Den afsluttende pas

Når en forklaring rettes inden åbningsudspillet, efter den afsluttende pas, må den ikke‐fejlende side ændre deres sidste melding (her pas), hvis denne melding skyldtes den forkerte forklaring.

Her ser man desværre af og til turneringsledere dømme, at slutkontrakten er defineret ved det, som meldingen blev ændret til, fordi meldeforløbet jo var afsluttet.

Men det er en helt forkert fremgangsmåde. Når en af de tre sidste pasmeldinger er blevet ændret, er meldeforløbet ikke længere slut, og det skal derfor genoptages fra den melding, der blev ændret.

Dette tema var også relevant i dagens spil:

Nord nøjedes i første omgang med 3 på en meget fordelt hånd, mens Ø-V meldte, som om de havde arvet hele verden.

Da Nord passede 4♠ ud, tog Øst meldingskortene ned, hvorefter Nord spurgte “hvad laver du?” Øst svarede, at meldeforløbet jo var slut, hvorefter Nord opdagede, at han havde passet til 4♠ og ikke doblet, som han troede.

Turneringslederen blev tilkaldt, og han vurderede på basis af oplysningerne, at det havde været Nords hensigt at doble, men at han ved et uheld havde fået fat i et passkilt. Altså et fejlgreb, men kan det rettes, når meldeforløbet er slut?

Hvad siger lovene?

Normalt må et fejlgreb rettes, så længe makker ikke har meldt. Men hvad hvis meldeforløbet er slut? Her skal vi se på § 25A5:

Hvis meldeforløbet slutter, inden det er makkers tur, må den uagtsomt afgivne melding kun rettes, indtil meldeperioden er forbi (se § 17D).

Bemærk, at der skelnes mellem meldeforløbet og meldeperioden. Meldeforløbet består simpelthen af alle meldingerne og slutter, når der er passet rundt. Meldeperiodens slutning er defineret i § 17D1‑2:

1. Når meldeforløbet slutter som i § 22A, slutter meldeperioden, når en af modstanderne derefter viser åbningsudspillets billedside.
2. Når ingen spiller har budt (se § 22B), slutter meldeperioden, når alle fire hænder er lagt tilbage i mappen.

Læser vi alle disse paragraffer sammen, kan et fejlgreb i den afsluttende pas altså rettes, så længe der ikke er spillet ud med åbent kort.

Det betyder, at Nord må ændre sin melding, og herefter fortsætter meldeforløbet som normalt. Her gik det således:

Nords tilbagetagne pas fik altså ingen indflydelse på meldeforløbet. Og meldingen indebærer pr. definition ingen ubeføjede oplysninger til makker – vi kan intet udlede af pasmeldingen. Den sad bare ved siden af doblerskiltet i meldekassen.

Med andre ord – hvis vi mener, at meldingen gav makker oplysninger, må der være tale om en tilsigtet melding.

Spillet af kortene er i sig selv spændende. Syd vinder sin kontrakt, hvis han satser på bordets ruderfarve. Men det kan blive ubehageligt, hvis Vest er startet med højst double ruder. I stedet forventede Syd, at håndens klørfarve stod, men det førte aktuelt til en bet.

N-S kan sætte 4♠, så de ærgrede sig måske lidt over resultatet, men vi fik under alle omstændigheder et bridgemæssigt resultat, der ikke var påvirket af Nords gribefejl, og det var nok til alles tilfredshed.

Revideret Gazilli

I dagens spil benyttede Ø-V sig af den populære Gazilli‐konvention. De havde arbejdet videre med konventionen, men desværre var det kun Vest, der huskede aftalerne korrekt:

Før udspillet spurgte Nord om betydningen af meldingerne. Da der blev spillet med skærme, fik han alle forklaringerne fra Øst, som imidlertid var usikker og fortalte Nord, at han ikke kunne huske, om 3♣ viste klør eller ruder.

Ved spil uden skærme ville Vest være forpligtet til at rette forklaringen før åbningsudspillet, fordi Ø-V købte spillet. Derved var turneringsledertilkaldet blevet undgået helt.

Men når der spilles med skærme, hører spillerne ikke forklaringerne på den anden side af skærmen, og de må desuden ikke forklare “gennem skærmen”.

Nord valgte at spille E ud, og da makkers 7 ikke var noget tydeligt signal, fortsatte Nord med en lille ruder. I kraft af den heldige fordeling i de sorte farver kunne spilfører nu slippe af med sine resterende tabere og spille klør mod ♣D uden at forfremme et trumfstik til fjenden.

Dermed vandt han sin kontrakt. Men Nord var ikke tilfreds og tilkaldte turneringslederen efter spillet, fordi han ikke ville have spillet E ud, hvis han havde vidst, at Vest havde ruderfarve.

De første overvejelser

Det er nærliggende at sige, at Nord selv er ude om det, når han trækker E og spiller ruder op i Vests gaffel. Men det vil være forkert at lade scoren stå ved magt med dette argument.

Lad os først følge Nords overvejelser. Hvis Vest har spar og klør, tyder Nords spar på, at det haster med at nappe nogle stik i de røde farver. Måske ville du have spillet hjerter ud for ikke at rejse K, hvis spilfører skulle have den, men ruderudspillet er ikke urimeligt.

Ruderfortsættelsen i stik 2 er heller ikke urimelig – Nord kan ikke vide, hvem der har hvad.

Når vi overvejer at justere scoren i forbindelse med forkert forklaring, er vi nødt til at vide, hvad der er den korrekte forklaring. Vest fortalte turneringslederen, at 3♣ viste ruder ifølge parrets aftaler.

Det er klart, at Nord aldrig ville have spillet ruder ud, hvis han forventede en ruderfarve til højre, og derfor var forklaringen skyld i resultatet. Vi må derfor se på en justeret score.

Hvad skal der dømmes?

Hvis Nord får den korrekte forklaring – spar og ruder til højre – er der næppe alternativer til hjerterudspillet. Med den aktuelle forklaring – “jeg kan ikke huske, om det viser klør eller ruder” – kan vi både tænke os udspil i hjerter og ruder.

Derved kan sagen minde om den, jeg gennemgik i sidste uge. Med den ene forklaring er det klart, hvad spilleren ville gøre, mens han med den anden forklaring måske eller måske ikke havde gjort noget andet.

Men pas på! I sidste uge førte det til en vægtet score, og i denne uge fører det til en “ren” justeret score, som ikke er vægtet. Det kan være forvirrende, men forskellen bør stå lysende klart, når du blot husker at overveje det grundlæggende spørgsmål i forbindelse med justeret score:

Hvad ville der være sket uden uregelmæssigheden?

Heri ligger forskellen. Med korrekt forklaring ville Nord altid have spillet hjerter ud, og det fører normalt til 2 beter. Derfor justerede turneringslederen scoren til 5♣−2.

I sidste uge var der flere mulige resultater, hvis der var givet korrekt forklaring, og det førte til en vægtet score. Men at Nord kunne have valgt det sættende modspil selv med den forkerte forklaring, har altså ikke indflydelse på afgørelsen, når der kun er én tænkelig mulighed med korrekt forklaring.

Det er vigtigt at forstå denne forskel, og nøglen hertil ligger i at fokusere på det spørgsmål, som jeg har fremhævet ovenfor.

Vægtet score alligevel?

På trods af det foregående kan man argumentere for en vægtet score i dette spil. Men det har intet at gøre med, at vi fx ikke kan lide Nords ruderudspil og derfor ikke vil lade ham hente for mange points hos turneringslederen.

Vi skal som bekendt spørge, hvad der ville være sket med korrekt forklaring. Nord ville spille hjerter ud, og lad os analysere, hvordan spillet derefter vil gå.

Modspillet kan tage 2 beter med magt, for når Syd kommer ind på ♣K, kan Øst ikke nå det hele, når Syd forcerer i hjerter. Hvis Syd skulle finde ruderskiftet, går modspillet selvfølgelig endnu lettere.

Spilfører slipper dog med 1 bet, hvis Syd ikke går op med ♣K, når der spilles trumf fra bordet. Det er vanskeligt at vurdere sandsynligheden for, at dette ville ske i praksis, men hvis man mener, at der er en væsentlig sandsynlighed for, at Vest timer spilføringen rigtigt, og at Syd derefter lægger lavt i trumf, kan man give en vægtet score, hvor Vest nøjes med 1 bet i fx 25% af tilfældene, i stedet for at dømme 5♣−2 rent.

Procenter

Bridgespillere er ofte interesserede i odds for deres spilleplaner. Antag, at du skal spille Kxxx over for EBxx til 4 stik, og at du ikke har nogen brugbare oplysninger om fordelingen. Odds for de to mulige planer er:

  • Træk K og knib med B: 33,9% (ruderne 3‑2 med D i plads).
  • Træk K fulgt af E: 27,1% (ruderne 3‑2 med D på den korte hånd).

Turneringslederen skal også ofte vurdere procenter. Dette forekommer hyppigst, når turneringslederen overvejer en vægtet score og skal vurdere sandsynligheden for forskellige resultater, hvis et lovbrud ikke havde fundet sted.

Dette er dog ikke en almindelig oddsberegning. Hvis vores eksempel ovenfor indgår i turneringslederens overvejelser om, hvordan spilfører ville have spillet ruderfarven, er odds nærmest 100% for, at spilfører ville have knebet efter D, fordi alle instinktivt vil vide, at dette er den bedste plan.

Et meldeproblem

Overvej nu følgende meldeproblem. Du spiller parturnering og har i 4. hånd følgende hånd med alle uz:

♠KB95432 K64 5 ♣D8

MTV åbner 2 Multi – enten en svag 2‑åbning i major, eller en kravhånd med ruderfarve eller balanceret fordeling. Efter to passer er det din tur. Hvad melder du?

Det er et akavet problem. Vi kan ikke tillade os at sælge ud med en 7‑farve i spar, hvis åbner har en svag hånd, men har han det?

I praksis vil folk vælge forskellige løsninger – nogle vil passe, andre vil melde 2♠. Enkelte vil endda melde 3♠.

En hændelse ved bordet

Lad os betragte følgende spil, som du måske genkender fra artiklen Vægtet score for dummies:


Aktuelt var det ingen succes at melde 2♠. Men ved bordet fik Øst en forkert forklaring, idet Nord sagde, at 2 viste en svag 2‑åbning i major, uden at nævne muligheden for en stærk hånd. Det er klart, at den forkerte forklaring kan have påvirket Østs melding.

Lad os se på, hvordan turneringslederen løser sagen i praksis, når det er slået fast, at den korrekte forklaring er som beskrevet i diagrammet.

Skitse af afgørelsen

Det grundlæggende spørgsmål er:

Hvad ville resultatet være blevet, hvis Øst havde fået den korrekte forklaring?

Med den aktuelle (forkerte) forklaring er det oplagt at melde 2♠ som Øst. Men med korrekt forklaring havde der været to muligheder:

  • pas ⇒ N-S vinder 2 12 = +170.
  • 2♠ ⇒ N-S vinder 3ut 11 = +460 (som ved bordet).

Begge muligheder er sandsynlige, og vi skal derfor give en vægtet score, der afspejler de enkelte sandsynligheder. Med andre ord skal vi vurdere, hvor sandsynligt det er, at Øst havde meldt hhv. pas eller 2♠.

Øst vil fortælle os, at han altid ville have passet, men vi har brug for en saglig vurdering, hvis vi skal give en retfærdig afgørelse. I forbindelse med et almindeligt bridgeproblem får vi det bedste grundlag for vurderingen ved at foretage en rundspørge.

Men hvordan gør vi det bedst?

Rundspørge

Formålet med en rundspørge er at få et sagligt grundlag. Jeg vil her gennemgå de vigtigste principper, der hjælper til at gøre en rundspørge så neutral som muligt.

1. Vis kun den hånd, det drejer sig om.

Hvis vi skal have et troværdigt svar på, om folk vil melde pas eller 2♠, kan det ikke nytte at vise dem hele fordelingen. Vis dem kun Østs hånd samt meldeforløbet.

Dette betyder også, at det er bedst at spørge folk, der ikke kender spillet. Det kan være sværere at se bort fra Syds stærke hånd, hvis man har set den. Desværre er det ikke altid muligt at finde folk, der ikke allerede har set spillet.

2. Medtag alle relevante oplysninger.

En sjusket rundspørge kan lyde sådan her: “Du har ♠KBxxxxx Kx x ♣Dx, og MTV åbner med Multi, passet rundt til dig. Hvad melder du?”

Nogle vil sige 2♠, andre pas. Og nogle vil spørge “er det par eller hold?”, “hvad er zonestillingen?”, eller “hvilke mellemkort har jeg i spar?”

Sådanne spørgsmål kan jo være temmelig relevante. Jeg anbefaler derfor, at du altid oplyser om turneringsform, zonestilling og position, og at du angiver hånden, som den præcis så ud, altså ingen x’er i stedet for småkort. Giv hele meldeforløbet inkl. forhåndspasser, og fortæl om relevante systemaftaler – spørg så vidt muligt spillerne ved bordet, men vend tilbage og stil dem yderligere spørgsmål, hvis det viser sig at være nødvendigt i rundspørgen.

3. Tag ikke stilling.

Når du hører nogen fortælle om en sag, har du ofte en umiddelbar mening om, hvad der bør dømmes. Men det kan være skadeligt i en rundspørge! Hvis du har en mening om afgørelsen, vil du være tilbøjelig til at påvirke svarene i “din” retning. Men hvis du gør det, afspejler svarene din holdning og ikke de adspurgtes, og det er jo ikke meningen.

Rundspørgen er ikke til for at bekræfte din holdning, og den letteste måde at undgå problemet på er at lade være med at tage stilling til, hvad afgørelsen skal være.

4. Bestem antallet af adspurgte på forhånd.

Før du påbegynder rundspørgen, bør du fastlægge, hvor mange du vil spørge. Hvis du starter med at spørge nogle stykker, og derefter måske spørger nogle flere, er du reelt i gang med at påvirke undersøgelsen til at vise det, du selv gerne vil have. Og det er ikke meningen!

Det er klart, at du får et bedre resultat, jo flere du spørger. Men det er ikke praktisk at spørge 100, så man må finde en passende balance. I WBF‑ og EBL‑regi plejer man at spørge 5. Ikke for at være anderledes, men mit favoritantal er 6.

5. Spørg tilsvarende spillere.

Hvis du skal afgøre en sag i 1. division, er der ingen ide i at spørge spillere fra Mellemrækken, for de vurderer ikke kortene ens og kan ikke gennemskue de samme problemer. Men af samme årsag er det også tvivlsomt at spørge spillere fra 1. division for at afgøre en sag i Mellemrækken.

Derfor bør du så vidt muligt finde spillere af samme styrke. Og af samme grund bør du også forsøge at spørge samme spillertype – juniorer og seniorer ser fx også forskelligt på tingene.

Men undgå at spørge folk, der spiller sammen – det kan skævvride undersøgelsen, fordi de har vænnet sig til at tænke ens. Undgå også at spørge folk, der er særlig nært knyttet til de implicerede. Det vil være en mærkelig fornemmelse at have gjort sit bedste for at hjælpe turneringslederen og bagefter opdage, at man har bidraget til, at der bliver dømt imod ens bedste ven – også selvom retfærdige afgørelser er i alles interesse.

6. Spørg i enrum.

Forestil dig, at du vil lave en rundspørge blandt 6 spillere, og tilfældigvis finder du 6 spillere i snak i baren. Intet er lettere end at spørge dem “hvad vil I melde med …?”

Men det duer ikke! Sandsynligvis vil der være lidt diskuteren og lidt tøven, hvorefter en af spillerne giver sin mening. Derefter vil de andre erklære sig enige. Men reelt ved du ikke, hvad disse 5 andre ville have meldt, for de har ikke tænkt færdig og kommer heller ikke til det.

I stedet bør du kontakte én spiller ad gangen og tale med ham i enrum, således at han ikke bliver påvirket af andres holdninger – på samme måde som hvis han sad ved bordet og skulle tage stilling til problemet.

En anden fejl kan være at sende problemet på mail til 20 spillere og benytte de svar, du får. Det duer heller ikke! Du vil typisk få svar fra dem, der har en klar holdning, mens de, der helst vil svare “ved ikke”, ikke melder tilbage. Det kan medføre, at du kun får stemmer for den mest sandsynlige beslutning, og det giver et skævt billede af sandsynlighederne.

Derfor er reglen, at man skal svare, hvis man har fået spørgsmålet! Og et svar kan godt være “det er vist nærmest 50‑50 mellem pas og 2♠”, hvis bare det er efter moden overvejelse.

7. Hold svarene hemmelige.

I forbindelse med afgørelsen er det nødvendigt at fortælle, hvor mange der svarede hvad, men ikke hvem der svarede hvad. De adspurgte skal ikke stå til regnskab for deres svar over for nogen, og slet ikke de implicerede. De har fået et svært spørgsmål af dig, og så skal de ikke lægge øre til nogle utilfredse spillere bagefter, når de blot har hjulpet ved at bidrage til en så retfærdig afgørelse som muligt.

Derfor skal du aldrig fortælle nogen, hvem der har deltaget i rundspørgen (ud over andre turneringsledere, som du samarbejder med om afgørelsen, eller evt. en appelkomite). Men det er vigtigt, at du med god samvittighed kan fortælle spillerne, at du har spurgt nogen med cirka samme styrke.

Afgørelsen

Lad os se på, hvordan en rundspørge kan hjælpe med at finde en god afgørelse på vores eksempel med den uheldige spiller, der genåbnede mod en Multi og hjalp fjenden over i 3ut.

Vi giver Østs meldeproblem til 6 spillere, hvis svar fordeler sig således:

  • 3 spillere ville melde 2♠.
  • 1 spiller ville melde pas.
  • 2 spillere er meget i tvivl. Den ene ender med at vælge 2♠ uden at være overbevist, mens den anden siger, at det er 50‑50.

Skal vi vurdere så neutralt som muligt ud fra dette, vil vi nok sige, at cirka 30% ville melde pas. Men der er noget usikkerhed. Dels har vi kun spurgt 6 spillere og ikke uendeligt mange, dels kan det være svært at vurdere de to spillere, der var i tvivl – specielt ham, der ikke tog stilling – og dels blev problemet givet teoretisk.

Når der er tvivl, skal vi lade tvivlen komme den ikke‐fejlende side til gode. Det er svært at gøre usikkerheden præcist op, og forskellige forbund giver forskellige retningslinjer:

  • WBF anbefaler at gange sandsynligheden for et positivt udfald for den ikke‐fejlende side med 1,2. Det betyder her 36% for pas. I praksis vil man sikkert runde af til 1/3, 35% eller 40% – de 30% var jo i sig selv lidt løst anslået.
  • EBU (det engelske forbund) anbefaler at justere med 10% til fordel for den ikke‐fejlende side. Her giver man altså 40% for pas.
  • DBf anbefaler, at man giver den ikke‐fejlende side højst 1/6 oven i den neutrale vurdering. Her kan man altså give alt mellem 30% og 46,66% for pas.

Det er ingen eksakt videnskab, men man går næppe galt i byen ved at give 40% for pas. Den vægtede score bliver dermed:

  • 60% af S 3ut 11 = +460.
  • 40% af S 2 12 = +170.

Vil du hellere nøjes med at give 1/3 til pas, skal jeg ikke protestere. Vi kommer ikke uden om, at de sidste 5‑10% af vurderingen gives på fornemmelse.

Må man melde efter makkers pause?

Velkommen tilbage til bridgeregler.dk!

Vi har med jævne mellemrum set eksempler, hvor en spiller bliver forhindret i at afgive en god melding, fordi en tænkepause fra hans makker fortæller, hvad han skal gøre.

Det var også en overvejelse i dagens spil, som stammer fra den danske 1. division:

Øst havde en perfekt hånd til en genåbning, selvom han havde en svag sans, og Ø-V konkurrerede i 2♠.

Nord tænkte sig grundigt om. Der så ud til at være 8 trumfer på begge leder, hvilket pegede på at melde, men måske endte Nord med at lade ♠Dxxx i fjendens trumffarve gøre udslaget, idet han passede. Syd genåbnede imidlertid selv og tog 9 stik med ♣D i plads.

Efter spillet tilkaldte Vest turneringslederen, da Syd havde fået hjælp til at genåbne i form af makkers pause.

Turneringslederens afgørelse

Som altid ved ubeføjede oplysninger skal turneringslederen stille to spørgsmål:

  • Er der logiske alternativer til den valgte melding?
  • Gjorde de ubeføjede oplysninger den valgte melding nærliggende?

Når Nord passer efter en pause, er det næsten garanteret, at hans hånd ikke er så dårlig offensivt. Derfor gør pausen det nærliggende at genåbne, så det er ulovligt at genåbne, hvis pas er et logisk alternativ.

Det er klart, at 3 er fristende, når man har en offensiv 6‑4, hvor meldingerne kun har vist en nogenlunde offensiv 5‑4. Men det vil ikke en automatisk melding for alle, og det tyder på, at sagen er marginal.

Mange vil måske sige, at hvis det er marginalt, bør turneringslederen ikke ændre den score, der blev opnået ved bordet. Men det er noget vrøvl – det betyder jo bare, at det område på skalaen, som de i virkeligheden opfatter som marginalt, ligger et lidt andet sted.

Rundspørge

Ved en marginal afgørelse er der ikke andet at gøre end at prøve at afklare de kritiske spørgsmål så godt som muligt. I en sag, der omhandler et almindeligt meldeproblem, gøres dette ofte bedst ved at give meldeproblemet til andre tilsvarende spillere. Her blev der foretaget en rundspørge om Syds meldeproblem blandt 6 spillere med styrke til 1. division.

To af de adspurgte overvejede at passe, og dermed kunne pas være et logisk alternativ. Men da begge foretrak at genåbne, vurderede turneringslederen, at en pasmelding var så usandsynlig, at pas ikke skulle regnes for et logisk alternativ.

Denne vurdering betød, at Syds 3‑melding var lovlig, og dermed stod scoren ved magt.

Appellen fra Blue Ribbon Pairs

Ved årets Blue Ribbon Pairs, der vel har lige så stor betydning som parturnering, som Vanderbilt har som holdturnering, måtte spillerne igennem en appel, før vinderparret kunne kåres.


Efter en lidt eksotisk limitmelding i 3♠ satte Vest fart i meldingerne, da makker afgav et cuebid i klør.

Nord doblede 4, hvorefter Vest trygt kunne spørge om esser med 4ut, selvom han havde ruderrenonce – makker kunne ikke have E, når han ikke redoblede. Efter makkers 5♠ kunne Vest melde den oplagte storeslem.

Her kunne historien have sluttet som et eksempel på en god meldemæssig detalje. Men Øst vurderede, at hvis der var 13 stik med spar som trumf, var de der sikkert også uden trumf, så han meldte 7ut – det var jo parturnering!

Herefter var slæden længe væk – der blev spillet med skærme – og problemet gik op for Øst, der sagde til Nord: “Det skulle jeg måske ikke have gjort, for makker kan have renonce.” Nord spillede ruder ud, og Syd vandt med E og returnerede farven – 2 ned. Turneringsleder!

Syds tænkepause

Nord har ubeføjede oplysninger fra Syds tænkepause, som næsten kun kan betyde, at Syd har et es.

Så er Syds tænkepause ulovlig? Er det ikke meget forståeligt, at Syd må tænke sig om for at vurdere, om en dobling vil hjælpe makker til at spille ruder ud eller tværtimod vil få ham til at spille noget andet ud?

Jo, det er ganske forståeligt, og der er heller ikke noget ulovligt i pausen. Men på grund af pausen har Nord fået ubeføjede oplysninger, som han ikke må benytte sig af. Meldingerne fortæller, at der må være tale om E, for Vest må have en renonce, og kun hvis den er i ruder, kan han tælle de relevante esser med sikkerhed.

Ruderudspillet er således kun tilladt, hvis der ikke er logiske alternativer. Husk, at Nord som udgangspunkt ikke kan regne med, at makker har et es, når fjenden melder 7ut.

Østs bemærkning

Et af de springende punkter i sagen er, hvad Nord kan udlede af Østs bemærkning. Det er lidt speget, for Østs udsagn under meldingerne udgør beføjede oplysninger for Nord, men det er klart, at det afhænger af udsagnet.

Hvis Øst fx siger “jeg tror, at din makker overvejer at doble”, bliver denne oplysning naturligvis ikke beføjet af, at Øst siger den højt. Siger Øst derimod “jeg har kun damen tredje i ruder”, er det lige så klart, at denne oplysning er beføjet for Nord.

Her har Øst fortalt, at han glemte at tage højde for en eventuel renonce hos makker, og det ser ud til, at vi skal regne denne viden som beføjet for Nord. Men Øst har ikke fortalt, at Vest faktisk er renonce.

Turneringslederen og appelkomiteen foretog hver sin rundspørge. Tilsyneladende ville appelkomiteen ikke fortælle om Østs bemærkning, men begge rundspørger viste, at kun cirka halvdelen ville have spillet ruder ud.

Til gengæld vurderede turneringslederen på basis af supplerende spørgsmål i rundspørgen, at udspillet ikke var påvirket af de ubeføjede oplysninger. Appelkomiteen vurderede modsat på basis af deres, og jeg har også svært ved at se det anderledes.

På grund af Østs klodsede bemærkning er det ingen let afgørelse, men min vurdering er, at appelkomiteen gjorde ret i at dømme, at ruderspillet var ulovligt, og at scoren derfor skulle justeres til 7ut vundet – resultatet med ethvert andet udspil.

Selvforskyldt?

Mange mener, at Ø-V selv er skyld i det dårlige resultat, når de melder 7ut med EK ude, og at scoren derfor skal stå ved magt – eller at Ø-V i hvert fald ikke bør tilkalde turneringslederen, når de melder så dårligt og Øst oven i købet måske har påvirket forløbet med sin bemærkning.

Men det er et vildspor. Hvis N-S er nødt til at bryde reglerne for at sætte 7ut, skal scoren naturligvis justeres til 7ut vundet. Vi skal ikke vurdere kvaliteten af Ø-V’s meldinger, når vi afgør sagen. Folk spiller godt, dårligt, satsende osv., og det fører altsammen til et bridgeresultat, som man kan opfatte som fortjent eller (u‑)heldigt. Er man på vej til et utrolig heldigt resultat, skal man også have dette resultat, hvis modstanderne er nødt til at bryde reglerne for at forhindre resultatet.

Andre foreslår, at scoren kun justeres til 7ut vundet for N-S’s vedkommende. På denne måde “straffes” N-S for enten Syds tænkepause eller Nords udnyttelse af oplysningerne herfra, uden at Ø-V får en ufortjent top på at melde 7ut på disse kort. Men det vil være helt forkert at dømme sådan. Fortjent eller ej havde 7ut jo vundet, hvis Nord ikke havde spillet ruder ud, så de eneste mulige afgørelser er at lade 7ut vinde eller lade scoren stå ved magt.

Afsluttende bemærkninger

Det er altid ærgerligt, når en stor turnering skal afgøres ved skrivebordet og afgørelsen ikke er oplagt. Men det er svært at se alternativet.

Det er ikke en løsning at sige, at scoren må stå ved magt i tvivlstilfælde, så vi slipper for skrivebordsafgørelser. Grænsen for, om ruderudspillet skal accepteres eller ej, skal jo gå et sted. Hvis N-S havde været de senere vindere af turneringen efter at have sat 7ut to gange, ville der have været lige så mange røster, der havde kritiseret, at scoren ikke var blevet justeret.

Hermed går bridgeregler.dk på juleferie. Vi er tilbage med nye lovproblemer fredag den 18. januar 2019.

De meldte min 7-farve

I dagens spil havde Nord svært ved at komme til orde i meldingerne, fordi Vest meldte hans farve:


Vests 2♣‑melding var kunstig, men Øst alertede ikke, og på forespørgsel forklarede han, at meldingen var naturlig.

Nord kunne se, at forklaringen sandsynligvis ikke passede til Vests kort. Men han kunne ikke melde 3♣, fordi makker på grund af Østs forklaring ville opfatte det som en overmelding i fjendens farve, altså kunstig. En dobling ville være Support Double, så Nord valgte at passe.

Set fra Syds side havde Nord sandsynligvis en jævn minimumshånd med 3‑4 klør, og Syd havde ingen grund til at tro, at Østs forklaring var forkert. Og Vest kunne meget vel have en klørfarve med ♣EK i spidsen, så Syd nøjedes med at melde 4.

Nord havde tillæg, men han kunne ikke lide sin dårlige trumftilpasning, så han passede 4 ud. Vest spillede D ud, og med hjerterne 3‑2 samt ♣K blank i plads tog Syd 13 stik. Herefter forklarede Vest, at 2♣ ifølge systemet viste 5‑5 i de umeldte farver, og turneringslederen blev tilkaldt.

Er N-S skadet?

Det er ikke umiddelbart let at afgøre, om N-S er skadet af Østs forkerte forklaring. Mange ville mene, at både Nord og Syd burde have meldt stærkere, og at de derfor burde have meldt slemmen alligevel.

Dette er imidlertid et forkert udgangspunkt for diskussionen. Vi skal først og fremmest vurdere, hvad der ville være sket, hvis N-S havde fået korrekt forklaring. I så fald ville Nord aldrig have meldt pas direkte efter 2♣‑meldingen, og han ville sandsynligvis have meldt 3♣.

Det er lidt uklart, hvad Syd ville have gjort, hvis Nord havde meldt 3♣. Måske ville han springe til 4♠ som splint, hvilket ville føre direkte til 6♣.

Alternativt vil Syd genmelde sin stærke hjerterfarve mindst én gang. Tilsyneladende ville det med samme sikkerhed føre til 6, da Syd er yderst sleminteresseret efter 3♣ fra Nord. På den anden side vil Nord måske bremse, fordi han allerede har vist sin hånd og har dårlig hjertertilpasning.

Men der er ingen tvivl om, at meldeforløbet ville være forløbet anderledes med korrekt forklaring, og at N-S derfor er skadet. Det er sværere at skyde sig ind på en fornuftig vægtet score. Følgende kunne være et bud:

  • 35% af S 6 13 = +1010
  • 40% af N 6♣ 13 = +940
  • 25% af S 4 13 = +510

Selvforskyldt?

Som nævnt tidligere kan turneringslederen ikke bare afvise sagen, fordi N-S efter hans mening burde have meldt bedre, når den forkerte forklaring tydeligvis har påvirket meldingerne.

Mange ville justere scoren for Ø-V’s vedkommende, men lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende. Men dette er også forkert. Vi kan kun gøre dette, hvis N-S har begået en ekstremt alvorlig fejl, som ikke er direkte relateret til uregelmæssigheden, eller hvis N-S har foretaget en satsende handling.

Ingen af delene er der tale om her. Ved en “ekstremt alvorlig fejl” forstås en fejl, som man nærmest fortryder, før man har begået den, fx passer makker ud i et cuebid. En satsende handling kunne fx være, at Nord hoppede direkte fra 4 til 7 (og kontrakten gik ned).

N-S’s forsigtige meldinger har dog indflydelse på afgørelsen, hvis vi vurderer, at de kunne have meldt lige så forsigtigt med korrekt forklaring. Men det er vigtigt, at vi bruger denne oplysning til at foretage en objektiv vurdering og ikke til at “straffe” N-S med.

Lad os igen se på den hypotetiske situation efter en 3♣‑melding fra Nord. Hvis Syd støtter klørfarven, vil N-S automatisk komme i 6♣. Denne vurdering er uafhængig af, hvordan N-S meldte ved bordet.

Hvis Syd i stedet insisterer på sine hjerter, afhænger meget af meldetempoet. Hvis Syd bevarer initiativet, vil N-S oftest komme i slem, fordi Syd har en meget stærk hånd efter 3♣ fra makker. Hvis Syd derimod kræver med hjerter og senere melder 4, er der ganske stor sandsynlighed for, at Nord passer, som han gjorde ved bordet.

Kunstig score?

Reglerne for justeret score tillader, at man kan give kunstig score i stedet for vægtet score, hvis “der foreligger talrige muligheder, eller mulighederne er vanskelige at fastslå”. Denne betingelse er opfyldt her – der forekommer ganske vist kun at være 3 mulige resultater, men måderne, de kan fremkomme på, er talrige, og det er svært at vurdere sandsynlighederne for disse.

Alligevel ville jeg ikke overveje kunstig score i dette spil, fordi det betyder +3 imp til N-S i holdkamp, og det er en dårlig afgørelse denne gang. For hvis N-S har spillet slem ved det andet bord, ville “vores” N-S aldrig kunne opnå +3 imp, uden at vi giver en vis procentdel til storeslem, hvilket er et usandsynligt resultat med ♣K ude. Og hvis N-S ved det andet bord har brændt slemmen, er +3 imp alt for lidt i dette spil.

Afsluttende bemærkninger

Denne sag er vanskelig, fordi der både er lovtekniske og vurderingstekniske aspekter, hvor man let kan træde ved siden af.

Lovteknisk er det vigtigt at forstå, hvorfor du ikke må lade scoren stå ved magt for N-S’s vedkommende.

Vurderingsteknisk er sagen vanskelig, fordi der er mange mulige varianter i meldeforløbet, hvis N-S får korrekt forklaring. Denne vurdering kan udføres mindst lige så godt af objektivt indstillede spillere som af dygtige turneringsledere.

De præcise procenter i den vægtede score kan diskuteres, men det vigtige i denne artikel er at diskutere de principper, som turneringslederen anvender i sin vurdering.

Så hvis du mener, at procenterne burde være mere eller mindre favorable for N-S, er det fint – så længe det bunder i en seriøs sandsynlighedsvurdering og ikke i synspunkter som “jeg går altid langt for at beskytte den ikke‐fejlende side” eller “N-S kunne bare have meldt lige så godt, som jeg selv ville have gjort”!

Tabt kort

Da spillerne tog kortene ud af mappen til dagens spil, tabte Syd E på gulvet, hvor det landede med billedsiden opad. Fordelingen var følgende:

Før meldeforløbets påbegyndelse forlod Nord bordet for at henvende sig til turneringslederen. Han fortalte om det tabte kort, og at han desværre havde set det. Da Nord vendte tilbage til bordet, rejste Øst sig for at fortælle turneringslederen samme historie.

Ib Axelsen skriver i Dansk Bridge om “ABC‐spilføringer”, hvor han viser et spil med 3 forskellige spilføringer i stigende orden efter kvalitet. Inspireret af denne model skal du her se et eksempel på ABCDE‐turneringsledelse!

Tvungen pas?

Abrahamsen havde været på turneringslederkursus for 5‑10 år siden og kunne huske § 24 om vist kort under meldeforløbet.

Da Syd havde vist et honnørkort, dømte Abrahamsen, at Nord skulle passe i sin første tur. Desuden ville E blive et stort strafkort, hvis N-S kom i modspil.

Alt dette havde været rigtigt ifølge 2007‐lovene. Men i 2017‐lovene kan § 24 kun bruges, hvis et kort vises, efter at meldeforløbet er påbegyndt. Det var det ikke her, og derfor er Abrahamsens afgørelse forkert.

Ubeføjede oplysninger?

Brødsgaard brød sig ikke om paragrafryttere, og han havde aldrig interesseret sig for § 24. Og det var jo heldigt nok, når paragraffen ikke gjaldt her.

I stedet anvendte han sin sunde fornuft og fortalte spillerne, at oplysningen var ubeføjet for Nord. Hvis Nord på et tidspunkt havde logiske alternativer, måtte han således ikke vælge en melding (eller et modspil), som han havde fået hjælp til ved at se E.

Sund fornuft er ofte et godt udgangspunkt. Men § 16, som omhandler ubeføjede oplysninger, siger eksplicit, at reglerne om logiske alternativer ikke gælder, når oplysningerne er fremkommet før meldeforløbets begyndelse. Derfor er Brødsgaard afgørelse også forkert.

Kunstig score?

Cort gjorde kort proces. Han sagde, at spillet ikke kunne spilles, når Nord havde set Syds E. Derfor annullerede han spillet og gav kunstig score. Dette betød, at Ø-V vandt 3 imp på spillet.

Afgørelsen er lovlig, men det er ikke en god afgørelse. Vi ved jo ikke, om oplysningen havde indflydelse på spillet. Måske ville Nord blive spilfører efter et neutralt meldeforløb, hvorefter Øst måske havde et naturligt udspil. Når Syd herefter lagde sine kort ned, ville der ikke være flere problemer.

Af denne grund bør man ikke straks give kunstig score, selvom et es er blevet vist før meldeforløbet. Intet havde forhindret Cort i at justere scoren efter spillet, hvis oplysningen alligevel havde indflydelse på resultatet. Og det ville i så fald ikke behøve at være en kunstig score, hvis forløbet ved bordet havde givet en indikation af, hvad der kunne være sket uden den ekstra oplysning om E.

Lad dem spille?

Duschek forklarede Nord og Øst, at de skulle forsøge at spille, som de ville have gjort, hvis de ikke havde set kortet. De måtte ikke benytte oplysningen, men de var heller ikke begrænset af de sædvanlige regler om ubeføjede oplysninger og logiske alternativer. Efter spillet kunne man justere scoren, hvis oplysningen havde haft indflydelse på spillet.

Meldeforløbet gik i gang, og Nords meldinger var stort set automatiske med en minimal 1‑indmelding og en makker, der blev ved med at kræve, mens Øst ikke havde noget at byde ind med.

Syd vandt sin kontrakt, og Duschek spurgte herefter spillerne, om oplysningen havde haft indflydelse på resultatet. Øst svarede, at oplysningen havde været uden betydning, så Duschek lod scoren stå ved magt.

Giv om, hvis det er muligt!

Eriksen fra eliten var vågen. Han bad spillerne lægge kortene tilbage i mappen og i stedet gå i gang med næste spil.

Imens undersøgte han, om vores problemspil var gået i gang ved det andet bord. I så fald ville han have dømt som Duschek.

Men ved det andet bord var man endnu ikke nået til dette spil, da spillene ikke blev spillet i samme rækkefølge ved de to borde. Derfor bestemte Eriksen, at spillet skulle gives om i denne kamp, og derved sikrede han en perfekt afvikling af spillet.

Afsluttende bemærkninger

Reglerne omkring oplysninger, der er fremkommet før meldeforløbets påbegyndelse, fremgår af § 16D i lovene. Disse regler gælder også, hvis spillerne får oplysninger om spillet fra et andet bord, hvor der måske tales lidt for højt.

Den ekstra krølle med at give om er naturligvis ikke mulig i parturnering, men i holdturnering bør man undersøge, om det kan lade sig gøre.

Er spillet påbegyndt ved det andet bord, må man dog bide i det sure æble og gennemføre spillet ved begge borde. Husk i denne forbindelse, at spillet gennemføres uden særlige begrænsninger, bortset fra at spillerne ikke må anvende de ekstra oplysninger. Efter spillet justeres scoren, hvis det vurderes, at oplysningerne havde indflydelse på resultatet – og ikke nødvendigvis til en kunstig score.

Hvis kun én spiller havde set kortet, kunne man give den pågældende hånd til denne spiller. Hvis det betyder, at spillet må roteres 90 grader (men ikke 180), kræver dette naturligvis, at spillet endnu ikke er påbegyndt ved det andet bord (eller at det er parturnering). Men denne gang havde tre spillere set kortet, så denne løsning var ikke mulig.

Den skulle jo alertes

Det var ikke alt, der lykkedes i denne uges spil – hverken for spillere, turneringsleder eller mundtlig appelkomite.


4♣ var en Treldespørgemelding – engang en populær konvention, men sjældent set i dag, fordi den i mange situationer passer dårligt ind i et naturligt system. Meldingen spørger i første omgang om klørkontrol, og hvis makker har dét, skal han samtidig vise antallet af esser (inkl. trumf konge).

Syd glemte at alerte 4♣. Generelt skal vi ikke alerte over 3ut, men i første melderunde (fraregnet indledende pasmeldinger) skal kunstige meldinger altid alertes uanset niveau.*
*) (NB: De svenske regler adskiller sig på dette punkt; i Sverige alertes aldrig over 3ut).

4 viste 1 eller 4 esser (ud af 5), men Nord må have talt forkert, idet han fandt frem til, at 6♠ måtte være den rigtige slutkontrakt.

Vest syntes ikke, at nogen af sidefarverne var attraktive at spille ud fra, så han spillede trumf ud. Syd trak trumf og kunne herefter kaste håndens ruder på bordets hjerter. Modspillet fik kun ♣E – 12 stik.

Turneringslederen tilkaldes

Øst var ikke tilfreds med den manglende alert. Han tilkaldte turneringslederen og forklarede, at han ville have doblet 4♣, hvis han havde vidst, at meldingen var kunstig.

Turneringslederen konstaterede, at 4♣ skulle have været alertet, og forlod bordet for at overveje sagen. Han vurderede, at en dobling var ganske sandsynlig, hvis Øst havde kendt meldingens betydning, men at Nord efter en dobling næppe have meldt 6♠. Derfor justerede turneringslederen scoren til 4♠ med 11 stik.

Den afgørelse var N-S misfornøjede over. De mente, at Øst burde have vidst, at 4♣ var kunstig, og at han bare kunne have spurgt om meldingen.

Turneringslederen meddelte nu, at han ville genoverveje sagen. Efter at have konfereret med sine kolleger meddelte han spillerne, at han ændrede afgørelsen og lod scoren stå ved magt, fordi Øst burde vide, at 4♣ næppe var naturlig, og risikofrit kunne have spurgt om meldingens betydning.

Hvilken afgørelse er korrekt?

Det var korrekt at lade scoren stå ved magt. Ingen spiller 1♠‑4♣ som naturlig, og det er nærliggende for Øst at antage, at den manglende alert af 4♣ simpelthen skyldes, at Syd ikke havde styr på, at meldinger på 4‑trinet skal alertes i første melderunde.

Derfor skyldes Østs pas ikke den manglende alert, men at Øst gjorde den højst usandsynlige antagelse, at 4♣ var naturlig. Øst var derfor selv skyld i, at han ikke kendte meldingens betydning. Man kan sige, at den manglende alert var anledning, men ikke årsag til Østs pas, og dermed kan vi ikke justere scoren.

I denne type sager er det afgørende, at der efter al sandsynlighed er tale om en manglende alert. Hvis det ser tilforladeligt ud, at en ikke‐alertet melding er naturlig, kan man som spiller normalt gå ud fra dette.

Betyder dette, at den manglende alert ikke skal straffes? Ja, det skal det faktisk. Vores første bekymring skal være, om scoren skal justeres, og her er det ikke rimeligt at sige, at den manglende alert var årsag til Østs pas.

Turneringslederen skal selvfølgelig minde Syd om, at meldinger på 4‑trinet skal alertes i første melderunde. Hvis det siden vælter ind med sager, hvor samme spiller fortsat ikke alerter, når han skal, kan man overveje strafpoints.

Sagen appelleres

Ø-V appellerede turneringslederens afgørelse. Sagen blev afgjort på spillestedet af en mundtlig appelkomite, som desværre fulgte turneringslederens oprindelige afgørelse – 4♠ med 11 stik. N-S mente åbenbart, at sagen havde varet længe nok, og de appellerede ikke videre til forbundets appelkomite.

Jeg kender kun sagen efter at have læst om den, men jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at Ø-V primært appellerede i frustration over, at turneringslederen først gav dem nogle points og derefter gav dem tilbage til N-S.

Men selvom en sådan reaktion er forståelig, er det ikke i sig selv grund til en appel. Man har ikke særlige rettigheder, fordi man kortvarigt har fået tildelt nogle points af turneringslederen, som man ikke skulle have haft.

Min indstilling til appelsagen ville have været at inddrage depositum. Argumentet om, at Øst umiddelbart bør indse, at 1♠‑4♣ næppe kan være aftalt som naturlig, er overbevisende. Det bør være tilstrækkeligt at få det serveret af turneringslederen uden også at skulle sætte en appelkomite i sving.

Ét forsøg

Når man begår et fejlgreb – fx hvis man vil melde 1ut, men får 2♣‑skiltet med op – sikrer lovene, at man får lov at melde det, man havde planlagt.

Til gengæld får man kun ét forsøg til at vælge sin melding. Her er et eksempel, hvor Syd fortrød sin melding, allerede inden meldingskortet blev lagt på bordet.


Syd vil doble styrkevisende, fordi han går ud fra, at 2 er Ekrens (begge major). Mens doblerskiltet stadig befinder sig i luften, kommer han tilfældigt til se på modstandernes systemkort. Heraf fremgår det, at 2 er Multi.

Nu fortryder Syd sin dobling, for N-S spiller Voigts forsvar mod Multi, og her viser en dobling hjerterfarve! Syd sætter doblerskiltet tilbage i meldekassen og melder i stedet 2♠, som ifølge parrets aftaler viser mindst 5‑4 i minor. Syd har kun 4‑4, men det er en lille løgn sammenlignet med doblingen.

Ø-V tilkalder turneringslederen – hvad nu?

Meldingen er afgivet

Som du ved fra artiklen Ændring af melding, har Syd afgivet meldingen, allerede når meldingskortet har forladt meldekassen. Derfor skal Syd regnes for at have doblet og derefter at have ændret sin melding til 2♠.

Der er tale om en tilsigtet melding og ikke et fejlgreb, for Syd ønskede jo virkelig at doble. Ønsket varede ikke særlig længe, men det er uden betydning – Syd har doblet!

Derefter har Syd ændret sin tilsigtede melding. Det er ikke tilladt, og tilfældet er håndteret af § 25B i lovene som gennemgået i den artikel, som linket ovenfor fører til.

Lad os se, hvordan reglerne fungerer i dette spil.

Vest må vælge

Først og fremmest må Vest vælge, hvilken af Syds to meldinger der skal stå ved magt. Vest kan altså frit vælge, om Syds dobling skal stå ved magt, eller om Syd skal have lov at ændre meldingen til 2♠.

Oplysningerne fra den melding, der ikke står ved magt, vil være ubeføjede for Nord. Vælger Vest doblingen, vil Nord med den fine støtte til makkers forventede farve være tvunget til at springe til 4 for ikke at udnytte de ubeføjede oplysninger. Det vil Øst næppe være ked af.

Uanset hvilken af de to meldinger, Vest vælger, vil der være udspilsbegrænsninger mod Nord (den fejlendes makker), hvis N-S kommer i modspil.

Lad os sige, at Vest vælger doblingen og herefter bliver spilfører i 2‑D. Selvom Syd havde andre planer, viste doblingen hjerter, og derfor kan Vest vælge én af sidefarverne og forbyde udspil i denne.

At der er ubeføjede oplysninger til makker, og at der desuden vil være udspilsbegrænsninger i eventuelt modspil, burde være nok til at få folk til at forstå, at det ikke er en god ide at ændre en tilsigtet melding!

Husk i øvrigt, at der aldrig indgår tvungen pas i afgørelsen, når det drejer sig om ændring af en tilsigtet melding.

Tilsvarende melding?

Syd mente, at der ikke skulle være nogen begrænsninger efter 2♠‑meldingen, fordi denne var en tilsvarende melding – doblingen var styrkevisende, mens 2♠ var styrkevisende og viste begge minor, altså en mere præcis betydning end den oprindelige melding.

Men sådan må vi ikke regne, for oplysningen om, at Syd havde noget andet i tankerne med doblingen end at vise en hjerterfarve, er ubeføjet for Nord. Derfor skal vi udelukkende tage udgangspunkt i, hvad meldingerne viser i systemet.

Doblingen viste hjerter, og 2♠ viste begge minor, og det er klart, at 2♠ absolut ikke er en tilsvarende melding. Og sådan er det generelt ved ændring af en tilsigtet melding – betydningen af to forskellige lovlige meldinger udelukker generelt hinanden, og det er grunden til, at § 25B om ændring af melding slet ikke omtaler tilsvarende meldinger.

Vest accepterer ændringen

Ved bordet valgte Vest at acceptere ændringen. Måske var han bange for at komme til at spille en doblet kontrakt, hvis han lod Syds dobling stå ved magt.

Det betød, at N-S slap stort set uskadt fra Syds udskejelser. Nord havde ubeføjede oplysninger fra Syds dobling, men disse betød ikke det store, og Nord kunne springe til 3ut, som vandt.

Er det rimeligt? Denne overvejelse er ikke anderledes end ved en melding uden for tur – næste hånd kan acceptere meldingen eller lade være. Her valgte Vest at acceptere ændringen, men det havde været smartere at forlange, at doblingen skulle stå ved magt.

Normalt vil det være bedst at kræve, at den oprindelige melding skal stå ved magt. Når meldingen forsøges ændret, er det udtryk for, at den første melding var en fejl. Det er allerede en fordel, og som eksemplet viser, vil de ubeføjede oplysninger sandsynligvis genere modstanderne mest, hvis man kræver ændringen annulleret.

Hvad må den blinde?

I denne uge skal vi se på et mere generelt lovmæssigt spørgsmål, nemlig hvad den blinde må og ikke må under spillet af kortene.

Dette er bestemt af § 42‑43 i lovene, og vi vil se nærmere på disse paragraffer. Enhver kan læse lovene fra ende til anden, uden at det nødvendigvis giver et overblik. I stedet vil jeg se på nogle forskellige emner og dykke ned i de relevante paragraffer.

Kulørsvigt

Som du husker fra artiklen Kulørsvigt, må spilfører og modspillerne alle spørge hinanden om en mulig kulørsvigt, idet en modspiller dog risikerer at give ubeføjede oplysninger om en usædvanlig fordeling, hvis svaret er benægtende.

For den blinde gælder i stedet § 42B1:

Hvis spilfører ikke bekendte, må den blinde spørge spilfører, om denne har et kort i den udspillede farve. Den blinde må derimod ikke spørge en modspiller om det samme.

Den blinde må altså spørge spilfører, men ikke modspillerne. Dette budskab er så vigtigt, at det er gentaget i § 61B2!

Det kan også ske, at spilfører svigter kulør fra bordet – fx beder den blinde om at trumfe, selvom det er muligt at bekende. Her benyttes § 42A3:

Den blinde spiller bordets kort som spilførers hjælper og efter dennes anvisninger og sikrer, at bordet bekender.

Når spilfører beder om et kort, der vil være en kulørsvigt, må den blinde således straks gøre opmærksom på det (og ellers gør modspillerne det sikkert).

Forkert vendte kort

Foruden at spille bordets kort har den blinde en indlysende opgave, som fremgår af § 42A2:

Den blinde må holde tal på vundne og tabte stik (se § 65B).

Den blinde må (og skal) vende kortene i overensstemmelse med, hvem der har vundet stikket. Og som antydet af referencen til § 65B må han også påpege et forkert vendt kort, indtil spilfører har spillet et kort fra hånden eller bordet i det efterfølgende stik, hvilket du måske husker fra indlægget Det foregående stik.

Øvrige uregelmæssigheder

For øvrige uregelmæssigheder gælder resten af § 42B:

2. Den blinde må forsøge at forhindre enhver uregelmæssighed.
3. Den blinde må gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, men først efter at spillet af kortene er afsluttet.

§ 42B2 fortæller, at den blinde fx må sige “du er på bordet”, hvis spilfører fejlagtigt er ved at spille et kort fra hånden.

Men hvis en uregelmæssighed først er sket, må den blinde ikke gøre opmærksom på det, før spillet er afsluttet. Det fremgår af § 42B3 og mere eksplicit af § 43A1b:

Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed under spillet.

Med andre ord – hvis spilfører har spillet ud uden for tur, må den blinde ikke længere gøre opmærksom på det (og spilfører må heller ikke tage kortet tilbage, se artiklen Udspil uden for tur). Også disse punkter findes andetsteds i lovene, nærmere bestemt i § 9A3‑4.

Når spillet er slut, har den blinde samme ret som de øvrige til at gøre opmærksom på en uregelmæssighed under spillet – fx en kulørsvigt af modspillet.

Tilkald af turneringslederen

Efter at have læst det ovenstående kunne man få det indtryk, at den blinde ikke må tilkalde turneringslederen. Men sådan forholder det sig ikke!

Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed (før spillet er slut). Men når en anden spiller (inkl. spilfører) har gjort opmærksom på en uregelmæssighed, har den blinde ret til at tilkalde turneringslederen. Det fremgår af § 9B1b:

Enhver spiller – også den blinde – må tilkalde turneringslederen, når der er gjort opmærksom på en uregelmæssighed.

§ 43A1a fortæller mere præcist, at den blinde ikke må kalde ellers:

Den blinde må ikke tage initiativ til at tilkalde turneringslederen under spillet, medmindre en anden spiller har gjort opmærksom på en uregelmæssighed.

Vi forestiller os igen, at spilfører fejlagtigt tror, at han er på hånden, men faktisk er på bordet.

  • Hvis spilfører er i færd med at spille ud fra hånden, må den blinde forsøge at stoppe ham.
  • Hvis spilfører har spillet ud fra hånden, må den blinde ikke længere påpege det.
  • Hvis én af modspillerne (eller spilfører selv) gør opmærksom på det forkerte udspil, må den blinde gerne tilkalde turneringslederen.

At tilkalde turneringslederen er en særlig god ide i det sidste tilfælde, for ellers risikerer vi, at nogen fx tror, at spilfører er tvunget til at spille ud i samme farve fra bordet – det er han ikke!

Hvad har den blinde ret til at fortælle turneringslederen, når denne bliver tilkaldt? Her skal vi se på § 42A1:

Den blinde har ret til i turneringslederens nærværelse at give oplysninger om, hvad der rent faktisk er sket, og at svare på spørgsmål i forbindelse med disse love.

Når turneringslederen spørger spillerne, hvad der er foregået forud for tilkaldet, hører han således alle fire spillere. Her er den blinde ikke en passiv tilskuer – vi skulle jo gerne træffe afgørelserne på det korrekte grundlag.

Hvis den blinde alligevel påpeger en uregelmæssighed

Som forklaret ovenfor må den blinde ikke påpege en uregelmæssighed under spillet. Hvis det alligevel sker, skal turneringslederen behandle sagen på fuldstændig samme måde, som hvis en anden spiller havde påpeget fejlen.

Det lyder mærkeligt! Den blinde må fx ikke påpege en modspillers udspil uden for tur, som spilfører måske har overset. Gør den blinde det alligevel, får spilfører de samme muligheder omkring accept af udspillet og strafkort, som hvis han selv havde opdaget fejlen!

Her er min holdning, at der bør gives strafpoints, hvis den blinde burde vide bedre, fx hvis der er tale om en rutineret turneringsspiller. Sker det i klubben blandt mindre turneringsvante spillere, er det fornuftigt at nøjes med en advarsel første gang – og så kan man overveje at holde et kort foredrag om reglerne for den blinde før næste klubaften.

Dog vil jeg kun give strafpoints, hvis den blinde (måske) stiller sin side bedre – fx ved at påpege et udspil uden for tur. Stiller den blinde sin side dårligere ved sin fejl, fx hvis fejlen giver spilfører ubeføjede oplysninger, bør strafpoints kun komme på tale i gentagelsestilfælde.

Den blinde ser de andres kort

Som blind kan man blive utålmodig for at vide, hvordan kortene sidder. Men den blinde må ikke se de andres kort! Det fremgår af forbuddene i § 43A2:

a. Den blinde må ikke bytte hænder med spilfører.
b. Den blinde må ikke forlade sin plads for at se spilfører spille.
c. Den blinde må ikke se billedsiden af et kort på en modspillers hånd.

Punkt b ser man typisk overtrådt i forbindelse med, at den blinde går på toilettet eller i baren. Punkt a+c handler måske mere om, at spillerne gerne vil skabe en lille “klub” ved bordet og samtidig hjælpe den stakkels utålmodige blinde.

Men det er et forkert hensyn – det er vigtigere, at den blinde holder sig ude af spillet, og det gøres bedst ved, at den blinde ikke ser de andres kort.

Desuden er der en direkte konsekvens af en sådan overtrædelse: Den blinde mister derved de rettigheder, der fremgår af § 42B1‑2:

  • Retten til at spørge spilfører om en mulig kulørsvigt.
  • Retten til at forsøge at forhindre en uregelmæssighed.

Forsøger den blinde alligevel at udnytte de rettigheder, han har mistet, kan det have ret hårde konsekvenser. Det kan de interesserede læse nærmere om i § 43B i lovene.

Uanset om den blinde har set andre spilleres kort, bevarer han dog altid sine rettigheder fra § 42A, dvs.:

  • Retten til at påpege, når spilfører svigter kulør på bordet.
  • Retten til at påpege forkert vendte kort, før spilfører spiller et kort i det efterfølgende stik.
  • Retten til at fortælle turneringslederen om hændelsesforløbet, når denne er tilkaldt.
  • Retten til at tilkalde turneringslederen, når en anden spiller har påpeget en uregelmæssighed (§ 9B1b).

Inden alle modspillerne tænker, at det er smart at vise den blinde sine kort, enten for at “skabe en klub” eller for at fratage den blinde nogle muligheder, vil jeg gøre opmærksom på § 43A3:

En modspiller må ikke vise den blinde sin hånd.

Så kort og godt – lad spillet gå sin gang, og lad en evt. utålmodig blind lide i stilhed!

Opsummering

§ 42‑43 i lovene fortæller om den blindes rettigheder. § 42 er opdelt i “absolutte” og “betingede” rettigheder, men disse juridisk klingende begreber kan virke distraherende.

I stedet kan vi opsummere artiklens pointer således:

  • Kulørsvigt: Den blinde må spørge spilfører “ikke flere” og også påpege, når spilfører svigter kulør fra bordet.
  • Forkert vendte kort: Den blinde må gøre opmærksom på et forkert vendt kort, indtil spilfører spiller et kort i det næste stik.
  • Hvad øvrige uregelmæssigheder angår, har den blinde lov at forsøge at forhindre dem. Men når en uregelmæssighed er sket, må den blinde ikke gøre opmærksom på den, før spillet er slut.
  • Når en anden spiller har påpeget en uregelmæssighed, må den blinde gerne tilkalde turneringslederen.
  • Når turneringslederen er tilkaldt, har alle fire spillere lige stor ret til at fortælle, hvad der er foregået (men turneringslederen spørger normalt først den, der har påpeget uregelmæssigheden).
  • Hvis den blinde alligevel gør opmærksom på en uregelmæssighed, skal turneringslederen behandle sagen som normalt. Strafpoints bør overvejes, hvis den blindes handling gav spilfører flere muligheder, end hvis uregelmæssigheden ikke var blevet påpeget.
  • Hvis den blinde ser de øvrige spilleres kort, mister han de fleste af sine rettigheder til at forhindre eller påpege uregelmæssigheder.

Det var mange pointer … men forhåbentlig forstår du dem enkeltvis. Derfra og til at huske dem er der ikke langt, og ellers kan man altid slå op i lovbogen.