠, så Syd kan svare 2, en tilsvarende melding. 1♠ er ikke den største løgn med 5‑6 i de sorte farver. Eller hvad med pas, så Syd kan åbne 1?

Hvilke oplysninger er beføjede for Nord?

Vi er nødt til at se på, hvilke oplysninger der er beføjede for Nord.

Lovbestemmelserne og deres konsekvenser er lovlige. Hvis Nord fx er i en situation, hvor Syd skal passe sin næste tur, er dette en beføjet oplysning for Nord. Nord ved dermed, at systemet er ude af kraft, så han kan melde naturligt, og han skal desuden ikke lægge noget i makkers næste pas, da den jo er tvungen. Dette vil være beføjede oplysninger.

Så må Nord ændre sin melding for at øge chancen for, at makker finder en tilsvarende melding?

Nej! Hvis Nord vælger at åbne 1♠, er det i forventning om at høre makker svare 2, hvilket vil være en tilsvarende melding. Det er en beføjet oplysning, at meldeforløbet 1♠‑2 vil løse problemerne for N-S. Men det er en ubeføjet oplysning for Nord, at Syd sandsynligvis vil svare 2, for det kan han kun udlede af den tilbagetagne melding, og de er foreløbig ubeføjede.

Det samme gælder, hvis Nord i stedet vælger at melde pas for at få et “frit” meldeforløb. Det er beføjet, at meldeforløbet pas‑1 vil løse problemerne, men det er ubeføjet, at makker har til at åbne 1.

Derfor er Nord forpligtet til at åbne 1♣ og acceptere, at resten vil være overladt til makker.

Konklusion

Efter en melding uden for tur, som ikke accepteres, er det ikke tilladt for den fejlendes makker at indrette sine meldinger med henblik på at undgå tvungen pas.

Når vi diskuterer ubeføjede oplysninger, skal vi ofte analysere på logiske alternativer. Heldigvis er åbningsmeldinger og direkte indmeldinger ofte automatiske. Så hvis Syd har meldt i Nords tur, er det ikke meget forkert at sige, at Nord skal afgive sin “normale” melding. Nord må ikke melde kreativt for at gøre det muligt for makker at afgive en tilsvarende melding.