Bridgeregler

Det er ofte svært at vurdere, om man skal melde videre, når modstanderne har konkurreret på 5‑trinet. Det har ført til det velkendte mundheld “5‑trinet tilhører modparten”.

Overskriftens omskrivning heraf refererer til, at turneringslederen måtte i aktion, da Nord havde tænkt sig om i længere tid, hvilket efter Ø-V’s mening havde hjulpet Syd til at gå imod mundheldet og melde videre.

Spillet stammer fra en butlerturnering, hvor taktikken er som i holdkamp.

Syd havde ikke mange værdier til sin 4♠‑melding, men på den anden side var der heller ingen spildte værdier i Nords kortfarver!

Vest konkurrerede i 5♥, og Nord havde et problem – skal man melde videre, eller skal man tage pengene i 5♥, hvis der ellers er nogen penge at hente? Efter et minuts tænkepause valgte Nord at doble.

Syds modspilsværdier var til at overskue, og han valgte derfor at tage ud i 5♠. Vest doblede, men inden han spillede ud, tilkaldte han turneringslederen for at gøre opmærksom på, at tænkepausen kunne have haft indflydelse på Syds melding (i Danmark er det normalt tilstrækkeligt at enes med modstanderne om, at der har været en tænkepause, og først tilkalde turneringslederen efter spillet, hvis det stadig er relevant).

Kontrakten gik to doblede beter, da Nord blev mattet, inden klørfarven blev rejst. Men Vest konstaterede, at 5♥ var bet med ♥K ude af plads, og derfor gjorde han ikke mere ved sagen.

Skal turneringslederen justere scoren?

Spillerne diskuterede efterfølgende, om scoren skulle have været justeret, hvis 5♥‑D havde vundet. Med andre ord – er Syds 5♠‑melding lovlig?

Som sædvanlig skal vi stille to spørgsmål, når der er ubeføjede oplysninger:

• Er pas et logisk alternativ for Syd?
• Gør pausen det attraktivt at melde 5♠ i stedet?

Efter min vurdering er svaret “ja” til begge spørgsmål. Syd har ganske vist ingen hjælp i modspillet, men hans hånd vil også være en skuffelse for makker i en 5♠‑kontrakt. Hvis makker har tilstrækkelig offensiv til, at det er bedre at spille 5♠ end at vælge modspil i 5♥‑D, kunne makker meget vel have meldt det selv. Pas må være en mulighed, der vil blive valgt af tilstrækkelig mange spillere til, at det udgør et logisk alternativ.

Nords lange tænkepause tyder på, at han enten er usikker på, om 5♥ overhovedet kan sættes, eller at han har ekstra fordeling og overvejer at melde 5♠ selv. Uanset hvilken af disse muligheder der er tale om, er det blevet attraktivt for Syd at melde 5♠.

Derfor skal turneringslederen justere scoren, hvis Ø-V er skadet af, at Syd meldte 5♠ i stedet for pas.

Spilføringsproblemet

Vests konstatering af, at han har 3 tabere i 5♥, var noget overfladisk, for spillet har flere interessante tekniske pointer. Se engang på Vests spilføringsproblem. Hvis Nord starter med to høje spar mod 5♥‑D, må Vest trumfe. Der er kun én indkomst til bordet, så man kan ikke fange ♥Kxx i plads. Da Nord forventes at være kort i hjerter, kan Vest meget vel vælge at trække ♥E fra hånden i stedet, og så har han pludselig 12 stik!

Hvis Vest vil spille på hjerterknibningen, kan han vælge at stikke ♦B over på bordet. Når Nord har ru10 blank, har Vest en ekstra indkomst på bordet. Derved kan Vest knibe Syd for ♥Kxx i dette ene tilfælde (tak til nogle kvikke læsere for at gøre opmærksom på denne mulighed).

Nord bør imidlertid trække ♠K i udspillet. Med ♠D på bordet er der ingen tvivl om, at Syd vil længdemarkere i stik 1, og så vil Nord måske skifte til ♣E og mere klør i håb om, at Syd kan trumfe.

Spiller Nord på denne måde, har Vest de nødvendige indkomster til at knibe Syd for ♥Kxx. Men måske bliver Vest mistænksom over denne græske gave og topper alligevel ♥K ud! Det er vanskeligt at vurdere sandsynlighederne, men hvis vi er lidt flinke over for Vest, som jo er ikke‐fejlende, er følgende måske fornuftigt:

• 1/3 for 5♥‑D 10 stik = +200
• 1/2 for 5♥‑D 11 stik = −850
• 1/6 for 5♥‑D 12 stik = −1050

Det aktuelle resultat ved bordet var −500, så det er ikke let at overskue, om Ø-V er skadet. Det ser vi på i næste afsnit. Da det kan være lidt tung læsning, vil jeg straks ødelægge spændingen og afsløre, at Ø-V ikke er skadet (men det er tæt på).

For regnskabsnørderne

Medmindre du er interesseret i de tekniske detaljer om, hvordan man beregner vægtede scorer i en butlerturnering, kan du roligt stå af her! Videre læsning er således på eget ansvar – jeg vil ikke høre klager om, at dette er for nørdet.

De fleste regnskabsprogrammer, herunder BridgeCentral, kan beregne den vægtede score automatisk, men jeg gennemgår alligevel metoden her.
Først og fremmest må du endelig ikke gange brøkerne direkte på scorerne +200, −850 og −1050. I stedet beregnes hypotetisk det resultat i imp eller parpoint, afhængigt af regnskabsformen, som hvert af de tre scorer ville føre til, hvorefter brøkerne ganges på disse resultater.

Lad os se, hvordan det fungerer i en butlerturnering. Aktuelt bestod turneringen af 9 borde, og resultaterne var følgende, idet resultatet ved vores bord er markeret med en stjerne:

Spillets datumscore beregnes som gennemsnittet af samtlige scorer undtagen den yderste i hver ende, afrundet til nærmeste tier, og i dette tilfælde giver det −330 (altså 330 til Ø-V).

Ved vores bord var resultatet −500, dvs. Ø-V vandt 5 imp på spillet for en forskel på 170 i forskel til datumscoren.

Når vi erstatter resultatet med den vægtede score, bliver billedet lidt mere kompliceret. Af hensyn til de videre beregninger har jeg delt scoren for V 4♥ 12 op i to bidder.

Den yderste score i Ø-V’s favør består nu af 1/6 af 5♥-D 12, 1/2 af 5♥-D 11, og 1/3 af 4♥ 12! Når vi tager disse bort sammen med 4♠‑D 10 i den anden ende, bliver gennemsnittet −320 efter afrunding.

Nu kan vi beregne resultatet ved vores bord for N-S:

• 1/3 af 11 imp (svarende til +200 mod −320)
• 1/2 af −11 imp (svarende til −850 mod −320)
• 1/6 af −12 imp (svarende til −1050 mod −320)

Lægger vi disse tal sammen, bliver scoren −3,83 imp, dvs. Ø-V vinder 3,83 imp, når vi beregner den vægtede score. Men ved bordet vandt Ø-V 5 imp, og det betyder, at Ø-V faktisk tjente 1,17 imp på Syds 5♠‑melding. Derfor skal vi ikke justere scoren. Resultatet i 5♠‑D står således ved magt.

I dagens spil stod Syd over for et velkendt problem – sidder damen til venstre og esset til højre, eller omvendt?

Holdturnering på divisionsniveau. Der havde ikke været nogen artikel, hvis kontrakten havde været 3ut, men nu stod Syd i 5♣. Han stak sparudspillet med ♠E, trak ♣E, trumfede en spar højt, spillede klør til ♣D og trumfede den sidste spar.

Nu spillede Syd ♥B fra hånden. Vest tænkte sig om et minuts tid, før han besluttede sig for at lægge lavt. Set fra Syds side måtte Vests tænkepause skyldes en overvejelse om at stikke med ♥E, så han brugte bordets ♥K og gik bet.

Syd tilkaldte turneringslederen – han mente ikke, at Vest kunne tænke over dette i et helt minut. Hans oprindelige plan havde været at lade ♥B løbe, og han skiftede kun hest på grund af Vests pause.

Vest forklarede, at han overvejede, om Syd kunne have 3‑farve i hjerter uden ♥9, i hvilket tilfælde det var nødvendigt at dække med ♥D. Men han havde fundet frem til, at Syd i så fald ville have spillet kortene anderledes.

Ulovlig vildledning

Der er ikke noget at sige til, at Syd gættede forkert efter Vests tænkepause. De fleste kender essensen af bridgelovenes § 73D2:

En spiller må ikke forsøge at vildlede en modstander ved et spørgsmål, ved en bemærkning eller en gestus, ved hast eller tøven med en melding eller et ud- eller tilspil (fx tøven, før en singleton spilles til), ved den måde, hvorpå meldingen afgives eller ud- eller tilspillet foretages, eller ved forsætligt at afvige fra den rette fremgangsmåde (se § 73E2).

I daglig tale: Det er ikke tilladt at foregive et problem, når man ikke har noget at tænke over (stopregler og lignende undtaget). Men hvad stiller vi op, hvis det alligevel sker? Det giver § 73E2 svaret på:

Hvis turneringslederen afgør, at en uskyldig spiller har draget en fejlagtig slutning ud fra et spørgsmål, en bemærkning, opførsel, tempo eller lignende fra en modstander, og denne modstander ikke har nogen påviselig bridgemæssig grund til sin handling, og denne på tidspunktet herfor kunne have vidst, at denne handling kunne falde ud til egen fordel, skal turneringslederen justere scoren (§ 12C1).

Løsningen i disse situationer er således generelt at justere scoren. Men bemærk betingelsen “kunne have vidst, at denne handling kunne falde ud til egen fordel”. Det betyder, at hvis Vest ikke kunne have forudset, at pausen ville give gevinst, kan scoren ikke justeres. Her er det helt oplagt, at spilfører har en gætteposition om placeringen af ♥E og ♥D, og dermed må vi overveje en justeret score.

Mange turneringsledere ville justere scoren til 5♣ vundet, fordi Syd altid vil gøre forkert, når Vest tøver. Men det er et bagvendt ræsonnement. Når vi giver justeret score, skal vi altid identificere uregelmæssigheden og vurdere resultatet uden.

Da uregelmæssigheden er Vests tøvepause, skal vi altså vurdere, hvad der var sket, hvis Vest havde spillet til i korrekt tempo. Trods Syds udsagn om at lade ♥B løbe er det ikke til at sige, om Syd ville have gættet rigtigt eller forkert, og det er rimeligt at give en vægtet score, hvor Syd vinder sin kontrakt fx 3 gange ud af 4. Jeg vil give noget mere end 50% her, da det ikke er en ren gætteposition, for afhængigt af fordelingen kan Syd ofte gøre det lettere for sig selv ved at lægge lavt. Men det er ikke oplagt at lægge lavt, og derfor vil jeg ikke give 100% for vundet kontrakt.

Påviselig bridgemæssig grund

Ovenfor sprang vi en væsentlig betingelse i § 73E2 over: Hvis Vest har en påviselig bridgemæssig grund til tænkepausen, altså “noget at tænke over”, kan vi ikke justere scoren.

I og for sig har Vest noget at tænke over, for det er jo sandt, at han skal dække, hvis spilfører har ♥Bxx. Men netop fordi denne type gæt er velkendt, bør Vest kunne beslutte i forvejen, om han vil stikke op eller ej. Han ved, at hvis han tænker og lægger lavt, vil Syd gætte forkert, og en snedig Vest vil udnytte dette. Derfor bør turneringslederen dømme, at Vest ikke har nogen bridgemæssig grund til at tænke på dette tidspunkt, og justere scoren på dette grundlag.

Spillernes niveau er dog afgørende for, hvordan sagen skal vurderes. Her var der tale om spillere på divisionsniveau, og de kan forventes at forudse problemet i tide. Hvis Vest er et stykke fra divisionsniveau, hvor man ikke nødvendigvis får planlagt modspillet, bør turneringslederen vurdere, at Vest havde et bridgemæssigt problem efter Syds udspil af ♥B, og i så fald skal scoren stå ved magt.

Skal Vest lægge ♥D?

Mange mener, at Vest bør dække med ♥D for at undgå at vildlede Syd, når nu han uheldigvis har holdt en pause.

Men det er der ingen grund til. Vest har ganske vist givet sig selv en uretmæssig fordel ved tænkepausen, men det betyder ikke, at han skal forære Syd kontrakten. Syd har ikke ret til at vide, at Vest har ♥D – kun til at Vest bekender i normalt tempo. Hvis Vest er meget samvittighedsfuld, kan han undskylde efter spillet og foreslå, at turneringslederen tilkaldes, men ellers må Syd selv tilkalde.

“Jeg havde ikke noget at tænke over”

Jeg ser tit foreslået, at en spiller, der har været uheldig at indlægge en tænkepause, bør fortælle spilfører, at han ikke havde noget at tænke over.

Men det vil være helt forkert her, for Vest sad jo virkelig og tænkte. En sådan bemærkning introducerer blot et ekstra bluffelement i spillet, og det er ikke meningen. I stedet bør Vest leve med sin tænkepause og acceptere den justerede score, det eventuelt måtte medføre.

En læser har sendt mig denne festlige historie, hvor Syd blev sat over for et usædvanligt problem, idet makker svarede 2♦ til åbningen 2ut!

Øst passede, og Syd tænkte, at 2♦ måtte være overføring. Men 2♥‑skiltet var jo ikke længere i meldekassen! Derfor valgte hun at melde 3♥ – det samme, som hun ville have meldt, hvis makker havde meldt 3♦.

Nords fejl skyldtes imidlertid, at hun havde opfattet makkers åbning som 2♣ – det var første bridgeaften efter coronanedlukningen, så spillerne var lidt rustne. Nords 2♦ var ment som en ventemelding efter makkers formodede 2♣‑åbning, og efter 3♥ tænkte hun, at makker måtte have en hjerterfarve, så hun hævede til 4♥.

Det er ikke den bedste kontrakt, men det endte lykkeligt, for 4♥ kunne ikke sættes med den venlige fordeling. Og vores læser var godt tilfreds med, at spillet kunne afvikles korrekt uden turneringslederens indblanding – man ved jo aldrig, hvor meget en ivrig turneringsleder kunne have ødelagt!

Jeg tager alligevel chancen og fortæller her, hvad en turneringsleder skal gøre, hvis han bliver tilkaldt undervejs i denne sag.

Syd tilkalder turneringslederen

Lad os forestille os, at Syd tilkalder turneringslederen for at gøre opmærksom på, at makkers bud var utilstrækkeligt. Men må hun det?

Ja! Alle må gøre opmærksom på en uregelmæssighed, så længe åbningsudspillet ikke er vendt. Det fremgår af § 9A1:

Medmindre disse love forbyder det, må enhver spiller gøre opmærksom på en uregelmæssighed under meldeperioden, hvad enten den pågældende er i tur eller ej.

Og som vi også omtalte i det forrige indlæg, må Nord rette et fejlgreb, så længe Syd ikke har meldt efterfølgende. Det gælder også, selvom det er Syd, der har fået henledt Nords opmærksomhed på fejlen – fejlgreb har intet med ubeføjede oplysninger at gøre.

Her var der dog tydeligvis ikke tale om et fejlgreb – man vil næppe kunne overbevise nogen om, at man ville have meldt 3ut, men ved et uheld fik 2♦ op af meldekassen.

Tilbage til Syds aktuelle meldeproblem. Må Syd melde 2♥, når hendes foregående melding var 2ut? Dette er et spørgsmål, som besvares entydigt af § 18C i lovene:

Et bud er tilstrækkeligt, når det er højere end nærmeste foregående bud.

Svaret er altså: Ja, det må hun gerne. Det nærmeste foregående bud var 2♦, og 2♥ er jo højere end 2♦. Alt, hvad der er gået forud for Nords 2♦‑melding, er således uden betydning, uanset hvad der befinder sig i Syds meldekasse.

Øst tilkalder turneringslederen

Øst accepterede stiltiende Nords 2♦‑melding. Men hvad ville der være sket, hvis Øst i stedet havde tilkaldt turneringslederen?

Først og fremmest ville Øst fortsat have fået tilbud om at acceptere meldingen, men først skal turneringslederen forklare konsekvenserne, hvis meldingen ikke accepteres. Dette er behandlet nærmere i artiklen Utilstrækkeligt bud, som ikke accepteres, og Nord vil skulle vælge mellem følgende tre muligheder:

• Laveste tilstrækkelige bud, der viser samme benævnelse(r) ⇒ ingen tvungen pas eller udspilsbegrænsninger.
• En tilsvarende melding ⇒ ingen tvungen pas eller udspilsbegrænsninger.
• Enhver anden melding, dog ikke D/RD ⇒ makker skal passe resten af meldeforløbet + udspilsbegrænsninger i modspil.

Aktuelt ville dette være let. Da Nords 2♦‑melding var ment som et automatisk svar på Syds formodede 2♣‑åbning, viste Nord ikke noget som helst om sin hånd med denne melding.

Når vi ikke kan slutte noget af det utilstrækkelige bud, som ikke også bliver fortalt med den lovlige melding, er der tale om en tilsvarende melding.

Her kan vi ikke engang slutte noget af det utilstrækkelige bud (det gjorde Syd ganske vist alligevel, men der var tale om en forkert slutning, så det var ingen hjælp for Syd). Dette betyder, at enhver melding fra Nord vil være en tilsvarende melding! Så hvis Øst ikke accepterer Nords 2♦‑melding, kan Nord afgive en hvilken som helst lovlig melding, hvorefter meldeforløbet kører videre uden nogen begrænsninger for N-S.

Det er også rimeligt nok, for N-S har ikke fået nogen som helst fordel af det utilstrækkelige bud.

Når man ser bort fra den korte genåbning i august‐oktober sidste år, har der været 1½ års pause fra livebridge. Det medfører en del rust hos både spillere og turneringsledere. For sidstnævnte kan det være nødvendigt at bruge intutionen, når rutinen er truet af rust.

Men nogle spørgsmål kan ikke klares med intuition alene. I en situation som den, der opstod i dagens spil, kan der blive brug for både rå lovkundskaber og intuition:

Vest genmeldte 2♣, og efter at have kigget på det et lille stykke tid meddelte Nord, at Vests melding ikke var tilstrækkelig. Turneringslederen blev tilkaldt. I det samme gjorde Vest sin melding tilstrækkelig ved at melde 3♣.

Fejlgreb eller tanketorsk?

Turneringslederens første opgave er at afklare, om der var tale om et fejlgreb eller en tanketorsk fra Vests side, for reglerne for disse to uregelmæssigheder er helt forskellige. Fejlgreb behandles ved hjælp af § 25A, mens vi skal anvende § 27 om utilstrækkeligt bud, hvis Vest i et øjebliks forvirring meldte 2♣ med vilje, og meldingen således ikke skyldes et fejlgreb (hvis Vests melding er tilstrækkelig, står den naturligvis ved magt).

Vest forklarede, at det havde været hans hensigt at melde 3♣, men at 3♣‑skiltet ikke var kommet op af meldekassen, og det er yderst plausibelt. Hvis Øst havde meldt pas i stedet for 2♥, ville det være let at forestille sig, at Vest havde overset Syds melding. Men Vest har næppe overset både 2♥ og 2♠, eller på anden måde tænkt, at 2♣ var tilstrækkelig.

Ergo er vi i § 25A. Vest retter sin melding til 3♣, og meldeforløbet fortsætter derfra. Alt dette er let, hvis du bare husker hovedprincipperne for rettelse af fejlgreb:

• Et fejlgreb kan rettes, så længe makker ikke har meldt efterfølgende.
• Betingelsen for at dømme fejlgreb er, at spilleren meldte noget andet, end han havde til hensigt at melde. Hvis spilleren tænkte forkert og opdagede det efter at have meldt, kan meldingen ikke rettes, uanset hvor hurtigt fejlen opdages.

Disse to hovedprincipper er du næsten nødt til at kende hjemmefra – de er svære at klare pr. intuition. Stoler du til gengæld på, at du har dem på plads, kan du ofte klare spillernes mulige indvendinger på intuitionen.

Meldingen rettes ikke straks

Nord vil ofte indvende, at Vests melding ikke kan bedømmes som et fejlgreb, når Vest ikke har rettet meldingen i samme bevægelse, men den derimod har ligget på bordet et stykke tid, inden Nord påpeger fejlen.

Måske fortæller Nord ligefrem, at turneringslederen hjemme i hans klub siger, at rettelsen skal ske i samme bevægelse, uden nogen form for pause.

Jeg tror gerne Nord, for sådan siger mange turneringsledere – desværre. Men det bliver synspunktet ikke rigtigt af! Lovene nævner intet om tidsfaktoren. Den eneste betingelse vedrørende timingen er, om makker har meldt efterfølgende, og det ville hænge dårligt sammen med et krav om, at meldingen rettes i samme bevægelse. Måske er Vest slet ikke opmærksom på, at det er 2♣ og ikke 3♣, der ligger på bordet. Så hvis du husker grundprincippet, falder du næppe i denne fælde.

Skulle meldeforløbet slutte, uden at makker får mulighed for at melde efterfølgende, siger intuitionen, at der må findes en specifik regel for dette. Og det stemmer – denne regel står i § 25A5, men situationen er så sjælden, at den ikke står på min liste af regler, du bør kende hjemmefra. Slå op i lovbogen, hvis det bliver nødvendigt.

Hurtige meldinger

For nylig spurgte en spiller mig, om det vil være etisk forsvarligt af Nord at melde så hurtigt, at Vest ikke kan nå at rette sit fejlgreb. Det er let at besvare, når vi husker grundprincippet:

Fejlgrebet kan rettes, så længe makker ikke har meldt. Det er altså uden betydning, at Nord har meldt. Hvis både Nord og Øst melder meget hurtigt, kan fejlgrebet ikke rettes, men det må Øst og Vest slås om indbyrdes bagefter. Og husk, at der skal være tale om et fejlgreb – hvis Vest bare har dummet sig og afgivet en dårlig melding efter en tanketorsk, kan meldingen ikke rettes.

Nord ønsker at acceptere meldingen

Når fejlgrebet resulterer i en utilstrækkelig melding, sker det, at modstanderen ønsker at acceptere meldingen for at kunne udnytte den ekstra meldeplads.

Her er to velkendte regler i konflikt med hinanden. Fejlgreb må rettes, og utilstrækkelige meldinger må accepteres. Men vi kan ikke anvende begge principper på én gang. Nord vil måske argumentere med, at han fx kunne have meldt fx 2♦ eller 2♠ uden at tilkalde turneringslederen, og så var meldingen jo accepteret.

Dette argument hjælper os faktisk til at gennemskue intuitivt, at det må have forrang at lade Vest rette sit fejlgreb. Hvis Vest af vanvare melder 3♦ i stedet for 3♣, kan Nord også forsøge at “acceptere” fejlgrebet ved fx at passe. Og hvis Vest må rette et 3♦‑fejlgreb, er der ingen grund til, at han ikke også må rette et 2♣‑fejlgreb.

Nord får altså ikke tilbud om at acceptere 2♣, men må tage sin melding tilbage. Men hvad med de oplysninger, Nords melding har udløst? Her skal vi tænke på, hvem der var skyld i problemet. Det var Vest, også selvom det ikke var med vilje. Oplysningerne fra Nords melding er beføjede for Syd og ubeføjede for Ø-V, for ellers ville Vests fejl stille N-S dårligt.

Aktuelt gik der lidt tid, inden Nord påpegede fejlen. Må Nord melde 2♥ uden at påpege fejlen, når han tydeligvis er opmærksom på den? Ja, det må han gerne. Det er ikke en uregelmæssighed at melde videre efter en utilstrækkelig melding, når ingen har gjort opmærksom på fejlen. Det påhviler ikke Nord at indse, at der kan være tale om et fejlgreb.

Det er en evig kilde til forvirring, hvornår man skal rette en forkert forklaring. I denne uges spil, som stammer fra en holdkamp på BBO, glemte Syd sit system, men blev opmærksom på fejlen, da makker afgav en overraskende melding.

Hvornår skal han rette fejlen? Det er jo godt at vide som spiller, så man ikke dummer sig mere end højst nødvendigt. Men også i forhold til turneringslederens afgørelse spillede dette spørgsmål en rolle.

Efter Nords sunde støttemelding valgte Syd at vise et kortfarvetrialbid i klør, hvilket han mente 2ut‑meldingen som. Makkers 3♠ gav ikke meget mening, og nu gik fejlen op for Syd – hans 2ut‑melding var ifølge systemet gamekrav med sidefarve i spar, og makker viste simpelthen støtte til den viste sparfarve!

Syd ville fortælle modstanderne, at han havde forklaret forkert, men Øst nåede at doble, inden Syd kom så langt. Derefter tog Syd naturligvis ud i 4♥ og fik lov at spille denne kontrakt, hvor han havde 10 lette stik.

Efter spillet tilkaldte Øst turneringslederen og forklarede, at hun ikke ville have doblet 3♠, hvis hun havde vidst, at 2ut viste sparfarve. Havde hun passet, ville det være sværere for Nord at gennemskue, at Syd ikke havde sparfarve.

Ville Øst have passet?

Vores første opgave er at undersøge, hvorvidt Østs dobling er påvirket af den forkerte forklaring.

Da kontrakten efter al sandsynlighed bliver 4♥ spillet af Syd, er en udspilsdirigerende dobling af 3♠ tilsyneladende lige fristende, uanset hvad meldingerne viser.

Alligevel er det klart, at Øst ikke ville have doblet, hvis hun havde fået den korrekte forklaring. I så fald ville hun have antaget, at N-S havde 4‑4 i spar. Når de samtidig var i en kravsituation, ville det være meningsløst at doble 3♠.

Vi skal derfor undersøge, hvad der ville være sket, hvis Øst havde meldt pas i stedet.

Hvornår skal forklaringen rettes?

Hvis Øst havde passet, ville meldingerne være fortsat således:

Da vi skal vurdere, hvad der ville være sket med korrekt forklaring, skal vi overveje en vægtet score baseret på, hvor sandsynligt Nord ville kunne finde ud af at passe i denne situation.

Men stop en halv! Hvis Syd havde rettet sin forklaring og tilkaldt turneringslederen, og Øst havde ændret sin melding, ville Nord have haft ubeføjede oplysninger fra Østs tilbagetagne dobling. Dermed kunne det meget vel være ulovligt for Nord at passe 4♥ ud.

Syd har altså fået en fordel ved, at forklaringen ikke blev rettet i tide, for nu kan resultatet i 4♥ få lov at tælle med, selvom det er et logisk alternativ for Nord at melde 4♠. Er det rimeligt?

Her skal vi se på, hvornår forklaringen skal rettes, og når der er tale om rettelse af egen forklaring, skal vi se på § 20F4 i lovene:

Hvis en spiller under meldeforløbet bliver klar over, at dennes egen forklaring var fejlagtig eller ufuldstændig, skal spilleren tilkalde turneringslederen, inden afklaringsperioden er forbi, og rette forklaringen. Spilleren kan vælge at tilkalde turneringslederen tidligere, men er ikke forpligtet til det. (Se § 75B2 angående rettelser under spilleperioden).

Som du ved, skal man rette makkers forkerte forklaring ved meldeforløbets afslutning, hvis man selv køber spillet, men vente til efter spillets afslutning, hvis man kommer i modspil.

Men når man retter egen fejl, kan man gøre det med det samme. Derved undgår man, at modstanderne får to heste at spille på, hvis den forkerte forklaring kunne få indflydelse på resultatet. Til gengæld risikerer man, at modstanderne finder en spekulativ strafdobling frem, fordi de ved, at man har haft en midlertidig meldemisforståelse. Under alle omstændigheder skal Syd gøre opmærksom på fejlen (og tilkalde turneringslederen) senest ved meldeforløbets afslutning.

Det lyder måske mærkeligt. Men det ville være svært at håndhæve en regel om, at Syd skal gøre opmærksom på fejlen med det samme, for normalt kan vi jo ikke vide, hvornår Syd bliver opmærksom på sin fejl.

Konklusionen er altså, at vi ikke vil betragte det hypotetiske tilfælde, at Nord skulle træffe sit valg under de begrænsninger, som de ubeføjede oplysninger ville have givet ham, for selvom Syd har undgået dette ved ikke at rette fejlen og tilkalde turneringslederen med det samme, var dette ikke et lovbrud i sig selv.

Turneringslederens afgørelse

Vi mangler nu blot at vurdere, hvor sandsynligt Nord ville flytte til 4♠ i vores hypotetiske meldeforløb. Det ville utvivlsomt have ført til 5♥ med én bet til følge, så det peger på en vægtet score mellem 4♥ og 5♥.

Men kig på meldeforløbet med Østs pas og Syds 4♥‑melding igen. Hvad kan Syd have til disse meldinger, hvis 2ut er gamekrav med sidefarve i spar?

Hvis Syd har sleminteresse, vil han afgive et cuebid i 4♣ eller 4♦. Har han ikke sleminteresse, melder han 4♠. Hvis vi skal tage Syds meldinger alvorligt, må han have 4‑6 i major uden sleminteresse, men så må 4♥ være en bedre kontrakt end 4♠.

Derfor er det usandsynligt, at Nord ville have flyttet 4♥ til 4♠. Med andre ord har den forkerte forklaring ikke påvirket spillets resultat, så scoren skal stå ved magt.

I denne uge får du fornøjelsen af at opleve en spilfører, der havde svært ved at tælle sine stik, da en af modspillerne svigtede kulør.

Syd var spilfører i 4♠, og Vest spillede ♣D ud. Syd vandt på hånden med ♣K, men da han trak ♠E, svigtede Øst kulør, idet hun kastede ruder af. Syd fortsatte med en lille spar og dykkede Vests ♠D, så han kunne knibe ♠B ud i næste runde. Øst kastede endnu en ruder.

Inde på ♠D fortsatte Vest med ♣10 for at rejse et stik til modspillet i denne farve. Nu vågnede Øst op og sagde, at hun desværre havde svigtet kulør, og turneringslederen blev tilkaldt.

Etableret kulørsvigt

Turneringslederen forklarede, at også Østs anden kulørsvigt var etableret, fordi Vest havde spillet ud til det efterfølgende stik (jf. § 63A1). Derfor kunne kulørsvigten ikke rettes. Spillet skulle spilles til ende, og derefter skulle ét stik overføres til Syd. Hvis dette ikke var nok til at holde Syd skadesløs, ville scoren blive justeret.

Syd protesterede straks og sagde, at han var skadet af kulørsvigten. Turneringslederen gentog, at de måtte spille spillet færdig, og så kunne han justere scoren efterfølgende.

Syd stak med bordets ♣E, trak ♠K og kneb i hjerter. Vest vandt med ♥K og kunne også indkassere et klørstik, så Syd måtte nøjes med 9 stik.

Med overførsel af ét stik gav det 10 stik til Syd, der igen protesterede. “Jeg ville have fået 11 stik uden kulørsvigten,” sagde han. Turneringslederen gentog, at scoren ville blive justeret, hvis Syd var skadet, men at han for god ordens skyld ville se på spillet, før han gav en afgørelse, og at spillerne indtil videre skulle indtaste scoren for 10 stik, men at dette ikke var den endelige afgørelse.

Afgørelsen

Det blev hurtigt klart for turneringslederen, at Syd ville have taget 12 lette stik, hvis bare Øst havde kunnet finde ud af at bekende begge gange. Trumferne bliver taget i to omgange, den tabende hjerterknibning følger, og til sidst kaster Syd en klør på bordets fjerde hjerter. Der er ikke potentiale for at gætte forkert eller dumme sig på anden måde i dette spil.

Så det ser ud til, at scoren skal justeres til 12 stik.

Men nu sagde Syd jo kun, at han ville have fået 11 stik, hvis Øst ikke havde svigtet kulør. Hvad skal turneringslederen dømme?

Her skal vi huske, at der ikke er tale om, at Syd skal anlægge erstatningssag for at blive holdt skadesløs. Det fremgår indirekte af § 12C1b:

Når turneringslederen tildeler en korrigeret score, skal turneringslederen forsøge at genskabe det sandsynlige resultat af spillet, hvis lovbruddet ikke havde fundet sted.

Vurderingen går altså ikke på, hvad Syd beder turneringslederen om at få, men udelukkende på, hvad der sandsynligvis ville være sket, hvis Øst havde bekendt. Og det ville jo være, at Syd ville have fået 12 stik.

At Syd ved bordet kun kunne se 11 stik, kan fx skyldes, at han var almindeligt ophidset eller forvirret efter Østs kulørsvigt, men det er ikke relevant for afgørelsen.

Gentagen kulørsvigt

I ovenstående afgørelse er vi gået ud fra, at Øst slet ikke begik kulørsvigt.

Men når Øst begår gentagen kulørsvigt, skal turneringslederen huske at undersøge, hvad der ville være sket, hvis Øst kun havde svigtet kulør første gang. I så fald havde spilfører jo stadig fået et stik overført for den første kulørsvigt.

Det havde dog ikke givet Syd et bedre resultat. Vest fik jo lov at få stikket på ♠D, og når han rejste sit klørstik, ville Syd være holdt i 10 stik. Med et stik overført for den første kulørsvigt ville noteringen blive 11 stik.

Syd er altså skadet af den anden kulørsvigt, som ændrede resultatet fra 11 stik til 10. Men havde Øst heller ikke begået den første kulørsvigt, havde resultatet været 12 stik, så vinklen med gentagen kulørsvigt var ikke afgørende denne gang.

Efterspil

Turneringslederen vendte tilbage til spillerne og forklarede, at scoren blev justeret til 12 stik, også selvom Syd kun havde bedt om 11 stik. Det var Syd godt tilfreds med.

Men netop da turneringslederen var på vej væk fra bordet, sagde Syd, “men så skal jeg vel have 13 stik, for der skal jo overføres et stik på grund af kulørsvigten!”

Sådan spiller klaveret dog ikke. Når scoren justeres, fordi overførslen af stik ikke er tilstrækkelig til at holde spilfører skadesløs, bortfalder overførslen af stik også.

I denne uges spil skyldtes Syds melding en forkert forklaring fra Øst, som havde glemt parrets forsvar mod stærk klør. Men Øst ville selv have meldt anderledes, hvis han havde husket det! Vi skal se, hvordan turneringslederen håndterer dette.

Vests 2♦‑indmelding viste mindst 4‑4 i major. På den aktuelle hånd ville de fleste være blevet hjemme, zonestillingen taget i betragtning, men en stærk klør kan få aggressiviteten op i mange spillere. Heldigvis primært den meldemæssige aggressivitet.

Desværre havde Øst glemt aftalen, idet han opfattede 2♦ som en naturlig melding. Magen til trumfstøtte havde han sjældent set, og han lagde pres på med 5♦. Syd havde en god offensiv hånd og meldte 5♠, men denne kontrakt var dødsdømt med 3 sikre stik hos Vest.

Syd undrede sig over Vests melding, og Vest forklarede, at Øst måtte have glemt deres forsvar mod stærk klør. Syd sagde, at han aldrig ville have meldt 5♠, hvis han havde vidst, at Vest havde 4‑4 i major, og spillerne blev enige om at tilkalde turneringslederen.

Med korrekt forklaring

Hvis 2♦ og 5♦ er naturlige meldinger, har Syd et vanskeligt problem. Så lidt som ♠Kxxx ♥K10xx ♦xx ♣xxx gør 5♠ oplagt, medmindre Vest har single hjerter, men har Nord dårligere sparstøtte, kan 5♦‑D meget vel være bedste ståsted.

Får Syd den aftalte forklaring at vide, er det derimod oplagt, at han ikke vil melde 5♠. Hånden har 6‑7 potentielle tabere, og det kræver en god portion optimisme at tro på, at Nord kan klare de fleste af dem. Hvad enten Syd melder pas eller dobler, bliver 5♦‑D slutkontrakten.

Men hvis Øst havde været i stand til give Syd den korrekte forklaring, ville han jo aldrig have meldt 5♦! Pas eller 3♦ ville være de sandsynlige meldinger fra Øst, og sagen begynder at se kompliceret ud.

Turneringslederens afgørelse

Grundprincippet for at løse et dilemma som dette er ganske enkelt:

Vi skal vurdere effekten af den forkerte forklaring til N-S, ikke af Østs forglemmelse.

Det lyder som en subtil forskel, men det betyder simpelthen, at vi skal vurdere, hvad der ville være sket, hvis N-S havde fået den rigtige forklaring, uden at vi ændrer på noget for Østs vedkommende.

Med andre skal vi ikke lave om på, at Øst har meldt 5♦, uanset hvem dette er til fordel for.

Havde N-S fået den korrekte forklaring, var kontrakten utvivlsomt blevet 5♦‑D spillet af Vest, og den går 3‑4 beter afhængigt af, om modspillet skifter til hjerter i tide. Derfor bør turneringslederen give en vægtet score mellem 5♦‑D med henholdsvis 7 og 8 stik.

Aktuelt var der tale om en parturnering, og +800 var tilstrækkeligt til at give N-S en ren top, så turneringslederen behøvede ikke fintænke over vægtene.

Et muligt vildspor

Måske tænker du, at Syd kunne have løst problemet alligevel, hvis han havde valgt at passe eller doble 5♦. Skal det ikke føre til en vægtet score?

Lad os for eksemplets skyld sige, at en rundspørge viser, at 50% ville have meldt 5♠, mens 50% ville have passet eller doblet i Syds stol, hvis de ikke havde fået at vide, at 2♦ var kunstig (vi behøver ikke skelne mellem pas og dobler, da begge fører til 5♦‑D). Vi antager desuden, at ingen ville melde 5♠ med korrekt forklaring.

Måske skal resultatet i 5♠ ikke indgå med 50%, men har Syd fortjent den fulde kompensation?

Det er korrekt, at turneringslederen skal medtage i sine overvejelser, at Syd aktuelt meldte 5♠. Det er nødvendigt for at vurdere, hvilken indflydelse den forkerte forklaring havde på resultatet.

Turneringslederen skal således stille følgende spørgsmål:

Givet at Syd aktuelt meldte 5♠, hvor stor er så sandsynligheden for, at resultatet ville være blevet 5♦‑D, hvis Syd havde fået korrekt forklaring?

Her giver vores imaginære rundspørge et klart svar: Sandsynligheden for, at Syd også ville have meldt 5♠ med korrekt forklaring, er 0%. Derfor skal vi give 100% til resultatet i 5♦‑D. Det er kun antallet af stik i 5♦‑D, der er usikkert, og som derfor bliver udsat for en vægtning.

Dagens spil stammer fra en BBO‑turnering. N-S misforstod hinanden, og deres system ser heller ikke ligefrem enkelt ud.

Da der var tale om spil på BBO, alertede spillerne deres egne meldinger og forklarede dem med det samme til modstanderne. Syd havde glemt systemet og meldte 2ut som en naturlig invit, og han forklarede også meldingen sådan. I systemet var meldingen imidlertid Lebensohl, så Nord meldte 3♣ og forklarede, at dette var en tvungen melding.

Da Syd meldte 3ut, var det klart for Øst, at N-S højst havde 25‑26 HP tilsammen og meget vel kunne have mindre. Han var kort i den forventede udspilsfarve og havde desuden styrke i bordets åbningsfarve. Alt dette gjorde, at han valgte at doble for at få udspil i ruder.

Nord redoblede med maximum, og da ruderudspillet gik til ♦8 og ♦10, skulle spilfører blot afblokere ♣K og rejse sparfarven – 3ut‑RD vundet!

Turneringslederen tilkaldes

Øst var ikke tilfreds med forløbet. Nords redobling viste tydeligt, at han var klar over, at Syd havde en invithånd og ikke en svag hånd. Efter Syds 3ut‑melding burde Nord derfor have forklaret, at de havde været ramt af en meldemisforståelse, så Ø-V ikke ville blive skadet af en forkert forklaring. Derudover burde Nord have passet i stedet for at redoble for ikke at drage fordel af situationen.

Af disse grunde tilkaldte Øst turneringslederen efter spillet.

Må Nord redoble?

Lad os først se på, om Nord må redoble.

Det er klart, at pas er et logisk alternativ for Nord. Derfor må Nord ikke redoble, hvis han har ubeføjede oplysninger, der fortæller, at det er bedre at redoble end at passe. Men Nord har ingen ubeføjede oplysninger – han har gættet på basis af meldeforløbet alene, hvorfor Syd meldte 2ut.

Principperne for forkert forklaring er, at turneringslederen justerer scoren, hvis Ø-V er skadet af forkert forklaring, justerer turneringslederen scoren. Men der er ingen regler, der forhindrer Nord i at redoble, efter at Nord eller Syd har forklaret forkert.

Derfor er Nord dobling fuldt lovlig.

Den forkerte forklaring

Øst har fået en forkert forklaring af Syds 2ut‑melding, der jo var Lebensohl ifølge systemet. Men Nords forklaring af 3♣ som en tvungen melding giver ingen mening, hvis 2ut er en naturlig inviterende melding.

Det burde Øst, der var en stærk landsholdsspiller, selv have indset, og derfor burde han have spurgt Nord om nærmere oplysninger om 2ut‑ og 3♣‑meldingerne.

Hvis Øst i stedet tager forklaringen af 2ut for pålydende, må 3♣ vise maximum. Så hvordan vi end vender og drejer det, kan vi ikke henføre Østs dobling til, at meldingerne ikke blev forklaret korrekt. Derfor skal turneringslederen lade scoren stå ved magt.

Måske har mistanken om en meldemisforståelse fået Øst til at doble, og på den måde skyldes doblingen forklaringerne. Men doblingen skyldes i så fald ikke, at Øst er blevet misinformeret – den skyldes, at Øst har fået den ekstra oplysning, at Syd opfattede 2ut som naturlig, mens Nord opfattede den som Lebensohl. Det er uden betydning for Østs beslutning, om det er Nord eller Syd, der har husket systemet korrekt. Når Øst benytter sig af den ekstra oplysning om meldemisforståelsen, sker det på egen risiko.

I dagens spil blev en oplagt storeslem meldt ved begge borde. Men turneringslederen kom på arbejde, da vejen i begge tilfælde gik via en tænkepause i et usædvanligt meldeforløb.

Lukket rum

Vi starter i lukket rum:

Nord holdt en pause før afslaget i 6♣. Og pausen var ganske forståelig, eftersom singletonen samt den gode 3‑kortstøtte i klør må være rigeligt til at give det 13. stik!

Heldet var imidlertid med Nord, idet Syd gentog sin opfordring med 6♠, hvor der var plads til, at Nord kunne slå af i 6ut. Nu meldte Nord naturligvis 7♣, der var let vundet, så længe modspillet ikke havde en trumfning i udspillet.

Det var ingen overraskelse, at Ø-V tilkaldte turneringslederen efter spillet, når Syd ikke havde respekteret makkers afslag. Det er ofte ulovligt at gå videre på egen hånd, når makker har afslået efter en tænkepause, fordi de ubeføjede oplysninger fra tænkepausen forbedrer odds.

Kriteriet er, om det er et logisk alternativ at passe til 6♣. En rundspørge viste, at alle ville give Syds hånd et ekstra forsøg. Syd kan se 12 topstik, så Nord skal bare have en majordame for at gøre storeslem oplagt. Men det ville ikke være nok til at melde 7♣ oven på 5ut. Derfor er pas ikke et logisk alternativ, og turneringslederen lod scoren stå ved magt. Men Syds hånd skulle ikke have været meget dårligere, før scoren var blevet justeret.

Syd bør måske bare springe til 7♣ efter essvaret, idet kontrakten i værste fald hænger på en ruderknibning, og der er ekstra chancer, hvis Nord blot har en majorknægt.

Åbent rum

Vi bevæger os nu ind i åbent rum, hvor meldeforløbet gik således:

Her var det Nord, der spurgte om esser. Men han var i tvivl om, hvorvidt makkers 3ut var naturlig med langfarve i klør, eller om det viste 4‑kortstøtte i hjerter samt sparrenonce!

Efter nogen overvejelse valgte Nord at melde 6♥. Hvis makker havde hjerterstøtte, ville dette være den rigtige kontrakt, og makker ville passe. Hvis 3ut viste klørfarve, ville makker forhåbentlig tage ud i 7♣.

Syd meldte 7♣, og også her tilkaldte Ø-V turneringslederen. De mente ikke, at Syd kunne melde 7♣ efter Nords pause, for den måtte vise tvivl om systemet. Pas måtte være et logisk alternativ for Syd, for hvis Nord ikke var i tvivl om systemet, måtte 6♥ være baseret på langfarve.

Alligevel lod turneringslederen scoren stå ved magt. Lad os sige, at Nord havde meldt 6♥ hurtigt. Man ville dårligt kunne melde i hurtigt tempo, hvis ideen var at foreslå at spille 6♥, når klør var fastlagt som trumf. Det hurtige tempo ville snarere antyde, at Nord troede, at hjerter var fastlagt som trumf, og at Syd derfor var bedst tjent med at flytte til 7♣.

Men så kan vi ikke samtidig argumentere for, at en langsom 6♥ også giver Syd ubeføjede oplysninger om, at det er bedst at melde 7♣! Derfor må det være Syds egne kort og den overraskende 6♥‑melding, der fortæller Syd, at der skal meldes 7♣, så scoren skal stå ved magt.

bridgeregler.dk har ligget stille i længere tid, men nu er det tid at starte op igen! På grund af coronakrisen hører jeg dog om færre sager end normalt, og derfor forventer jeg kun at skrive et nyt indlæg hver anden uge.

I sæsonens første indlæg skal vi beskæftige os med de nye danske regler for alert af doblinger. Siden 2007 har de danske regler fulgt de internationale, således at ingen doblinger skulle alertes overhovedet. Det er en regel, der er svær at misforstå – det er nu alligevel lykkedes for nogle at misforstå dem! Men reglen har også altid været genstand for diskussion, fordi mange spillere er gået i vandet efter fx 1ut‑(D), når dette var en konventionel melding og ikke bare en god gammeldags styrkedobling, og det ikke er faldet dem ind at spørge om betydningen.

Det ligger i sagens natur, at det gør reglerne mere komplicerede, hvis man vil lappe på dette problem. Især fordi vi ikke ønsker, at oplysningsdoblinger inde i meldeforløbet skal alertes – sådanne alerter hjælper ofte dobleren mere end modstanderne, hvis der er usikkerhed om doblingens betydning.

Så vi har to hensyn, der i høj grad trækker i hver sin retning – enkelhed samt oplysning til modstanderne – og derfor er det også svært at enes om, hvilket af de to regelsæt der er bedst.

Naturlige og kunstige doblinger

I forhold til at definere, hvilke doblinger der skal alertes, er det fornuftigt at dele doblingerne op i “naturlige” og “kunstige”, fordi reglerne derved kommer til at minde meget om de allerede kendte.

I denne forbindelse kalder jeg både oplysningsdoblinger og strafdoblinger naturlige! Oplysningsdoblinger er ganske vist pr. definition kunstige, men oplysningsdoblingen er en af de første konventioner, man lærer som bridgespiller. Især på lave meldetrin virker det naturligt, at en dobling er oplysende med henblik på at kæmpe om at få spillet.

Styrkevisende doblinger er lidt midt imellem, og dem regner jeg også for naturlige. Desuden er en udspilsdirigerende dobling, der beder om udspil i den doblede farve, næsten så naturlig, som noget kan være.

For at opsummere er følgende doblinger altså naturlige:

• Oplysningsdoblinger, herunder negative doblinger, svardoblinger og genåbningsdoblinger.
• Strafdoblinger.
• Styrkevisende doblinger.
• Doblinger, der beder om udspil i den doblede farve.

Og alle andre doblinger er dermed kunstige! Eksempler:

• Doblinger, der viser en bestemt farve, fx 1♣‑(1♦)‑D visende hjerterfarve.
• Doblinger, der viser en ukendt farve, fx (1ut)‑D visende en vilkårlig enfarvet hånd.
• Støttevisende doblinger, fx 1♣‑(pas)‑1♠‑(2♦)‑D visende 3‑kortstøtte i spar.
• Maximal Overcall Double: 1♥‑(pas)‑2♥‑(3♦)‑D visende invit til 4♥ uanset håndtype.
• Doblinger, der beder om udspil i en anden farve end den doblede, fx (1♠‑4♣)‑D, som beder om udspil i ruder.
• Doblinger, der advarer makker mod at spille ud i den doblede farve (Anti‐Manco).

Alert af kunstige doblinger

Reglerne for alert af kunstige doblinger er ganske enkle: De skal altid alertes til og med 3ut, og desuden altid i første melderunde uanset meldeniveauet.

Det er med andre ord fuldstændig samme regler som alert af øvrige meldinger! Det eneste svære er at vænne sig til, at de i det hele taget skal alertes.

Alert af naturlige doblinger

Egentlig havde jeg lyst til at sige, at reglerne for alert af naturlige doblinger var lige så enkle: De skal aldrig alertes!

Så enkelt er det desværre ikke. I første melderunde – og kun i første melderunde – skal en naturlig dobling alertes, hvis modstanderne ikke med rimelighed kan forventes at være opmærksomme på betydningen.

Hvorfor nu det? Lad os tage et meldeforløb som 1♠‑(2♦)‑D. Når vi er ude over begynderniveauet, vil spillerne tage det for givet, at det er en negativ dobling. Derfor er det nødvendigt at alerte, hvis det er en strafdobling.

Jo længere vi kommer længere ind i meldeforløbet, jo mindre kan vi tage betydningen af en dobling for givet. Ofte er makkeren til dobleren selv i tvivl – er det straf eller oplysende? Med andre ord er der mindre brug for en alert inde i meldeforløbet, og den kan ligefrem være skadelig. Dette er grunden til, at vi behandler første melderunde anderledes end resten af meldeforløbet på dette punkt.

Reglen for alert af naturlige doblinger svarer altså til reglen for alert af naturlige meldinger, men kun i første melderunde. Senere i meldeforløbet må naturlige doblinger ikke alertes.

Hvad kan man forventes at være opmærksom på?

I daglig tale hører man ofte – også fra mig – at en naturlig melding skal alertes, hvis den har overraskende betydning.

Dette er dog en forenkling, for det er ikke tilstrækkeligt at sige “den betydning overraskede mig”, hvis man vil have hjælp af turneringslederen. Man er nødt til at have en vis fornemmelse af, hvad modstanderne kunne finde på at spille, men kun inden for rimelighedens grænser.

Derfor er formuleringen i reglerne, at en naturlig melding skal alertes, “hvis modstanderne ikke med rimelighed kan forventes at være opmærksomme på betydningen uden alert”. Det giver ikke noget klart svar i det generelle tilfælde, men det fortæller dog noget om, at begge parter har et vist ansvar for, at meldingerne bliver forstået korrekt.

I foregående afsnit brugte jeg udtrykket “at spillerne tager betydningen for givet”, og det er også en brugbar og enkel måde at udtrykke reglen på. Hvis spillerne vil tage en betydning for givet, skal man alerte øvrige betydninger. Udtrykket “en usædvanlig betydning” er også fornuftigt.

Lad os se nogle eksempler, hvor en naturlig dobling kan have forskellige gængse betydninger.

Når man først har lært, at doblinger på lavt niveau normalt er oplysende, virker det naturligt, at svardoblingen (1♣)‑D‑(1♥)‑D viser de to umeldte farver. Men det meste bridgelitteratur anbefaler, at doblingen helt enkelt viser den doblede farve – dels for at afsløre en mulig bluff, dels fordi det snildt kan være en god trumffarve, selvom åbners makker skulle sidde med en sløj 4‑farve.

Her må man som bridgespiller være forberedt på, at begge betydninger er reelle muligheder. Derfor skal ingen af dem alertes.

Et enklere eksempel er dobling af åbningsmelding på højt niveau, fx 4♠ eller 5♣/♦. Her spiller mange stadig oplysningsdoblinger, mens andre spiller strafdoblinger. Ikke engang litteraturen er entydig på dette punkt. Med andre ord må man være forberedt på begge betydninger (og desuden betydningen “styrkevisende”), og ingen af betydningerne skal derfor alertes.

Opsummering

I forhold til alert af doblinger bør man opdele doblinger i “naturlige” og “kunstige”. Herefter kommer reglerne til at ligne de generelle alertregler:

• Kunstige doblinger skal alertes. Hvis det er over 3ut, alertes dog kun i første melderunde (regnet fra åbningsmeldingen).
• Naturlige doblinger skal alertes, hvis deres betydning er usædvanlig, men kun i første melderunde.
Dette svarer fuldstændig til de generelle alertregler, bortset fra at naturlige doblinger kun skal alertes i første melderunde; senere må de ikke alertes.

Det kræver dog en lille modifikation af begrebet “naturlig”: Som naturlige doblinger regner vi ikke kun strafdoblinger og doblinger, der beder om udspil i den doblede farve, men også oplysningsdoblinger (herunder negative doblinger svardoblinger og genåbningsdoblinger) og styrkevisende doblinger.